nitten
Næste morgen, da jeg kører ind på parkeringspladsen, er Damen der ikke. Jeg benytter turen fra bilen til klassen til at give mig selv en peptalk – og berede mig på det værste.
Men da jeg står foran den grønmalede dør, går jeg helt i stå. Jeg kan ikke få mig selv til at række ud og åbne den.
Eftersom mine parapsykiske evner går på standby, så snart Damen er inde i billedet, kan jeg ikke se andet end det mareridt, jeg har inde i hovedet. Det, hvor Damen læner sig op ad Stacias bord, ler og flirter, mens roserne dukker op alle vegne, og jeg sniger mig forbi på vej hen til min plads og mærker hans varme i nakken, da han kaster et enkelt blik efter mig, før han atter giver Stacia sin fulde opmærksomhed.
Og jeg kan bare ikke klare det. Helt seriøst, jeg kan ikke. For selv om Stacia er ond, grusom, forfærdelig og sadistisk, så er hun det på en meget ligefrem måde. Hun er ikke falsk og spiller sød, mens hun går og bagtaler andre. Hendes ubehagelige måde at være på er lige ud ad landevejen.
Og jeg er nærmest lige modsat: paranoid, hemmelighedsfuld, gemmer mig bag solbriller og hættetrøjer og bærer på en byrde, som er tung og ikke spor ukompliceret.
Igen rækker jeg ud efter håndtaget, taler hårdt til mig selv: Det her er for dumt. Har du måske tænkt dig at droppe ud af skolen? Du har kun halvandet år tilbage, så bid tænderne sammen, og gå derind!
Men min hånd begynder at ryste, nægter at adlyde, og lige som jeg skal til at stikke af fra det hele, er der en af drengene, der rømmer sig lige bag mig og siger: ”Har du tænkt dig at åbne den dør eller hvad?” Og inde i sit hoved fortsætter han med: Din fucking freak!
Så jeg tager en dyb indånding, åbner døren og smutter indenfor.
Det føles endnu værre, end jeg forestillede mig, da jeg ser, at Damen ikke er der.
I samme øjeblik jeg træder ind i kantinen, afsøger mit blik samtlige borde. Da jeg har konstateret, at Damen ikke er der, finder jeg vej til min sædvanlige plads. Jeg ankommer samtidig med Haven.
”Nu er det seks dage siden, vi har hørt fra Evangeline,” siger hun og placerer sin muffin på bordet, inden hun sætter sig over for mig.
”Har du prøvet at spørge i anonym-gruppen?” spørger Miles, mens han sætter sig ved siden af mig og knapper sin vitaminvand op.
Haven ser opgivende på ham. ”Ved du, hvad anonym betyder, Miles?”
Miles ser opgivende på hende. ”Det var jo ikke dem, jeg tænkte på. Har hun ikke en vejleder af en slags? Hvad er det, man kalder sådan en – en mentor?”
”Jeg tror du tænker på en sponsor. Og ja, sådan en har hun, og nej, hun har heller ikke hørt noget. Drina synes, jeg overreagerer. Hun siger, jeg gør alt for meget ud af det.”
”Drina? Er hun her stadig?” Miles ser undrende på hende.
Mit blik farer frem og tilbage imellem dem. Der var noget i Miles’ stemme, der gjorde mig urolig, og nu venter jeg på mere. Eftersom alt, hvad der har at gøre med Damen og Drina, er uden for min clairvoyante rækkevidde, er jeg lige så interesseret i svaret, som han er.
”Ja, Miles, hun er flyttet hertil nu. Har du et problem med det?” Hendes øjne bliver smalle.
Miles trækker på skuldrene og tager en hurtig slurk af sin flaske. ”Overhovedet ikke.” Men hans tanker siger noget andet, og hans gule aura bliver mørk og ugennemsigtig, mens han overvejer, om han skal sige, hvad han mener, eller slet ikke sige noget. ”Det er bare fordi …” begynder han.
”Bare hvad?” Hendes øjne er smalle, hendes læber stramme.
