enogtyve

Det overrasker mig at se en skikkelse sidde på fortrappen, da jeg svinger ind i indkørslen. Og jeg bliver ikke mindre overrasket, da jeg kommer nærmere og ser, at det er Riley.

”Hej,” siger jeg, da jeg smækker bildøren i, måske en smule hårdere end jeg havde tænkt mig.

”Pyha!” siger hun og stirrer på mig. ”Jeg blev helt bange for, at du ville køre lige ind i mig.”

”Det må du undskylde. Jeg troede, du var Damen,” siger jeg og skynder mig op ad trappen.

”Åh nej, hvad har han nu gjort?” griner hun.

Men jeg låser bare døren op uden at svare hende. Jeg har bestemt ikke tænkt mig at indvie hende i detaljerne. ”Er du blevet låst ude, eller hvad?” spørger jeg og holder døren for hende.

”Meget morsomt.” siger hun hånligt og styrer mod køkkenet, hvor hun smækker sig ned i en stol, mens jeg smider rygsækken på køkkenbordet og stikker hovedet i køleskabet.

”Er der noget nyt?” Jeg sender hende et hurtigt blik. Det ligner hende ikke at være så tavs, men måske er det bare mit dårlige humør, der er smitsomt.

”Overhovedet ikke.” Hun sætter den ene hånd under hagen og kigger på mig.

”Du lyder ikke, som om der ikke er noget.” Jeg griber en flaske vand i stedet for den jordbæris, jeg egentlig havde lyst til, og læner mig så mod køkkenbordets granitoverflade. Hendes sorte hår er uredt, og Wonder Woman-kostumet sidder ikke helt, som det skal.

Hun trækker på skuldrene. ”Nå, hvad er så dine planer?” spørger hun, mens hun vipper stolen bagover på en faretruende måde, så jeg må minde mig selv om, at hun umuligt kan falde og slå sig. ”Det her må da være teenagedrømmen, der går i opfyldelse, hva’? Hele huset for dig selv, og ingen anstandsdame.”

Hun blinker uartigt til mig, men det virker uægte, som om hun prøver på at bevare en munterhed, hun slet ikke føler.

Jeg tager en slurk vand og trækker på skuldrene.

Egentlig har jeg lyst til at betro hende mine hemmeligheder, de gode, de dårlige og de fuldstændig forfærdelige. Det kunne være så dejligt at få det hele læsset af i stedet for at være helt alene med det. Men så ser jeg på hende igen og husker, hvordan halvdelen af hendes liv har været en lang venten på at fylde tretten. Hvert eneste år var bare et enkelt skridt på den lange vej mod den dag, hvor hun omsider kunne kalde sig teenager. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det i virkeligheden er derfor, hun er her. Det var mig, der ødelagde hendes drøm, og nu har hun ikke andre muligheder end at leve den ud gennem mig.

”Jeg beklager at måtte skuffe dig,” siger jeg omsider. ”Men som du nok allerede har bemærket, så er jeg lidt af en fiasko, hvad teenagedrømmene angår.”

Jeg ser forlegent på hende og kommer til at rødme, da hun nikker bekræftende. ”Det hele så så lovende ud dengang i Oregon, ikke? Populær cheerleader med gode veninder og en dejlig kæreste – og nu er det hele gået i vasken. Slut, prut, kaput! Og på Bay View har jeg fundet to venner, og de er ikke engang på talefod med hinanden, og det betyder, at de stort set heller ikke taler med mig. Og selv om jeg af endnu ukendte, uforklarlige og usandsynlige årsager pludselig har fået mig en aldeles prægtig og sexet kæreste, så er sandheden, at den del af det heller ikke lever op til forventningerne. For når han ikke går og opfører sig underligt eller bare forsvinder i den blå luft, så lokker han mig ud i alt muligt snavs, såsom at pjække fra skole og spille på heste og den slags. Han har i det hele taget en ret dårlig indflydelse på mig.”

Jeg krymper mig. Lidt for sent går det op for mig, at det var lige præcis det her, jeg ikke skulle have betroet hende.

Men da jeg ser på hende igen, er det ret tydeligt, at hun slet ikke har hørt efter. Hun stirrer bare åndsfraværende på bordpladen, mens hendes ene finger følger de tilfældige mønstre i granitten.

