seks

Damen og jeg har to fag sammen, men det er kun i engelsk, at vi sidder ved siden af hinanden. Derfor ser jeg ikke noget til ham til billedkunst, før timen er forbi, og jeg er på vej ud af klassen.

Han kommer op på siden af mig og holder døren for mig. Jeg stirrer ned i gulvet, mens jeg desperat prøver at finde en god grund til, at han ikke skal komme i aften.

”Dine venner inviterede mig over til dig i aften,” siger han, mens han holder trit med mig. ”Men jeg er desværre blevet forhindret.”

”Okay,” siger jeg. Jeg er overrasket og lettet, og det kunne man vist godt høre på min stemme. Så jeg skynder mig at sige: ”Er du sikker?” Jeg prøver på at lyde blidere, mere imødekommende. Som om jeg virkelig gerne ville have ham på besøg, selv om jeg godt ved, det er for sent.

Han ser på mig med øjne, der er blanke og lidt forundrede. ”Ja, jeg er sikker. Vi ses på mandag.” Han sætter tempoet lidt op og går hen mod sin bil. Den holder i den røde zone, og jeg kan ikke lige gennemskue, hvorfor motoren allerede er i gang.

Da jeg når hen til min Miata, står Miles og venter med korslagte arme og let sammenknebne øjne. Utilfredsheden står tydeligt skrevet i hans sædvanlige skæve smil. ”Kan man så få at vide, hvad der lige skete dér? For det så bestemt ikke godt ud,” siger han og glider ind i bilen, mens jeg låser op i min side.

”Han meldte afbud. Sagde, at han ikke kunne alligevel.” Jeg trækker på skuldrene, mens jeg sætter bilen i bakgear og koncentrerer mig om bakspejlet.

”Jamen hvad sagde du til ham, som fik ham til at melde afbud?”

”Ikke noget.”

Hans skæve smil bliver lidt mere skævt.

”Helt seriøst: Det er ikke min skyld, at din aften er ødelagt.” Jeg drejer ud på vejen, men jeg kan mærke hans blik, så jeg siger: ”Hvad er der?”

”Ikke noget.” Han løfter øjenbrynene og stirrer ud ad vinduet, og selv om jeg kan læse hans tanker, koncentrerer jeg mig bare om kørslen. Og selvfølgelig vender han sig mod mig og siger: ”Okay, lov mig, at du ikke bliver vred.”

Jeg lukker øjnene og sukker. Nu kommer det.

”Det er bare, altså – jeg forstår dig ikke. Det hænger jo ikke sammen.”

Jeg tager en dyb indånding, men reagerer ikke. Mest fordi jeg ved, at det bliver værre.

”Først og fremmest ser du totalt og aldeles fantastisk ud – eller det er jeg i al fald temmelig sikker på, for det er ikke til vide, sådan som du altid gemmer dig under de dér grimme, forvaskede hættetrøjer. Ja, jeg beklager at måtte sige det, Ever, men det samlede indtryk er fuldstændig tragisk. Som en camouflagedragt for hjemløse. Og jeg er også ked af at måtte fortælle dig, at når det lækreste hug, man har set i lange tider, dukker op og helt klart er interesseret i dig, så er det altså weird, at du gør, hvad du kan, for at undgå ham.”

Han holder en kort pause for at sende mig et opmuntrende blik, mens jeg tager endnu en dyb indånding.

”Medmindre altså, at du simpelthen er – lesbisk.”

Jeg drejer til højre og ånder ud igen. For en gangs skyld er jeg glad for mine særlige evner. De nåede lige at advare mig om, hvad der var på vej.

”Hvis du er, så er det selvfølgelig helt cool,” fortsætter han. ”Jeg mener, eftersom jeg er homo, ville det jo være lidt mærkeligt, hvis jeg skulle have noget imod dét.” Hans latter er nervøs. Han ved godt, at han er på gyngende grund.

Jeg bremser hårdt op og ryster på hovedet. ”Jeg behøver altså ikke at være lesbisk, bare fordi jeg ikke interesseret i Damen!” Det går op for mig, at jeg lyder, som om jeg prøver på at forsvare mig. ”Det er forhåbentlig gået op for dig, at tiltrækning også handler om andet end udseende.”

Som for eksempel en berøring, der får det til at krible i hele kroppen, et blik, der gør en helt svimmel, og lyden af en stemme som kan få alt andet til at forstumme …

”Er det på grund af Haven?” spørger han. Mine ord har ikke gjort noget dybt indtryk på ham.

”Nej.” Jeg griber hårdt om rattet og stirrer på det røde lys. Ønsker intenst, at det skal skifte, så jeg kan få Miles sat af og blive færdig med det her.

Men mit svar kom lidt for hurtigt. For han fortsætter: ”Jeg vidste det! Det er på grund af Haven. Fordi hun har sagt helle for ham! Tænk engang, at du tager dig af dét! Er du klar over, at du siger nej tak til at miste din mødom til skolens totale hottie, sandsynligvis hele planetens – bare fordi Haven har sagt helle for ham?”

”Nu er du altså for dum at høre på,” mumler jeg hovedrystende, mens jeg drejer ind på hans vej, op ad hans indkørsel og stopper bilen.

”Hvad? Du er måske slet ikke jomfru? Der er vist noget, du ikke har fortalt mig her.” Det er tydeligt, at han morer sig kongeligt.

Og selv om jeg prøver at se sur ud, kan jeg ikke lade være med at grine med.

