syv

Hele vejen hen til restauranten sidder jeg og tænker på Riley. På hendes spydige bemærkning og på den grove måde, hun fyrede den af på og så bare forsvandt.

Jeg har tigget og bedt hende utallige gange om at fortælle mig noget om vores forældre. Bare en lille smule info. Men i stedet for at give mig de oplysninger, jeg længes efter, så begynder hun at snakke om noget helt andet. Hun viger udenom, når jeg spørger hende, hvorfor hun aldrig har far eller mor med, når hun kommer på besøg.

Man skulle tro, at folk blev lidt sødere og mere hensynsfulde af at være døde. Men sådan er det i hvert fald ikke med Riley. Hun er lige så næsvis, forkælet og håbløs, som hun var, da hun levede.

Sabine overlader bilen til parkeringsvagten, og vi går indenfor. Og i samme øjeblik jeg ser den gigantiske marmorfoyer, de kæmpestore blomsterarrangementer og den overdådige havudsigt, fortryder jeg alle de tanker, jeg lige har gjort mig. Riley havde ret. Det her sted er virkelig classy. Det perfekte sted til en date – og ikke til en middag med en sur og problematisk niece.

Værtinden står parat til at tage imod os og viser vej til et bord med dug og levende lys. Salt- og peberkværnene er formet som små sølvsten, og når jeg ser mig omkring, kan jeg slet ikke komme mig over, hvor glamourøst alting er. Især når jeg sammenligner det med den slags steder, jeg har været vant til.

Så snart jeg har tænkt tanken, stopper jeg mig selv. Det kan ikke nytte noget at se verden som en række før og efter billeder og sammenligne alting med hvordan det plejede at være. Men når man er sammen med Sabine, kan det en gang imellem være svært at lade være med at sammenligne. Hun er trods alt min fars tvillingesøster.

Sabine bestiller rødvin til sig selv og sodavand til mig, hvorefter vi studerer menuen og beslutter os for, hvad vi vil have. Og i samme øjeblik, vi har afgivet vores ordrer, skubber Sabine sit halvlange, lyse hår om bag ørerne, smiler til mig og spørger: ”Nå, hvordan står det så til? I skolen? Med dine venner? Går det godt alt sammen?”

Altså, jeg holder virkelig meget af min tante, og jeg er totalt taknemlig for alt det, hun har gjort for mig. Men at hun kan sno tolv nævninge om sin lillefinger, er ingen garanti for, at hun også kan finde ud af at smalltalke.

Men jeg smiler tilbage og siger: ”Ja-ja, det går rigtig fint alt sammen.”

Ja-ja, jeg er måske heller ikke så god til at smalltalke.

Hun lægger sin hånd på min og skal til at sige noget mere, men inden hun kan nå at finde ordene frem, har jeg trukket hånden til mig og er oppe af stolen.

”Jeg er straks tilbage,” mumler jeg og har nær væltet stolen i farten, da jeg styrter ud i foyeren.

Jeg behøver ikke at spørge om vej, for servitricen, jeg strejfer i døren, kaster ét blik på mig og tænker, at jeg da aldrig når hele vejen ned ad gangen og rundt om hjørnet, før det der går galt.

Jeg følger de anvisninger, hun i tankerne var så venlig at give mig, og styrer ned gennem en gang med kæmpestore, guldindrammede spejle på begge sider.

Hele hotellet er fyldt med gæster til et bryllup, der skal holdes næste dag, og som – så vidt jeg kan fornemme – burde have været aflyst for længe siden.

En flok mennesker passerer mig. Deres auraer er så mættede med alkoholisk energi, at det ikke kan undgå at påvirke mig. Jeg bliver så svimmel og forvirret af det, at jeg pludselig kan se en hel række Damen’er stå og stirre på mig i spejlene.

Jeg tumler ud på toilettet, griber fat i den kølige marmorbordplade og kæmper for at få verden til at holde op med at snurre rundt. Jeg koncentrerer mig om orkideerne i de store potter, de velduftende cremer, stakken af tykke håndklæder på en porcelænshylde, og langsomt begynder jeg at føle mig mere rolig, mere samlet, mere koncentreret.

