elleve

Der er kun et par dage til Halloween, og jeg arbejder på de sidste detaljer til mit kostume. Haven skal klædes ud som vampyr (stor overraskelse), og Miles har bestemt sig for at være sørøver (dog ikke før jeg har talt ham fra at dukke op som Madonna med kræmmerhus-bh).

Og hvad jeg skal være, siger jeg ikke, men det er kun, fordi min oprindelige, smågeniale idé har udviklet sig til noget temmelig ambitiøst, som jeg selv er ved at miste troen på.

Jeg må indrømme, at jeg er ret overrasket over, at Sabine overhovedet ville holde den Halloween-fest. Dels fordi hun ikke virker særlig interesseret i den slags, men mest fordi jeg tænkte, at hun og jeg skulle være glade, hvis vi kunne skrabe mere end fem gæster sammen. Men Sabine må være mere populær, end jeg havde regnet med, for det tog hende ikke lang tid at fylde to en halv side med navne, mens min liste var ret ynkelig ved siden af – den bestod af mine to venner og deres eventuelle ledsagere.

Så mens Sabine hyrede et Diner Transportable til at tage sig af maden og drikkevarerne, uddelegerede jeg ansvaret for det audio-visuelle til Miles (det betyder, at han skal sætte sin iPod i docken og gå ud og leje en håndfuld gyserfilm) og bad Haven om at sørge for muffins. Og således stod Riley og jeg tilbage med ansvaret for udsmykningen. Ikke værst, taget i betragtning, at Sabine stak mig et katalog og et kreditkort med direkte ordre om ”ikke at holde igen”, så de sidste to eftermiddage har vi tilbragt med at give huset en makeover. Før: normal sydcalifornisk italiensk-inspireret postmodernisme. Nu: gyselig gotisk slots-fangekælderstil.

Og vi har haft det rigtig sjovt. Dels fordi det har været næsten ligesom i gamle dage, når vi pyntede op til jul og påske og Thanksgiving. Og dels fordi man helt glemmer at gå og småskændes, når man er sammen om at lave noget, der er sjovt.

”Jeg synes, du skal komme som havfrue,” siger Riley. ”Eller som en af dem fra de lokale reality-shows.”

”Åh gud, ser du stadig det bras?” siger jeg fra mit høje stade. Jeg balancerer faretruende på malerstigens næstøverste trin, så jeg kan få placeret endnu et forlorent spindelvæv.

”Ja, det er virkelig ikke min skyld,” siger hun og trækker på skuldrene. ”TiVo’ens veje er uransagelige.”

”Har du TiVo?” Jeg slipper spindelvævet og ser anspændt på hende. Når det drejer sig om hendes liv i det hinsidige, er hun så hemmelighedsfuld, at alt har interesse.

Men hun griner bare. ”Åh, hvor er du nem. Du tror på hvad som helst.” Hun ryster på hovedet, smiler skævt og fremdrager en lyskæde fra en papkasse. ”Skal vi ikke bytte?” spørger hun. ”Jeg fatter ikke, hvorfor du skal rende op og ned ad den stige hele tiden, når jeg bare kan stige til vejrs og klare det hele på den halve tid.”

Jeg gør en grimasse og ryster på hovedet. Selv om hun har ret, så vil jeg helst opretholde illusionen om, at mit liv er nogenlunde normalt.

”Nå, men hvad skal du så være?”

”Dét siger jeg ikke,” svarer jeg, mens jeg sætter spindelvæv fast i hjørnet over døren og kravler halvvejs ned ad stigen for at se, hvordan det tager sig ud. ”Hvis du kan have hemmeligheder, så kan jeg også.”

”Det er ikke fair.” Hun lægger armene over kors og laver trutmund på den måde, der altid virkede på far, men aldrig på mor.

”Slap nu af, du får det at se til festen,” siger jeg, mens jeg samler et selvlysende skelet op og piller de sammenfiltrede lemmer fra hinanden.

”Vil det sige, at jeg må komme med?”

”Jeg kan ikke lige se, hvordan jeg skulle kunne holde dig væk,” griner jeg og klynger hr. Skelet op lige foran indgangsdøren, så han kan tage pænt imod alle gæsterne.

”Kommer din kæreste også?”

