tretten

Jeg vidste allerede, hvor forunderlig hans stemme var, og hvordan den kunne få hele verden til at forstumme.

Og jeg vidste, at hans berøring kunne få min hud til at vågne og min krop til at leve. Men at blive kysset af ham – det var som at træde ind i en anden verden.

Jeg er kun blevet kysset et par gange før, så jeg er ikke ekspert på området, men jeg tør vædde på, at sådan et kys, så fuldendt og opløftende, det får man kun én gang i livet. Og da han trækker sig tilbage og ser mig ind i øjnene, så lukker jeg mine igen, griber fat i hans revers og trækker ham ind til mig.

Lige indtil Haven siger: ”Nå, dér er I! Ja, selvfølgelig er det herude, I gemmer jer!”

Jeg slipper ham og træder et skridt tilbage, rystet over at blive taget på fersk gerning så kort tid efter at have påstået, at jeg slet ikke brød mig om ham.

”Vi var bare ved at …”

Hun løfter hånden afværgende. ”Spar mig for detaljerne. Jeg ville bare sige, at Evangeline og jeg tager af sted nu.”

”Allerede?” spørger jeg og spekulerer på, hvor længe vi egentlig har stået her.

”Ja, min veninde Drina dukkede lige op, og hun vil have os med til en anden fest. I må gerne tage med, men jeg gætter på, at I har lidt for travlt.” Hun smiler syrligt.

”Drina?” siger Damen og kommer på benene så hurtigt, at hele hans krop bliver utydelig.

”Kender du hende?” spørger Haven, men Damen er allerede på vej op mod huset, og vi skynder os efter ham.

Jeg er i hælene på Haven, prøver på at indhente hende, desperat efter at forklare, men da vi når frem til de franske døre, og jeg griber fat i hendes skulder, så fyldes jeg af så meget mørke, en så overvældende vrede og fortvivlelse, at ordene sætter sig fast i min hals.

Så rykker hun sig løs og ser sig over skulderen. ”Jeg sagde jo, at du var dårlig til at lyve,” siger hun og fortsætter hurtigt.

Jeg tager en dyb indånding og følger efter dem, ind i huset, gennem køkkenet, ind i kammeret, videre mod indgangen, hele tiden ser jeg Damens nakke, og jeg lægger mærke til, hvor målbevidst han er, som om han ved præcis, hvor hun er.

Og idet jeg træder ind i foyeren, stivner jeg: Jeg ser dem stå sammen – han i al sin 1700-talspragt, og hun klædt som en Marie Antoinette, der er så elegant, så køn og sødmefuld, så overdådig, at jeg skammer mig over mit eget fastelavnskostume.

”Og du må så være …” Hun løfter hagen, og hendes øjne møder mine, to smaragdgrønne øjne, som gløder imod mig.

”Ever,” mumler jeg og stirrer på hendes hvidblonde paryk, den glatte, flødefarvede hud, perlerne om hendes hals, hendes perfekte læber, som skilles for at afsløre tænder så hvide og perfekte, at man næsten ikke kan tro, de er ægte.

Jeg vender mig mod Damen i håb om, at han kan forklare mig, hvordan den rødhårede skønhed fra St. Regis er havnet i min entré. Men han er så optaget af hende, at han tilsyneladende har glemt alt om mig.

”Hvad laver du her?” spørger han med en stemme, som ikke er meget mere end en hvisken.

”Haven inviterede mig,” smiler hun.

Og da jeg ser fra hende til ham, fyldes jeg af en iskold og nagende frygt.

”Og hvor kender I så hinanden fra?” spørger jeg. Og jeg bemærker, hvordan hele Damens adfærd har ændret sig, pludselig er han blevet kold og fjern – som en mørk sky, der er gledet ind foran solen.

”Hende har jeg mødt på Nocturne,” siger Drina og ser mig lige ind i øjnene. ”Og det er også dér, vi skal hen nu. Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg bortfører hende?”

Jeg kniber øjnene sammen, lader, som om jeg ikke føler stikket i hjertet eller klumpen i maven, og prøver på at aflæse hende. Men hendes tanker er ikke tilgængelige, de er effektivt forseglede, og hendes aura er ikke-eksisterende.

”Åh, hvor er jeg dum, du mente selvfølgelig Damen og mig, gjorde du ikke?” Hun ler, mens hendes blik glider over mit kostume, indtil hun igen ser mig i øjnene. Og da hun ikke får noget svar, nikker hun og siger:

”Damen og jeg, vi kender hinanden fra New Mexico.”

Men da hun siger ”New Mexico”, så siger Damen ”New Orleans”, hvilket får Drina til at le på en måde, der aldrig når helt op til øjnene.

”Ja, det er i hvert fald længe siden,” nikker hun og rækker en hånd ud mod mit ærme. Hendes fingre følger den perlebesatte kant, før de glider ned til min hånd.

