fire

Det var Riley, der hjalp mig med at få mine minder tilbage. Hun viste mig vej gennem barndomshistorierne og fortalte mig om det liv, vi engang havde levet, og de venner, vi engang havde haft, indtil det hele begyndte at komme op til overfladen igen.

Hen ad vejen fik hun mig også til at sætte pris på min nye sydcaliforniske tilværelse.

Hendes begejstring over mit overdådige værelse, min skinnende, røde åbne sportsvogn, de vidunderlige strande og min nye skole fik mig til at indse, at selv om det ikke var det liv, jeg selv ville have valgt, så var det bestemt heller ikke uden fordele.

Og selv om vi stadig skændes og bliver sure på hinanden og går hinanden lige så meget på nerverne som før, så må jeg indrømme, at det er hendes besøg, der gør livet værd at leve. At kunne se hende igen giver mig én person mindre at savne. Og den tid, vi tilbringer sammen, er altid den bedste del af min dag.

Eneste problem er, at det ved hun godt. Så hun straffer mig ved at holde sig væk, hver gang jeg prøver på at tage et emne op, som hun har bestemt sig for, at hun ikke vil tale om. Emner af typen: Hvornår kan jeg få lov at møde far og mor og Buttercup? Og: Hvor er du egentlig henne, når du ikke er her?

Det er irriterende, at hun ikke vil fortælle mig den slags, men jeg har efterhånden lært, hvor grænsen går.

Og jeg har heller ikke fortalt hende om mine nye evner. Hun ved ikke, at jeg kan se auraer og læse tanker, og hun ved ikke, hvor meget det har ændret mig – og mit tøjvalg.

”Du finder aldrig en kæreste, så længe du går i dét tøj,” siger hun, mens hun ligger henslængt på min seng, og jeg drøner igennem de sædvanlige morgenrutiner i et forsøg på at blive klar til afgang og komme ud ad døren bare nogenlunde til tiden.

”Det er jo ikke os alle sammen, der bare kan lukke øjnene og fremtrylle en strålende, ny garderobe,” svarer jeg åndsfraværende, mens jeg stikker fødderne ned i et par udtrådte sneakers og binder de flossede snørebånd.

”Årh ja, som om Sabine ikke med fornøjelse ville stikke dig sit kreditkort og bede dig om at gå amok. Og hvad er der med de hætter? Er du kommet med i en bande eller hvad?”

”Jeg har ikke tid til det her,” siger jeg og griber bøger, iPod og rygsæk. ”Kommer du så?”

Jeg vender mig i døren og ser hende ligge på sengen og se tænksom ud, mens hun overvejer svaret. Det er lige før, min tålmodighed er brugt op.

”Okay,” svarer hun omsider. ”Men kun hvis du kører taget ned. Jeg elsker at mærke vinden i mit hår.”

”Fint.” Jeg er på vej hen mod trappen. ”Når bare du er væk, før jeg samler Miles op. Det er simpelthen for creepy at se dig sidde på skødet af ham, uden at han har givet dig lov til det.”

Haven står allerede ved porten og venter, da Miles og jeg ankommer til skolen. Hendes hektiske blikke afsøger området, mens hun siger: ”Der er kun fem minutter, til det ringer ind, og jeg har ikke set skyggen af Damen. Tror I, han er droppet ud allerede?” Hun ser på os med panik i de gule øjne.

”Hvorfor skulle han dog være droppet ud?” spørger jeg. ”Han er jo lige startet.”

Jeg går ned mod mit skab, mens hun danser af sted ved siden af mig, og hendes tykke gummisåler dunker mod asfalten.

”Øh, fordi vi ikke var gode nok til ham? Fordi det bare var for godt til at være sandt?”

”Jamen han er nødt til at dukke op igen, for Ever har lånt ham Stormfulde højder, og den skal hun da have tilbage,” siger Miles, før jeg kan nå at stoppe ham.

Jeg ryster på hovedet og åbner kodelåsen på mit skab. Jeg kan mærke Havens blik i nakken, da hun med syrlig stemme siger: ”Nå, og hvornår skete det så?” Hun sætter hænderne i siden og stirrer på mig. ”For du er nok klar over, at jeg har sagt helle for ham, ikke? Havde det ikke været en idé lige at fortælle mig, hvad der foregår? For det sidste, jeg hørte, det var, at du ikke engang havde set ham endnu.”

”Du kan tro, hun har set ham,” griner Miles. ”Du skulle have set hende gå i koma. Jeg troede, jeg skulle til at ringe efter en ambulance!”

Jeg ryster på hovedet, låser mit skab og går ned ad gangen.

Miles følger efter mig. ”Jamen det er da rigtigt,” siger han og trækker på skuldrene.

”Jeg skal lige have det her på plads. Vil det sige, at du er mere en forhindring end en trussel?” Haven ser på mig

med sammenknebne øjne med lidt for meget eyeliner, og hendes jalousi får hendes aura til at antage en mat, brækgrøn farve.

Jeg tager en dyb indånding og kigger på dem begge to og tænker, at hvis de ikke var mine venner, så ville jeg fortælle dem, hvor tåbeligt det hele er. Jeg mener, man kan jo for pokker ikke sige helle for et andet menneske, vel? Og desuden er jeg ikke lige på markedet for en date, så længe jeg går og hører stemmer og ser auraer og gemmer mig i alt for store sweatere.