”Nu må du ikke blive sur, vel?” siger hun omsider og ser på mig med et blik, der er så alvorligt og dystert, at det føles som et slag i mellemgulvet. ”Men jeg har altså været sammen med Ava i dag.”

Jeg kniber øjnene sammen, mens jeg tænker: ”Det her vil jeg ikke høre noget om. Jeg vil slet ikke høre noget om det!”

Jeg griber fat i bordkanten og tager en dyb indånding.

”Jeg ved godt, du ikke kan lide hende, men noget af det, hun siger, er faktisk ikke helt tosset, og hun får mig til at tænke over tingene. De valg, jeg har truffet og sådan. Og … jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, at hun muligvis har ret.”

”Hvad i alverden skulle hun kunne have ret i?” spørger jeg og prøver på at sluge den klump, jeg pludselig har i halsen. Jeg synes, at det her er ved at udvikle sig fra en dårlig dag til en rædsom dag, og den er slet ikke forbi endnu.

Riley ser på mig og tager så blikket til sig til igen, koncentrerer sig om de tilfældige mønstre, mens hun siger: ”Ava siger, det slet ikke er meningen, at jeg skal være her.”

”Og hvad siger du selv?” Jeg holder vejret, ønsker bare, at hun vil holde op med at tale, at hun vil tage det hele i sig igen. Jeg kan jo ikke undvære hende. Ikke lige nu. Aldrig nogen sinde. Hun er jo det eneste, jeg har tilbage.

Hendes finger går i stå, og hun ser op på mig. ”Jeg siger, at jeg godt kan lide at være her. Jeg siger, at selv om jeg aldrig selv kan blive teenager, så kan jeg i det mindste få lov at opleve det gennem dig. Pr. stedfortræder, om man så må sige.”

Og selv om det, hun siger, giver mig forfærdelig dårlig samvittighed og bekræfter alle mine tanker, så prøver jeg at lette lidt på den trykkede stemning. ”Riley, for pokker! Hvis du absolut skal have en stedfortræder, så har du da valgt den mest håbløse!”

Hun ruller med øjnene og stønner. ”Det behøver du ikke at fortælle mig!” Men selv om hun griner, så varer det kun et øjeblik, før hendes blik igen bliver mørkt, og hun siger: ”Men hvad nu, hvis hun har ret? Jeg mener, hvad nu, hvis det virkelig er forkert af mig at være her hele tiden?”

”Riley …” begynder jeg, men så ringer det på døren, og da jeg kigger på hende igen, er hun væk.

”Riley!” råber jeg og ser mig omkring i køkkenet.

”Riley!” nærmest skriger jeg. Jeg er desperat nu. Vi kan da ikke bare stoppe her. Men så indser jeg, at det er håbløst.

Og så ringer dørklokken igen. Én gang, og så to mere, og jeg ved, at Haven står udenfor, og at jeg bliver nødt til at lukke hende ind.

”Vagten lod mig bare køre lige igennem,” siger hun, mens hun stormer forbi mig ind i huset. Hendes ansigt er strimet af udtværet mascara og tårer, og det røde hår er i vild uorden. ”De har fundet Evangeline. Hun er død.”

”Hvad? Er du sikker?” Jeg er ved at lukke døren efter hende, da Damen kommer kørende, stopper bilen, springer ud og kommer løbende hen til os.

”Evangeline …” begynder jeg, så chokeret at jeg helt glemmer, at jeg har besluttet mig for at hade ham.

Han nikker og skynder sig forbi mig hen til Haven og ser indtrængende på hende. ”Er du okay?”

Hun ryster på hovedet og prøver på at tørre tårerne væk. ”Jamen det er jo ikke, fordi jeg kendte hende rigtigt, vel? Vi havde jo bare været sammen et par gange, men alligevel, det er bare så forfærdeligt, og så det, at jeg måske var den sidste, der så hende i live …”

”Du kan umuligt have været den sidste, der så hende i live.”

Jeg ser chokeret på Damen; prøver han på at komme med en eller anden syg vits? Men han ser dybt alvorlig ud, og han er fjern i blikket.