Jeg himler med øjnene og stønner.

”Du ved jo godt, jeg ikke har nogen kæreste.” Jeg er træt af den leg, endnu inden den er begyndt.

”Sig mig, hvor dum tror du, jeg er?” mukker hun. ”Tror du måske, jeg allerede har glemt den store sweater-krise? Og jeg er ret vild efter at møde ham, eller rettere se ham, for jeg regner ikke med, at du vil præsentere os for hinanden. Hvilket faktisk er temmelig ubehøvlet af dig. Jeg mener, bare fordi han ikke kan se mig, så behøver …”

”Han er ikke inviteret, for helvede!” råber jeg, og opdager ikke, at jeg er gået i hendes fælde, før det er for sent.

”Ha!” Hun ser på mig med store øjne og fryd malet i hele fjæset. ”Jeg vidste det!” Hun griner og kaster lyskæden op i luften, tager tre saltomortaler i rap og peger fingre ad mig. ”Jeg vidste det, jeg vidste det, jeg vidste det!” Og hun snurrer rundt i luften.

Jeg lukker øjnene og sukker dybt, forbander mig selv for at have været så dum. ”Du ved ikke en skid!”

Så ser jeg på hende og ryster på hovedet.

”Han har aldrig været min kæreste, okay? Han er bare den nye dreng i klassen, og lige i begyndelsen syntes jeg, han var sød, men så, da det gik op for mig, at han bare flirtede til højre og venstre … lad os bare sige, at det er overstået. Faktisk synes jeg slet ikke, han er sød mere. Ved du hvad, det varede ikke mere end ti sekunder, og det var kun, fordi jeg ikke vidste bedre. Og det er ikke, fordi jeg er den eneste, der faldt for hans spil, for Miles og Haven var nærmest ved at komme op at slås om ham, det kan jeg godt sige dig. Så jeg synes bare, du skal holde op med at skabe dig og komme tilbage til arbejdet, okay?”

Og i samme øjeblik, jeg er færdig med at tale, kan jeg godt selv høre, at det hele lød som én stor bortforklaring. Og at den ikke virkede. Men jeg kan ikke tage ordene tilbage, så jeg prøver bare på at ignorere hende, mens hun svæver omkring i lokalet og synger: ”Jeg vidste, at jeg vidste det!”

Da vi når til Halloween, ser huset helt fantastisk ud. Riley og jeg har sat spindelvæv op i alle vinduer og hjørner, og anbragt fede fugleedderkopper i midten af spindene. Vi har hængt gummiflagermus op i loftet, lagt blodige, afskårne kropsdele (ja, selvfølgelig ikke ægte) alle vegne og sat en krystalkugle op sammen med en elektrisk ravn, der kan lyse med øjnene og sige: ”Det vil gå dig ilde! Skrårk! Det vil gå dig ilde!”

Vi har givet zombier blodplettede pjalter på og anbragt dem de mest uventede steder. Vi har placeret gryder med dampende heksebryg (vand med tøris) foran indgangen, og stort set alle vegne har vi spredt skeletter, mumier, sorte katte og rotter (selvfølgelig ikke ægte, men alligevel ret uhyggelige), ligkister, kranier og sorte vokslys. Baghaven er dekoreret med græskarlygter, lysende kugler i poolen og blinkende lyskæder. Og, nåh ja, for resten, vi har også manden med leen stående midt i forhaven – i naturlig størrelse.

”Hvordan ser jeg ud?” spørger Riley og kigger gennem det røde hår ned ad sin violette, muslingeskalsbesatte mave, mens hun basker lidt med sin metallic-grønne fiskehale.

”Præcis ligesom din yndlings-disneyfigur,” svarer jeg. Jeg har travlt med at pudre mit ansigt helt hvidt og vil egentlig helst af med hende, så jeg kan komme i mit kostume og måske overraske hende for en gangs skyld.

”Dét tager jeg som en kompliment,” smiler hun.

”Det kan du også roligt gøre.” Jeg børster mit hår tilbage og sætter det godt fast, så det ikke er i vejen for den høje, lyse paryk, jeg skal have anbragt.