”Nå ja …”
Jeg ser intenst på ham. Gør det, Miles, sig det! Drina er selvoptaget og ubehagelig, hun er en dårlig påvirkning, hun stinker langt væk af ballade. Du er ikke den eneste, der kan se det, jeg kan også, så sig det nu – hun er rædsom!
Han tøver, prøver på at sætte ordene sammen. Og jeg holder vejret og venter på at høre dem. Men så sukker han dybt, ryster på hovedet og siger: ”Nej, der var ikke noget.”
Jeg ser på Haven. Raseriet lyser ud af hende, hendes aura flammer op, og dens kanter gnistrer. Der er et voldsomt uvejr på vej, og det forventes at starte om tre, to, en …
”Ja, jeg beklager meget, Miles, men den der, den køber jeg bare slet ikke! Hvis du har noget at sige, så se at få det sagt! Sagomeleme!”
Hendes fingre trommer vredt i bordet, hendes øjne skyder lyn, og hun har helt glemt sin muffin. Og da hun ikke får noget svar, fortsætter hun: ”Så kan det også bare være det samme, Miles. Og det gælder også dig, Ever. Du skal ikke tro, du er uskyldig, bare fordi du ikke siger noget!”
Miles stirrer forvirret og forskrækket på mig, og jeg ved, at jeg burde sige noget, bare et eller andet, gøre et stort nummer ud af at spørge hende, hvad det er, jeg er skyldig i. Men jeg ved det jo allerede. Jeg er skyldig i ikke at kunne lide Drina. I ikke at stole på hende. I at kunne fornemme noget ubehageligt, måske ligefrem ondskabsfuldt. Og i ikke at være god nok til at skjule min mistænksomhed.
Hun ryster på hovedet og skærer tænder. Og det er, som om hun spytter ordene ud imod os: ”I kender hende ikke engang! I kan ikke være bekendt at dømme hende på den måde! Jeg kan tilfældigvis rigtig godt lide Drina. Og bare i den korte tid, jeg har kendt hende, har hun vist sig at være en rigtig god ven. Meget bedre end jer!”
”Det passer fandeme ikke!” råber Miles, mens hans øjne flammer af vrede. ”Det er det værste pis, jeg …”
”Beklager, Miles, det passer! I to tolererer mig, og I hænger ud med mig, men I forstår mig slet ikke på den måde, hun gør. Drina og jeg kan lide de samme ting Vi har de samme interesser. Hun har ikke noget hemmeligt ønske om at lave om på mig, sådan som I har. Hun kan nemlig lide mig, sådan som jeg er!”
”Nå, så er det derfor, du har ændret din stil totalt, siden du mødte hende? Fordi hun kan lide dig, sådan som du er?!”
Haven rejser sig og samler sine ting sammen. Så siger hun: ”Det må du selv om, Miles. Det må I begge to.”
”Og nu, mine damer og herrer, den store, dramatiske udvandring!” knurrer Miles. ”Sig mig, hvad har du egentlig gang i? Jeg spurgte jo bare, om hun stadig var her! Ikke andet! Og nu blæser du det op til det helt store martyrium! Sæt dig for fanden ned, og opfør dig ordentligt!”
Hun ryster på hovedet og griber fat i bordkanten. Den lille kunstfærdige tatovering er gjort færdig, men den er stadig rød og ophovnet.
”Hvad er det nu, man kalder sådan en?” siger jeg i et desperat forsøg på at dreje samtalen i en anden retning. Jeg ved, den har et navn, og at den lille slange, der æder sin egen hale, er en mytologisk figur af en slags, men hvilken kan jeg ikke huske.
”Ouroboros.” Hun gnubber lidt på den med en finger, og jeg tør sværge på, at jeg ser den spille med tungen.
”Hvad betyder det?”
”Det er et urgammelt symbol for evigt liv, genopstandelse, udødelighed. Sådan et eller andet,” siger Miles.
Haven og jeg ser forbløffede på ham, men han trækker bare på skuldrene. ”Okay, jeg er belæst. Gør det noget?”
Så er det, jeg siger: ”Det ser betændt ud. Måske skulle du få nogen til at se på det.”
Det var lige det, jeg ikke skulle sige. Hun trækker ned i ærmet, og hendes aura flammer op og gnistrer.
