tolv

Det var åbenbart meningen, at Ava den clairvoyante skulle være aftenens festlige overraskelse. Og tro mig, jeg var den, der var mest overrasket. Ja, jeg fatter ikke, at jeg ikke havde forudset det. Havde jeg virkelig så travlt med min lille verden, at jeg helt havde glemt at snage i, hvad der foregik i Sabines?

Og jeg kunne jo ikke bare bede Ava om at forsvinde, selv om jeg var stærkt fristet. Før jeg var kommet mig over, at hun faktisk kunne se Riley, stod Sabine i døren.

”Nå, der er du, det var godt. Og du har allerede hilst på min niece, kan jeg se,” siger hun og viser Ava ind i kammeret, hvor et bord står parat.

Jeg venter spændt på, om den clairvoyante Ava vil nævne min døde lillesøster, men så beder Sabine mig om at hente Ava noget at drikke, og da jeg kommer tilbage, er hun i fuld gang med en tydning.

”Du må hellere stille dig i kø, inden den bliver for lang,” siger Sabine med skulderen presset mod Frankensteins monster, som – med eller uden sin uhyggelige maske – ikke er den søde fyr, der arbejder samme sted som hende. Han er heller ikke den talentfulde og succesrige bankmand, han giver sig ud for at være. Faktisk bor han stadig sammen med sin mor.

Men det siger jeg ikke noget om, for hvorfor dog ødelægge hendes gode humør? Jeg ryster bare på hovedet og siger: ”Ikke lige nu. Måske senere.”

Det er godt at se Sabine more sig til en afveksling, godt at vide, at hun har sin egen omgangskreds, og, så vidt jeg kan se, en fornyet interesse i det modsatte køn.

Selv om det da er meget sjovt at se Riley danse med folk, der ikke kan se hende, og lytte med på samtaler, som slet ikke er noget for hendes små ører, så trænger jeg pludselig til at komme lidt væk fra det hele. De løsrevne tanker, de flimrende auraer, de hvirvlende energier, men mest af alt – Damen.

Indtil videre har jeg gjort mit bedste for at holde afstand, være kølig og ignorere ham, når vi ses i skolen, men at han er dukket op her i aften, klædt som det perfekte match til min Marie Antoinette – jamen jeg ved slet ikke, hvad jeg skal mene. Sidst jeg kiggede efter, var han kun interesseret i Stacia, i den rødhårede, i hvem som helst, bare ikke mig. Travlt optaget af at charmere dem med sit gode udseende, sin udstråling og sine uforklarlige tryllenumre.

Jeg stikker næsen helt ned i de blomster, han havde med til mig, fireogtyve tulipaner, alle sammen røde. Og selv om tulipanen ikke er kendt for sin duft, så er de her søde, berusende og euforiserende. Jeg trækker vejret dybt ind, lader mig opsluge af deres vidunderlige parfume og betror mig selv i dybeste hemmelighed, at jeg kan lide ham. Sådan rigtig for alvor. Jeg kan ikke gøre for det. Sådan er det bare. Og uanset hvor meget jeg lader, som om det ikke passer, så er det ikke desto mindre sandt.

Før Damen dukkede op, havde jeg affundet mig med min ensomme skæbne. Det var ikke, fordi jeg var vild med tanken om aldrig mere at have en kæreste, aldrig mere at være helt tæt på et andet menneske. Men hvordan kan man have et forhold, når enhver berøring føles så overvældende? Og hvordan kan man være i et forhold, hvis man altid ved, hvad ens kæreste tænker på? Fuldstændig berøvet muligheden for at tolke, analysere og gætte på den skjulte mening bag alt, hvad han siger og gør?

Og selv om alle tror, at det må være så cool at kunne aflæse andres tanker, energier og auraer, så er virkeligheden en ganske anden. Jeg ville give hvad som helst for at få mit gamle liv tilbage og bare være lige så normal og uvidende som enhver anden. For det er ikke alle ens venners tanker, der er lige sympatiske, og når man ikke kan slukke for dem, så får man brug for temmelig meget overbærenhed.

Men det er det, der er så vidunderligt ved Damen. Hans tanker er der allerede slukket for. Hans tanker kan jeg ikke læse, og han kan oven i købet slukke for alle de andres. Og selv om han får mig til at føle mig vidunderligt tilpas og varm indeni og så normal, som jeg kan gøre mig håb om at blive, så kan jeg godt regne ud, at det er alt andet end normalt.

Jeg sidder på en chaiselong med mine brusende skørter arrangeret omkring mig og kigger på de kulørte kugler, som skifter farve, mens de glider hen over poolens blanke overflade. Og jeg er så hensunken i tanker, at det varer lidt, før jeg opdager, at Damen er dukket op.

”Hej.” Han smiler.