”Hvad skal du være?” spørger hun endnu en gang. ”Vil du ikke nok sige det, for jeg er altså ved at dø af nysgerrighed!” Hun holder sig på maven af grin, mens hun rokker frem og tilbage og nær falder ned af sengen. Hun elsker at gøre grin med døden. Hun synes, det er hysterisk morsomt. Jeg synes bare, det er usmageligt.

Jeg lader, som om jeg ikke hører hendes joke, og siger: ”Gider du gøre mig en tjeneste? Snig dig ned i foyeren og se, hvad Sabine har taget på. Jeg vil godt lige vide, om hun skal have den der gumminæse med vorten på. Jeg har fortalt hende, at kostumet er alle tiders, men at hun skal droppe næsen. Det er ikke noget, fyre bryder sig om.”

”Har hun en fyr?” spørger Riley forbløffet.

”Ikke hvis hun tager den næse på,” siger jeg og ser til, da hun hopper ned fra sengen og slæber sin havfruehale tværs over gulvet. ”Men vær stille, og lad være med at skræmme hende, okay?”

Jeg gyser, da hun går lige gennem døren uden at åbne den. Jeg har set hende gøre det mindst hundrede gange, men jeg vænner mig aldrig til det.

Jeg går ind i garderoben og åbner den taske, jeg har gemt helt inde bagved. I den har jeg en fantastisk, sort kjole med dyb, firkantet udskæring, trekvartlange chiffonærmer og et stramt livstykke med et skørt, der breder sig ud i blanke, løse folder – helt magen til den, Marie Antoinette havde på til maskeballet – i hvert fald sådan som Kirsten Dunst fremstiller hende i filmen.

Og da jeg omsider har vundet kampen med lynlåsen i ryggen, trækker jeg den høje, platinblonde paryk ned over mit eget hår (for selv om mit hår er lyst, så ville jeg aldrig kunne sætte det op så højt). Så smører jeg den røde læbestift på, sætter den smalle, sorte maske for øjnene og tager et par lange, dinglende rhinstensøreringe på.

Mit kostume er på plads og i orden, og foran spejlet giver jeg mig tid til at dreje rundt og snurre omkring, og jeg smiler, da jeg ser, hvordan kjolen duver hele vejen rundt, og glæder mig over, at resultatet er blevet så godt.

Så er Riley tilbage, og hun ryster på sit lille hoved. ”Sagen er afgjort – men det holdt sandelig hårdt! Først tog hun næsen på, så tog hun den af, og så tog hun den på igen og tjekkede sin profil i spejlet, og så skyndte hun sig at tage den af. Jeg måtte virkelig kæmpe med mig selv for ikke bare at flå den af hende og kyle den ud ad vinduet.”

Jeg stivner, holder vejret og beder til, at hun ikke har gjort noget dumt, for når det er Riley, så kan man aldrig vide.

Hun plumper ned på mit skrivebord og bruger sin skinnende grønne hale til at skubbe sig omkring med.

”Tag det roligt,” siger hun. ”Sidst jeg så den, havde hun lagt den på kanten af vasken i badeværelset og talte i telefon med en fyr, der ikke kunne finde vej. Og du skulle have hørt hende fortælle om, hvor flot du har udsmykket huset, og at hun næsten ikke kan forstå, hvordan du har klaret det helt alene, og jippe-jappe-juppe.”

Hun ryster på hovedet og ser lidt syrlig ud. ”Ja, det er noget, du kan lide, hvad? At tage hele æren for vores arbejde.” Hun holder op med at snurre rundt og ser vurderende på mig.

”Der kan man se. Marie Antoinette.” Hendes blik skal lige have alle detaljer med. ”Det havde jeg aldrig gættet. Du plejer ikke at være særlig vild med kager.”

Nu er det min tur til at se syrlig ud. ”Det med kagerne har hun faktisk aldrig sagt, at du ved det. Det var et ondsindet rygte, som aviserne udspredte for at skade hende!”

Mens jeg taler, fortsætter jeg med at se i spejlet, tjekker, om makeup og paryk sidder ordentligt, og beder til, at det bliver det ved med hele aftenen. Men så får jeg øje på Riley i spejlet, og der er noget ved hendes ansigt, der får mig til at vende mig og gå hen til hende.

”Der er ikke noget galt, vel?”

