fjorten

Den nat, længe efter at festen var sluttet, og alle gæsterne var gået, lå jeg i min seng og tænkte på Ava. Og på det, hun havde sagt om, at Riley sad fast her, og at det var min skyld.

Jeg havde jo nok hele tiden forestillet mig, at Riley var kommet videre og nu besøgte mig af egen fri vilje. Det er jo ikke mig, der beder hende om at komme rendende hele tiden, så det må være noget, hun selv beslutter. Og når hun ikke er sammen med mig, så fordriver hun vel tiden et eller andet sted i himlen, går jeg ud fra. Og selv om jeg godt ved, at Ava kun er ude på at hjælpe mig og være en slags parapsykologisk storesøster for mig, så ved hun ikke, at jeg ikke vil have hendes hjælp. For uanset hvor meget jeg ville ønske, at alting kunne blive, som det var før, så ved jeg også, at dette er min straf. Denne forfærdelige ”gave” er, hvad jeg har fortjent for al den skade, jeg har forvoldt, for de liv, jeg forkortede. Og nu må jeg bare leve med den – og prøve på at lade være med at skade flere.

Da jeg omsider faldt i søvn, drømte jeg om Damen. Og det hele føltes så stærkt og så intenst, at jeg troede, det var virkeligt. Men da det blev morgen, var der ikke andet tilbage end løsrevne stumper, skiftende billeder uden begyndelse eller ende. Det eneste, jeg kunne huske tydeligt, var, at vi løb sammen gennem en iskold kløft, hvor der blæste en voldsom vind, og vi løb hen imod noget, som jeg ikke rigtig kunne se.

”Hvad er der med dig? Hvad er du sur over?”

Riley sidder på hug på kanten af min seng, iført et Zorrokostume magen til det, Eric havde på til festen.

”Halloween er forbi,” siger jeg og kigger demonstrativt på den sorte læderpisk, hun slår imod gulvet.

”Det siger du ikke?” Hun vrænger ad mig og fortsætter med at afstraffe gulvtæppet. ”Jeg kan lide kostumet, hvad galt er der i det? Måske har jeg lyst til at klæde mig ud hver eneste dag.”

Jeg læner mig ind mod spejlet og sætter de små diamantstikker i ørerne, og samler håret i en hestehale.

”Skal du blive ved med at gå i det kluns?” Rileys næse krøller i afsky. ”Har du ikke lige anskaffet dig en kæreste?”

Hun slipper pisken og snupper min iPod, og med rappe fingre gennemsøger hun min spilleliste.

Jeg vender mig om. Gad vide, hvad hun egentlig så?

”Nå, det har du allerede glemt? Festen? Ude ved poolen? Eller det var måske bare en gang heavy petting?”

Jeg stirrer forbløffet på hende, mens mit ansigt bliver ildrødt. ”Du ved ikke en skid om heavy petting! Du er tolv år! Og hvad fanden bilder du dig ind at udspionere mig?”

Hun ruller med øjnene. ”Som om jeg gider spilde min tid med at udspionere dig, når jeg kan se noget, der er så meget bedre. Men jeg kan fortælle dig, at jeg tilfældigvis kom ud i haven lige i det øjeblik, du pløjede tungen ned i halsen på ham Damen-fyren. Og det ville jeg faktisk helst have været fri for at se.”

Jeg ryster på hovedet og ransager kommodeskuffen – lader min vrede gå ud over sweaterne.

”Ja, jeg beklager meget, men jeg tror ikke lige, han er min kæreste. Jeg har ikke talt med ham siden,” siger jeg og hader min mave for måden, den trak sig sammen på, da jeg sagde det. Så griber jeg en ren, grå sweater og hiver den over hovedet, så hestehalen bliver helt ødelagt.

”Jeg kan udspionere ham for dig. Eller hjemsøge ham,” siger hun og smiler.

Jeg ser på hende og sukker. En del af mig har lyst til at sige ja, mens den anden del godt ved, at jeg bare skal komme videre og glemme, at det overhovedet skete.

”Bland dig udenom, okay?” siger jeg til sidst. ”Jeg vil gerne have bare én normal high school-oplevelse, hvis ikke det gør noget?”

”Okay.” Hun trækker på skuldrene og kaster iPod’en over til mig. ”Men bare lige så du ved det: Brandon er fri på markedet igen.”

Jeg griber en stak bøger og propper dem i rygsækken, forundret over at jeg ikke fik det spor bedre af den oplysning.

