otte

Jeg ser døde mennesker. Hele tiden. De er på gaden, på stranden, i butikscenteret, på restauranter. De vandrer gennem skolens gange, de står i kø på posthuset, sidder i lægens venteværelse (men aldrig hos tandlægen).

Men i modsætning til den slags spøgelser, man ser i tv og film, så generer de mig ikke. De beder mig ikke om hjælp, og de stopper ikke op for at få en snak. Det eneste, de kan finde på, er at smile og vinke, når det går op for dem, at jeg kan se dem. Ligesom de fleste andre mennesker kan de godt lide at blive set.

Men stemmen i mit rum var bestemt ikke et spøgelses. Og Riley var det heller ikke. Stemmen i mit værelse var Damens.

Og derfor vidste jeg, at jeg drømte.

”Hej.” Han smiler og smutter ind på sin plads, sekunder efter at det har ringet. Men vi skal have mr. Robins, så han er i god tid.

Jeg nikker til ham og håber, at jeg virker afslappet, neutral og ikke den mindste smule interesseret. Håber, jeg er i stand til at skjule, at jeg nu er så opslugt af ham, at jeg ligefrem drømmer om ham.

”Din tante ser da ud til at være meget flink.” Han ser på mig, mens han åndsfraværende banker enden af sin blyant ned i bordet. Tok tok tok. Virkelig en irriterende lyd.

”Ja, hun er alle tiders,” mumler jeg, mens jeg forbander mr. Robins, der stadig befinder sig på lærerværelsets toilet, og ønsker, at han da for fanden bare kunne glemme den flaske og passe sit arbejde.

”Jeg bor heller ikke sammen med min familie,” siger Damen. Og han får hele rummet og alle mine tanker til at forstumme, mens han snurrer blyanten rundt med fingerspidserne, rundt og rundt, uden at tabe den en eneste gang.

Jeg presser læberne sammen og fumler med iPod’en i den hemmelige lomme, mens jeg overvejer, hvor uhøfligt det ville være at tænde for musikken, så han også kunne forstumme.

”Jeg er flyttet hjemmefra,” tilføjer han.

”Sådan for alvor?” spørger jeg, selv om jeg havde besluttet mig for at holde samtalen på et absolut minimum. Men det er, fordi jeg aldrig har mødt nogen på min alder, der var flyttet hjemmefra, og jeg har altid syntes, at det lød så trist og ensomt. Men så vidt jeg kan se på hans bil, hans tøj og hans glamourøse fredag aftener på Hotel St. Regis, så klarer han sig meget godt.

”Sådan for alvor, ja.” Han nikker. Og i samme øjeblik, han holder op med at tale, bliver der skruet op for den ondskabsfulde hvisken fra Stacia og Honor, som kalder mig et fucking misfoster og det, der er værre. Så ser jeg ham kaste blyanten op i luften, og han smiler, mens den dovent beskriver et par ottetaller, før den igen lander på hans finger. ”Og hvor er din familie så henne?” spørger han.

Og det er bare så weird, den måde, støjen kommer og går på. Hele tiden, som en forvirret udgave af stoleleg. Hvor det er mig, der står tilbage hver gang. Hvor det altid er mig, der er den.

”Hvad?” siger jeg og glipper med øjnene, distraheret af Damens magiske blyant, som nu svæver i luften imellem os, mens Honor håner mit tøj, og hendes kæreste lader, som om han er enig, selv om han i virkeligheden ville ønske, at hun også ville klæde sig på den måde en gang imellem. Og jeg får bare lyst til at trække hætten op, tænde for iPod’en og drukne det hele. Det hele. Også Damen.

Især Damen.

”Hvor bor din familie?”

Jeg lukker øjnene, mens han taler, og nyder stilheden – den dyrebare stilhed – i de få, flygtige sekunder, det varer. Så åbner jeg dem igen og kigger ind i hans. ”De er døde,” siger jeg, idet mr. Robins træder ind i klassen.

”Det er jeg ked af.”