”Flot kjole,” siger hun og griber fat om håndleddet. ”Har du selv lavet den?”

Jeg rykker armen fri. Hendes hån har ramt mig, men ikke så meget som hendes fingres isnende kulde. Det er, som om hendes skarpe, frysende negle får min hud til at stivne og sender issplinter gennem mine årer.

”Er hun ikke bare cool?” siger Haven og stirrer på Drina med en beundring af den slags, hun plejer at gemme til vampyrer, gothrockers og Damen. Mens Evangeline står ved siden af og bekymret ser på sit ur.

”Vi skal altså af sted nu, hvis vi skal nå Nocturne inden midnat,” siger hun.

”I kan tage med, hvis I har lyst,” smiler Drina. ”Limousinen er fuldt udstyret.”

Og da jeg kaster et blik på Haven, kan jeg høre hende tænke: Du skal sige nej! Åh, vil du ikke nok sige nej?

Drina ser fra mig til Damen og tilbage igen. ”Bilen venter,” siger hun blidt.

Jeg vender mig mod ham, og mit hjerte krymper sig, da jeg ser, hvor svært han har ved at bestemme sig. Så rømmer jeg mig og tvinger mig selv til at sige: ”Du kan tage med, hvis du har lyst. Jeg er nødt til at blive. Jeg kan ligesom ikke forlade mit eget selskab.”

Så ler jeg, prøver på at lyde glad og afslappet, skønt sandheden er, at jeg dårligt nok kan få vejret.

Drinas øjenbryn er højt hævede over det hovne blik, hun sender os, og kun et kort glimt af forbløffelse farer over hendes ansigt, da Damen ryster på hovedet og tager min hånd i stedet for hendes.

”Det var en fornøjelse at hilse på dig, Ever,” siger Drina og stopper op et øjeblik, før hun sætter sig ind i limousinen. ”Jeg er sikker på, at vi ses igen.”

Jeg ser dem køre ud ad indkørslen, så vender jeg mig mod Damen og siger: ”Hvem bliver så den næste? Stacia, Honor – eller Craig?”

Og i samme øjeblik ordene er ude, skammer jeg mig over at have sagt det, over at have vist, at jeg bare er en lille selvoptaget, jaloux møgtøs. Det burde jo ikke være nogen overraskelse for mig.

Damen er en casanova. Mere indviklet er det ikke.

Og i aften var det så bare min tur.

”Ever,” siger han og lader sin tommelfinger glide hen over min kind.

Og lige da jeg skal til at trække mig tilbage fra ham, aldeles uinteresseret i hans forklaringer, ser han på mig og hvisker: ”Jeg må nok også hellere gå nu.”

Jeg ser dybt ind i hans øjne. Min forstand accepterer den sandhed, mit hjerte ikke vil forstå – at han ikke fuldførte den sætning, han lige sagde. Jeg må hellere gå – så jeg kan indhente hende.

”Jamen så tak for besøget,” siger jeg omsider og lyder ikke som en kommende kæreste, men mere som en servitrice hen mod enden af en usædvanlig lang vagt.

Men han smiler bare og løfter fjeren fra min paryk. Han lader den strejfe min hals, inden han prikker mig på næsen med den og siger: ”Souvenir?”

Og jeg når dårligt nok at reagere, før han har sat sig ind i sin bil og er på vej væk.

Jeg synker sammen på trappen, gemmer hovedet i hænderne, så parykken vakler faretruende, og ønsker bare, at jeg kunne forsvinde, gå tilbage i tiden og begynde forfra. Jeg skulle aldrig have givet ham lov til at kysse mig. Jeg skulle aldrig have inviteret ham ind …

”Nå, dér er du!” Sabine griber fat i min arm og hjælper mig på benene. ”Jeg har ledt efter dig alle vegne. Jeg har lige overtalt Ava til at blive lidt længere, så du også kan nå at blive spået.”

”Jamen jeg vil ikke spås,” siger jeg til hende.

Jeg vil ikke fornærme hende, men jeg vil heller ikke tale med Ava. Det eneste, jeg vil lige nu, er at komme op på mit værelse, slippe af med parykken og få mig en lang, drømmeløs søvn.

Men Sabine har været i gang med Halloween-punchen og er for fuld til at høre efter. Hun tager bare fat i min hånd og fører mig ind i kammeret, hvor Ava venter.

”Hej, Ever.” smiler hun, da jeg lander på stolen, griber fat i bordkanten og venter på, at Sabines berusende energi skal dampe af.

”Bare giv dig god tid,” siger hun og smiler til mig.

Jeg ser træt på tarotkortene på bordet foran mig. ”Det er altså ikke noget personligt, men jeg vil helst være fri,” siger jeg og møder hendes blik kort, før jeg ser ned.