”Jep. Rachel droppede ham til Halloween, efter hun havde overrasket ham i intim nærkamp med en Playboy-bunny. Bortset fra at det ikke var en rigtig Playboy-bunny, det var bare Heather Watson, der var klædt ud.”

”Heather Watson?! Nej, det er løgn!” Jeg prøver at se det for mig, men det hænger slet ikke sammen.

”På spejderære. Du skulle se hende, hun har tabt 10 kilo, smidt nakkebøjlen, fået håret glattet, og hun ligner overhovedet ikke sig selv mere. Desværre opfører hun sig heller ikke som sig selv mere. Hun er noget af en bitch,” hvisker hun og vender så tilbage til gulvpiskningen, mens jeg lader nyheden synke ind.

”Det er altså forkert at udspionere andre mennesker,” siger jeg, mere bekymret for mig selv end for gamle venner. ”Synes du ikke selv, det er lidt groft?” Jeg slynger rygsækken over skulderen og går hen mod døren.

Riley griner. ”Årh, hold dog op. Det er da godt at følge lidt med i, hvad gamle venner går og laver.”

”Kommer du, eller kommer du ikke?”

”Jeg kommer! Og helle for at sidde på forsædet!” Hun smutter forbi mig og op på gelænderet – kurer hele vejen ned, med den sorte Zorro-kappe flagrende bag sig.

Miles står uden for sit hus og venter, hans tommelfingre arbejder febrilsk på hans mobil. ”Lige … et … sekund … sådan!” Han smutter ind på forsædet og ser granskende på mig.

”Og nu … skal du fortælle mig det hele! Fra start til slut! Og jeg vil have alle de svedige detaljer med!”

”Hvad snakker du om?” siger jeg, mens jeg bakker ud ad indkørslen og sender Riley et advarende blik. Hun sidder på Miles’ knæ og morer sig med at puste ham i ansigtet, mens han roder med bilens aircondition.

Han vender sig mod mig og ryster opgivende på hovedet. ”Hallo-o? Damen? Jeg har ellers hørt, at I puttede i månelyset, gramsede ved poolen, var uartige under sølvmånens …”

”Hvor vil du hen med alt det der?” Jeg kender allerede svaret, men håber, at jeg kan stoppe ham.

”Nyheden er ude, så det nytter ikke at benægte det. Jeg ville have ringet til dig i går, men daddy konfiskerede min mobil og slæbte mig med til baseballtræning, så han kunne stå der og se mig svinge battet som en pige.” Han griner. ”Åh, du skulle have set mig gøre et stort nummer ud af min uduelighed, og han var rædselsslagen! Men så kan han måske lære det. Men nok om mig og tilbage til dig. Kan vi så få nogle bekendelser på bordet?!”

Han vender sig mod mig og nikker opfordrende. ”Var det lige så vidunderligt, som vi alle sammen har drømt om, eller hvad?”

Jeg trækker på skuldrene og sender Riley et advarende blik med budskabet: Nu stopper du – eller forsvinder! Så svarer jeg omsider: ”Der er ikke noget at fortælle.”

”Det er ikke, hvad jeg har hørt. Haven sagde …”

Jeg presser læberne sammen og ryster på hovedet. At jeg allerede ved, hvad Haven sagde, betyder ikke nødvendigvis, at jeg har lyst til at høre det gentaget. Så jeg afbryder ham.

”Okay så. Vi kyssede. Men kun én gang.”

Jeg kan mærke, at han ser på mig. Øjenbrynene er hævede, og smilet er skeptisk.

”Nå ja, måske to gange. Det var jo ikke, fordi jeg holdt regnskab.” Jeg mumler, bliver rød i kinderne, får svedige hænder, øjnene flakker, jeg er fuld af løgn og håber, at han ikke opdager det. For sandheden er, at jeg har genkaldt mig det kys i alle detaljer så mange gange, at det er som tatoveret i min hjerne.

”Og så?” siger han bare.

”Og så … ikke mere.” Jeg kaster et blik på ham, og til min lettelse er Riley forsvundet.

”Han har ikke ringet? Eller sms’et? Eller e-mailet? Eller været på eftermiddagsvisit?” Miles gisper. Han er synligt chokeret og overvejer i ekspresfart, hvad det her betyder, ikke bare for mig, men for hele vores lille klikes fremtid.

Jeg ryster på hovedet og ser lige frem, vred på mig selv over, at jeg ikke håndterer situationen bedre, forbitret over, at min hals bliver tør, og det svier i mine øjne.

