seksten

”Disneyland?” Jeg kravler ud af min bil og stirrer chokeret på ham. Af alle de steder, jeg havde forestillet mig – var det her ikke med på listen.

”De siger, det er verdens sjoveste sted,” Han ler. ”Har du nogensinde været her?”

Jeg ryster langsomt på hovedet.

”Fint. Så kan jeg få lov at vise dig det hele.” Han tager mig under armen og fører mig ind gennem porten, og da vi går ned gennem hovedgaden, prøver jeg på at finde forbindelsen mellem ham og Disneyland. Så glat og perfekt og cool, som han er, passer han ikke lige ind et sted, hvor Mickey Mouse er konge.

”Det er altid bedst midt i ugen, når her ikke er så mange mennesker,” siger han og krydser gaden. ”Kom, jeg skal vise dig New Orleans. Det er mit yndlingssted.”

”Kommer du her så tit, at du har et yndlingssted?” Jeg stopper op midt på gaden og stirrer forbløffet på ham. ”Jeg troede, du lige var flyttet hertil?

Han ler. ”Det er jeg da også. Men det forhindrer mig ikke i at have været her før,” siger han og trækker mig hen mod spøgelsestoget.

Efter spøgelsestoget besøger vi Pirates of the Caribbean, og da turen er færdig, spørger han: ”Hvad kunne du så bedst lide af de to?”

”Øh, Pirates,” Jeg nikker. ”Tror jeg nok.”

Han ser på mig.

”Jamen de var jo ret underholdende, begge to,” siger jeg med et skuldertræk. ”Men Pirates har Johnny Depp, og det er jo lidt unfair, ikke?”

Han hæver det ene øjenbryn. ”Johnny Depp? Er det ham, jeg er oppe imod?”

Jeg trækker på skuldrene og nyder synet af hans mørke jeans, hans sorte, langærmede t-shirt, og så de støvler …! Jeg kan ikke lige komme i tanker om nogen Hollywood-stjerne, der kan true hans position, men det siger jeg ikke noget om.

”Skal vi tage en tur mere?” Hans øjne lyser af begejstring.

Og det gør vi så. Og så tager vi spøgelsestoget en gang til. Og da vi når til sidste del af turen, der hvor spøgelserne kommer med i vognen, er det lige før, jeg tror, at Riley er dukket op imellem os. Hun griner og vinker og er fuld af fis og ballade. Men det er bare et af Disneys tegnefilm-spøgelser, og jeg kommer i tanke om Rileys aftale og bliver enig med mig selv om, at hun nok har travlt.

Efter endnu en tur lander vi ved et bord med udsigt over vandet på Blue Bayou, som er Pirates-forlystelsens restaurant. Der sidder jeg og nipper til min icetea og siger så: ”Jeg ved tilfældigvis, at Disneyland er meget stort, og at der er flere end to ture, man kan tage. Ture, som ikke har noget at gøre med spøgelser eller pirater.”

”Det har jeg sjovt nok også hørt,” smiler han og spidder en calamari, som han rækker mig. ”Engang var der en tur, der hed Mission to Mars. Der var nogle, der kaldte den Kærlighedstunnelen, fordi der var så mørkt derinde.”

”Er den her stadigvæk?” spørger jeg, og bliver ildrød i hovedet, da det går op for mig, hvor ivrig jeg lød. ”Ja, ikke, fordi jeg har lyst til at prøve den. Jeg var bare nysgerrig.”

Han ser fornøjet på mig. Så ryster han på hovedet og siger: ”Nej, det er længe siden, de lukkede den.”

”Så du plejede at besøge Kærlighedstunnelen, da du var hvad … to år gammel?” Jeg rækker ud efter en fyldt champignon og beder til, at den ikke smager alt for grimt.

”Næh nej, ikke mig,” smiler han. ”Det var skam længe før min tid.”

Normalt ville jeg gøre alt for at undgå et sted som dette. Disneyland summer af de besøgendes løsrevne energier, hvirvlende auraer og tilfældige tanker. Men sammen med Damen er det helt anderledes. Ubesværet og behageligt. For hver gang vi rører ved hinanden, hver gang han taler, så er det, som om der slet ikke er andre end os.

Efter frokosten slentrer vi omkring i parken og prøver alle de hurtige rutsjebaner og undgår alle de våde, eller i det mindste dem, man bliver gennemblødt af. Og da mørket falder på, viser han vej til Torneroseslottet, hvor vi stiller os ved voldgraven og venter på, at fyrværkeriet skal begynde.

”Er jeg tilgivet nu?” spørger han, mens hans arme snor sig om livet på mig, og hans tænder nipper mig i nakken, på halsen, i øret. De pludselige knald, da fyrværkeriet går i gang, synes fjerne og uvirkelige, mens vi trykker vores kroppe mod hinanden, og hans læber nærmer sig mine.

