atten

Da jeg kommer hjem efter skole, finder jeg en smilende Damen på fortrappen, og hans smil spreder alle skyer og får enhver tvivl til at forsvinde.

”Hvordan kom du forbi portvagten?” spørger jeg, for jeg ved, at det i hvert fald ikke er mig, der har givet ham adgang til området.

”Charme og en dyr bil virker hver gang,” ler han og børster støvet af sin designerjeans-bagdel, inden han følger med mig indenfor. ”Nå, hvordan er din dag gået?”

Jeg trækker på skuldrene. Jeg er ved at bryde den mest fundamentale af alle regler – aldrig lukke en fremmed ind – ikke engang hvis den fremmede skal forestille at være min kæreste.

”Nåh, ligesom de plejer at gå,” siger jeg omsider. ”Vikaren påstod, at vi aldrig ville få hende at se igen, miss Machado påstod, at hun aldrig ville se mig igen …” Jeg ser hen på ham, fristet til at blive ved med at finde på, eftersom han helt tydeligt ikke hører efter. For selv om han nikker, har han et fjernt blik i øjnene.

Jeg går ud i køkkenet, stikker hovedet i køleskabet og råber: ”Hvad med dig? Hvad har du lavet?” Jeg vender mig og tilbyder ham en flaske vand, men han ryster bare på hovedet og tager et nip af sin røde drik.

”Kørte en tur, surfede lidt, ventede på, at skoleklokken skulle ringe, så jeg kunne se dig igen,” smiler han.

”Hvis du var blevet i skolen, så havde du ikke behøvet at vente,” siger jeg.

”Det må jeg se, om jeg kan huske til i morgen,” ler han.

Jeg læner mig op ad køkkenbordet, drejer kapslen på min flaske rundt og rundt, lidt nervøs over at være alene sammen med ham i det her store, tomme hus, for jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.

”Vi kunne sætte os ud ved poolen,” siger jeg til sidst og håber på, at den friske luft og den åbne himmel vil berolige mine nerver.

Men han ryster på hovedet og tager min hånd. ”Jeg vil meget hellere op ovenpå og se dit værelse.”

”Hvorfra ved du, at det er ovenpå?” spørger jeg og ser mistroisk på ham.

Men han ler bare. ”Det plejer det da at være.”

Jeg tøver, kan ikke finde ud af, om jeg skal lade det her ske, eller om jeg skal smide ham ud på en høflig måde.

Men så klemmer han min hånd og siger: ”Kom nu bare. Jeg skal nok lade være med at bide.” Og hans smil er så uimodståeligt, hans berøring så varm og indbydende, at jeg kun har en eneste bekymring, da jeg viser ham op ad trappen: Jeg håber virkelig, at Riley ikke sidder og venter deroppe.

Præcis da vi når toppen af trappen, kommer hun løbende ud af kammeret og råber: ”Undskyld-undskyld-undskyld! Jeg vil bare slet ikke være uvenn… Ups!” Hun står som ramt af lynet og ser fra den ene til den anden med øjne så store som frisbees.

Men jeg fortsætter bare ind på mit værelse, som om jeg slet ikke har set hende, og håber på, at hun vil have situationsfornemmelse nok til at komme igen senere. Meget senere.

”Nå, du har vist ladet tv’et være tændt,” siger Damen og går ind i kammeret, mens jeg ser på Riley. Hun danser af sted ved hans side, mens hun overbeglor ham og vender to meget begejstrede tommelfingre op.

Og selv om jeg med øjnene tigger og beder hende om at skride, så smider hun sig i sofaen og sætter sine fødder mod hans knæ.

Jeg styrter ud på badeværelset, rasende over, at hun ikke kan forstå et hint, at hun ikke bare kan fatte, at hun er én for meget, og at det kun er et spørgsmål om tid, før hun gør et eller andet skørt, som jeg ikke vil kunne forklare. Så hiver jeg trøjen af og tager hele rutinen i ekspresfart, børster tænder med den ene hånd, ruller deodorant på med den anden og spytter i vasken, et sekund før jeg hiver en ren, hvid t-shirt på. Så løsner jeg hestehalen, tværer lidt læbepomade på, snupper et pust parfume og stæser ud og tilbage til kammeret, hvor Riley er travlt optaget af at studere Damens indre øre.

”Du skal se altanen. Udsigten er helt vidunderlig,” siger jeg i et desperat forsøg på at få ham væk fra Riley.

Men han ryster bare på hovedet og siger: ”Senere.” Han klapper på sofaen ved siden af sig, og Riley springer op og jubler.

Jeg ser ham sidde der, uskyldig, uden anelse om, at han ikke har sofaen for sig selv. Sandheden er, at det kolde pust i nakken, det lille stik på knæet, den underlige kilden i øret – alt sammen kom med kærlig hilsen fra min afdøde lillesøster.

”Jeg glemte min vand ude på badeværelset,” siger jeg og sender Riley et blik, der siger, at hun følger med, hvis hun ved, hvad der er godt for hende.

Men Damen rejser sig og siger: ”Nu skal jeg.”

