ti

Da jeg er ved at gøre mig klar til at komme ud ad døren næste morgen, begår jeg den fejl at spørge Riley til råds.

”Hvad synes du?” spørger jeg og holder en blå sweater op ved siden af den grønne.

”Lad mig lige se den lyserøde igen.” Hun står lænet op ad kommoden med hovedet på skrå og overvejer mulighederne.

”Der er ikke nogen lyserød,” vrisser jeg og ønsker, at hun for en gangs skyld kunne være alvorlig i stedet for at gøre alting til et spil. ”Tag nu lige og hjælp mig, vi har ikke for meget tid.”

Hun gnubber sin hage og kniber øjnene sammen. ”Den farve dér, ville du kalde den kornblomstblå eller himmelblå?”

”Så er det godt!” Jeg kyler den blå fra mig og begynder at trække den grønne på.

”Jeg synes, du skal tage den blå.”

Jeg stopper op. Øjnene er fri, næse, mund og hage er gemt i uld.

”Jeg mener det. Den står rigtig godt til dine øjne.” Jeg ser mistænksomt på hende et øjeblik, så flår jeg den grønne af igen og gør, som hun siger.

Jeg roder efter lipglossen, finder den og skal lige til at smøre den på, da hun siger: ”Okay, hvad handler det her om? Sweaterkrise, svedige hænder, makeup. Hvad er der galt?”

”Jeg har aldeles ikke makeup på!” siger jeg og bliver lidt forskrækket over det skingre i min stemme.

”Ja, det er måske en teknisk detalje, men lipgloss? Er det ikke makeup? Og du skulle lige til at tage den på, ikke?”

Jeg smider den tilbage i kurven, tager min sædvanlige læbepomade og tværer den på.

”Hallo …? Får jeg snart et svar?”

Jeg presser læberne sammen, smutter ud ad døren og skynder mig ned ad trappen.

Riley er lige i hælene på mig. ”Okay, hvis det skal være på den måde. Men du kan ikke forhindre mig i at gætte.”

”Nej, hvis det kan more dig,” siger jeg tvært på vej ind i garagen.

”Okay, vi ved, det ikke er Miles, for du er ikke rigtig hans type. Og vi ved, det ikke er Haven, for du er ikke rigtig hendes type. Men hvem kan det så være …?” Jeg gyser, da hun smutter lige igennem den lukkede og låste garagedør og lander på bilens forsæde. ”Jamen jeg har jo været hele din omgangskreds igennem, så … jeg giver op.”

Jeg åbner garagedøren og sætter mig ind i bilen på den mere traditionelle måde. Så gasser jeg op for at overdøve hende.

Men hun hæver bare stemmen lidt. ”Jeg ved, du er ude på et eller andet, for du opfører dig præcis, ligesom du gjorde, lige før du blev kærester med Brandon. Kan du huske, hvor nervøs og forvirret du var dengang? Mon han nu også kunne lide dig på samme måde, som du kunne lide ham, og jippe-jappe-juppe. Så sig det nu bare, ikke. Hvem er den heldige? Hvem er dit næste offer?”

Og i samme sekund hun siger dét, dukker billedet af Damen op for mit indre blik, så lækker, så sexet, så uimodståelig, at jeg føler trang til at række ud og tage fat i ham. Men i stedet for rømmer jeg mig og siger: ”Ingen. Der er ingen, jeg kan lide. Men jeg kan love dig for, at det er sidste gang, jeg har bedt dig om at hjælpe mig med noget som helst.”

Da jeg træder ind i klasseværelset, er jeg præcis så nervøs og svimmel og svedig i hænderne, som Riley påstod. Og da jeg ser Damen stå lænet hen over Stacias bord, bliver paranoid straks føjet til den lange liste.

”Undskyld …” mumler jeg. Damens vidunderligt lange ben spærrer vejen for mig, præcis der hvor Stacia plejer at have stillet et eller andet, jeg kan snuble over.

Men han lader, som om han slet ikke har opdaget mig, og jeg ser til, mens han rækker om bag Stacias øre og fremdrager en rose.

En ensom, hvid rose.

En frisk, ren, glitrende, fugtig, hvid rose.

Og da han giver hende den, hyler hun op, så man skulle tro, det var en ægte diamant, hun havde fået.

”Narj, det er for meget! Hvordan gjorde du det?” skriger hun, mens hun vifter den rundt, så alle kan se den.

