tyve

Riley står lænet op ad min kommode og underholder mig med hemmeligheder fra Hollywood, mens jeg haster igennem de sædvanlige rutiner. Det er blevet næste morgen, og Riley er klædt ud som Wonder Woman. Hun er blevet træt af at udspionere gamle venner og naboer og har nu vendt sig mod de rige og berømte, og hvad hun kan diske op med, kunne gøre ethvert sladderblad grønt af misundelse.

”Nej, det er løgn!” gisper jeg. ”Jeg siger dig, Miles får et føl på tværs, når han hører det!”

”Du skulle bare vide.” Hun ryster på hovedet, så de sorte krøller svinger fra side til side, og ligner en, der kender alt til menneskelivets skyggesider. ”Intet er, hvad det ser ud til at være. Jamen jeg mener det. Det er én stor illusion, lige så kunstig som de film, de laver. Og jeg kan godt sige dig, at deres pressesekretærer knokler for at holde deres små hemmeligheder … hemmelige.”

”Hvem har du ellers udspioneret?” spørger jeg, ivrig efter at høre mere. Og jeg undrer mig lidt over, at jeg aldrig selv har fået den idé at tune ind på de kendtes energier, når jeg har set tv eller læst sladderblade. ”Hvad med …”

Jeg skal lige til at spørge hende, om de rygter, der går om min yndlingsskuespiller, har noget på sig, da Sabine stikker hovedet indenfor. ”Hvad med hvad?”

Jeg kaster et hurtigt blik på Riley, som er knækket totalt sammen af grin, og rømmer mig. ”Øh, ikke noget. Jeg sagde ikke noget.”

Sabine ser undrende på mig, mens Riley ryster på hovedet og siger: ”Flot, Ever. Virkelig overbevisende.”

”Ville du noget?” Jeg vender ryggen til Riley og koncentrerer mig om det egentlige formål med Sabines besøg – hun er blevet inviteret på weekend og ved ikke rigtig, hvordan hun skal få det sagt til mig.

Hun kommer ind på mit værelse med en holdning, der er lidt for rank, og en gang, der er lidt for stiv. Så sætter hun sig på kanten af min seng og tager en dyb indånding, mens hun piller ved en løs tråd i det blå dynebetræk og overvejer, hvordan hun skal begynde.

”Jeff har spurgt, om jeg ville tage med ham på weekend.” Hendes pande rynker sig uvilkårligt. ”Men jeg syntes, jeg lige ville vende det med dig først.”

”Hvem er Jeff?” spørger jeg, mens jeg tager øreringe på og vender mig mod hende. Selv om jeg allerede kender svaret, er det nok mest fornuftigt at spørge.

”Du hilste på ham til festen. Det var ham, der var Frankenstein.” Hun ser bekymret på mig, ved ikke, hvad hun skal stille op med sin skyldfølelse, føler, at hun svigter mig, at hun er en dårlig rollemodel, men hendes aura er pudsigt nok stadig klar og lyserød.

Jeg samler bøgerne sammen og propper dem i tasken, prøver på at vinde tid, mens jeg tænker mig om. På den ene side er Jeff ikke den, hun tror, han er. Langtfra endda. Men så vidt jeg kan se, tror han selv på, at han kan lide hende, og er ikke ude på at gøre hende fortræd. Og det er så længe siden, jeg sidst har set hende være så glad, som hun er nu, så jeg kan slet ikke få mig selv til at fortælle hende det. Og hvordan skulle jeg også bære mig ad?

Undskyld, er det ham Jeff, du mener? Ham den tjekkede bankmand? Han er bare slet ikke den, du tror, han er. Faktisk bor han stadig hjemme hos sin mor! Nej, du skal ikke spørge mig om, hvor jeg ved det fra – bare stol på mig.

Nej, vel? Nok ikke lige på den måde. Og desuden skal man ikke dømme forhold på forhånd. De har en vis tendens til at udvikle sig, som de skal – på godt og ondt. Og egentlig har jeg nok at gøre med mit eget forhold.

Det ser jo ud til, at det med mig og Damen er ved at blive lidt mere stabilt, at vi er ved at komme lidt tættere på hinanden, og at vi så småt begynder at ligne et par. Så måske skulle jeg holde op med at skubbe ham fra mig. Måske er det på tide at tage det næste skridt. Og hvis Sabine er langt væk de næste par dage, så er det måske en chance, som ikke kommer igen lige med det samme.