”Jamen hvad sagde han? Da han forlod selskabet, mener jeg. Hvad var hans allersidste ord?” Miles er fast besluttet på at finde et glimt af håb i det øde og gustne landskab.

Jeg svinger til venstre i lyskrydset og mindes vores underlige og bratte farvel i døren. Så vender jeg mig mod Miles, synker en klump og siger: ”Han sagde souvenir?”

I samme øjeblik jeg har sagt det, ved jeg, at det er et rigtig dårligt tegn.

Man tager ikke en souvenir med hjem fra et sted, man har tænkt sig at besøge ofte.

Miles ser skrækslagen på mig. Hans blik udtrykker de ord, han ikke kan få over sine læber.

”Ja, hvad gi’r du?” siger jeg og svinger ind på skolens parkeringsplads.

Selv om jeg er fast besluttet på ikke at tænke på ham, bliver jeg alligevel skuffet, da Damen ikke dukker op til engelsk. Hvilket selvfølgelig får mig til at tænke endnu mere på ham, indtil det nærmest ligner en besættelse.

Jeg mener, bare fordi det føltes som andet og mere end tilfældigt kysseri i buskadset, er det jo ikke sikkert, at han oplevede det på samme måde. Og selv om det føltes ægte og ubeskriveligt stærkt på mig, så kan hans opfattelse af det sagtens være en anden. For ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke slette mit indre billede af ham og Drina sammen – den perfekte grev Fersen med den yndige Marie. Og mig stående på sidelinjen, svedig og overvægtig, som verdens største wannabe.

Jeg skal lige til at tænde for iPod’en, da Stacia og Damen vælter ind ad døren, skulder ved skulder, leende og smilende, hun med to hvide roser i den ene hånd.

Og da han efterlader Stacia på hendes plads og kommer over til mig, roder jeg så meget i mine papirer, at jeg slet ikke får øje på ham.

”Hej,” siger han og glider ind på sin plads. Han opfører sig, som om alt er normalt. Som om det ikke er mindre end otteogfyrre timer siden, at han misbrugte en uskyldig pige og stak af bagefter.

Jeg anbringer en hånd under hagen og tvinger mig selv til at gabe, som om jeg er udmattet af en masse aktiviteter, han slet ikke kan forestille sig, og jeg tegner afslappede kruseduller på et stykke kladdepapir med en hånd, der ryster så meget, at jeg taber pennen på gulvet, og da jeg retter mig op igen efter at have samlet den op, ligger der en rød tulipan på mit bord.

”Hvad er nu det? Er du løbet tør for hvide roser?” siger jeg, mens jeg bladrer gennem en masse bøger og papirer, som om jeg virkelig har vigtigere ting at tage mig til.

”Jeg kunne aldrig finde på at give dig en rose,” siger han, mens hans øjne prøver at fange mine.

Men jeg nægter at møde hans blik, nægter at lade mig suge ind i hans lille sadistiske leg. Jeg tager bare fat i min taske og lader, som om jeg leder efter noget i den, og bander ham langt væk, da jeg opdager, at den er fyldt med tulipaner.

”Den eneste blomst, der passer til dig, er tulipanen – og den skal være rød,” smiler han.

”Ih, hvor kan jeg bare sagtens,” mumler jeg og lader tasken falde ned på gulvet, inden jeg skubber mig så langt væk på sædet som muligt. Jeg har ingen anelse om, hvad noget af det betyder.

Da jeg nærmer mig vores frokostbord, sveder jeg over det hele. Jeg er spændt på, om Damen vil være der, og om Haven vil være der – for selv om jeg hverken har set hende eller talt med hende siden lørdag aften, så tør jeg vædde på, at hun stadig hader mig. Og selv om jeg har tilbragt hele kemitimen med at udtænke en forsvarstale, så er det hele væk i samme sekund, jeg ser hende.

”Næh, hvem har vi så her?” siger Haven, da hun får øje på mig.

Jeg sætter mig ved siden af Miles, som har alt for travlt med at sms’e til at bemærke min tilstedeværelse, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg skal til at finde mig nogle andre venner – selv om jeg ikke ved, hvor jeg skulle finde dem.

”Jeg prøvede lige på at fortælle Miles, hvad han gik glip af på Nocturne, men han har åbenbart i sinde at ignorere mig,” knurrer hun.

”Ja, fordi du tvang mig til at høre om det i hele historietimen, og så var du ikke engang færdig, så du fik mig også til at komme for sent til spansk.” Han ryster på hovedet og fortsætter med at tromme på tastaturet.