Men det siger jeg ikke. I stedet siger jeg bare: ”Ja, jeg er en forhindring. Jeg er en tikkende bombe, som kan gå af når som helst. Men jeg er i hvert fald ikke nogen trussel. Først og fremmest fordi jeg ikke er interesseret. Og jeg ved godt, det er svært at forstå, når han nu er så vidunderlig og sexet og hot og gloende og brandfarlig, og hvad det nu ellers er, I kalder ham. Men sandheden er, kort og godt: Jeg kan bare ikke li’ Damen Auguste! Mere er der ikke at sige.”

”Øh, jeg tror heller ikke, du behøver at sige mere,” mumler Haven. Hun stirrer lige frem for sig med et meget tomt ansigtsudtryk.

Jeg følger hendes blik. Hele vejen hen til dér, hvor Damen står. Med sit skinnende, sorte hår, de glødende øjne, den perfekte krop, det selvsikre smil … Mit hjerte springer et slag eller to over, da han holder døren for mig og siger: ”Efter dig, Ever. Og godmorgen.”

Jeg nærmest løber hen til mit bord og undgår kun med nød og næppe den rygsæk, Stacia har stillet i vejen for mig. Jeg kan mærke, hvordan mine kinder blusser af skam. Jeg ved, at Damen er lige i hælene på mig, og at han har hørt hvert eneste ord af alt det forfærdelige, jeg lige har sagt.

Jeg kyler tasken på gulvet, smækker røven i sædet, trækker hætten op over hovedet og skruer helt op for iPod’en. Jeg ønsker bare at drukne støjen og glemme det, der lige er sket. Imens jeg desperat prøver at overbevise mig selv om, at en fyr som ham – der er så cool, så selvsikker, så fuldstændig vidunderlig – overhovedet ikke gider tage sig af, hvad sådan en dum tøs som mig siger om ham.

Men lige da jeg er begyndt at slappe af, lige da jeg har overtalt mig selv til at være ligeglad, så får jeg et pludseligt og voldsomt chok. Som om en elektrisk strøm har fået min hud til at gløde, mit blod til at boble og hele min krop til at dirre.

Bare fordi Damen har lagt sin hånd oven på min.

Der skal meget til at overraske mig. Lige siden jeg blev clairvoyant, har det faktisk kun været Riley, der kunne. Og tro mig, hun finder hele tiden på nye måder. Men da jeg flytter mit måbende blik fra Damens hånd til hans ansigt, så smiler han bare og siger: ”Jeg ville lige aflevere denne her.” Og så giver han mig min bog. Stormfulde højder.

Og selv om jeg godt ved, det lyder underligt og faktisk temmelig skørt, så var det, som om alt i lokalet blev helt stille, i samme sekund han begyndte at tale. Det ene øjeblik summede det hele af tanker og stemmer og det næste øjeblik: ________________.

Men det kan jo slet ikke passe, så jeg lader bare som ingenting og siger: ”Er du sikker på, du ikke vil beholde den lidt endnu? Jeg kan sagtens undvære den. Jeg ved godt, hvordan den ender.” Og selv om han fjerner sin hånd fra min, går der alligevel et øjeblik, før jeg holder op med at dirre.

”Jeg ved også godt, hvordan den ender,” siger han og ser på mig så intenst, insisterende og nærgående, at jeg er nødt til at se væk.

Og lige da jeg skal til at sætte propperne i ørerne igen for at blive fri for lyden af Stacias og Honors uophørlige giftigheder, så lægger Damen igen sin hånd på min og spørger: ”Hvad hører du?”

Og igen bliver hele lokalet bomstille. Lige i de få sekunder det tager, er der ingen løsrevne tanker, ingen dæmpet hvisken, intet andet end lyden af hans blide, udtryksfulde stemme. Jeg mener, første gang det skete, troede jeg, det bare var noget, jeg forestillede mig. Men denne gang ved jeg, at det er rigtigt. Fordi selv om alle stadig taler og tænker og har gang i alt muligt, så blokerer lyden af hans ord fuldstændig det hele.

Jeg blinker og mærker, hvordan min krop føles varm og elektrisk. Jeg forstår ikke rigtig, hvad der sker. Det er jo ikke første gang, nogen har rørt ved min hånd, men jeg har aldrig før oplevet noget, der bare minder om det her.

”Jeg spurgte dig om, hvad det er, du lytter til.” Han smiler. Et smil så personligt og fortroligt, at jeg kommer til at rødme igen.

”Øh, nåh, det er bare en playliste, som min veninde Haven har lavet. Mest gammelt, firsermusik, du ved, The Cure, Siouxsie and the Banshees, Bauhaus.” Jeg trækker på skuldrene og prøver uden held at fjerne blikket fra hans øjne, kan ikke holde op med at tænke på, hvad farve de egentlig har.

”Du er måske mest til goth?” Han har løftet det ene øjenbryn og kigger lidt skeptisk på min lange, lyse hestehale, mørkeblå trøje og hvidskurede makeup-fri hud.

”Nej, ikke rigtig. Men Haven er. Ret meget.” Jeg ler – en nervøs, kaglende, tåkrummende lyd, der giver genlyd fra alle fire vægge.

”Og hvad så med dig? Hvad er du til?” Han ser stadig på mig. Det er tydeligt, at han morer sig.

Og lige da jeg skal til at svare, kommer mr. Robins ind ad døren med friske, røde kinder, som ikke stammer fra en rask spadseretur i det fri. Og Damen læner sig tilbage på sin stol.

Og jeg tager en dyb indånding, trækker hætten tilbage og glider ned i de velkendte lyde fra pubertets-nervøsitet, eksamensangst, vægtproblemer og mr. Robins’ forspildte livsdrømme.

Mens Stacia, Honor og Craig undrer sig over, hvad i alverden ham den totale hottie ser i mig.