Et øjeblik står han og ser på mig. Så tager han sine bøger og går op mod huset. Men pludselig vender han sig og siger: ”Jeg håber virkelig, Haven er klar over, hvor meget hendes venskab betyder for dig.”

Det endte med, at fredag aften blev aflyst. Nå ja, ikke aftenen, bare vores planer. Dels fordi Havens lillebror, Austin, var blevet syg, og der ikke var andre end hende til at tage sig af ham. Og dels fordi Miles’ sports-elskende far klædte ham ud i holdets farver, slæbte ham med til en eller anden hjemmekamp og tvang ham til at heppe. Og så snart det gik op for Sabine, at jeg skulle tilbringe aftenen alene, tog hun tidligt fri og inviterede mig på middag.

Jeg ved jo, at hun ikke er særlig vild med min forkærlighed for hættetrøjer, og jeg vil gerne glæde hende efter alt det, hun har gjort for mig. Så jeg tager den lækre, blå kjole på, hun har købt til mig, og stikker fødderne i det par højhælede, som hun også købte, fordi de matchede. Læberne giver jeg en gang lipgloss (et levn fra mit gamle liv, hvor den slags ikke var totalt ligegyldigt). Så flytter jeg det mest nødvendige fra rygsækken over i den lille taske, der fulgte med kjolen, og fjerner elastikken fra hestehalen, så håret kan bølge frit.

Og lige da jeg skal til at åbne døren, dukker Riley op bag mig og siger: ”Det er også på høje tid, du begynder at klæde dig som en pige.”

Jeg er nær hoppet ud af mit gode skind.

”Skal du absolut forskrække mig på den måde?” hvisker jeg og lukker døren, så Sabine ikke kan høre mig.

”Ja, det er da sjovt,” griner hun. ”Hvor skal I hen?”

”En eller anden restaurant, der hedder Stonehill Tavern. På Hotel St. Regis.” Mit hjerte banker stadig oven på Rileys overraskelsesangreb.

Hun løfter øjenbrynene og nikker anerkendende. ”Classy!”

”Hvad kender du til dét?” Jeg ser undrende på hende. Det er jo ikke, fordi hun har det med at fortælle mig, hvor hun tilbringer sine ledige stunder.

”Nåh, jeg kender til lidt af hvert efterhånden,” griner hun. ”Meget mere, end du gør.” Hun hopper op på sengen og ordner puderne, inden hun læner sig tilbage.

”Sikkert,” siger jeg, irriteret over at hun er iført nøjagtig det samme tøj som mig. Eftersom hun er fire år yngre og noget lavere end mig, ligner hun en, der har klædt sig ud.

”Men helt seriøst, så synes jeg virkelig, du skulle klæde dig sådan lidt oftere. Ja, jeg er ked af at sige det, men det, du går i til daglig, det holder bare ikke. Tror du måske, du kunne have gaflet Brandon, hvis du havde set sådan ud dengang?”

Hun krydser benene og kigger på mig. Det er umuligt at forestille sig nogen, død eller levende, se mere afslappet ud.

”Og nu vi taler om ham – ved du godt, at han kommer sammen med Rachel nu? Ja, den er god nok, det har de gjort i fem måneder. Det er da endnu længere tid end dig og ham, er det ikke?”

Jeg presser læberne sammen og banker nervøst den ene fod mod gulvet, mens jeg gentager det sædvanlige mantra for mig selv: Bare lad som ingenting, bare lad som …

”Og ved du hvad? De var bare så tæt på at gøre det her forleden! Jo-jo, de havde planlagt det hele, de var taget tidligt hjem fra elevfesten, og – men så …” Hun stopper op, og så griner hun. ”Nej, det er vist bedst, jeg ikke siger mere, men i hvert fald kom Brandon til at gøre noget meget uheldigt og ekstremt pinligt, som virkelig, virkelig ødelagde den gode stemning. Jamen du skulle altså have set det, det var bare grineren! Og bare så du ved det, han savner dig da og alt det der, han er endda kommet til at kalde hende Ever et par gange, men livet skal jo gå videre, ikke?”

Jeg trækker vejret dybt ind og kniber øjnene sammen. Dér ligger hun og slænger sig på min seng som en anden Kleopatra. Hun kritiserer mit liv, mit udseende, ja, stort set alt, hvad der har med mig at gøre, og holder mig samtidig opdateret om gamle venner, jeg ikke gider høre om. Som om hun var en eller anden mindreårig autoritet.

Det må fandeme være dejligt at kunne dumpe ind, når man sådan lige får lyst, og være helt fri for at gøre det beskidte arbejde og få lort på fingrene som alle os andre!

Og lige pludselig er det bare for meget med hendes små uanmeldte visitter, som i virkeligheden bare er camouflerede bagholdsangreb. Hvis hun da for fanden bare kunne lade mig være i fred med de ynkelige stumper, der er tilbage af mit liv. Lade mig blive fri for hendes konstante strøm af flabede kommentarer. Så jeg vender mig mod hende og siger: ”Sig mig, skal du ikke snart i engleskole? Eller de har måske smidt dig ud, fordi du var lidt for ondskabsfuld?”

Hun stirrer tilbage, mens hendes øjne bliver til smalle sprækker, og så banker Sabine på døren og spørger: ”Er du ved at være klar, Ever?”

Jeg stirrer på Riley. Mit blik siger: Kom så. Gør et eller andet dumt, så Sabine opdager, hvad der egentlig foregår her.

Men hun smiler bare sødt og siger: ”Jeg skulle hilse fra far og mor.” Sekundet efter er hun væk.