Damens blik hviler på mig. Han sidder over for mig i kantinen, og jeg spejder utålmodigt efter Haven og Miles. Jeg har lige åbnet min mad, og der lå en rød tulipan mellem sandwichen og chipsene – en tulipan! Ligesom den fra fredag aften. Og selv om jeg ikke aner hvordan, så er jeg sikker på, at det er Damen, der har gjort det.

Men det er ikke hans tryllenumre, der bekymrer mig. Det er den måde, han ser på mig, den måde, han taler til mig, den følelse, han giver mig indeni …

”Det med din familie. Jeg vidste jo ikke …”

Jeg kigger ned på min juice, skruer kapslen af og på og af og på og ønsker bare, at han ville droppe det. ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” siger jeg og trækker på skuldrene.

”Jeg ved, hvordan det er at miste nogen, man holder af,” hvisker han, mens han rækker en hånd hen over bordet og lægger den på min. Følelsen, som gennemstrømmer mig, er så god, så varm, så beroligende, så tryg.

Jeg lukker øjnene og giver mig selv lov – lov til at nyde freden. Glad for at høre, hvad han siger, og ikke, hvad han tænker. Som en helt almindelig pige – med en ikke helt almindelig dreng.

”Forstyrrer jeg?”

Da jeg åbner øjnene, står Haven og læner sig mod bordet. Hendes gule øjne er smalle og rettet mod vores hænder. ”Ja, undskyld, hvis jeg afbryder midt i noget.”

Jeg trækker hånden til mig og stikker den i lommen, som om jeg vil skjule den, som om jeg skammer mig over den. Jeg vil forklare hende, at det, hun lige har set, ikke var noget, ikke betød noget, selv om jeg ved, det er løgn.

”Hvor er Miles?” spørger jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige.

Hun snøfter hånligt og sætter sig ved siden af Damen, mens hendes fjendtlige tanker ændrer hendes aura fra en klar gul til en meget mørk rød.

”Miles har travlt med at sms’e med sin nye internet-ven, hornyyoungdingdong307,” siger hun og koncentrerer sig om sin muffin for at undgå mit blik. Så vender hun sig mod Damen og tilføjer: ”Nå, har vi haft en god weekend, alle sammen?”

Jeg trækker på skuldrene. Jeg ved jo godt, det ikke er min weekend, hun vil høre om. Som sædvanlig skal hendes tungespids lige afprøve kvaliteten af chokoladeglasuren og tjekke, om smagen er, som den skal være, men jeg har endnu ikke set hende afvise en muffin. Damen trækker også på skuldrene, og det overrasker mig. Det så ikke ud til at være en kedelig weekend, der ventede forude, sidst jeg så ham.

”Ja, min fredag aften var selvfølgelig nederen,” siger Haven. ”Virkelig! Jeg brugte det meste af tiden på at tørre Austins bræk op, eftersom stuepigen var i Vegas, og mine forældre virkelig ikke havde tid til at komme hjem fra, hvor fanden det nu var, de var. Men til gengæld var lørdagen helt perfekt. Den rockede! Jamen helt seriøst, det var den bedste aften i hele mit liv! Og jeg ville have inviteret jer med, hvis jeg bare havde vidst det lidt i forvejen.” Hun nikker og nedlader sig til at se på mig igen.

”Hvor var du henne?” spørger jeg og prøver på at sige det henkastet, selv om jeg lige fik et glimt af et mørkt og uhyggeligt sted.

”Den mest seje club, man kan forestille sig. Det var en pige fra min gruppe, som tog mig med.”

”Hvad er det for en gruppe?” spørger jeg og drikker lidt af mit vand.

”Lørdag er for medafhængige.” smiler hun. ”Nå, men i hvert fald, hende pigen, Evangeline, hun er bare så hardcore. De kalder hende en donor.”

”Hvem kalder hende en donor?” spørger Miles, mens han lægger sin mobil på bordet og kanter sig ned ved siden af mig.

”De medafhængige,” fortæller jeg beredvilligt.

