sytten

Da Damen omsider ringede, sent i aftes (ja, jeg går ud fra, at det var ham, eftersom der stod ”ukendt nummer” på displayet), lod jeg den bare gå direkte på telefonsvareren. Og her til morgen, mens jeg gør mig klar til at komme ud ad døren, sletter jeg beskeden uden at høre den først.

”Er du slet ikke nysgerrig?” spørger Riley, mens hun snurrer rundt på min kontorstol, så hendes tilbagestrøgne hår og Matrix-kostume bliver til et skinnende, sort flimmer.

”Nej.” Jeg kaster et enkelt blik på Mickey Mouse-trøjen, som stadig ligger i sin indkøbspose. Så tager jeg en, han ikke har købt til mig.

”Hvis du havde ladet mig lytte, så kunne jeg have fortalt dig, hvad det handlede om.”

Jeg samler håret i en knude i nakken og stikker en blyant igennem for at holde på det.”

”Nu skal du ikke lade det gå ud over dit hår. Det har da aldrig gjort dig noget!” Hun griner. Men da jeg ikke reagerer, bliver hun alvorlig. ”Jeg fatter ikke, hvorfor du altid skal være så negativ. Du mistede kontakten med ham på motorvejen, og han har glemt at give dig sit telefonnummer. Og hvad så? Er du ikke bare lidt paranoid?”

Jeg ryster på hovedet og vender mig væk. Hun har jo ret. Jeg er negativ. Og paranoid. Og det, der er endnu værre. Jeg er bare en helt almindelig, leverpostejsfarvet, pirrelig, tankelæsende, aurabeskuende original. Men hun ved jo heller ikke, at der er detaljer, jeg ikke gider fortælle hende om.

Som for eksempel at Drina fulgte efter os til Disneyland.

Og at Damen altid forsvinder, når hun er i nærheden.

Jeg vender mig mod Riley og ryster på hovedet over hendes blanke kostume. ”Hvor længe har du egentlig tænkt dig at lege Halloween?”

Hun lægger armene over kors og ser sur ud. ”Lige så længe som det passer mig!”

Og da jeg ser hendes underlæbe bæve, føler jeg mig pludselig som verdens største brokkerøv.

”Sorry, det var dumt sagt. Det er jeg altså ked af.” Jeg smider rygsækken over den ene skulder og tænker på, hvor dejligt det kunne være, hvis mit liv var lidt mindre turbulent.

”Nej, du er ikke!” Hun glor vredt på mig. ”Du er ikke spor ked af det. Det kan man da se.”

”Jo, jeg er, Riley. Og jeg har så lidt lyst til at være uvenner med dig.”

Hun ryster på hovedet og kigger op mod loftet, mens hun bider sig i læben.

”Skal du med?” Jeg er på vej hen mod døren, men hun svarer ikke. Så jeg tager en dyb indånding og siger: ”Kom nu, Riley, du ved, jeg ikke kan tillade mig at komme for sent. Skal du med, eller skal du ikke?”

Hun lukker øjnene og ryster langsomt på hovedet, og da hun ser på mig igen, har hun tårer i øjnene.

”Du skulle hellere være glad for, at jeg overhovedet er her.”

Jeg tager fat i dørhåndtaget, for jeg må virkelig se at komme af sted, men jeg ved også, at jeg ikke kan gå lige nu. Ikke efter det, hun lige har sagt.

”Hvad snakker du om?”

”Om at være her. Om at komme og besøge dig. Jeg kan da bare lade være.”

Jeg ser forskrækket på hende, sådan noget må hun ikke sige. Jeg er blevet så vant til hendes besøg, at jeg slet ikke kan forestille mig, at hun måske hellere ville være et helt andet sted.

”Jamen … Jamen jeg troede, du var glad for at være her?” Lige pludselig er jeg meget tør i halsen, og der er panik i min stemme.

”Jeg er glad for at være her, okay? Men måske er det ikke så godt. Jeg mener, måske er der et andet sted, jeg hellere skulle være. Har du nogensinde tænkt på dét?”

Hun ser på mig, og der er forvirring og smerte i hendes blik. Nu ved jeg, at jeg ikke når i skole til tiden, for jeg kan umuligt gå nu.

