fem

Da jeg når frem til vores bord i kantinen, sidder Haven og Miles der allerede. Men jeg er lige ved at vende om, da jeg ser, at Damen også sidder der.

”Du må gerne sætte dig, men kun hvis du lover at lade være med at stirre på ham den nye,” griner Miles. ”Det er meget uhøfligt at stirre. Er der aldrig nogen, der har fortalt dig dét?”

Jeg himler med øjnene og finder plads ved siden af ham, fast besluttet på at vise, hvor ligeglad jeg er med Damens tilstedeværelse. ”Jeg er vokset op blandt ulve, så det er vel ikke så underligt?” svarer jeg og koncentrerer mig om at åbne min mad.

”Jeg voksede op blandt en transvestit og en lægeromanforfatter,” siger Miles og hugger en sukkerstjerne fra Havens muffin.

”Det var ikke dig, søde ven,” griner Haven. ”Det var Chandler i Venner. Men jeg er til gengæld vokset op blandt hekse. Jeg var en smuk vampyrprinsesse, elsket, tilbedt og beundret af alle. Jeg boede i et prægtigt, gotisk slot, og jeg aner ikke, hvordan jeg er havnet her ved det her afskyelige bord sammen med sådan en flok tabere som jer.” Hun smiler til Damen. ”Hvad så med dig?”

Han tager en slurk af sin flaske, som indeholder en eller anden, nærmest glitrende, rød væske. Så ser han på os alle tre og siger: ”Italien, Frankrig, England, Spanien, Belgien, New York, New Orleans, Indien, New Mexico, Egypten og et par steder mere indimellem.” Han smiler.

”Jeg tror, din far har været militærmand,” griner Haven, mens hun piller en sukkerstjerne af sin muffin og smider den hen til Miles.

”Damen har boet i Oregon,” siger Miles og lægger sukkerstjernen på tungen, før han skyller den ned med sin vitaminvand.

”Ja, Portland i Oregon,” siger Damen. ”Hvor vidste du dét fra?”

Miles griner. ”Det var ikke dig, men damen med ulvene, jeg hentydede til. Vor kære veninde Ever her er lige flyttet hertil fra Oregon.”

Haven sender ham et skarpt blik. Trods min tidligere bommert anser hun mig åbenbart stadig som den største hindring på vejen mod sin store love story, og hun er derfor på vagt over for enhver opmærksomhed, der bliver rettet mod mig.

Damen smiler og fanger mit blik – igen. ”Hvor i Oregon?”

”Eugene,” mumler jeg og koncentrerer mig om min sandwich og ikke om ham, for det er præcis ligesom i klassen: Hver gang han taler, kan jeg ikke høre andet end ham.

Og hver gang vore blikke mødes, breder varmen sig i mig.

Og lige før, da hans fod tilfældigt stødte imod min, fik det hele min krop til at sitre.

Og det er i den grad begyndt at gå mig på nerverne.

”Hvordan er du så havnet her?” Han læner sig imod mig, hvilket får Haven til diskret at rykke lidt nærmere på ham.

Jeg stirrer ned i bordet og presser læberne sammen, som jeg har for vane, når jeg bliver nervøs. Jeg vil ikke tale om mit tidligere liv. Jeg kan ikke se nogen mening i at udbrede mig om alle de ulækre detaljer. At skulle forklare, at selv om det var min skyld, at hele min familie døde, så var jeg den eneste, som på en eller anden måde overlevede. Så jeg nøjes med at rive skorpen af min sandwich og svare: ”Det er en lang historie.”

Jeg kan mærke Damens blik – stærkt, varmt og indbydende – og det gør mig så nervøs, at mine håndflader begynder at svede, så jeg taber min vandflaske. Og det eneste, jeg kan gøre, er at vente på plasket.

Men før flasken når at ramme bordet, har Damen grebet den i luften og rakt mig den.

Og dér sidder jeg så og stirrer på flasken, mens jeg undgår hans blik. Og spekulerer på, om jeg var den eneste, der lagde mærke til, at han bevægede sig så hurtigt, at hans hånd faktisk så lidt udflydende ud.