”Se dér,” hvisker han og peger op mod den vidtstrakte nattehimmel, mod en overdådighed af violette sole, gyldne vandfald, springvand af sølv, lyserøde krysantemummer og som den store finale – et dusin røde tulipaner. Og det hele buldrer og brager, så jeg kan mærke cementen vibrere under mine fødder.

Lige et øjeblik – røde tulipaner?

Jeg må bestemt ligne ét stort spørgsmålstegn, da jeg kigger på Damen, men han smiler bare og peger op mod himlen, og selv om konturerne allerede er ved at gå i opløsning, så var det et syn, jeg ikke glemmer lige med det samme.

Han trækker mig ind mod sig og hvisker i mit øre. ”Forestillingen er forbi. Den fede dame har sunget.”

”Er det Klokkeblomst, du kalder fed?” ler jeg, da han tager min hånd og fører an gennem porten og ud til vores biler.

Jeg kravler ind i min Miata og sætter mig til rette. Jeg smiler, da han stikker hovedet ind ad vinduet og siger: ”Du vil komme til at opleve flere dage som denne. Næste gang tager jeg dig med til California Adventure.”

”Jeg synes allerede, det hele er som et eventyr, men hvorfor ikke?” Jeg ler, endnu en gang forundret over, hvordan han kan gætte mine tanker, før jeg kan nå at sætte ord på dem. ”Skal jeg også køre bag dig denne gang?” siger jeg, mens jeg stikker nøglen i og drejer den.

Han ryster på hovedet. ”Lad mig følge efter dig,” smiler han. ”Så kan jeg holde øje med, at du kommer godt hjem.”

Jeg kører ud fra parkeringspladsen, finder motorvejens sydgående spor og sætter kursen mod hjemmet. Og da jeg retter på bakspejlet og får øje på Damen i bilen bag mig, kommer jeg til at smile.

Hey, jeg har en kæreste!

En pragtfuld, sexet, intelligent, charmerende kæreste!

En, som får mig til at føle mig helt normal igen.

En, som får mig til at glemme, at jeg ikke er normal.

Jeg tager min nye trøje op af posen, som ligger på sædet ved siden af mig, og lader fingrene glide hen over Mickey Mouse-applikationen på brystet. Det var Damen, der valgte den til mig.

”Som du kan se, har den ingen hætte,” sagde han og holdt den op foran mig for at tjekke størrelsen.

”Er der noget, du prøver på at fortælle mig?” sagde jeg og fokuserede på ham i spejlet. Jeg spekulerede på, om han virkelig hader min påklædning så meget, som Riley påstår.

Men han trak bare på skuldrene. ”Hvad kan jeg sige? Jeg foretrækker dig hætteløs.”

Jeg smiler, da jeg tænker tilbage på det. Det kys, han gav mig, da vi stod og ventede på at komme til at betale, den varme, dejlige følelse af hans læber mod mine …”

Og da min mobil ringer, kaster jeg et blik i spejlet og ser, at han sidder med sin.

”Hej, smukke,” henånder jeg med dyb og sensuel stemme.

”Glem det,” lyder Havens stemme. ”Jeg er ked af at skuffe dig, men det er såmænd bare mig.

”Okay. Hvad nyt?” spørger jeg, mens jeg blinker af i god tid, så Damen kan se, hvad jeg har tænkt mig.

Men han er der ikke mere.

Mit blik springer frem og tilbage mellem side- og bakspejle, panisk afsøger jeg alle fire vejbaner, men Damen er væk.

”Sig mig, hører du overhovedet efter?” Haven er ikke fornøjet.

”Undskyld, hvad sagde du?” Jeg letter på speederfoden og ser mig over skulderen, prøver at få øje på Damens sorte BMW, men det eneste, jeg ser, er en chauffør i en monsterlastbil, som giver mig fingeren, mens han kører forbi med hornet i bund.

”Jeg sagde, at Evangeline er forsvundet!”

”Hvad mener du med forsvundet?” Jeg tøver, så længe jeg kan, før jeg drejer af mod 133, og Damen er stadig ikke dukket op, selv om jeg er sikker på, at han ikke er kørt forbi mig.

”Jeg har ringet til hendes mobil en masse gange, og hun tager den ikke.”

”Og?” spørger jeg, utålmodig efter at afslutte den uventede samtale, så jeg kan vende tilbage til min egen forsvundne person.

”Og, ikke alene tager hun ikke sin telefon, hun er heller ikke hjemme, og ingen har set hende siden den aften på Nocturne.”

”Hvad mener du?” Jeg tjekker sidespejlene og bakspejlet og ser mig over begge skuldre, men stadig uden resultat. ”Fulgtes I ikke med hende, da I gik?”

”Nej, ikke helt,” siger hun med svag og brødebetynget stemme.

To hornkoncerter og én finger senere giver jeg op. Beslutter mig for at blive færdig med Haven, så jeg kan få ringet til Damen og få opklaret denne her lille misforståelse.