”Riley, jeg … Hvad er det, du prøver på at sige?” Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne spole hele morgenen tilbage og begynde forfra.

”Okay. Ava siger …”

”Ava?!” Jeg er fuldstændig rystet.

”Ja, hende den clairvoyante fra Halloween-festen. Hende, der kunne se mig …”

Jeg ryster på hovedet og åbner døren. Så vender jeg mig.

”Jeg er altså ked af at skulle sige det, men Ava er en fupmager. En charlatan. En svindler. Du skal overhovedet ikke høre efter, hvad hun siger. Hun er bindegal!”

Men Riley ser mig bare lige i øjnene, trækker på skuldrene og siger: ”Hun har ellers sagt nogle ret interessante ting.”

Der er så meget smerte og bekymring i hendes stemme, at jeg vil sige hvad som helst for at gøre hende glad igen.

”Hør nu her,” siger jeg og kaster et blik ud ad døren, selv om jeg godt ved, at Sabine for længst er gået. ”Jeg vil ikke høre mere om Ava. Altså, hvis du stadig har lyst til at se hende efter det, jeg lige har sagt, så kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Du skal bare huske på, at Ava ikke kender os. Og hun kan slet ikke tillade sig at dømme os, bare fordi vi kan lide at være sammen. Det kommer overhovedet ikke hende ved. Det er en sag mellem dig og mig.”

Men jeg bliver ked af det, da jeg ser på hende, og hendes underlæbe stadig bæver.

”Jeg er altså nødt til at gå nu. Kommer du, eller kommer du ikke?” hvisker jeg.

Hun ser trodsigt på mig. ”Ikke!”

Så jeg tager en dyb indånding, ryster opgivende på hovedet og knalder døren i bag mig.

Miles var kvik nok til ikke at vente på mig, så jeg kører alene til skolen. Men selv om klokken allerede har ringet, så står Damen der, ved siden af sin bil, i den næstbedste bås, lige ved siden af min.

”Hej,” siger han og kommer hen for at få et kys.

Men jeg tager bare min taske og skynder mig hen mod porten.

”Jeg er ked af, at vi blev væk for hinanden i går. Jeg prøvede på at ringe, men du svarede ikke.” Han er kommet op på siden af mig.

Jeg griber fat i de kolde jernstænger og ryster dem i arrigskab. Men de rokker sig ikke. Jeg lukker øjnene og trykker panden mod porten. Det er for sent, det er håbløst.

”Fik du min besked?”

Jeg slipper jernstængerne og begynder at gå hen mod kontoret. Jeg glæder mig ikke til at stå til regnskab for gårsdagens udeblivelse og denne morgens forsinkelse.

”Hvad er der i vejen?” Han tager min hånd, og velværet breder sig i mig som smeltet lava. ”Havde vi det ikke sjovt i går? Jeg troede, du nød dagen.”

Jeg læner mig mod den lave mur og sukker dybt. Jeg føler mig blød og svag og fuldstændig forsvarsløs.

”Eller lod du bare som om for ikke at gøre mig ked af det?” Hans hånd klemmer min, hans øjne tigger mig om ikke at være vred.

Men lige da jeg skal til at give efter, da jeg næsten har slugt hans madding, slipper jeg hans hånd og vender mig væk. For pludselig kommer det væltende som en flodbølge: Haven, vores telefonsamtale og hans besynderlige forsvinden på motorvejen i aftes.

”Ved du godt, at Drina også var i Disneyland i går?” siger jeg, og jeg kan med det samme høre, hvor smålig jeg lyder. Men nu da jeg har sagt det, kan jeg lige så godt fortsætte. ”Er der noget, jeg burde vide? Noget, som du burde fortælle mig?” Jeg bider tænderne sammen og bereder mig på det værste.

Men han ser bare på mig, ser mig lige i øjnene og siger: ”Jeg er ikke interesseret i Drina. Jeg er kun interesseret i dig.”

Jeg ser ned i jorden, vil så gerne tro på ham, ønsker bare, at det ikke var så svært. Men da han igen tager min hånd, forstår jeg pludselig, at det ikke er svært, for alle mine forbehold forsvinder som dug for solen.