”Min tusch har det fint, tak. Og undskyld, jeg siger det, men hvorfor er det min opførsel, der er så spændende? Hvorfor interesserer I jer ikke lidt for Damen, som, så vidt jeg har bemærket, helt er holdt op med at komme i skole? Er det ikke noget, I skal blande jer i?”
Miles ser ned på sin mobil, og jeg trækker bare på skuldrene. I og for sig har hun jo ret. Ingen af os siger noget, da hun ryster på hovedet, snupper sin muffinæske og stormer af sted.
Miles ser efter hende, mens hun løber slalom mellem bordene. ”Kan du forklare mig, hvad det var, der lige skete?” spørger han.
Men jeg ryster bare på hovedet, mens jeg prøver på at glemme synet af den lille slange på hendes håndled. Glemme, hvordan den drejede hovedet og så direkte på mig med sine små, stikkende øjne.
Da jeg kommer hjem, holder Damens bil i indkørslen, og dens smilende ejermand står og læner sig op ad den.
”Hvordan var skolen?” spørger han, da han åbner bildøren for mig.
Jeg trækker på skuldrene og rækker ud efter mine bøger.
”Nå, du er stadigvæk sur,” siger han og følger efter mig op ad trappen. Og selv om han ikke rører mig, kan jeg føle den varme, han udstråler.
”Jeg er ikke sur,” mumler jeg, mens jeg åbner døren og smider min rygsæk på gulvet.
”Det er sandelig en lettelse. For jeg har bestilt bord til to, og hvis du ikke er sur, så går jeg ud fra, at du vil gøre mig selskab?”
Mit blik glider op og ned ad ham, hans mørke jeans, støvlerne og den sorte sweater, som umuligt kan være andet end cashmere, mens jeg prøver på at gætte, hvad han nu har fundet på.
Han tager solbrillerne af mig og lægger dem på bordet i foyeren. Ørepropperne ryger samme vej. ”Tro mig, du har slet ikke brug for alle de forsvarsværker,” siger han, hvorefter han trækker min hætte ned, tager mig under armen og fører mig ud ad døren og hen til sin bil.
”Hvor skal vi hen?” spørger jeg, mens jeg finder mig til rette på passagersædet, glad og tillidsfuld og måske lidt for villig til at lade ham bestemme alting. ”Og hvad med mine lektier? Jeg har ret meget for til i morgen.”
Men han ryster bare på hovedet og sætter sig ind ved siden af mig. ”Bare rolig, det kan du klare senere.”
”Hvor meget senere?” Jeg ser på ham og spørger mig selv, om jeg nogen sinde vil kunne vænne mig til hans skønhed, varmen i hans blik og hans evne til at lokke mig med til stort set hvad som helst.
Han smiler og starter bilen uden at dreje nøglen. ”Inden midnatsklokken slår. Det lover jeg dig. Og så er det på med selen, for nu skal der køres.”
Damen kører hurtigt. Meget hurtigt. Det er, som om der kun er gået et par minutter, da vi stiger ud, og han overlader bilen til parkeringsvagten.
”Hvor er vi?” spørger jeg og stirrer på den store, grønne bygning og på skiltet, som siger: ”INDGANG ØST”.
”Indgang Øst til hvad?”
”Jeg tror, du har svaret lige der,” smiler han og trækker mig ind til sig, så jeg ikke kommer i vejen for de fire blanke fuldblodsheste, der kommer traskende med deres staldkarle, fulgt af en jockey i pink og grøn silkejakke, stramme hvide bukser og mudrede støvler.
”Galopbanen?” måber jeg. Ligesom Disneyland er det nok noget af det sidste, jeg havde regnet med.
”Og ikke nogen helt tilfældig galopbane. Dette er Santa Anita,” siger han. ”Afgjort en af de bedre. Men vi har travlt. Vi har en aftale med Frontrunner klokken femten femten.”
”Er det en hest?” Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er klædt på til at besøge staldene.
”Rolig nu, det er bare en restaurant,” ler han. ”Og kom så. Vi skal lige nå at gøre vores indsatser.”