Og så begynder Miles at snakke om New York, Haven rykker så tæt på Damen, at hun praktisk taget sidder på skødet af ham, og jeg tager en dyb indånding, spiser min frokost og bliver enig med mig selv om, at det må have været indbildning.

Da klokken omsider ringer, griber vi alle sammen vores ting og sætter kurs mod klasserne. I samme sekund Damen er uden for hørevidde, vender jeg mig mod mine venner og siger: ”Og hvordan gik det så lige til, at han havnede ved vores bord?” Og jeg krummer tæer, da det går op for mig, hvor skingert og anklagende det kom til at lyde.

”Han ville gerne sidde i skyggen, så vi tilbød ham en

plads,” siger Miles og trækker på skuldrene. Han smider sin flaske i genbrugsspanden og fører an mod bygningen. ”Ikke noget ondt i det. Ingen sammensværgelse om at gøre dig til grin.”

”Jeg kunne nu godt lige have undværet den bemærkning om at stirre,” siger jeg og ved godt, at jeg lyder urimelig og pirrelig. Jeg har ikke tænkt mig at sige, hvad jeg virkelig føler, for jeg vil ikke fornærme mine venner med det absolut relevante, men ikke særlig behagelige spørgsmål: ”Hvorfor gider en fyr som Damen overhovedet mænge sig med sådan nogle som os?”

Helt ærligt: Skolen har så mange cool kliker. Så hvorfor i alverden vælger han at sidde sammen med skolens mest kiksede kammerater?

”Slap nu af, Ever. Han syntes da, det var meget sjovt.” Miles trækker på skuldrene. ”Og i øvrigt får du ham på besøg i aften. Jeg sagde, han skulle komme ved ottetiden.

”Hvad sagde du?” Jeg ser måbende på ham, og kommer pludselig i tanker om, at Haven brugte det meste af frokostpausen på at overveje, hvad hun skulle tage på, og Miles sad og tænkte på, om han mon kunne nå en gang spray-tan. Nu kan jeg pludselig se en sammenhæng.

”Det viser sig nemlig, at Damen hader fodbold lige så meget, som vi gør. Det blev afsløret under Havens lyn-interview, som fandt sted, lige før du dukkede op.” Haven smiler og nejer, hvilket får hendes netstrømpeklædte knæ til at bukke ud til hver sin side. ”Og eftersom han er helt ny og ikke kender nogen endnu, så tænkte vi, at vi hellere måtte gafle ham, før han når at finde andre venner.”

”Jamen …” Jeg går i stå, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke vil have Damen på besøg. Ikke i aften. Ikke nogen sinde.

”Jeg kan først være der lidt over otte,” siger Haven. ”Mit møde slutter ved syvtiden, så jeg kan lige nå hjem at skifte. Og bare lige så I ved det: Jeg siger helle for at sidde ved siden af ham i jacuzzien.”

”Dét kan du ikke!” siger Miles og ryster bestyrtet på hovedet. ”Det går jeg simpelthen ikke med til.”

Men hun vinker bare til os over skulderen, mens hun forsvinder i mængden. Og jeg vender mig mod Miles og spørger: ”Hvad er det for et møde, hun skal til?”

Han åbner døren til klassen for mig og smiler. ”Det er fredag. Så må det være overvægtige.”

Haven er, hvad man kunne kalde afhængig af afhængighedsgrupper. I den tid, jeg har kendt hende, har hun gået til gruppemøder for anonyme alkoholikere, narkomaner, medafhængige, shopaholics, ludomaner, internet-afhængige, storrygere, hypergenerte og kleptomaner. Men mig bekendt er det første gang, hun skal optræde som anonym overvægtig. Men på den anden side, med sine en meter og femoghalvtreds og en figur som en spilledåse-ballerina er Haven i hvert fald ikke overvægtig. Hun er heller ikke alkoholiker, shopaholic, ludoman eller noget af alt det andet. Hun er bare sygeligt overset af sine selvoptagne forældre, hvilket får hende til at søge kærlighed og bekræftelse, hvor som helst hun kan få den.

Det er fuldstændig ligesom hendes goth-ting. Hun er slet ikke rigtig med i det. Hendes måde at gå på er slet ikke tungsindig nok, og hendes Joy Division-plakater hænger på pink vægge fra hendes ballerina-periode, som sluttede for ikke så længe siden (og i øvrigt kom lige efter hendes poshy J. Crew-periode).