”Det skal du da endelig gøre!” siger jeg omsider. ”God fornøjelse!” Før eller siden skal hun jo nok finde ud af sandheden og komme videre med sit liv.

Hendes smil er både lettet og begejstret. Hun rejser sig og går hen til døren, hvor hun stopper op og siger: ”Vi tager af sted i dag efter arbejde. Han har et hus oppe i Palm Springs, og det er ikke mere end to timer herfra, hvis der skulle være noget.”

Rettelse: Hans mor har et hus oppe i Palm Springs.

”Vi er tilbage søndag aften. Og hvis du vil have dine venner på besøg, Ever, så er det i orden, men … nej, det behøver vi vist ikke at tale om, vel?”

Jeg stivner. Jeg ved præcis, hvor samtalen er på vej hen, og kan ikke lade være med at spørge mig selv, om hun kan læse mine tanker. Men så går det op for mig, at hun bare prøver på at opføre sig som en ansvarlig voksen og udfylde sin nyfundne rolle som ”forælder”, og jeg ryster på hovedet og siger: ”Du kan være ganske rolig. Jeg har det hele under kontrol.”

Så hanker jeg op i min taske og sender et overbærende blik i retning af Riley, som danser på kommoden og synger ”Par-ty! Par-ty!”

Sabine nikker, mindst lige så lettet som mig over at være sluppet så nemt omkring problemet S-E-X. ”Jamen så ses vi igen på søndag,” siger hun.

”Jep,” svarer jeg på vej ned ad trappen. ”Vi ses på søndag.”

”Jo, den er god nok. Han er på samme hold som dig,” siger jeg, mens jeg svinger ind på parkeringspladsen. Jeg kan mærke den varme, sitrende følelse af Damens blik, længe før jeg faktisk kan se ham.

”Jeg vidste det!” nikker Miles. ”Jeg vidste, han var bøsse. Jeg har aldrig været i tvivl. Hvem har fortalt dig det?”

Jeg tøver. Jeg kan i hvert fald ikke afsløre min virkelige kilde og fortælle ham, at det er min døde lillesøster, der er blevet forvandlet til Hollywoods ultimative gossip-insider. ”Det kan jeg ikke lige huske,” mumler jeg på vej ud af bilen. ”Men jeg kan garantere dig for, at det passer.”

”Hvad er det, der passer?” spørger en smilende Damen og kysser mig på kinden.

”Jo …” begynder Miles.

Men jeg ryster på hovedet og afbryder ham. Jeg har bestemt ikke lyst til at afsløre min svaghed for berømtheders hemmeligheder på dette tidlige stadie af forholdet.

”Ikke noget, øh, har du hørt, at Miles skal spille Tracy Turnblad i Hairspray?” spørger jeg og kaster mig ud i en maraton af ord i tilfældig rækkefølge og usammenhængende nonsens, indtil Miles endelig vinker farvel og haster mod sin klasse.

Så snart han er væk, stopper Damen op og siger: ”Hey, jeg har en bedre idé. Vi skal have morgenmad sammen.”

Jeg sender ham et du er skør-blik og går videre, men jeg når ikke langt, før han griber min hånd og trækker mig tilbage.

”Kom nu bare,” siger han og ser mig ind i øjnene, mens han ler på en særdeles smittende måde.

”Det kan vi jo ikke,” hvisker jeg, mens jeg ser mig nervøst omkring, for vi er kun sekunder fra at komme for sent, og jeg synes, det er slemt nok allerede. ”Og i øvrigt har jeg allerede spist morgenmad.”

”Ever, vil du ikke nok?” Han falder på knæ og ser bedende op på mig med foldede hænder. ”Tving mig ikke til at gå derind. Hvis der er den mindste smule medlidenhed i dig, så lader du mig slippe.”

Jeg presser læberne sammen og prøver på at lade være med at le. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at jeg nogen sinde skulle komme til at se min vidunderlige, elegante, raffinerede kæreste trygle mig på den måde. Og alligevel svarer jeg: ”Kom så, op med dig, det ringer ind lige om et …” Og før jeg har fuldført sætningen, ringer klokken.

Han smiler, kommer på benene, børster støvet af bukserne og tager mig under armen med ordene: ”Du ved, hvad man siger – hellere blive helt væk end komme for sent.”