”Hallo!” skråler Haven. ”Altså, hvis du ikke har tid til at høre på mig, så sig dog til. Jeg kan da bare ringe til Miles, hvis det er sådan.”

Jeg tager en dyb indånding og mobiliserer al min tålmodighed.

”Haven, undskyld, okay? Jeg prøver på at køre, og det har jeg lidt travlt med. Og i øvrigt så ved både du og jeg, at Miles er til dramatik i aften, og det var derfor, du ringede til mig.” Jeg manøvrerer mig ud i overhalingsbanen, fast besluttet på at få trykket sømmet i bund og komme hjem så hurtigt som muligt.

”Ja-ja, så siger vi dét,” mumler hun. ”Men i hvert fald, ja, det har jeg så ikke fået sagt endnu, men … altså Drina og mig, vi gik uden hende.”

”Hvad gjorde I?”

”Jamen vi var jo på Nocturne, ikke? Og hun … forsvandt ligesom. Jeg mener, vi ledte over det hele, men vi kunne altså ikke finde hende. Og så tænkte vi, at hun måske havde fundet en fyr – hvilket bestemt ikke var usandsynligt – og … nå ja, så gik vi.”

”Efterlod I hende midt i Los Angeles? Halloween-aften? Når hver eneste galning i byen er på banen?” Og i samme øjeblik jeg har sagt det, kan jeg se det hele for mig: Tre piger i en mørk og snusket bule. Drina tager Haven med ind i VIP-rummet og giver hende en drink med det formål at slippe af med Evangeline. Efter det ser jeg ikke mere, men jeg er sikker på, at der ikke er nogen fyre i farvandet.

”Hvad ville du have, vi skulle gøre? Jeg ved ikke, om du er klar over det, men hun er fyldt atten, så hun kan stort set selv bestemme, hvad hun vil. Og i øvrigt havde Drina sagt, at hun nok skulle holde øje med hende, men hun kunne altså heller ikke finde hende. Hun har det ad helvede til med det. Jeg har lige talt med hende.”

”Har Drina det ad helvede til? Virkelig?” Den har jeg svært ved at tro på. Drina lader ikke til at være typen, der føler noget som helst, og da slet ikke dårlig samvittighed.

”Hvad mener du med dét? Du kender hende ikke engang.”

Jeg kniber munden i og træder speederen i bund. Dels fordi jeg ved, at denne strækning er strisserfri på det her tidspunkt, og dels fordi jeg bare vil give baghjul til Haven, Drina, Evangeline, Damens mystiske forsvinden, det hele!

Men jeg ved jo godt, at det ikke nytter noget, så jeg slipper speederen igen og kommer ned i normal fart.

”Undskyld,” mumler jeg.

”Ja-ja, det skal du ikke tænke på. Jeg har det bare så dårligt med det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

”Har du snakket med hendes forældre?” spørger jeg, selv om jeg lige har mærket svaret.

”Hendes mor er alkoholiker, hun bor et eller andet sted i Arizona, og hendes far stak af, inden hun blev født. Og hendes udlejer er kun ude på at få fjernet hendes ting, så han kan få lejet stedet ud igen. Han har endda meldt hende til politiet, men det lader ikke til, at de gider gøre noget. Hun har det sgu hårdt.”

”Ja, jeg ved det,” sukker jeg og sætter det lange lys på, inden jeg kører ind i kløften.

”Hvad mener du med, at du ved det?”

Ups.

”Nåh, jeg mente bare, at jeg ved, hvordan du må have det.”

Hun sukker dybt. ”Men hvor er du? Hvorfor var du ikke til frokost?”

”Jeg er i Laguna Canyon, på vej hjem fra Disneyland. Der har jeg lige været sammen med Damen.” Mindet får mig til at smile, men kun et øjeblik.

”Nej, det er da løgn!”

”Ja, jeg havde også svært ved at tro på det.” Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken om Damen i Disneyland.

”Nej-nej! Jeg mener, Drina har også været i Disneyland i dag. Hun sagde, at det var så længe siden, og at hun ville se, hvad de havde lavet om på. Er det ikke vildt? Mødte I hende derinde?”

”Øh, nej.” Jeg prøver på at lyde helt normal, på trods af min kværnende mave, mine svedige hænder og en overvældende følelse af rædsel.

”Nå, ikke? Nej, men det er også stort sted, og der er mange mennesker.” Hun ler.

”Ja, mon ikke!” griner jeg. ”Men jeg bliver altså nødt til at løbe nu. Vi ses i morgen, ikke?”

Og før hun kan nå at svare, er jeg kørt ind til siden og er i gang med at finde Damens nummer på opkaldslisten. Og jeg slår meget hårdt på rattet, da jeg ser, at han har hemmeligt nummer.

Skal dét forestille en kæreste? Jeg har ikke hans telefonnummer, og jeg ved ikke engang, hvor han bor.