Haven himler med øjnene. ”Nej, ikke dem. Vampyrerne. En donor er en, som giver vampyrerne lov til at ernære sig på dem. Suge blod og sådan. Jeg er det, de kalder en hundehvalp, for jeg kan bare godt lide at rende i hælene på dem. Jeg lader dem ikke ernære sig. Ikke endnu, i hvert fald,” ler hun.

”Rende i hælene på hvem?” spørger Miles, mens han samler sin mobil op og bladrer gennem beskederne.

”Vampyrerne! Tag dog lige og følg lidt med! Nå, men som sagt, hende donoren, Evangeline, hvilket i øvrigt er hendes vampyrnavn, ikke hendes rigtige navn …”

”Har folk også vampyrnavne?” spørger Miles og lægger mobilen på bordet, hvor han stadig kan holde øje med den.

”Ja, det er klart.” Hun nikker og stikker pegefingeren gennem glasuren og derefter i munden.

”Er det ligesom et strippernavn?” smiler Miles. ”Du ved, mit første kæledyr plus ens mors pigenavn …? For så ville jeg komme til at hedde Princess Slavin!”

Haven sukker opgivende. ”Nej, sådan er det slet ikke. Et vampyrnavn er ikke ét, man har for sjov. Og i modsætning til de andre behøver jeg ikke at få et vampyrnavn, fordi Haven er sådan en slags økologisk vampyrnavn. Hundrede procent naturligt og uden tilsætningsstoffer,” ler hun. ”Jeg har jo altid sagt, at jeg var en mørkets prinsesse! Nå, men i hvert fald så tog hun mig med til den dér club oppe i L.A., der bare var totalt cool. Nocturnal eller noget i den retning.”

”Nocturne,” siger Damen og griber om sin flaske, mens hans blik fanger hendes.

Haven sætter sin muffin fra sig og klapper i hænderne. ”Endelig en, der ved, hvad der foregår.”

”Mødte du nogen udødelige?” spørger han uden at flytte blikket fra hende.

”Tonsvis! Stedet var pakket med dem. De havde endda en VIP-kult-salon, hvor jeg fik sneget mig ind, så jeg kunne hænge ud ved blodbaren.”

”Skulle du vise id?” spørger Miles, mens hans fingre flimrer hen over tastaturet. Han kan åbenbart holde styr på to samtaler samtidig.

”Ja, grin du bare. Du fatter slet ikke, hvor cool det var. Selv efter at Evangeline havde dumpet mig, mere eller mindre, fordi hun mødte en fyr, for så mødte jeg en anden pige, som var endnu mere cool, og hun er for resten også lige flyttet hertil. Så hende kommer jeg nok også til at hænge ud med.”

”Åh gud, slår du op med os?” Miles stirrer forfærdet på hende.

Haven skærer ansigt. ”Ja, hvem ved? Jeg ved bare, at det var noget mere sejt end jeres lørdag aften. Ja, måske ikke din, Damen. Det lader til, at du er cool nok, men i hvert fald deres.” Hun peger på mig og Miles.

”Nå, hvordan var kampen så?” siger jeg og skubber til Miles i et forsøg på at få ham til at svigte sin elektroniske ven og vende tilbage til os.

”Årh, det eneste, jeg fattede, var, at der var for meget testosteron, at det ene hold vandt, og det andet tabte. Jeg tilbragte det meste af tiden med at gemme mig på toilettet og sms’e med ham fyren, som åbenbart er en beskidt løgner!” Han ryster på hovedet og viser os den lille skærm. ”Se!” Han støder pegefingeren mod billedet. ”Hele weekenden har jeg bedt ham om et billede, så jeg havde noget at forholde mig til. Jeg nægter at date én, jeg ikke har et klart billede af. No way! Jeg køber ikke katten i sækken. Og se så, hvad han har sendt. Åndssvage faker!”

Jeg kniber øjnene sammen og ser på billedet igen. Jeg forstår ikke rigtig, hvad Miles er så vred over. ”Hvordan kan du vide, det ikke er ham?” spørger jeg Miles.

”Fordi det er mig,” svarer Damen.