”Og så er det altså nu, du skal sige, at du har det på samme måde med mig,” siger han og ser på mig.

Jeg tøver. Mit hjerte hamrer, så jeg er sikker på, at han må kunne høre det. Men jeg venter for længe, øjeblikket er forsvundet, og han lægger armen om mig og fører mig tilbage til porten.

”Det gør ikke noget,” smiler han. ”Bare giv dig god tid. Der er ikke noget, der haster. Der er ingen udløbsdato.” Han ler. ”Men nu skal vi se at få dig i skole.”

”Vi er nødt til at gå gennem kontoret.” Jeg stopper op og ser undrende på ham. ”Har du glemt, at porten er låst?”

Han ryster på hovedet. ”Porten er ikke låst, Ever.”

”Undskyld, men det er kun et øjeblik siden, jeg prøvede den. Den er låst.”

Han smiler. ”Stoler du ikke på mig?”

Jeg ser på ham.

”Hvad er der at tabe? Nogle få skridt? Et par minutter mere i fraværsprotokollen?”

Jeg ser skiftevis på ham og døren til kontoret. Så ryster jeg på hovedet og følger ham tilbage til porten, som på uforklarlig vis er ulåst.

”Jamen jeg så det selv! Og det gjorde du også!” Jeg vender mig mod ham, fatter ikke, hvordan det er gået til. ”Jeg stod og ruskede i den, og den rokkede sig ikke! Du så det selv!”

Men han kysser mig bare på kinden og skubber mig indenfor. Og han ler, da han siger: ”Du skal ikke være nervøs. Mr. Robins er indisponeret, og vikaren ved ikke, hvad der er opad eller nedad. Du får ingen problemer.

”Skal du ikke med?” spørger jeg, og jeg kan allerede mærke længslen efter ham vokse i mig.

Men han ryster på hovedet. ”Jeg er flyttet hjemmefra. Jeg kan gøre, hvad der passer mig.”

”Jo, men …” Jeg går i stå, da jeg pludselig indser, at hans telefonnummer ikke er det eneste, jeg mangler at få. Faktisk ved jeg stort set intet om fyren. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan i alverden han kan få mig til at føle mig så godt tilpas, så normal, når alt ved ham er alt andet end normalt.

Det er først, da jeg er på vej væk, at det går op for mig, at han stadig skylder mig en forklaring på forsvindingsnummeret på motorvejen.

Men før jeg kan nå at spørge, står han ved siden af mig, tager fat i min hånd og siger: ”Min nabo ringede. Plænevanderen var gået i stykker, og hele forhaven var ved at drukne. Jeg blinkede ad dig, men du havde travlt med at tale i telefon, og så ville jeg ikke forstyrre.”

Jeg ser ned på vores hænder. Nøddebrun og mælkehvid, stærk og skrøbelig. Vi er et underligt par.

”Du må hellere gå. Vi ses efter skoletid, det lover jeg dig.” Han smiler og plukker en rød tulipan bag mit øre.

For det meste prøver jeg på ikke at tænke på mit gamle liv. Jeg prøver på ikke at tænke på vores hus, de venner, jeg havde, min familie, hende, jeg var engang. Men selv om jeg er blevet rimelig skrap til at genkende tegnene – sviende øjne, stakåndethed, den overvældende følelse af tomhed og fortvivlelse – før de når at tage overhånd, så sker det, at det bare rammer mig lige i mellemgulvet uden varsel, uden at jeg kan nå at forberede mig. Og så kan jeg ikke gøre andet end at rulle mig sammen til en kugle og vente på, at det skal holde op igen.

Det kan være ret svært at gøre lige midt i historietimen.

Mens mr. Munoz knevrer løs om Napoleon, snører min hals sig sammen, min mave bliver som en knytnæve, og mine øjne begynder at brænde. Det sker så pludseligt, at jeg bare rejser mig og styrter ud af klassen uden at høre læreren, der råber efter mig eller de andre i klassen, der griner hånligt.

Mit indre føles hult og øde, som en tom skal, på nippet til at bryde sammen. Blændet af tårer, gispende efter luft, farer jeg omkring et hjørne, og ramler ind i Stacia med en sådan kraft, at hun vælter om på gulvet og får revet en flænge i sin kjole.