Jeg kniber læberne sammen og ser ned i gulvet, mens jeg fjumrer med min iPod og skruer op, indtil jeg ikke længere kan høre hende.

”Jeg vil gerne forbi,” mumler jeg, idet mit blik møder hans. Og jeg når lige at få et glimt af varme, før hans øjne igen bliver iskolde, og han gør plads for mig.

Jeg skynder mig hen til min plads. Fødderne gør, hvad der forventes af dem, den ene foran den anden, som en zombie eller en robot, ude af stand til at tænke selv, bare følge programmet, hen til stolen, sidde ned, åbne tasken …

Og da mr. Robins beder ham om at sætte sig, lader jeg, som om jeg slet ikke bemærker, hvor tøvende Damen nærmer sig.

”Så for sagomel!” siger Haven og skubber pandehåret til side, så hun kan se lige frem.

At holde op med at bande er det eneste nytårsforsæt, det nogen sinde er lykkedes hende at holde, og det er kun, fordi hun synes, det er så sjovt at sige ”sagomel”.

”Jeg vidste, det ikke kunne blive ved.” Miles ryster på hovedet og stirrer fortabt på Damen, som har travlt med at bedåre de selvglade tøser med sin medfødte charme, sin magiske blyant og sine åndssvage roser.

”Det var for godt til at være sandt,” fortsætter Miles. ”Ja, det var faktisk præcis det, jeg sagde den allerførste dag, det kan du da godt huske, kan du ikke, Haven?”

”Nej,” mumler Haven, mens hun stirrer på Damen. ”Det kan jeg overhovedet ikke huske.”

”Nej, men det sagde jeg altså. Det er bare dig, der ikke kan huske det.” Miles nikker bekræftende og tyller lidt mere vitaminvand.

Jeg ser bare ned på min sandwich og trækker på skuldrene. Hvis der er noget, jeg ikke gider lige nu, så er det en ”hvem sagde hvad hvornår”-diskussion. Og jeg gider slet ikke kigge i samme retning som de to. Jeg prøver stadig på at komme mig over det chok, jeg fik i sidste time, da Damen rakte mig en sammenfoldet seddel midt under navneopråbet.

Men det var kun, fordi jeg skulle række den videre til Stacia.

”Giv den til hende selv,” sagde jeg og trak hånden til mig. Jeg kunne slet ikke fatte, hvordan sådan et lille stykke papir, foldet sammen i en trekant, kunne få det til at gøre så ondt indeni.

”Kom nu,” sagde han og skubbede den hen til mig, så den landede lige foran mine fingre. ”Jeg lover dig, at du ikke bliver taget.”

”Det handler ikke om at blive taget,” svarede jeg og gloede på ham.

”Hvad handler det så om?” Hans dybe mørke øjne så uforstående ud.

Det handler om, at jeg ikke vil røre ved den seddel! Jeg vil ikke vide, hvad der står på den! For i samme sekund mine fingre berører det papir, så vil ordene stå skrevet inde i mit hoved – hele det sexede, uimodståelige, flirtende budskab. Og selv om jeg alligevel kommer til at høre det fra hendes larmende tanker, så kan jeg i det mindste bilde mig selv ind, at budskabet er forvansket og fordrejet af hendes lille gåsehjerne. Men hvis jeg selv rører ved papiret, så vil jeg se alle ordene, som du skrev dem – og det kan jeg slet ikke bære.

”Du kan selv give hende den,” sagde jeg omsider og skubbede til den med min blyant, så den røg ud over bordkanten. Jeg var vred på mit hamrende hjerte, da han lo og bukkede sig ned for at samle sedlen op.

Og jeg var vred over den lettelse, jeg følte, da han stak den i lommen i stedet for at række den til hende.

”Hallo-hallo, jorden kalder Ever!”

Jeg vågner pludselig op og ser Miles’ ansigt lige foran mit.

”Jeg spurgte dig om, hvad der er sket? Ikke fordi jeg antyder noget som helst, men du er altså den, der sidst har set ham i dag …”

Jeg stirrer på Miles. Jeg ville ønske, jeg vidste det. Jeg tænker tilbage på i går, i billedkunstklassen, den måde, Damen søgte mit blik, hans berøring, som varmede min hud. Jeg var så sikker på, at der var noget imellem os, noget personligt – måske ligefrem magisk. Men så kommer jeg i tanker om hende, der var der før Stacia, den rødhårede skønhed på St. Regis, som jeg behændigt havde glemt alt om. Og jeg føler mig som et fjols, fordi jeg har været så naiv at tro, at jeg måske betød noget for ham. For sådan er Damen bare. Det er et spil, han spiller. Hele tiden.