”Øh, er det ikke ulovligt?” spørger jeg, og jeg ved godt, jeg lyder som en forkølet kylling, men på den anden side virker han en gang imellem en smule dumdristig.
”Er det ulovligt at spise?” spørger han, og jeg kan godt mærke, at han er lidt træt af mine dumme spørgsmål.
Jeg ryster på hovedet. ”Nej, jeg mener hasard – at spille på heste.”
Men han griner bare. ”Det er væddeløbsheste, Ever. Ikke kamphunde. Kom nu bare.” Han klemmer min hånd og sætter kurs mod elevatorerne.
”Skal man ikke være enogtyve?”
”Atten,” mumler han og trykker på fem.
”Ja, og jeg er seksten et halvt.”
Han ryster på hovedet og giver mig et hurtigt kys. ”Regler er til for at blive omgået, om nødvendigt brudt. Ellers er der ikke meget sjov i tilværelsen. Kom, det er denne vej.” Han fører an gennem en gang, som ender i et stort lokale, holdt i forskellige nuancer af grønt. Han stopper op foran en lille skranke og hilser hjerteligt på overtjeneren.
”Ah, monsieur Auguste, hvor er det godt at se Dem igen! Deres bord er parat, det er denne vej.”
Damen nikker og tager min hånd. Restauranten er fuld af par, pensionister, enlige mænd, små grupper af kvinder, en far og hans teenagesøn – der er ikke en tom stol at se i lokalet. Ikke før vi kommer hen til den store panoramarude, hvor vi får anvist et bord med god udsigt til mållinjen og de grønne bakker på den anden side af banen.
”Tony kommer om et øjeblik og tager imod Deres bestilling. Skal jeg hente champagne?”
Damen kaster et hurtigt blik på mig og ryster så på hovedet. Han rødmer lidt, da han siger: ”Nej tak, ikke i dag.”
”Så gerne. Starten går om fem minutter.”
”Champagne?” hvisker jeg og løfter et øjenbryn. Men han trækker bare på skuldrene og åbner sit katalog.
”Hvad siger du til Spanish Fly?” siger han og kigger op. Så smiler han og siger: ”Ja, ikke potensmidlet. Det er navnet på en hest.”
Men jeg har ikke tid til at svare. Jeg har alt for travlt med at se mig omkring og sortere alle indtrykkene. For lokalet er ikke bare gigantisk, det er også pakket med mennesker, selv om det er midt i ugen og endda midt på dagen. Så mange mennesker, som pjækker fra arbejdet og spiller på heste. Det er en helt ny verden, jeg ikke engang vidste eksisterede. Og jeg kunne godt lide at vide, om det er her, Damen tilbringer al sin fritid.
”Nå, hvad siger du? Skal vi gøre vores indsatser?” Han ser hurtigt på mig, inden han skriver en række notater.
Jeg ryster på hovedet. ”Jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle begynde.”
”Okay. Jeg kunne give dig hele lektionen om odds, procenter, statistikker og stamtavler. Men eftersom vi ikke har så meget tid, så synes jeg, du skal kigge her og fortælle mig, hvad du fornemmer, hvilke navne du føler dig tiltrukket af. Det er sådan, jeg plejer at gøre det.” Han smiler.
Han rækker mig blanketten, og jeg lader blikket glide ned over den. Til min overraskelse er der tre navne, der lyser op i en en-to-tre-rækkefølge. ”Hvad med Spanish Fly som vinder, Acapulco Lucy som nummer to og Son of Buddha som nummer tre,” siger jeg. Jeg aner ikke, hvordan jeg er nået frem til mit valg, men jeg føler mig ret sikker i min sag.
”Lucy på andenpladsen og Buddha på tredje,” mumler han og noterer ned. ”Og hvor meget har du lyst til at satse? Minimum er to, men jeg er sikker på, at du kan gå højere end det.”
”To er okay,” siger jeg, da tvivlen pludselig melder sig, og jeg ikke har lyst til, at en tilfældig indskydelse skal koste mig alt for meget. Han ser lidt skuffet ud. ”Er du sikker?” spørger han. Jeg nikker.