Hun lukker øjnene og bider sig i læben. Så ryster hun på hovedet og siger: ”Vi er da noget af et kønt par, er vi ikke? Du er klædt ud som en tragisk teenagedronning, og jeg ville gøre alt bare for at være teenager.”

Jeg rækker ud for at holde om hende, men mine hænder griber i den tomme luft. Jeg har nok vænnet mig så meget til, at hun er her, at jeg helt har glemt, at hun faktisk ikke er her. Hun er ikke længere en del af denne verden, og hun vil aldrig blive ældre end hun er nu, hun vil aldrig få lov at fylde tretten. Og så kommer jeg i tanker om, at det hele er min skyld, og så bliver jeg først rigtig ked af det. ”Riley, jeg …”

Men hun ryster bare på hovedet og basker lidt med halen. ”Nu ingen triste miner.” Hun smiler og letter fra skrivebordet. ”Det er på tide at modtage gæsterne.”

Haven ankommer i selskab med Evangeline, hendes donorveninde, som sandelig også er klædt ud som vampyr, og Miles har taget Eric med. Eric er på Miles’ dramatikhold og ser ud, som om han godt kunne se sød ud inde bag ved Zorro-masken og den sorte satinkappe.

”Jeg fatter altså ikke, at du ikke har inviteret Damen,” siger Haven og har så travlt med at ryste opgivende på hovedet, at hun helt glemmer at sige godaften. Hele ugen har hun været vred på mig over, at jeg ikke har ham med på listen.

Jeg ser opgivende på hende og sukker dybt. Jeg er træt af at forklare det indlysende – at han har droppet os, at han er blevet fast inventar, ikke bare ved Stacias frokostbord, men også ved hendes bord i klassen. De hvide roser dukker op alle vegne, og hans kunstprojekt, Kvinde med gult hår, er ved at få en påfaldende lighed med hende.

Ja, på trods af de røde tulipaner, den mystiske seddel og det intime blik, vi engang udvekslede, har han ikke talt med mig i snart to uger. Og jeg beklager meget, at jeg ikke har lyst til at gøre et stort nummer ud af det.

”Han ville alligevel ikke være kommet,” siger jeg omsider og håber, hun ikke lagde mærke til, at min stemmede knækkede over. ”Jeg er sikker på, at han er gået i byen med Stacia eller hende den rødhårede eller …” Jeg ryster på hovedet, har ikke lyst til at fortsætte.

”Lige et øjeblik. Den rødhårede? Er der også sådan en?” Hun ser mistænksomt på mig.

Jeg trækker på skuldrene. Sandheden er, at han kunne være sammen med hvem som helst. Det eneste, jeg ved, er, at han ikke er sammen med mig.

”Ham skulle du altså se.” Hun har vendt sig mod Evangeline. ”Han er bedårende. Flot som en filmstjerne – sexet som en rocksanger – og så kan han endda trylle.” Hun sukker dybt.

Evangeline hæver det ene øjenbryn. ”Og du er sikker på, han ikke selv er en tryllekunst? Jeg mener, så perfekt er der ikke nogen, der er.”

”Damen er. Bare ærgerligt, at du ikke kan se det med dine egne øjne.” Haven sender mig endnu et misbilligende blik, mens hendes fingre fumler med det stramme, sorte fløjlsbånd, hun har om halsen. ”Men skulle du rende ind i ham, så husk lige, at han er min. Jeg sagde helle for ham, længe før du dukkede op.”

Jeg ser på Evangeline, iagttager hendes skumle aura, de bittesmå, sorte shorts, netstrømperne og net-t-shirten, og jeg ved, at hun ikke kunne drømme om at respektere Havens forbud. Ikke et sekund.

Haven vender sig mod mig. ”Hvis jeg nu lånte dig et par hugtænder og lidt teaterblod til din hals, så kunne du også være vampyr.” Haven kan ikke finde ud af, hvilket ben hun skal stå på. Hun vil så gerne være min ven, men kan ikke slippe den tanke, at jeg er hendes fjende.

Jeg ryster bare på hovedet og styrer dem over i den anden ende af stuen i håb om at hun vil finde på noget at interessere sig for og glemme Damen.