”Hvad fand…” Med åben mund stirrer hun på sine spredte lemmer og den forrevne kjole. Og så stirrer hun på mig. ”Du har fucking ødelagt den, din lede freak!” Og som bevis stikker hun hele hånden igennem flængen.

Selv om jeg har det rigtig dårligt med at have tromlet hende ned, så er der ikke noget, jeg kan gøre lige nu. Det er lige før, sorgen overvælder mig, og det kan jeg ikke lade hende se.

Jeg prøver på at komme forbi hende, men hun griber fat i min arm og prøver på at komme på benene. Den mørke og triste energi, hun sender ind i mig, er nok til at slå luften ud af mig.

”Det var altså lige en designerkjole, at du ved det!” siger hun, mens hendes fingre klemmer mig så hårdt, at jeg bliver bange for at besvime. ”Og bare vent!” Hun glor på mig og ryster på hovedet. ”Jeg skal nok få ram på dig for det her. Du skal komme til at fortryde, at du nogensinde kom ind på den her skole!”

”Ligesom Kendra?” siger jeg. Pludselig er min usikkerhed forsvundet – sammen med mavepinen.

Hun løsner sit greb en smule, men slipper mig ikke.

Billederne myldrer gennem mit hoved. ”Det var dig, der havde gemt de stoffer i hendes skab, så hun blev smidt ud af skolen. Du sørgede for at undergrave tilliden til hende, så det blev din version af historien, alle troede på.”

Hun slipper min arm og træder et skridt tilbage. Al farve har forladt hendes ansigt, da hun siger: ”Hvem har fortalt dig det? Du gik her ikke engang, da det skete.”

Jeg trækker på skuldrene. Hun har da fuldstændig ret, men kan det ikke være lige meget?

”Og ikke nok med det,” siger jeg og rykker et skridt nærmere. Mit eget indre uvejr er drevet over, min overvældende sorg er kureret af hendes skræmte blik. ”Jeg ved også, at du snyder til prøverne, stjæler fra dine forældre og fra tøjbutikker og fra dine venner – fra hvem som helst. Jeg ved, at du optager dine telefonsamtaler med Honor og gemmer alle hendes e-mails og sms’er, så du eventuelt kan bruge dem imod hende en skønne dag. Og jeg ved, at du flirter med hendes stedfar, hvilket for resten er totalt ulækkert, men det bliver desværre endnu værre. Jeg ved alt om mr. Barnes … Barnum … hvad det nu var, han hed, men altså, ham din historielærer i niende. Ham, du prøvede på at forføre, ikke? Og da han ikke bed på krogen, så prøvede du afpresning i stedet for. Du truede med at fortælle rektor og hans kone, som ventede barn på det tidspunkt …”

Jeg er sikker på, at afskyen lyser ud af mit ansigt lige nu. Tænk, at der overhovedet findes mennesker, der er så gemene og egoistiske.

Men Stacia findes i hvert fald. Og nu står hun der, med store, runde øjne og sitrende læber, chokeret over at få alle sine små beskidte hemmeligheder serveret på den måde. Og i stedet for at få dårlig samvittighed over, at jeg bruger mine evner til at afsløre hende, så nyder jeg at se hende svede og dirre og vride sig. Denne forfærdelige, selvoptagne bitch, som har drillet og hånet og generet mig siden min første dag på skolen. Ja jeg nyder det mere, end jeg kunne forestille mig.

Og nu da kvalmen og sorgen er forsvundet som dug for solen, så synes jeg, at jeg lige så godt kan blive ved.

”Skal jeg fortsætte?” spørger jeg hende. ”For det kan jeg sagtens. Der er nok at tage af, men det ved du jo allerede, ikke?”

Hun går baglæns for at komme væk fra mig, men jeg følger efter. ”Hvad er du for en?” hvisker hun, mens hun febrilsk spejder efter en flugtvej. ”Er du en heks?”

Jeg ler. Indrømmer ikke noget, benægter ikke noget. Jeg vil bare have hende til at tænke sig om en ekstra gang, før hun generer mig igen.