Og jeg ser, hvordan han helt bevidst vælger den ubekvemme vej rundt om sofabordet for at undgå Rileys strittende ben.

Jeg glor på Riley, Riley glor på mig, og i næste øjeblik er hun forsvundet.

”Så er vi klar,” siger Damen. Han kaster flasken hen til mig og bevæger sig frit og afslappet dér, hvor han for et øjeblik siden gik så forsigtigt. Og da han ser mig måbe, smiler han og siger: ”Hvad?”

Men jeg ryster bare på hovedet og stirrer på tv’et, mens jeg fortæller mig selv, at det må have været en tilfældighed. At der overhovedet ikke er nogen mulighed for, at han kan have set hende.

”Gider du godt fortælle mig, hvordan du gør det?”

Vi sidder udenfor, tæt sammen i liggestolen, og har lige fortæret næsten en hel pizza, hvoraf jeg fortærede mest, for Damen spiser som en fotomodel. Pille, pille … flytte lidt rundt på maden … tage en lille bid dér … pille lidt mere. Men for det meste drak han bare af sin egen flaske.

”Gør hvad?” spørger han. Hans arm hænger afslappet omkring mig, hans hage hviler på min skulder.

”Gør alt muligt! Helt ærligt, du læser ikke lektier, men du kan alle svarene. Du samler en pensel op, dypper den i maling, og voila! Du har skabt et Picasso-maleri, som Picasso ikke kunne gøre bedre. Er du håbløs til sport? Pinlig mangel på koordination? Kom nu. Fortæl mig det!”

Han sukker. ”Tjah, jeg har aldrig været særlig god til baseball,” siger han og presser sine læber mod mit øre.

”Men mit fodboldspil er i verdensklasse, og jeg er ret skrap til at surfe, hvis jeg selv skal sige det.”

”Så musik, da? Er du tonedøv?”

”Giv mig en guitar, så skal jeg spille for dig. Eller et klaver, en violin eller en saxofon.”

”Jamen hvad er det så? Alle har noget, de er dårlige til. Fortæl mig, hvad du er dårlig til!”

”Hvorfor vil du vide det?” spørger han og trækker mig ind til sig. ”Hvorfor vil du dog bryde den perfekte illusion, du har af mig?”

”Fordi jeg hader at føle mig så bleg og mager i sammenligning. Der er så meget, jeg er rigtig middelmådig til, og jeg vil så gerne vide, at der også er noget, du ikke er god til. Sig det nu, så får jeg det meget bedre.”

”Du er da ikke middelmådig,” siger han med næsen i mit hår, og hans stemme lyder alt for alvorlig.

Men jeg nægter at give op. Der må være noget at gå efter, noget, der kan gøre ham menneskelig, bare en lille smule.

”Bare en eneste ting, okay? Og hvis du er nødt til at lyve, så tjener det et godt formål – min selvtillid.”

Jeg prøver på at vende rundt, så jeg kan se ham, men han tager bare bedre fat om mig og holder mig fast. Hans læber napper blidt mit øre, og han hvisker: ”Vil du virkelig gerne vide det?”

Jeg nikker. Mit hjerte hamrer vildt, og mit blod er helt elektrisk.

”Kærlighed er jeg virkelig elendig til.”

Jeg stirrer på bålpladsen og spekulerer på, hvad han dog kan have ment. Selv om jeg helt seriøst ville have ham til at svare, så betyder det ikke nødvendigvis, at jeg ville have ham til at svare helt seriøst.

”Kunne du tænke dig at uddybe det?” spørger jeg og ler nervøst. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil høre det. Er lidt bange for, at det har noget at gøre med Drina – et emne, jeg helst vil undgå.

Han presser sig imod mig. Hans åndedrag er dybe og rolige. Han er stille så længe, at jeg begynder at spekulere på, om han overhovedet vil svare. Men det gør han så omsider.

”Jeg ender bare altid med at være … en skuffelse.” Han trækker på skuldrene. Har ikke mere at sige.

”Jamen du er kun sytten.” Jeg gør mig fri af hans arme og vender mig mod ham. Han trækker på skuldrene igen.

”Hvor mange skuffelser kan du have nået?”

Men i stedet for at svare vender han mig rundt igen, sætter munden til mit øre og hvisker: ”Lad os tage en svømmetur.”

Endnu et eksempel på, hvor perfekt Damen er – han har et par badebukser med i bilen.

”Vi er i Californien, så man ved aldrig, hvornår man får brug for dem,” siger han, mens han står på kanten af poolen og smiler til mig. ”Jeg har også en våddragt. Skal jeg hente den?”

”Det kan jeg ikke sige dig.” Jeg vader ned mod den dybe ende, og vandet damper omkring mig. ”Det må du selv finde ud af.”

Han rykker forsigtigt helt hen til kanten og lader, som om han stikker en tå i vandet.

”Det er snyd,” griner jeg. ”Du skal springe ud i det!”

”Må jeg bruge vippen?”

”Ja, til lige hvad du har lyst til,” griner jeg og ser ham udføre et fornemt udspring, som i en perfekt bue sender ham ned under vandet, inden han popper op igen ved siden af mig.