Haven trækker på skuldrene. ”Du er bare misundelig, fordi du ikke var med.” Så vender hun sig mod mig og begynder at trække i land. ”Ja, det var jo ikke, fordi der var noget i vejen med din fest, den var totalt cool. Men det var jo ikke lige min stil, det forstår du godt, ikke?”

Jeg tørrer mit æble af i ærmet og trækker på skuldrene. Jeg har ikke lyst til at høre mere, hverken om Nocturne, hendes stil eller Drina. Men da jeg omsider vender mig mod hende, ser jeg til min forbløffelse, at de gule kontaktlinser er droppet til fordel for et par splinternye grønne.

En grøn farve, der er så velkendt, at jeg mister vejret ved synet.

En grøn, der kun kan beskrives som … Drina-grøn.

”Du skulle have set det. Der var en lang kø udenfor, men lige så snart de fik øje på Drina, så lod de os slippe ind. Vi skulle ikke engang betale! Ikke for noget som helst. Hele natten var på husets regning. Og jeg sov hos hende. Hun bor i en fantastisk suite på St. Regis, indtil hun finder noget mere permanent at bo i. Du skulle have set det: Havudsigt, jacuzzi, en sej minibar. Det hele!” Hun ser på mig med smaragdgrønne øjne, der er store af begejstring. Men jeg er ikke i stand til at levere den entusiastiske reaktion, hun forventer.

I stedet presser jeg læberne sammen og iagttager resten af hendes fremtoning. Hendes eyeliner er blødere, mere røgfarvet, mere ligesom Drinas. Og hendes blodrøde læbestift er udskiftet med en mere lys, mere rosa, mere Drina-agtig nuance. Selv håret, som hun har glattet, så længe jeg har kendt hende, er nu blødt og bølget og sat ligesom Drinas. Og hendes kjole er af silke og figursyet i klassisk stil og ligner noget, Drina kunne finde på at tage på.

”Og hvor er Damen så henne?” spørger hun, som om det er noget, jeg forventes at vide.

Jeg tager en bid af mit æble og trækker på skuldrene.

”Hvad er der sket? Var I ikke blevet kærester?” spørger hun. Hvorfor fanden kan hun ikke bare lade det ligge?

Før jeg kan nå at svare, ser Miles op fra sin mobil og sender hende blikket. Det, der kan oversættes direkte til Fortsæt kun med største forsigtighed.

Hun ser fra Miles til mig. Så ryster hun opgivende på hovedet og sukker. ”Det må I også selv om. Du skal bare vide, at jeg er helt cool med det alt sammen. Så ingen dårlige vibes, vel? Og så må du undskylde, hvis jeg var lidt ond.” Hun trækker på skuldrene. ”Men det er jeg helt ude over nu. Det sværger jeg. Kom med lillefingeren.”

Modvilligt krummer jeg min lillefinger om hendes og får hele hendes tankeverden lige i hovedet. Og til min store forbløffelse ser jeg, at hun mente det, hun lige sagde. Det er ikke mange døgn siden, hun udnævnte mig til fjende nummer ét, men nu er hun åbenbart ligeglad, selv om jeg ikke begriber hvorfor.

”Haven …” begynder jeg, stadig ikke helt sikker på, om jeg skal fortsætte, men så tænker jeg: Nå, hvad fanden, hvad har jeg at miste?

Hun ser på mig, smiler, venter.

”Jeg tænkte på at, da I var på Nocturne … så I da noget til … Damen?” Jeg presser læberne sammen og venter, kan godt mærke det blik, Miles sender mig, men Haven ser bare på mig, tydeligvis forbløffet. ”Ja, fordi han … han tog af sted lige efter jer, så jeg tænkte, at måske …”

Hun ryster på hovedet og trækker på skuldrene. ”Nul, vi så ikke skyggen af ham.” Hun slikker en smule glasur af læben.

Og selv om jeg burde vide bedre, så vælger jeg netop dét øjeblik til at foretage en visuel rejse fra den ene ende af kantinens hakkeorden til den anden. Den hakkeorden, der følger alfabetet og begynder med vores usle Bord Z og arbejder sig helt op til Bord A. Det, der interesserer mig mest, er, om Stacia og Damen muntrer sig i en eng fuld af roser eller måske har gang i andre aktiviteter, jeg helst vil være fri for at se.

Men selv om alting ser ud til at foregå, som det plejer, så er Bord A helt frit for blomster i dag.

Og det er jo nok, fordi Damen ikke er der.