Før jeg kan nå at stoppe mit blik, har det alligevel fundet bordet derovre, hvor Damen er ved at samle en hel buket af hvide roser fra Stacias ører, ærmer, udskæring og taske.

Jeg presser læberne sammen og tvinger mit blik ned i bordpladen, så jeg slipper for at se Damen høste sin præmie – et meget mere end bare taknemligt knus fra Stacia.

”Jeg har ikke gjort noget,” siger jeg til sidst. Jeg er lige så forvirret over Damens uforudsigelige opførsel, som Miles og Haven er, men mindre villig til at indrømme det.

Jeg kan høre Miles’ tanker, høre, hvordan han overvejer, om han skal tro på mig. Så sukker han dybt og siger: ”Føler du dig lige så svigtet, kasseret og knust, som jeg gør?”

Jeg ser på ham, har lyst til at lette mit hjerte, ønsker bare, jeg kunne betro ham det hele, hele pulterkammeret af dumme, forvirrede, smålige følelser. Hvordan jeg så sent som i går følte mig overbevist om, at der var sket noget afgørende mellem ham og mig, og så var vågnet op til den barske virkelighed i dag. Men jeg ryster bare på hovedet, samler mine ting sammen og sætter kurs mod den næste time, længe før klokken har ringet.

I fransktimen tænker jeg kun på, hvordan jeg kan blive fri for billedkunst i næste time. Og jeg mener det virkelig. Mens min mund har travlt med at formulere de franske verber, har min hjerne lige så travlt med at finde på noget. Mavepine, kvalme, feber, et svimmelhedsanfald, influenza, alt kan bruges.

Og det er ikke kun på grund af Damen. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg overhovedet meldte mig til det fag. Jeg har absolut ingen kunstneriske evner, mit projekt er rodet og uoverskueligt, og jeg har slet ingen planer om at blive kunstner. Men når så Damen kommer til, som prikken over i’et, så står jeg ikke bare med dårlige karakterer, men med femoghalvfjerds minutters pinlighed.

Til sidst beslutter jeg mig alligevel for at møde op. Mest fordi det nu engang er det rigtige at gøre.

Og jeg er så fokuseret på at finde mine materialer frem og få knappet kitlen, at det tager sin tid, før jeg opdager, at han slet ikke er der. Og da jeg indtager min plads ved mit staffeli, har han stadig ikke vist sig.

Men på den smalle hylde under lærredet ligger den forbandede lille, trekantede seddel.

Jeg stirrer på den, koncentrerer mig så meget, at alt andet omkring mig bliver mørkt og uskarpt. Hele klasseværelset er samlet i dét ene lille punkt. Hele min verden består af en trekantet besked på en smal hylde af træ. Og på forsiden står navnet Stacia.

Jeg aner ikke, hvordan den seddel er havnet dér, men jeg ved, at jeg overhovedet ikke vil have den i nærheden af mig. Jeg nægter at deltage i hans sygelige spil.

Jeg griber en pensel og svirper den lille seddel af sted, så hårdt jeg kan, og ser den hvirvle gennem luften og til sidst ramme gulvet. Jeg ved, jeg opfører mig barnligt og tåbeligt, ikke mindst da miss Machado går hen og samler den op.

”Jeg tror, du har tabt noget,” kvidrer hun hjælpsomt og rækker mig sedlen med et stort smil uden at ane, at jeg prøvede på at slippe af med den.

”Det er ikke min,” mumler jeg og roder demonstrativt med mine pensler og farver. Så kan hun selv få lov at aflevere den til Stacia eller, endnu bedre, smide den ad helvede til.

”Er der da flere end en her i klassen, der hedder Ever?” smiler hun.

”Hvad?”

Tøvende tager jeg imod sedlen. Damens håndskrift er ikke til at tage fejl af. Og navnet på sedlen er Ever. Hvordan det er gået til, fatter jeg ikke, for jeg ved, hvad jeg så. Der er ingen logisk forklaring.

Med dirrende fingre lukker jeg den op, folder alle tre hjørner ud og glatter papiret – og giver et gisp fra mig, da en lille, detaljeret skitse dukker op. En lille, detaljeret skitse af en enkelt smuk, rød tulipan.