Og da jeg ser ham, bliver hele min krop pludselig gloende varm.

”Fin fest. Jeg er glad for, at jeg crashede den.” Han sætter sig ved siden af mig, og jeg ser lige frem. Jeg ved godt, at han driller, men jeg er for nervøs til at reagere.

”Du er en flot Marie,” siger han og piller lidt ved den lange, sorte fjer, jeg stak i parykken, lige før gæsterne kom.

Jeg presser læberne sammen, er beklemt, nervøs, og jeg har lyst til at stikke af fra det hele. Så trækker jeg vejret dybt og giver efter. Mærk dog, at du lever, siger jeg til mig selv – bare for denne ene aften. ”Og du er en flot grev Fersen,” svarer jeg omsider.

”Kald mig endelig Axel,” ler han.

”Måtte du betale ekstra for mølhullet der?” spørger jeg og nikker mod det flossede sted på hans skulder. Men den mugne duft undlader jeg at nævne.

Han ser mig lige ind i øjnene, da han siger: ”Det er ikke et mølhul. Det er en bivirkning af et artilleri-angreb. En af dem, man kalder ’billigt sluppet’.”

”Men hvis jeg ikke husker meget galt, så var det i denne her scene, at du var meget optaget af en mørkhåret kvinde.”

Jeg kaster et blik på ham – og mindes en tid, hvor det at flirte var meget nemmere. Og jeg påkalder den Ever, jeg var engang.

”Jamen scenen er lige blevet skrevet om i sidste øjeblik,” smiler han. ”Har du ikke fået det nye rollehæfte?”

Jeg læner mig lidt tilbage, en smule skælmsk, og lader fødderne stritte lige ud i luften. Nyder at opføre mig som en helt almindelig pige med en helt almindelig forelskelse.

”I den nye version er der kun os to. Og du, min yndige Marie, får lov at beholde hovedet denne gang.” Med spidsen af pegefingeren trækker han en streg tværs over min hals og efterlader et tyndt spor af boblende fryd, mens fingeren finder vej til et punkt lige under mit øre.

”Hvorfor ville du ikke tale med spåkonen?” hvisker han, mens hans finger følger min kæbe, min kind, mit øre – og hans læber nærmer sig, indtil hans og min ånde mødes og forenes.

Jeg trækker på skuldrene – ønsker bare, at han vil tie stille og kysse mig.

”Du tror måske ikke på den slags?”

”Nej … jo … jeg ved det ikke rigtig.” Lige nu er jeg bare ved at skrige af længsel.

Hvorfor bliver han ved med at snakke? Fatter han ikke, at det her måske er min sidste chance for en helt almindelig drengpige-oplevelse? At det er en chance, som måske aldrig kommer igen?

”Hvorfor ville du ikke tale med hende?” spørger jeg. Jeg kan ikke længere skjule min utålmodighed.

”Spild af tid,” ler han. ”At læse tanker og forudse fremtiden kan slet ikke lade sig gøre, vel?”

Jeg ser forundret på de kulørte kugler i poolen. Ikke alene er de alle sammen blevet lyserøde, de er også ved at samle sig og danne et hjerte.

”Jeg håber ikke, at du har taget anstød af mig?” siger han, mens hans finger griber blidt om min hage og drejer mit ansigt tilbage mod hans.

Og det er så en anden ting. Somme tider taler han ligesom alle andre her i Sydcalifornien, og andre gange lyder han som klippet ud af Stormfulde højder. ”Nej, jeg har ikke taget anstød af dig,” siger jeg og kan ikke lade være med at grine.

”Hvad morer du dig over?” spørger han, mens hans fingre sniger sig ind under mine pandelokker og finder vej til arret på min pande, hvilket får mig til at rykke tilbage. ”Hvor har du det fra?” Han har trukket hånden til sig og ser på mig med så meget varme og oprigtighed, at jeg er lige ved at betro mig til ham.

Men også kun lige ved. Fordi det her er den eneste af årets aftener, hvor jeg kan få lov til at være en anden. Hvor jeg kan lade, som om det ikke var min skyld, at alt, hvad jeg holdt af, pludselig var væk. I aften kan jeg flirte og lege og træffe tåbelige beslutninger, som jeg sikkert vil komme til at fortryde. For i aften er jeg ikke Ever. Jeg er Marie. Og hvis han ellers er en ordentlig grev Fersen, så er det på høje tid, at han klapper i og kysser mig.

”Jeg vil helst ikke tale om det,” siger jeg og stirrer forbløffet på de flydende kugler, som nu er blevet dybrøde og danner en tulipan.

”Hvad vil du så tale om?” hvisker han, mens han igen ser på mig med de der øjne. Som to bundløse afgrunde, der suger mig ned i dybet.

”Jeg vil slet ikke tale,” hvisker jeg og holder vejret, da hans læber møder mine.