Sabine sludrer med sine venner, mens Haven og Evangeline hælder sprut i deres sodavand, Miles og Eric danser, og Riley leger med enden af Erics pisk, svinger den op og ned og frem og tilbage og kigger sig omkring for at se, om nogen har lagt mærke til det. Men lige som jeg skal til at signalere til hende, at nu skal hun holde op med det dér, så ringer det på døren, og vi får begge to travlt med at komme først.

Selv om jeg vinder kapløbet, så glemmer jeg helt at hovere, for det er Damen, der står der. Med blomster i den ene hånd og en guldkantet hat i den anden. Håret er samlet i en lille hårpisk, hans sædvanlige kropsnære, sorte tøj er udskiftet med en hvid skjorte med flæser, en jakke med guldknapper og noget, som man vist må kalde knæbukser, silkestrømper og spidse, sorte sko.

Jeg når lige at tænke, at Miles vil blive grøn af misundelse, så går det op for mig, hvad Damen er klædt ud som, og mit hjerte springer et slag over.

”Grev Fersen,” mumler jeg, næsten modvilligt.

”Marie.” Han smiler og bukker formfuldendt for mig.

”Jamen … Det var en hemmelighed … og du er ikke engang blevet inviteret,” hvisker jeg, mens jeg diskret spejder over hans skulder efter Stacia eller den rødhårede, for jeg ved kun alt for godt, at det ikke er for min skyld, han er kommet.

Men han smiler bare og rækker mig blomsterne. ”Så kan det vel ikke være andet end et heldigt sammentræf,” siger han.

Jeg tager en dyb indånding og viser vej gennem foyeren, forbi dagligstuen og spisestuen og ind i kammeret. Mine kinder gløder, og mit hjerte banker så heftigt, at jeg bliver bekymret for, at det skal sprænge min brystkasse. Og jeg grubler som en rasende over, hvordan det her er gået til. Hvad laver Damen her? Og hvorfor er hans udklædning det perfekte match til min?

”Åh gud, Damen er kommet!” hyler Haven, mens hendes arme basker vildt, og hendes ansigt stråler. I hvert fald så meget som et bloddryppende vampyransigt med hugtænder kan stråle igennem et tykt lag af hvid sminke. Men i samme sekund hun ser hans kostume, og det går op for hende, at han skal forestille grev Axel Fersen – Marie Antoinettes ikke særligt hemmelige elsker – forsvinder lyset fra hendes ansigt, og hun ser anklagende på mig.

”Og hvornår har I to så aftalt det?” spørger hun, da hun er kommet hen til os. Hun siger det henkastet, prøver på at lyde afslappet, og jeg ved, at det ikke er af hensyn til mig.

”Jamen det har vi slet ikke,” siger jeg hurtigt. Jeg håber på, at hun vil tro mig, men jeg regner ikke med det. Dette sammentræf er så bizart, at jeg selv har svært ved at tro på det. Jeg spekulerer på, om jeg er kommet til at sige det til nogen, selv om jeg ved, at det ikke er muligt.

”Et rent tilfælde,” siger Damen og lægger armen om livet på mig. Og selv om det kun er for et kort øjeblik, så summer det i hele min krop bagefter.

”Du må være Damen,” siger Evangeline, idet hun glider op på siden af ham, og hendes fingre begynder at lege med hans flæser. ”Jeg var ellers sikker på, at Haven overdrev, men der tog jeg fejl.” Hun ler. ”Og hvem skal du så forestille?”

”Grev Fersen,” svarer Damen. Hans stemme er skarp, og hans blik viger ikke fra mit.

”Så siger vi det.” Evangeline trækker på skuldrene og snupper hans hat, som straks bliver anbragt på hendes eget hoved. Og hun sender ham et forførerisk smil under hatteskyggen, før hun griber hans hånd og fører ham bort.

Så snart de er væk, vender Haven sig mod mig og siger: ”Det er løgn, det her!”

Hendes ansigt er vredt, hendes hænder er knyttede, men det er ingenting imod de rædselsfulde tanker, der svirrer rundt i hendes hoved. ”Du vidste, hvor glad jeg var for ham! Jeg betroede mig til dig! Jeg stolede på dig!”

