femten

Jeg er lige faldet i søvn, da Damen ringer. Og selv om jeg har brugt to hele dage på at overbevise mig selv om, at jeg ikke kan lide ham, så overgiver jeg mig, i samme sekund jeg hører hans stemme.

”Er det for sent?”

Jeg kniber øjnene sammen og ser på vækkeurets grønne tal. De siger, at det er for sent, men jeg svarer: ”Nej, det er okay.”

”Sov du?”

”Næsten.” Jeg stabler et par puder op mod sengens hovedgærde og læner mig tilbage.

”Jeg tænkte på, om jeg måtte have lov at kigge forbi?”

Jeg ser på uret igen, men kun for at få bekræftet, at han er sindssyg.

”Det er nok ikke nogen god idé,” siger jeg, og der bliver stille i telefonen så længe, at jeg er sikker på, at han har lagt på.

”Jeg er ked af, at jeg ikke fik fat på dig til frokost,” siger han omsider. ”Og heller ikke til billedkunst. Jeg tog af sted lige efter engelsk.”

”Hm, okay,” mumler jeg, ikke helt sikker på, hvad jeg skal svare, for vi er jo ikke noget par, så han behøver ikke at stå til regnskab.

”Er du sikker på, at det er for sent?” spørger han med dyb og overbevisende stemme. ”Jeg vil rigtig gerne se dig. Jeg skal nok gå igen med det samme.”

Jeg smiler over denne uventede ændring i magtforholdet og ønsker mig selv til lykke med, at det pludselig er mig, der bestemmer farten. Og siger: ”Jeg vil hellere se dig til engelsk i morgen.”

”Hvad med om jeg kører dig til skole i morgen tidlig?” spørger han, og hans stemme er lige ved at få mig til at glemme alt om Stacia, Drina, hans pludselige tilbagetog, det alt sammen – lade fortid være fortid, begynde helt forfra.

Men jeg er ikke kommet så langt bare for at overgive mig uden modstand. Så jeg tvinger mig selv til at sige: ”Jeg kører altid sammen med Miles, så vi ses bare til engelsk, ikke?” Og for at jeg ikke skal komme til at ombestemme mig, klapper jeg mobilen i og kyler den over i sofaen.

Da Riley kigger ind næste morgen, stiller hun sig foran mig og spørger: ”Er du stadig sur?”

Jeg himler med øjnene.

”Det tolker jeg som et ja,” Hun griner, sætter sig på kommoden og trommer med hælene mod skufferne.

”Og hvem er du så klædt ud som i dag?” Jeg smider en stak bøger i tasken og kaster et blik på hende. Stort skørt, stramt kjoleliv og bølgende, brunt hår.

”Elizabeth Swann,” smiler hun.

Jeg kniber øjnene sammen, prøver på at huske. ”Pirates of the Caribbean?”

”Ej, hvor er du dygtig.” Hun gør sig skeløjet og stikker tungen ud af munden. ”Og hvordan går det så med dig og grev Fersen?”

Jeg svinger rygsækken op på den ene skulder og går hen mod døren, fast besluttet på at ignorere hendes spørgsmål. ”Kommer du?”

Hun ryster på hovedet. ”Ikke i dag. Jeg har en aftale.”

Jeg læner mig mod dørkarmen og ser skeptisk på hende. ”Hvad mener du med aftale?”

Men hun ryster bare på hovedet og hopper ned fra kommoden. ”Det skal du slet ikke bryde dit kønne, lille hoved med.” Hun griner og går lige ind i væggen og forsvinder.

Miles var for sent på den, så lige pludselig var jeg også for sent på den, og da vi ankommer til skolen, er parkeringspladsen fyldt helt op. Med undtagelse af den allerbedste og mest populære bås.

Den helt nede i bunden.

Den, der er lige ved indgangen.

Den, der tilfældigvis er lige ved siden af Damens.

”Hvordan gjorde du dét?” spørger Miles, på vej ud af min lille, røde bil, og kigger på Damen, som om han var verdens mest sexede tryllekunstner.

”Gjorde hvad?” svarer Damen, mens han kigger på mig.

”Scorede den plads der. Du må da have været her så tidligt, at skoleåret ikke engang var begyndt!”

Damen ler. Han prøver at fange mit blik, men jeg nikker bare til ham, som om han var mit postbud og ikke den fyr, jeg har været besat af, siden jeg så ham første gang,

”Klokken er mange,” siger jeg og skynder mig gennem porten. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men da jeg når frem til klassen, er han allerede på vej ind.