Men pludselig stopper hun op, genfinder sin balance og møder mit blik. ”På den anden side er det jo dit ord mod mit.” Hun griner smørret. ”Og hvem tror du, man vil tro på? Årgangens mest populære pige eller den mest håbløse taber, som nogensinde har gået på skolen?”

Jeg kan godt se hendes pointe.

Hun piller ved hullet i kjolen. Så siger hun: ”Bare hold dig væk fra mig, freak. For ellers skal jeg nok få dig til at fortryde det.”

Og da hun passerer mig, banker hun sin skulder hårdt ind i min, så jeg er ikke i tvivl om, at hun virkelig mener det.

Da jeg ser Haven til frokost, prøver jeg på ikke at glo alt for åbenlyst. Hendes hår er violet, og jeg ved ikke rigtig, om jeg skal nævne det eller ej.

”Du behøver ikke at lade, som om du ikke har set det,” griner hun. ”Jeg ved godt, det ser forfærdeligt ud. I aftes, efter at jeg havde snakket med dig, prøvede jeg på at farve det rødt, sådan rigtig flot kobberrødt ligesom Drina har det, ikke? Men det her var altså, hvad det blev til.”

Hun griber en tot og vrænger ad den. ”Jeg ligner en aubergine! Men heldigvis kun et par timer endnu. For når jeg får fri, så tager Drina mig med på en af L.A.s cooleste saloner, der hvor alle de rige kommer, og man skal booke et helt år i forvejen. Men Drina skaffede mig en tid, bare sådan. Jeg siger dig, hun har forbindelserne i orden. Det er helt utroligt.”

”Hvor er Miles?” afbryder jeg hende, for jeg gider ikke høre mere om Drina, og hvor fantastisk hun er til at møve sig ind foran andre.

”Han har travlt med at øve replikker. Vores lokale amatørteater skal opføre Hairspray, og han håber på at få hovedrollen.”

”Er hovedrollen ikke en pige?” Jeg åbner min mad og finder en halv sandwich, en klase vindruer, en pose chips og flere tulipaner.

Hun trækker på skuldrene. ”Han ville have mig til at prøve, men den slags, det er bare slet ikke mig. Men hvor har du gjort af den høje, mørke og sexede, alias din kæreste?” spørger hun, mens hun folder sin serviet ud, så den kan bruges som dækkeserviet for hendes muffin med jordbærdrys.

Jeg trækker på skuldrene og kommer i tanke om, at jeg stadig ikke har fået hans telefonnummer eller har fundet ud af, hvor han bor.

”Han nyder vel sit frie liv, går jeg ud fra,” siger jeg omsider, mens jeg pakker min sandwich ud og tager en bid. ”Har du hørt noget til Evangeline?”

Hun ryster på hovedet. ”Intet. Men der er noget, jeg skal vise dig.” Hun trækker op i sit ene ærme og viser mig indersiden af sit håndled.

Jeg kniber øjnene lidt sammen, da jeg ser en lille rund, ufærdig tatovering, konturerne af en slange, der æder sin egen hale. Og selv om den ikke er gjort færdig, så er der et kort øjeblik, hvor jeg ser den vride og vende sig, men jeg når kun lige at blinke, så er den igen ubevægelig.

”Hvad er det?” hvisker jeg og føler, hvordan energien, som strømmer fra den, fylder mig med angst, men jeg fatter ikke hvorfor.

”Det skal være en overraskelse. Du får den at se, når den er færdig.” Hun smiler. ”Jeg skulle faktisk slet ikke have vist dig den nu.” Hun trækker ærmet ned igen og ser sig omkring. ”Jeg måtte nemlig love ikke at fortælle det til nogen. Men det er så spændende, og jeg er så dårlig til at holde på hemmeligheder. Især mine egne.”

Jeg ser på hende, prøver på at stille ind på hendes energi, finde en logisk forklaring på, at min mave gør så ondt, som den gør, men uden resultat. ”Lovet hvem? Hvad sker der?” spørger jeg og bemærker, at hendes aura er mørk koksgrå og flosset i kanten hele vejen rundt.

Men hun griner bare og lader, som om hun lukker munden med en lynlås. ”Glem det,” siger hun. ”Du må bare vente.”