ni

Åbenbart har Damen i en kort periode været fotomodel i New York, så nu ligger der billeder af ham på internettet, klar til at blive downloadet af en eller anden, der så kan påstå, at det er ham selv.

Men da billedet er gået rundt et par gange, og vi er færdige med at grine af det forbløffende sammentræf, er der stadig en ting, der undrer mig: Hvis Damen er flyttet hertil fra New Mexico og ikke New York, skulle han så ikke se lidt yngre ud på det billede? Jeg kan ikke lige komme i tanker om nogen, der har set nøjagtig ens ud som syttenårig og som fjortenårig eller for den sags skyld som femtenårig. Men billedet på Miles’ mobil lignede fuldstændig Damen, sådan som han ser ud lige nu.

Og det kan jo ikke passe.

I billedkunstlokalet styrer jeg direkte hen til materialeskabet og tager, hvad jeg skal bruge. Og så hurtigt hen til mit staffeli, hvor jeg nægter at reagere på, at Damen har sat sit staffeli op ved siden af mit. Jeg tager bare en dyb indånding, knapper kitlen og vælger en pensel. Så går jeg i gang med at male, mens jeg kaster diskrete blikke mod hans lærred.

Jeg prøver på at lade være med at måbe, men det kan være svært, når man oplever et ægte kunstværk midt i skabelsesprocessen. Damen er helt seriøst i gang med at frembringe en perfekt gengivelse af Picassos Kvinde med gult hår.

Opgaven er at efterligne en af de store mestre, at vælge et af deres kendteste værker, og så prøve på at genskabe det. Og så var det, jeg fik den dumme idé, at de dér van Goghklatter måtte være sagen. Nemme at efterligne, den stensikre vej til en god karakter. Men så vidt jeg kan se på mit kaotiske lærred og de paniske penselstrøg, skulle jeg nok have valgt noget andet. Og nu er det for sent. Klatmaleriet står ikke til at redde, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Siden jeg fik mine paranormale evner, har jeg ikke behøvet at slide med lektierne. Jeg behøver ikke engang at åbne bogen. Jeg kan bare lægge hånden på den, og så dukker hele indholdet op i mit hoved. Og hvad så med prøverne? Tjah, jeg behøver sådan set bare at røre ved spørgsmålet for at kende svaret.

Men det her er noget helt andet.

For talent kan man ikke snyde med.

Det er nok derfor, mit maleri nærmest er det stik modsatte af Damens.

”Van Goghs Stjernenat?” spørger Damen, idet han nikker mod mit dryppende, ynkelige blåbrogede lærred, mens jeg flover mig og undrer mig over, at han kunne gætte mit klatmaleri så præcist.

Og så, bare for at pine mig selv lidt mere, kigger jeg endnu en gang på hans ubesværede, perfekt rundede penselstrøg, og føjer endnu en disciplin til listen over de ting, den mand åbenbart er forbløffende god til.

Det er ligesom i engelsk. Der kan han også svare på hvert eneste af mr. Robins’ spørgsmål, og det er altså underligt, for han havde kun én nat til at læse alle trehundrede og et-eller-andet sider af Stormfulde højder. Og så krydrer han tilmed sine svar med alle mulige historiske detaljer og fortæller så levende om dem, at man skulle tro, han selv havde været der.

Og så er han ambidekstral. Det betyder, at han kan bruge begge hænder lige godt. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er kun, indtil man har set ham skrive med den ene hånd, mens han maler med den anden, uden at det forringer kvaliteten af nogen af delene. Og så holder vi lige de flyvende blyanter og tulipanerne helt udenfor.

”Det er som at se Pablo selv i aktion,” sukker miss Machado og glatter sin lange, skinnende fletning, mens hun stirrer fortabt på Damens lærred. Hendes aura vibrerer i en smuk koboltblå, og hendes tanker slår vejrmøller og saltomortaler af fryd, mens hun i rasende fart mindes hver eneste talentfulde elev, hun nogen sinde har haft, og omsider må indse, at ingen af dem bare tilnærmelsesvis har kunnet måle sig med ham her.

”Og hvordan er det så gået med dit, Ever?” På overfladen smiler hun stadig, men samtidig tænker hun: Hvad i himlens navn skal dét forestille?

”Jo-øh – det skal være van Gogh. Stjernenat, du ved.” Indeni vrider jeg mig i skam, da hendes tanker bekræfter mine værste anelser.

”Jamen det er da – en hæderlig begyndelse.” Hun nikker og kæmper for at holde ansigtet afslappet og neutralt. ”Van Goghs stil er meget vanskelig at gøre efter, mere end man lige skulle tro. Men bare du ikke glemmer det gyldne og det gule. Det er trods alt en stjernenat.”

Hun vender sig og går, og jeg kan se hendes aura gro og gløde. Jeg ved, hun ikke kan fordrage mit maleri, men jeg er glad for, at hun prøver på at skjule det. Uden at tænke mig om dypper jeg derefter penslen i gult uden først at have tørret den blå maling af, så da jeg sætter penslen til lærredet, efterlader den bare en stor, grøn klat.

”Hvordan pokker gør du det?” spørger jeg, mens jeg ryster frustreret på hovedet.

Jeg kigger skiftevis på hans fænomenalt flotte maleri og mit mislykkede makværk. Jeg sammenligner, jeg ser kontrasten, og min selvtillid styrtdykker.

Han smiler og fanger mit blik. ”Hvem tror du, Picasso har lært det af?” siger han.

Jeg taber penslen på gulvet, og de små, grimme, grønne dråber rammer mine sko, min kittel og mit ansigt. Jeg holder vejret, mens han bukker sig efter penslen, som han stikker mig i hånden.

”Et sted skal man jo starte, uanset hvem man er,” siger han, og det ulmer i hans mørke øjne, da hans fingre finder frem til det ar, jeg har i ansigtet.

Det i panden.

Det, jeg gemmer bag pandehåret.

Det, som han i hvert fald ikke kan vide noget om.

”Selv Picasso havde en lærer,” smiler han. Så trækker han sin hånd tilbage og dermed også den varme, den bragte med sig, og vender tilbage til sit maleri.

Og jeg husker at trække vejret igen.