Med fuldt overlæg sparker jeg til Stacias taske, idet hun kigger op og siger: ”Hej, Damen. Skal jeg ikke have nogen rose i dag?”

Men jeg fortryder det, da jeg hører ham svare: ”Nej, ikke i dag. Beklager.”

Han lander på sin stol og ser fornøjet på mig. ”Der er vist en, der er i dårligt humør,” ler han.

Men jeg trækker bare på skuldrene og stiller rygsækken ned på gulvet.

”Hvorfor har du så travlt? Mr. Robins kommer ikke i dag.”

Jeg vender mig mod ham. ”Hvorfra ved du …” men så stopper jeg. Jeg mener, hvordan kan Damen på nogen måde vide det, jeg ved – at mr. Robins sidder derhjemme med tømmermænd og sørger over konen og datteren, som er flyttet fra ham?

”Jeg mødte vikaren, mens jeg ventede på dig,” smiler han. ”Hun så lidt fortabt ud, så jeg viste hende vej til lærerværelset, men hun var så forvirret, at hun sikkert ender i fysiklokalet.”

Og i samme sekund han siger det, ved jeg, at det passer, for jeg ser hende gå ind i en forkert klasse, som hun tror er vores.

”Fortæl mig så, hvormed jeg har vakt dit mishag,”

Jeg kommer til at kigge på Stacia og Honor, som sidder og ser ondt og hovedrystende på mig.

”Tag dig ikke af dem, de er idioter,” hvisker Damen og lægger sin hånd på min. ”Jeg er ked af, at jeg har måttet svigte dig. Jeg har haft besøg, så jeg har måttet holde mig hjemme.”

”Er det Drina, du mener?” Jeg krymper mig, da jeg selv hører, hvor jaloux og forurettet jeg lyder. Hvorfor kan jeg ikke bare være cool og lade, som om jeg slet ikke har bemærket, hvordan alting ændrede sig, da hun dukkede op? Men det er selvfølgelig, fordi jeg er mere paranoid end naiv.

”Ever …” begynder han.

Men nu da jeg er begyndt, kan jeg lige så godt fortsætte. ”Har du set Haven? Hun ligner en discount-Drina. Klæder sig som hende, opfører sig som hende og har endda fået samme øjenfarve. Ja, bare vent, til du ser hende.”

Jeg glor på ham, som om det var hans ansvar, men i det øjeblik, vores øjne mødes, er jeg fortryllet igen – som et bøjet søm foran hans uimodståelige magnet.

Han trækker vejret dybt, inden han ryster på hovedet og siger: ”Det er ikke sådan, som du tror, Ever.”

Jeg rykker lidt væk fra ham og presser læberne sammen. Du ved ikke en skid om, hvad jeg tror.

”Må jeg ikke have lov at gøre det godt igen? Giv mig lov til at invitere dig ud – til et ganske særligt sted, måske?”

Min hud mærker varmen fra hans blik, men jeg tør ikke se ham i øjnene. Han skal undre sig, han skal tvivle. Jeg vil holde igen, så længe jeg kan.

Så jeg rykker lidt på min stol, kaster et hurtigt blik på ham og siger: ”Det kigger vi på.”

Damen venter uden for klassen, da fjerde times historie er forbi. Jeg går ud fra, at han vil følges med mig til kantinen, så jeg siger: ”Jeg skal lige smide tasken ind i mit skab, så er jeg klar.”

”Det behøver du ikke,” smiler han og tager mig om livet. ”Overraskelsen begynder nu.”

”Overraskelsen?” Og da jeg ser ind i hans øjne, bliver hele verden mindre og mindre, indtil der kun er ham og mig.

Han smiler. ”Jeg tager dig med til et ganske særligt sted, som kan få dig til at tilgive mig mine forseelser.”

”Og hvad så med vores timer? Skal vi bare pjække resten af dagen?” Jeg lægger armene over kors, men det er mest for et syns skyld.

Han ler og læner sig ind mod mig. Hans læber strejfer siden af min hals, mens de former ordet ”ja”.

Og til min forbløffelse svarer jeg med: ”Hvordan?” i stedet for: ”Nej!”

”Bare rolig,” smiler han, da han griber min hånd og fører mig ud gennem porten. ”Sammen med mig vil du altid være i sikkerhed.”