Haven har bare fundet ud af, at den nemmeste måde at gøre sig bemærket på i en by fuld af blondiner klædt i Juicytøj er at optræde i rollen som mørkets prinsesse.

Det virker bare ikke helt så godt som hun havde regnet med. Første gang hendes mor så hende i det nye outfit, sukkede hun bare, greb sine bilnøgler og skyndte sig af sted til pilates. Og hendes far har slet ikke været hjemme længe nok til at få set ordentligt på hende. Hendes lillebror, Austin, blev forskrækket, men han vænnede sig hurtigt til hendes nye udseende. Og eftersom de fleste elever havde vænnet sig til de særeste former for opførsel, takket være det realityshow, MTV filmede på skolen sidste år, er der ikke rigtig nogen, der lægger mærke til hende.

Men jeg ved tilfældigvis, at under alle dødningehovederne og nitterne og goth-makeuppen, er der en pige, som bare gerne vil ses, høres, elskes og blive lagt mærke til – noget, hendes tidligere inkarnationer ikke har kunnet levere. Så hvis det at stille sig op foran en flok mennesker og finde på en hulkehistorie om sin forpinte kamp mod afhængigheden af, hvad det nu er denne aften, kan få hende til at føle sig betydningsfuld, så lad mig være den sidste til at dømme hende.

I mit gamle liv hang jeg ikke ud med sådan nogle som Miles og Haven. Jeg havde ingen kontakt med dem, der havde problemer eller var underlige eller blev mobbet af de andre.

Jeg var en af de populære, os der var enten kønne, veltrænede, talentfulde, smarte, velhavende, afholdte eller en kombination af ovenstående.

Jeg gik til skoleballer, havde en slyngveninde, der hed Rachel (og var cheerleader ligesom mig), og jeg havde endda en kæreste, som hed Brandon, som tilfældigvis var den sjette dreng, jeg nogensinde havde kysset (den første var Lucas, men det var kun, fordi vi legede sandhed-eller-konsekvens i sjette klasse, og tro mig, dem, der havde været i mellemtiden, er ikke værd at nævne). Og selv om jeg aldrig var ondskabsfuld over for nogen uden for vores gruppe, så lagde jeg på den anden side heller aldrig mærke til dem. De var bare nogle, som ikke havde noget at gøre med mit liv. Så jeg lod bare, som om de var usynlige.

Og nu er jeg selv en af de usynlige. Det fandt jeg ud af den dag, Brandon og Rachel kom og besøgte mig på hospitalet.

Udadtil var de noget så flinke og hjælpsomme og omsorgsfulde, men indeni fortalte deres tanker en anden historie.

Mine sår og skrammer kunne de slet ikke klare, og heller ikke al den gips, der var lagt om mine arme og ben. Og slet ikke de små plasticposer, der dryppede diverse væsker ind i mine årer. De havde rigtig meget ondt af mig på grund af alt det, der var sket, og alt det, jeg havde mistet, men det eneste, de virkelig havde lyst til, var at løbe deres vej.

Og jeg kunne se, hvordan deres auraer snoede sig sammen og endte i den samme matte, brune farve, kunne mærke, hvordan de trak sig tilbage fra mig og nærmede sig hinanden.

Så i stedet for at bruge min første dag på Bay View på at fedte mig ind hos Stacia-og-Honor-kliken og deltage i dens mobningsritualer af alle de andre, så styrede jeg direkte mod Haven og Miles, de to outsidere, som accepterede mit venskab uden at stille spørgsmål.

Og selv om vi udadtil nok kan virke som en temmelig underlig flok, så er sandheden, at jeg ikke aner, hvad jeg skulle gøre uden dem. Deres venskab er en af de få gode ting i mit liv. Deres venskab får mig til at føle mig næsten helt normal igen.

Og det er præcis derfor, jeg bliver nødt til at holde mig fra Damen. Hans evne til at sprede varme i min krop med sin berøring og gøre hele verden stille med sin stemme, er en farlig fristelse, jeg ikke må give efter for.

Jeg vil ikke risikere at såre min veninde Haven.

Så jeg tør ikke komme for tæt på Damen.