”Jeg … jeg føler mig bare så … skyldig,” mumler hun og gemmer ansigtet i hænderne. ”Åh gud, åh gud, åh gud,” stønner hun igen og igen.

Jeg går hen imod hende, vil gerne finde en måde at trøste hende på, men så retter hun sig op, tørrer øjnene og holder bilnøglerne op. ”Jeg syntes bare, du skulle vide det. Jeg må se at komme videre. Jeg skal have fundet Drina.”

Ordene får vreden til at boble op i mig, og jeg ser anklagende på Damen. For selv om det ser ud til, at Haven har lært Drina at kende ved en tilfældighed, så er jeg sikker på, at det ikke er sådan, tingene hænger sammen.

Men Damen ser mig slet ikke. Han tager bare Haven i armen og stirrer på hendes håndled. ”Hvor har du det der fra?” spørger han. Hans stemme er rolig og velovervejet, men har alligevel en skarp undertone, og han giver kun modvilligt slip, da hun trækker armen til sig og lægger hånden over tatoveringen.

”Det er i orden,” siger hun, tydeligt irriteret. ”Drina har givet mig noget at smøre på. En salve. Hun sagde, det kun vil vare tre dage.”

Damens kæbe er så stram, at jeg kan se en åre pulsere på halsen. ”Har du den her? Den … salve?”

Hun ryster på hovedet og går hen mod døren. ”Nej, jeg har den derhjemme. Sig mig, hvad er der med jer? Har I flere spørgsmål?” Hun vender sig om, hendes aura er ildrød, og hendes blik flakker imellem os. ”Jeg bryder mig faktisk ikke om at blive krydsforhørt på den måde, at I ved det. Den eneste grund til, at jeg kom, var, at jeg tænkte, at I måske gerne ville vide, hvad der var sket med Evangeline, men hvis I ikke kan finde på andet at foretage jer end at glo på min tusch og komme med dumme kommentarer, så kan det også bare være det samme!” siger hun og skynder sig hen til sin bil.

Jeg råber efter hende, men hun lader bare, som om hun ikke hører mig. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad der egentlig er blevet af min veninde. Hendes dårlige humør og indadvendthed har efterhånden varet længe. Jeg begynder at få en følelse af, at jeg har mistet hende. Lige siden hun mødte Drina, har det været, som om jeg slet ikke kender hende.

Hun sætter sig ind i bilen, smækker døren og bakker ud ad indkørslen. Så vender jeg mig mod Damen og siger: ”Her går det godt, hva’? Evangeline er død, Haven hader mig, og du efterlader mig bare i en klippehule. Jeg håber virkelig, du fandt nogle gode bølger.” Jeg lægger armene over kors og ryster på hovedet.

”Jamen det gjorde jeg faktisk,” siger han og ser anspændt på mig. ”Og da jeg kom tilbage til hulen og så, at du var gået, skyndte jeg mig herover.”

Jeg ser på ham med sammenknebne øjne og stramme læber. Har han virkelig tænkt sig, at jeg skal hoppe på den? ”Du tror måske ikke, jeg var ude at kigge efter dig? Men det var jeg altså, og der var kun to surfere derude. To lyshårede surfere, så der var nok ikke lige en af dem, der var dig.”

”Se lige på mig, Ever,” siger han. ”Se rigtig godt på mig. Hvordan tror du, jeg er kommet til at se sådan ud?”

Så jeg ser på ham. Ser, hvordan hans våddragt drypper saltvand på gulvet.

”Jamen jeg kiggede virkelig rigtig godt efter,” siger jeg. ”Jeg løb op og ned ad stranden, jeg kiggede efter dig alle vegne!”

Men han trækker bare på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Ever, men jeg efterlod dig ikke. Jeg var ude at surfe. Virkelig. Har du et håndklæde, jeg må låne, og måske et mere til gulvet?”

Vi går om i haven, så han kan få skyllet sin våddragt af, mens jeg sidder i liggestolen og betragter ham. Jeg var så sikker på, at han havde droppet mig. Jeg ledte efter ham over det hele. Men måske overså jeg ham. Det er trods alt en lang strand. Og jeg var pissesur.