”Man? Hvem er man?” spørger jeg med en hovedrysten. ”Jeg synes mere, det lyder som dig.”

Han trækker på skuldrene. ”Måske har du ret. Men én ting lover jeg dig: Der findes meget bedre måder at spilde en formiddag på. Fordi, Ever,” siger han og giver min hånd et klem, ”vi behøver ikke at gøre det her. Og du behøver ikke at have det her på.” Han tager solbrillerne af mig og trækker hætten ned. ”Weekenden begynder lige nu.”

Og selv om jeg kan komme i tanker om en million gode og fornuftige grunde til, at vi absolut ikke burde pjække, til at weekenden ikke burde begynde før klokken tre ligesom enhver anden fredag, så glemmer jeg bare det hele, da han ser på mig med øjne, der er så nærværende og smilende, at jeg ikke kan andet end at give efter.

Jeg kan dårligt nok genkende min egen stemme, da jeg siger: ”Lad os komme af sted, før de låser porten.”

Vi tager hver sin bil. For det ligger ligesom i luften, at vi ikke har tænkt os at vende tilbage. Og da jeg følger Damen op gennem Coast Highways blide kurver og ser ud over den forrevne kystlinje, de uberørte strande og det dybblå vand, er det, som om mit hjerte svulmer af taknemlighed over, at det er her, jeg bor, at det er dette sted, jeg kan kalde mit hjem. Men så husker jeg, hvordan jeg er havnet her, og lige med et nyder jeg det ikke mere.

Pludselig svinger han til højre og stopper sin bil, og jeg parkerer ved siden af ham. Jeg smiler, da han skynder sig hen for at åbne døren for mig. ”Har du nogen sinde været her før?” spørger han.

Jeg kaster et blik på den hvide bræddehytte og ryster på hovedet.

”Jeg ved godt, du sagde, du ikke var sulten, men de shakes, de har her, er bare verdens bedste. Du skal simpelthen prøve deres daddel-maltmælk eller deres chokolade og peanutbutter-shake eller dem begge to. Jeg giver.”

”Daddel-maltmælk?” Jeg skærer ansigt. ”Det lyder aldeles rædselsfuldt.”

Men han ler bare og hiver mig med hen til disken, bestiller en af hver og bærer dem over til den blåmalede bænk, hvor vi sætter os og kigger ned på stranden.

”Hvad for en af dem kan du så bedst lide?” spørger han.

Jeg smager på dem en gang til, men de er begge to så fede, at jeg foretrækker at tage lågene af og bruge skeen.

”De er rigtig gode, begge to,” siger jeg. ”Men underligt nok kan jeg bedst lide den med dadlerne.” Jeg skubber den hen til ham, så han også kan smage, men han ryster på hovedet og skubber den tilbage. Og der er et eller andet ved den lille detalje, som pludselig får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Der er noget underligt ved ham, noget ud over hans små tryllerier og forsvindingsnumre. Jeg mener, bare for at begynde et sted: Manden spiser aldrig.

Men før jeg kan nå at tænke tanken til ende, rækker han ud efter bægeret og tager sugerøret i munden. Da han straks efter giver mig et kys, er hans læber iskolde.

”Skal vi ikke gå ned på stranden?”

Han tager min hånd, og vi går ned ad stien, mens vores skuldre gnubber mod hinanden, og vi bytter milkshakes hele tiden, selv om det er mig, der slubrer mest.

Og da vi kommer ned til stranden, tager vi skoene af, ruller buksebenene op og går i vandkanten, mens det kolde vand får lov at skylle hen over vores tæer og plaske på vores skinneben.

”Surfer du?” spørger han, da han tager bægrene og sætter det ene ned i det andet.

Jeg ryster på hovedet og hopper over en lille bunke sten.

”Har du lyst til at lære det?” smiler han.

”I dét vand?” Jeg styrer mine blåfrosne tæer hen mod en banke med tørt sand. ”Ellers tak.”

”Jeg havde tænkt mig, at vi skulle have våddragter på,” lyder hans stemme lige bag mig.

”Så skal min i hvert fald være med pelsfor,” griner jeg og glatter sandet ud med foden, så der bliver et lille, fladt stykke, vi kan sidde på.

Men han tager min hånd og fører mig videre, forbi et par store tidevandspytter og ind i en skjult grotte i klipperne.