Jeg har vel vænnet mig til al den løsrevne energi, jeg møder alle vegne, i en grad, så jeg helt har glemt, hvor overvældende det kan føles, når mit mentale forsvar er nede, og min iPod ligger derhjemme.

I hvert fald ramte den bølge af afgrundsdyb sorg og ensomhed, som Sabines berøring udløste, mig som et slag i mellemgulvet.

Især da det gik op for mig, at det er min skyld alt sammen.

Sabine er ensom på en måde, jeg har forsøgt at ignorere. For selv om vi bor sammen, er det ikke så tit, vi ses. Hun er som regel på arbejde, og jeg er jo i skole. Om aftenen og i weekenden er jeg enten gået i hi på mit værelse eller i byen med mine venner. Jeg kan somme tider godt glemme, at jeg ikke er den eneste i verden, der har nogen at savne. Og selv om hun har taget mig til sig og prøver at hjælpe, så føler hun sig stadig lige så alene og tom som den dag, det skete.

Men selv om jeg forfærdelig gerne vil være der for hende og trøste hende, så godt det nu er mig muligt, så kan jeg ikke. Jeg er selv for hårdt ramt. Jeg er for underlig. Jeg er en freak, der hører andres tanker og taler med de døde. Og jeg kan ikke løbe risikoen for at blive afsløret. Jeg tør ikke komme for tæt på nogen, ikke engang Sabine. Det bedste, jeg kan gøre, er at komme igennem high school, så jeg kan komme på college, og hun kan vende tilbage til sit eget liv. Så kan det være, hun kan finde ud af noget med den fyr fra hendes arbejde. Ham, hun ikke engang kender endnu. Ham, hvis ansigt jeg så, i samme sekund hendes hånd rørte min.

Jeg lader en hånd løbe gennem håret, supplerer med lidt mere lipgloss og vender tilbage til bordet, fast besluttet på at gøre en indsats for at få hende i lidt bedre humør, men uden at afsløre for meget om mig selv. Så jeg sætter mig på min stol, tager en slurk af min sodavand og smiler, da jeg siger: ”Jeg har det fint nu, du skal ikke spekulere på det.” Og jeg nikker, for at hun skal tro på det, inden jeg tilføjer: ”Og hvad så med dig? Har du gang i nogen interessante mordsager for tiden? Er der nogen søde fyre på jobbet?”

Efter middagen står jeg udenfor og venter, mens Sabine betaler for parkeringen og venter på bilen. Jeg er så opslugt af det drama, der udspiller sig for næsen af mig mellem morgendagens brud og hendes brudepige, at jeg hopper mindst en halv meter i vejret, da jeg pludselig mærker en hånd på min arm.

”Hej!” siger jeg, mens varmen skyller igennem min krop, og det prikker i min hud, da hans blik møder mit.

”Hvor ser du bare godt ud,” siger Damen, mens hans blik arbejder sig hele vejen ned til mine sko, før det atter bevæger sig op for at møde mit. ”Det var lige før, jeg ikke kunne kende dig uden hætten,” smiler han. ”Var det en god middag?”

Jeg nikker. Lige nu er jeg så nervøs, at det er alt, hvad jeg kan præstere.

”Jeg så dig ellers tidligere. Nede ved spejlene. Men du havde så travlt, så jeg ikke kunne nå at hilse på dig.”

Jeg ser på ham, undrer mig over, hvad han laver her, helt alene fredag aften, på sådan en blærerestaurant. Han har en mørk blazer på, sort skjorte med byron-krave, designerjeans og så de støvler – det er et outfit, der er lidt for stilfuldt til hans alder, men ikke desto mindre passer det perfekt.

”En gammel bekendt, der er kommet til byen,” siger han som svar på mit endnu ikke stillede spørgsmål.

Og mens jeg står og tænker over, hvad jeg nu skal sige, dukker Sabine op, og jeg mumler: ”Øh, det er Damen. Han går på min skole.”