”Jamen så springer vi bare den tydning over,” siger hun, mens hun samler kortene sammen og begynder at blande dem. ”Hvad siger du til, at vi bare lader, som om vi kigger på kortene, for at glæde din tante? Hun bekymrer sig om dig. Spekulerer på, om det nu også er det rigtige, hun gør – for meget frihed, for lidt frihed …” Hun ser på mig. ”Hvad synes du?”

Jeg ser til siden og trækker på skuldrene. Det der skal man ikke være clairvoyant for at gennemskue.

”Hun skal jo giftes …”

Jeg ser op, forskrækket, og møder hendes blik.

”Men hverken i dag eller i morgen,” ler hun. ”Der er ikke noget at være bange for.”

”Hvad skulle jeg være bange for?” Jeg rykker mig lidt i stolen og ser, hvordan hun deler kortbunken i to og lægger kortene ud i en halvcirkel på bordet.

”Hvis bare Sabine er glad, så er jeg glad. Og hvis det er det, der skal til …”

”Ja, selvfølgelig. Men du har allerede oplevet så mange forandringer det sidste års tid, har du ikke? Forandringer, som du stadig prøver på at vænne dig til. Og det er ikke så nemt, vel?” Hun ser på mig.

Jeg svarer ikke. Hvorfor skulle jeg? Hun har endnu ikke sagt noget, der var specielt sindsoprivende eller indsigtsfuldt. Livet er fuldt af forandringer. Ja, og hvad så? Er det ikke ligesom det, der er meningen? At man skal vokse og gennemgå forandringer og se at komme videre? Og det er ikke ligefrem, fordi Sabine er særlig gådefuld. Hun er ukompliceret og ikke svær at gennemskue.

”Og hvordan håndterer du så din gave?” spørger Ava, mens hun vender et par kort og lader resten blive liggende med bagsiden op.

”Min hvad?” Jeg stirrer på hende og spørger mig selv, hvor i alverden hun vil hen med det.

”Din paranormale gave.” Hun smiler og nikker, som om det var en fastslået kendsgerning.

”Jeg forstår ikke, hvad du mener.” Jeg presser læberne sammen og ser mig omkring. Miles og Eric danser med Sabine og hendes date. Og Riley, men det ved de ikke.

”Til at begynde med er det ikke nemt,” nikker hun. ”Det ved jeg alt om. Jeg var den første, der vidste, at min bedstemor var død. Hun kom lige ind i soveværelset, stod ved fodenden af min seng og vinkede farvel. Jeg var kun fire dengang, så du kan nok forestille dig, hvordan far og mor reagerede, da jeg kom løbende ud i køkkenet for at fortælle det.” Hun ryster på hovedet og ler. ”Men du forstår, for du ser dem også, ikke?”

Jeg stirrer på kortene, mine hænder knuger hinanden, jeg siger ikke et ord.

”Det kan føles så overvældende, så isolerende. Men det behøver ikke at være sådan. Du behøver ikke at gemme dig under en hætte og smadre dine trommehinder med musik, du ikke engang kan lide Der er måder at håndtere det på, og jeg vil meget gerne vise dig dem, fordi, Ever, du behøver ikke at leve på den måde.”

Jeg griber fat i bordkanten og rejser mig. Mine ben ryster, jeg er svimmel, min mave rumler. Konen må jo være sindssyg, hvis hun tror, at det, jeg har, er en gave. For det ved jeg, det ikke er. Jeg ved, at det bare er endnu en straf for alt det, jeg har gjort. Alt det, jeg har været årsag til. Det er min helt egen byrde, og den må jeg selv tage mig af. ”Jeg aner ikke, hvad du taler om,” siger jeg til sidst.

Men hun nikker bare og skubber sit visitkort over til mig. ”Når du er parat, så kan du finde mig her.”

Jeg tager hendes kort, men kun fordi Sabine står og ser på os, og jeg ikke vil virke uhøflig. Jeg presser det sammen inde i hånden, til en lille hård og vred kugle.

”Er vi færdige?” Jeg vil bare væk herfra.

”Nej, der er lige en sidste ting,” siger hun og pakker kortene ned i et brunt læderetui. ”Jeg er lidt bekymret for din lillesøster. Jeg tror, det er ved at være på tide, at hun kommer videre. Hvad synes du?”

Der sidder hun og ser på mig. Åh, hvor ved hun bare alt om mig. Og hun er klar til at dømme mig, selv om hun slet ikke kender mig.

”Hvis det kan interessere dig, så er Riley kommet videre! Hun er død!” hvisker jeg og lader hendes sammenkrøllede visitkort falde ned på bordet, ligeglad med, hvem der ser det.

Men hun smiler bare og siger: ”Ah, du ved vist godt, hvad jeg mener.”