”Haven, jeg sværger, det er ikke noget, vi har planlagt. Det er et fuldstændig vildt sammentræf. Jeg ved ikke engang, hvad han laver her, og du ved selv, at jeg ikke inviterede ham.” Desperat prøver jeg på at overbevise hende, men jeg ved godt, det er håbløst. Hun har allerede besluttet sig. ”Og jeg ved ikke, om du har bemærket det, men din veninde Evangeline holder sig ikke tilbage.”

Haven kaster et hurtigt blik på dem og trækker på skuldrene. ”Sådan gør hun med alle. Hun er ikke nogen trussel. I modsætning til dig.”

Jeg trækker vejret dybt og prøver på at beherske mig. Og samtidig skal jeg passe på ikke at komme til at grine, for Riley står ved siden af hende, mimer hvert ord og efterligner hver eneste bevægelse i en parodi, som er hylende morsom og totalt respektløs.

”Hør nu lige her,” siger jeg omsider. ”Jeg bryder mig slet ikke om ham! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise dig. Fortæl mig det, så gør jeg det!”

Hun ryster på hovedet og ser bort, hendes skuldre synker, hendes tanker bliver mørke, mens al hendes vrede vender tilbage til hende selv.

”Det skal du ikke,” siger hun med et dybt suk. Jeg kan se, at hun kæmper for at holde tårerne tilbage. ”Du skal ikke sige mere. Hvis han kan lide dig, så kan han lide dig, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Det er jo ikke din skyld, at du er begavet og smuk. Fyrene vil altid bedre kunne lide dig end mig. Især når de har set dig uden hætten på.” Hun prøver på at smile, men det lykkes ikke helt.

”Du blæser det op til noget, det ikke er,” siger jeg i håb om at overbevise hende – og muligvis også mig selv. ”Damen og jeg kan bare tilfældigvis lide den samme film og kostumerne fra den. Det er det hele, jeg sværger.” Og mens jeg smiler til hende, håber jeg på, at det lød lidt mere ægte, end det føltes.

Hun ser lidt på Evangeline, som har fået fat i Zorros pisk og nu er ved at demonstrere dens rette brug. Så vender hun sig igen mod mig og siger: ”Der er bare én ting, jeg vil bede dig om.”

Jeg nikker. Jeg vil gøre næsten hvad som helst for at få det her overstået.

”Hold op med at lyve. For du er bare så dårlig til det!”

Jeg ser til, da hun går sin vej. Så vender jeg mig mod Riley, som danser en vild krigsdans og råber: ”Manner! Det må være det fedeste party nogensinde! Drama! Intriger! Jalousi! Og næsten et tøseslagsmål! Hvor er jeg glad for, at jeg ikke gik glip af det!”

Jeg skal lige til at give hende en overhaling, da jeg kommer i tanke om, at jeg er den eneste, der kan se hende, så det ville nok vække en vis opsigt …

Og da det igen ringer på døren, er det Riley, som, på trods af fiskehalens handicap, kommer først.

”Jamen du godeste,” siger kvinden på trappen og kigger på Riley og mig.

”Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med?”

Kvinden er ikke klædt ud.

Hun ser på mig, hendes brune øjne fanger mit blik. ”Ja, undskyld, jeg kommer så sent, trafikken var … ja, det ved du vel.” Hun nikker til Riley, som om hun kan se hende.

”Er du en af Sabines venner?” spørger jeg, mens jeg undrer mig over hendes flakkende blik, som hele tiden søger hen mod det sted, hvor Riley står. For selv om jeg kan se hendes nydelige violette aura, så kan jeg af en eller anden grund ikke aflæse hende.

”Jeg hedder Ava. Sabine har hyret mig.”

”Er du en af tjenerne?” spørger jeg og undrer mig over, at hun er iført en fiks, sort ned-over-den-ene-skulder-top, stramme jeans og flade sko i stedet for hvid skjorte og sorte bukser som resten af personalet.

Men hun smiler bare og vinker til Riley, som gemmer sig bag mine skørter, ligesom hun plejede at gøre med mor, når hun blev genert.

”Jeg er den clairvoyante,” siger kvinden og børster det kastanjebrune hår væk fra ansigtet. Så knæler hun ned ved siden af Riley. ”Og jeg kan se, at du har taget din lille veninde med i aften.”