Damen er ham, der får mine håndflader til at svede og min mave til at slå kolbøtter, og han er stort set det eneste, jeg tænker på lige i øjeblikket.

”Han er lige flyttet hertil fra New Mexico,” tilføjer jeg og håber, at bilen dukker op og afslutter samtalen.

”Hvor i New Mexico?” spørger Sabine. Og da hun smiler, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om hendes krop bliver fyldt af den samme varme følelse som min.

”Santa Fe,” smiler han.

”Ih, der har jeg altid ønsket mig at komme hen. Der skulle være så dejligt.”

”Sabine er advokat, hun arbejder enormt meget,” mumler jeg og spejder i den retning, hvor bilen vil komme til syne om ti, ni, otte, sy…

”Vi er på vej hjem, men du må da meget gerne komme med,” tilbyder hun.

Jeg stirrer målløs på hende. Den havde jeg ikke lige set komme. Så ser jeg på Damen og beder til, at han vil sige nej. Og han siger: ”Ellers tak, jeg må se at komme tilbage.”

Han peger med tommelfingeren over skulderen, og mit blik følger retningen og møder en usandsynlig flot, rødhåret pige, iført en blank, sort kjole, der sidder som malet på, og højhælede sko med tynde remme.

Hun smiler til mig, men det er ikke et varmt smil. Bare blanke pink læber, som hæver og buer sig en smule, mens hendes øjne er for fjerne, for langt borte, til at kunne aflæses. Men der er noget i hendes udtryk, hendes hages vinkel måske, som bare er så hånligt, som om synet af ham og mig sammen ikke kan opfattes som andet end en vittighed.

Jeg vender mig imod ham igen, og bliver overrasket over, at han er så tæt på. Hans læber er let adskilte, fugtige og meget tæt på mine. Så glider hans fingre hen over min kind og finder en rød tulipan bag mit øre.

Og det næste, jeg opfatter, er, at jeg står alene tilbage, mens han er på vej ind igen med sin ledsager.

Og jeg stirrer på tulipanen, rører ved dens voksagtige, røde blade og undrer mig over, hvor den dog kan være kommet fra – og så så sent på året.

Men det er først, da jeg er tilbage på mit værelse og alene igen, at det går op for mig, at hende den rødhårede heller ikke havde nogen aura.

Jeg må have sovet meget tungt, for da jeg fornemmer nogen bevæge sig omkring i mit værelse, er mit hoved så tungt og tåget, at jeg ikke orker at åbne øjnene.

”Riley,” mumler jeg. ”Er det dig?” Da der ikke kommer noget svar, kan jeg regne ud, at hun igen er i gang med sine narrestreger. Og eftersom jeg er alt for træt til at lege, tager jeg fat i den anden pude og trækker den ned over hovedet.

Men da jeg hører hende igen, siger jeg: ”Jeg er altså totalt udmattet, Riley, okay? Undskyld, hvis jeg gjorde dig ked af det, men jeg orker altså ikke noget klokken …” Jeg løfter dynen og åbner det ene øje for at se på vækkeuret. ”… klokken kvart i fire om natten. Så gider du ikke gå tilbage til, hvor det nu er, du går tilbage til, og så komme igen på et mere civiliseret tidspunkt? Du må gerne dukke op i den kjole, jeg havde på til afslutningsfesten i ottende, og jeg siger ikke en lyd til det, på spejderære.”

Der er bare lige det, at nu da jeg har sagt alt det, er jeg helt vågen. Så jeg vælter puden til side og glor på den tågede skikkelse, der sidder på kontorstolen henne ved mit skrivebord. Hvad pokker er det, der er så vigtigt, at det ikke kan vente til i morgen?

”Jeg har sagt undskyld, ikke? Hvad vil du mere?”

”Du kan se mig?” spørger hun og ruller væk fra skrivebordet.

”Ja, selvfølgelig kan jeg …” Og jeg stopper midt i sætningen, da det går op for mig, at stemmen ikke er Rileys.