”Jeg tror nu, det er et par rigtig fornuftige valg, du har truffet der, så jeg satser en femmer. Nej, for resten, lad os sige ti.”
”Nej, ikke ti,” siger jeg og presser læberne sammen. ”Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg gættede på dem.”
”Det finder vi nok ud af,” smiler han og rejser sig, mens jeg begynder at rode efter min pung. Men han vinker bare afværgende. ”Jeg skal nok lægge ud. Du kan betale mig, når du får din gevinst. Bare bliv siddende her så længe. Hvis tjeneren kommer, så bestil, hvad du har lyst til.”
”Hvad skal du have?” råber jeg efter ham, men han er allerede for langt væk til at høre mig.
Da han vender tilbage, er alle hestene klar i deres startbokse, og da startskuddet går, styrter de af sted i samlet flok. Til at begynde med flyder de blanke, mørke, udefinerlige skygger ud i ét, men da de runder opløbssvinget og galoperer mod mållinjen, springer jeg uvilkårligt op af min stol og stirrer spændt, mens mine tre valg kæmper om positionerne. Og jeg hujer og skråler af begejstring, da de alle tre kommer i mål i lige præcis den rækkefølge, jeg valgte.
”Sig, det er løgn! Vi vandt, vi vandt!” siger jeg og smiler til Damen, da han læner sig ind over bordet for at kysse mig. ”Er det altid så spændende?”
Nede på banen kan jeg se Spanish Fly lunte ind i inderkredsen og få sin laurbærkrans på inden fotograferingen.
”Ja, det må man vel sige,” nikker Damen. ”Men der er nu ikke noget som den første store gevinst. Den glemmer du aldrig.”
”Så stor bliver den nok heller ikke,” siger jeg og ærgrer mig over, at jeg ikke stolede lidt mere på mine evner og satsede lidt højere.
Han rynker panden og ser eftertænksom ud. ”Lad mig se – du satsede to, så du må jo nok nøjes med otte eller deromkring.”
”Otte dollars?” grynter jeg, noget skuffet.
”Otte hundrede,” ler han overbærende. ”Eller otte hundrede og firs dollars og tres cents for at være helt præcis. Du havde en en-to-tre-kombination, vinder, anden- og tredjeplads i korrekt rækkefølge.”
”Så meget? For en indsats på to dollars?” Det er pludselig gået op for mig, hvorfor Damen har sit eget bord.
Han nikker.
”Hvad med dig? Hvor meget vandt du?” spørger jeg. ”Spillede du på det samme som mig?”
Han smiler. ”Næh, jeg har faktisk lige tabt. Ret meget endda. Jeg blev grådig og satsede på en V5, og der var desværre en enkelt krikke, der ikke kunne følge med de fire andre. Men bare rolig, jeg har tænkt mig at tage revanche i næste løb.”
Og det skal jeg lige love for, at han gjorde. Da vi gik hen til totalisatoren efter ottende og sidste løb, kunne jeg hæve den samlede sum af et tusind seks hundrede og femogfyrre dollars og firs cents, mens Damen kunne stikke et betydelig større beløb i lommen, eftersom han havde vundet V5-væddemålet ved at forudsige den korrekte rækkefølge af de første fem heste over målstregen. Og eftersom han var den første i flere dage, der havde præsteret dét, fik han fem hundrede og seksogtredive tusind dollars og enogfyrre cents for en indsats på ti dollars.
”Nå, hvad synes du så om hestevæddeløb?” spørger han, da vi arm i arm træder udenfor i det gode vejr.
”Nu forstår jeg i hvert fald, hvorfor du ikke er så vild med skolen. Der er ligesom ingen sammenligning, vel?” ler jeg, lidt ør ved tanken om, at mine specielle evner måske alligevel kan bruges til noget fornuftigt.
”Kom! Jeg vil forære dig et eller andet for at fejre min store gevinst,” siger han og sætter kurs mod gavebutikken.
”Nej, du skal da ikke …” begynder jeg.
Men han klemmer bare min hånd og hvisker mig i øret: ”Jeg insisterer. Og jeg tror nok lige, jeg har råd til det. Men der er én betingelse.” Jeg stopper op og ser på ham.