”Fantastisk,” siger han. Hans hår ligger helt glat ind til hovedet nu, hans hud er våd og glinsende, og der hænger bittesmå vanddråber i hans øjenvipper. Og lige da jeg tror, han skal til at kysse mig, dykker han under vandet igen og svømmer væk.

Så jeg tager en dyb indånding, bider hovedet af al skam og følger efter.

”Meget bedre,” siger han og trykker mig ind til sig.

”Er du bange for den dybe ende?” smiler jeg. Jeg kan kun lige nå bunden med tæerne.

”Det var din beklædning, jeg omtalte. Sådan skulle du klæde dig lidt oftere.”

Jeg ser ned ad min hvide krop i den hvide bikini og prøver på ikke at føle mig alt for usikker ved siden af den bronzebrune græske gud, der plasker rundt i min pool.

”Absolut en forbedring i forhold til hættetrøje og jeans.” Han ler.

Jeg presser læberne sammen og ved ikke, hvad jeg skal sige.

”Men der er vel en grund?”

Mystificeret ser jeg på hans ansigt. Måden, han sagde det på, lød, som om der var en dybere mening bag, som om han måske ligefrem vidste, hvorfor jeg klæder mig, som jeg gør.

Han smiler. ”Det beskytter dig tydeligvis mod Stacias og Honors jalousi. De er helt klart ikke glade for konkurrence.” Han skubber mit hår om bag mit øre og aer mig på kinden.

”Konkurrerer vi?” spørger jeg og tænker på hans flirt, roserne, mit sammenstød med Stacia i dag, hendes trussel, som jeg ikke er i tvivl om, hun vil gøre alvor af. Og jeg ser på ham, mens han ser på mig, længere end nogensinde, så længe, at mit humør skifter, og jeg trækker mig væk fra ham.

”Du har aldrig haft nogen konkurrence, Ever,” siger han og følger efter mig. Men jeg dykker og svømmer mod kanten, griber fat og vrikker mig op på det tørre. Jeg ved, at jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå at få sagt noget, for så snart han kommer tæt på, vil alle ordene fordampe.

”Hvordan kan jeg vide noget som helst, når jeg aldrig kan finde ud af, hvor jeg har dig?” siger jeg, med rystende hænder og bævende stemme. Og jeg ønsker bare, at jeg kunne holde op, glemme det, vende tilbage til den dejlige, romantiske aften, vi lige kom fra. Men jeg ved også, at det her skal siges, uanset hvad det kan medføre.

”Jeg mener, det ene øjeblik ser du på mig på den måde … nå ja, den måde du ser på mig på. Og det næste øjeblik er det Stacia, du bestormer.” Jeg presser læberne sammen og venter på, at han skal svare. Han kommer op af poolen og kommer hen imod mig, betagende, våd og glinsende.

Jeg har svært ved at få vejret.

”Ever, jeg …” Han lukker øjnene og sukker dybt. Og da han åbner dem igen, tager han et skridt mere hen imod mig og siger: ”Det har aldrig været min hensigt at gøre dig ked af det. Aldrig nogensinde.”

Han lader sine arme glide rundt om mig og prøver at få mig til at vende mig mod ham. Og da jeg gør det, da jeg endelig giver efter, så ser han mig i øjnene og siger: ”At bedrøve dig har aldrig været mit formål. Og jeg beklager dybt, hvis du har troet, at jeg legede med dine følelser. Som sagt er det ikke noget, jeg er god til.” Han smiler, og hans fingre glider gennem mit våde hår – hvor de finder en rød tulipan.

Jeg stirrer på ham, på hans stærke skuldre, den velformede brystkasse, de spændte mavemuskler og de bare hænder. Ingen ærmer, der kan skjule noget, ingen lommer at gemme noget i. Kun hans prægtige, halvnøgne krop, dryppende våde badebukser, og så den fjollede tulipan i hånden.

”Hvordan gør du det?” spørger jeg med tilbageholdt åndedræt, for jeg er godt klar over, at blomsten ikke voksede ud af mit øre.

”Gør hvad?” smiler han, mens hans arme når hele vejen rundt om livet på mig, og han trækker mig ind til sig.

”Tulipanerne, roserne, alt det dér?” hvisker jeg, mens jeg lader, som om jeg ikke mærker hans hænder mod min hud – ikke mærker, hvordan hans berøring gør mig varm, søvnig og næsten svimmel.

”Det er magi,” smiler han.

Jeg gør mig fri af ham og tager et håndklæde, som jeg pakker omkring mig. ”Hvorfor kan du aldrig være alvorlig?” spørger jeg, mens jeg undrer mig over, hvad det er, jeg har rodet mig ind i, og om der stadig er tid til et tilbagetog.

”Jeg er alvorlig,” mumler han, da han trækker t-shirten over hovedet og samler sine nøgler op, mens jeg står og småfryser i mit fugtige håndklæde. Tavs ser jeg ham gå. Han vinker over skulderen, og hans sidste ord, før han forsvinder i mørket, er: ”Sabine er kommet hjem.”