”Men hvorfra vidste du det med Evangeline?” spørger jeg, mens han lægger våddragten til tørre over den udendørs bar, endnu ikke helt parat til at give slip på min vrede. ”Og hvad er det for noget med Drina og Haven og den ulækre tatovering? Og bare lige for en ordens skyld, så er jeg ikke sikker på, at jeg køber den dér med at du var ude at surfe, for jeg kiggede rigtig godt efter, og du var der bare ikke!”

Hans mørke øjne ser på mig gennem de frodige øjenvipper, da han pakker sin slanke, senede krop ind i et badehåndklæde. Og da han går hen til mig, er hans skridt så lette og sikre, som var han et kattedyr, der lige var trådt ud af junglen.

”Det var min fejl,” siger han og ryster på hovedet, da han sætter sig ved siden af mig og lader sine slanke fingre glide ind mellem mine, blot for at slippe dem igen med det samme.

”Jeg ved ikke rigtig, hvor meget …” begynder han, og da han endelig kigger på mig, er hans øjne så triste, at jeg bliver helt forskrækket.

”Måske skulle vi hellere … lade være,” siger han omsider.

”Er du … Er du ved at slå op med mig?” hvisker jeg, og det føles som at lukke luften ud af en ballon. Alle mine mistanker er bekræftet: Drina, stranden, det hele. Alt sammen.

”Nej, det er bare …” Han vender sig væk, så ordene bare hænger i luften – sammen med mig.

Og da det går op for mig, at han ikke har i sinde at fortsætte, siger jeg: ”Det ville altså være rigtig dejligt, hvis du ville holde op med at tale i kode og i stedet for fuldføre dine sætninger og fortælle mig, hvad fanden i helvede det er, du har gang i. For det eneste, jeg ved, er, at Evangeline er død, Havens håndled er et betændt sår, du stak af fra mig på stranden, fordi jeg ikke ville gå hele vejen med dig, og nu står du fandeme der og slår op med mig!”

Jeg stirrer på ham, håber virkelig på, at han vil fortælle mig, at der er en naturlig forklaring på alle disse begivenheder, og at de ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Men min mave fortæller mig, at det overhovedet ikke er tilfældet.

Et stykke tid siger han ikke noget, men sidder bare og kigger på poolen. Så kommer det: ”De ting har intet med hinanden at gøre.”

Men han tøvede så længe, at jeg ikke ved, om jeg tør tro på ham.

Så trækker han vejret dybt og fortsætter. ”Evangelines lig blev fundet i Malibu Canyon. Jeg hørte det i radioen på vej herover.” Efterhånden som han taler, slapper han mere af, og hans stemme bliver mere sikker. ”Og ja, det ser ud, som om der er gået betændelse i Havens tatovering, men den slags sker jo af og til.”

Han tager blikket til sig, og jeg holder vejret, mens jeg venter på at høre resten. Den del af det, der handler om mig. Han tager fat om min hånd og vender den, så han kan lade en finger følge linjerne i min håndflade, mens han siger: ”Drina kan være meget besnærende, og Haven er lidt af en fortabt sjæl. Jeg er sikker på, at hun bare er glad for opmærksomheden. Jeg troede egentlig, at du ville blive glad for, at Haven interesserede sig lidt mere for Drina og lidt mindre for mig.” Han giver mine fingre et klem og smiler. ”Nu er der ikke længere nogen, der står imellem os.”

”Men måske er der noget, der står imellem os?” spørger jeg med en stemme, der ikke er meget mere end en hvisken. Jeg ved godt, jeg burde være mere bekymret over Havens håndled og Evangelines død, men jeg kan ikke koncentrere mig om andet end hans ansigts landskab, hans mørke, glatte hud, hans dybe, sammenknebne øjne, og den måde, mit hjerte banker, mit blod bruser, og mine læber kilder i forventning om mødet med hans.

”Jeg svigtede dig ikke i dag, Ever. Og jeg kunne aldrig finde på at presse dig til noget, du ikke er parat til. Det håber jeg virkelig, du er klar over.”

Han smiler, da han tager mit ansigt imellem sine hænder, og hans læber skilles, da de møder mine. ”Tro mig. Jeg har lært at vente.”