”Absolut ingen sweatere eller hættetrøjer,” griner han. ”Men alt andet er okay. Du skal bare sige til.”
Efter at have haft en hel del sjov med skøre forslag om jockeykasketter, en model af en hest og en hestesko i overstørrelse til at hænge op på væggen, bliver vi til sidst enige om et sølvarmbånd med krystaller og hestesko. Men først da jeg har sikret mig, at de små krystaller virkelig er krystaller og ikke diamanter, for det kunne jeg ikke tage imod, uanset hvor meget han havde vundet.
”Nu ved jeg i hvert fald, at du aldrig glemmer denne dag, uanset hvad der sker,” siger han, da han giver mig armbåndet på og lukker låsen med et lille klik, mens vi står og venter på, at parkeringsvagten skal komme med bilen.
”Hvordan skulle jeg nogen sinde kunne glemme denne dag?” siger jeg og ser på mit håndled og derefter på ham.
Men han trækker bare på skuldrene og sætter sig ind ved siden af mig. Og hans øjne ser så bedrøvede og triste ud, at det i hvert fald er én ting fra denne dag, jeg ikke har noget imod at glemme.
Turen hjem fra galopbanen går desværre endnu hurtigere end turen ud, og da han kører ind i min indkørsel, går det op for mig, hvor meget jeg ville ønske, at denne dag aldrig ville ende.
”Der kan du selv se,” siger han og peger på instrumentbrættets ur. ”Du er hjemme i god tid før midnat, præcis som jeg lovede dig.” Og da han læner sig over mod mig for at kysse mig, kysser jeg ham igen så ivrigt, at jeg næsten hiver ham over på mit sæde.
”Må jeg komme med indenfor?” hvisker han, og hans læber frister mig voldsomt, da de finder vej om bag mit øre, ned ad min hals og videre ned til kravebenet.
Og til min egen overraskelse skubber jeg ham væk og ryster på hovedet. Ikke kun fordi Sabine er hjemme, og jeg har lektier, der venter, men fordi jeg virkelig trænger til at stive mig selv lidt af, i stedet for bare at give efter for ham.
”Vi ses i skolen i morgen,” siger jeg og står ud af bilen, før jeg kan nå at ombestemme mig. ”Bay View, du ved. Den har du ikke glemt, vel? Du gik der engang, så vidt jeg husker.”
Han undgår mit blik og sukker.
Jeg ser formanende på ham. ”Du siger ikke, du har tænkt dig at pjække … igen?”
”Det er så forfærdelig kedeligt at gå i skole. Jeg ved slet ikke, hvordan du gør det.”
”Du ved ikke, hvordan jeg gør det?” Jeg ser forundret på ham og ryster på hovedet. Jeg når lige at få et glimt af Sabine i et af vinduerne, før hun trækker sig tilbage, og jeg siger til Damen: ”Jeg går ud fra, at jeg gør det på samme måde, som du plejede at gøre det. Du ved, man står op om morgenen, tager tøj på, og så ser man at komme af sted. Og somme tider, hvis man følger ordentligt med, så sker det ligefrem, at man lærer et eller andet.”
Men i samme øjeblik jeg har sagt det, ved jeg, at det er løgn. For sandheden er, at jeg ikke har lært noget som helst hele året. Jeg mener, det er faktisk svært at lære noget, når man ligesom bare ved tingene i stedet for at forstå dem. Men det siger jeg selvfølgelig ikke noget om.
”Er der virkelig ikke andre muligheder?” stønner han og ser på mig med store bedende øjne.
”For lige at få dét på plads, så kan man skulke, og man kan droppe ud, men det er ikke særlig smart. Ikke hvis man vil på college og få sig et godt liv.” Og nu lyver jeg igen. For det vil ikke kræve ret mange dage af denne slags på væddeløbsbanen at få råd til et godt liv. Et rigtig godt liv.
Men han ler bare. ”Fint. Så gør vi det på din måde. Indtil videre. Vi ses i morgen, Ever.”
Og da jeg vender mig i døren for at vinke, er han allerede kørt.