”Jeg vidste slet ikke, at der var sådan en hule lige her,” siger jeg og ser forundret på de glatte klippevægge, det rene sand, som må være blevet revet for nylig, og surfbrætterne og håndklæderne, der er stablet op henne i det ene hjørne.

”Det er der heller ikke andre, der ved,” smiler han. ”Ellers kunne mine ting ikke være i fred her. Den er næsten umulig at se udefra; de fleste går lige forbi uden at få øje på den. Men sådan er det jo. Mennesker kan leve hele deres liv uden at se det, der er lige for næsen af dem.”

”Og hvordan fandt du den så?” spørger jeg og sætter mig på det store, grønne tæppe, han har bredt ud på sandet.

Han trækker på skuldrene. ”Jeg er nok ikke som de fleste.”

Han lægger sig og trækker mig ned ved siden af sig. Han hviler hagen i sin hånd og ser på mig. Så længe at det næsten bliver ubehageligt.

”Hvorfor gemmer du dig altid bag de store bukser og dine hættetrøjer?” hvisker han og lader sine fingre kærtegne den ene side af mit ansigt og skubbe mit hår om bag øret. ”Ved du slet ikke, hvor smuk du er?”

Jeg presser læberne sammen og ser væk, lidt glad for, at han siger det, men også lidt dårligt til mode. Jeg har ikke lyst til at skulle forklare mig og forsvare, at jeg er den, jeg er. Det er tydeligt, at han ville foretrække den gamle udgave af mig, men det er bare lidt for sent. Hun er der ikke mere. Det er kun mig, der er her.

Jeg mærker en tåre trille ned ad min kind og vender mig væk, for at han ikke skal se det. Men han holder fast og vil ikke slippe mig. Hans læber fejer min tristhed væk, lige før de mødes med mine.

”Ever,” hvisker han med grødet stemme. Hans øjne gløder, da han skubber sig til rette på tæppet, så hans varme krop kan støtte min. Jeg nyder at mærke den og begynder at føle længsel efter den.

Mine læber følger kanten af hans kæbe, de napper hans stærke hage, mine åndedrag bliver kortere og hurtigere, da hans hofter presser sig imod mine i små, roterende bevægelser, som lokker alle de følelser frem, jeg har kæmpet så hårdt for at afvise. Nu er jeg træt af at kæmpe, træt af at afvise. Jeg vil bare være normal igen. Og der kan da ikke være noget, der er mere normalt end dette?

Jeg lukker øjnene, da han trækker sweateren op over mit hoved, overgiver mig, føjer ham, lader ham knappe mine jeans op og tage dem af mig. Finder mig i hans håndfladers pres og hans fingres tryk, fortæller mig selv, at denne vidunderlige følelse, denne drømmeagtige frodighed, som bruser i mig, umuligt kan være noget som helst andet end kærlighed.

Men da jeg mærker hans tommelfingre få fat i kanten af mine trusser og begynde at trække dem ned, sætter jeg mig pludselig op og skubber ham væk. En del af mig ønsker at fortsætte, at trække ham tilbage til mig. Bare ikke her, ikke nu, ikke på den her måde.

”Ever,” hvisker han, og hans øjne søger mine. Men jeg vender mig bare væk fra ham. Hans varme, vidunderlige krop former sig efter min, og hans læber rører mit øre. ”Det er helt i orden. Virkelig. Nu skal du bare sove.”

”Damen?”

Jeg vender mig, kniber øjnene sammen mod det svage lys, og min hånd famler hen over tæppet ved min side, indtil jeg omsider må indse, at han ikke er der.

”Damen?” kalder jeg, mens jeg ser mig omkring i klippehulen, men kun den svage lyd af bølger svarer mig.

Jeg trækker sweateren over hovedet. Lidt usikker på benene kommer jeg udenfor, kigger op og ned ad stranden i det svindende eftermiddagslys, men kan ikke se ham nogen steder, vender tilbage til hulen, får øje på sedlen, han har efterladt på min rygsæk, åbner den og læser:

Er ude at surfe.

Snart tilbage

                     D.

Med sedlen i hånden løber jeg ud igen, løber frem og tilbage langs stranden og spejder efter surfere. Men de eneste, jeg kan få øje på, er så lyshårede og blege, at de i hvert fald ikke kan være Damen.