toogtyve

Haven nægtede at tage telefonen, når vi ringede, men det lykkedes os at få fat i Miles, og vi fik ham overtalt til at komme forbi efter prøverne. Han dukkede op sammen med Eric, og vi tilbragte en hyggelig aften med at spise og svømme og se et par forfærdelige gyserfilm.

Og jeg nød virkelig at kunne slappe af med vennerne på den måde, så meget at jeg næsten glemte alt om Riley, Evangeline, Drina, stranden og eftermiddagens dramatiske begivenheder.

Og jeg lagde næsten ikke mærke til det fjerne blik, Damen havde, hver gang han troede, at ingen så det.

Og det lykkedes mig næsten at ignorere den uro, der boblede lige under overfladen.

Næsten. Men ikke helt.

Og selv om jeg gjorde det helt klart for Damen, at Sabine var bortrejst, og at han var velkommen til at overnatte, så blev han kun lige, til jeg var faldet i søvn.

Så da han dukkede op næste morgen med kaffe, muffins og et stort smil, kunne jeg ikke lade være med at drage et lettelsens suk.

Igen prøver vi på at ringe til Haven og lægger endda et par beskeder på telefonsvareren, men man behøver ikke at være clairvoyant for at gennemskue, at hun ikke har lyst til at tale med nogen af os. Til sidst ringer jeg hjem til hende og taler med hendes lillebror, Austin, og jeg kan høre på hans stemme, at han ikke lyver, da han siger, at han ikke har set noget til hende.

Hele dagen daser vi ved poolen, og hen under aften skal jeg lige til at bestille pizza til os, da Damen tager telefonen fra mig og siger: ”Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle lave middag til os.”

”Kan du lave mad?” spørger jeg, men egentlig er der vel ingen grund til at blive overrasket over dét, for jeg har stadig ikke fundet noget, han ikke er god til.

”Det vil jeg sandelig lade dig om at afgøre,” smiler han.

”Er der noget, jeg skal hjælpe dig med?” spørger jeg, selv om mine evner i et køkken ikke strækker sig meget længere end til at koge et æg og hælde mælk ud over myslien.

Men han ryster bare på hovedet og sætter kurs mod komfuret. Så jeg går op og tager et brusebad og skifter tøj.

Da jeg kommer ned igen, er der kommet en fin, hvid dug på bordet i spisestuen, og der er dækket op med Sabines fineste porcelæn, levende lys og en stor krystalvase med snesevis af – ja, hvem skulle nu have gættet det – røde tulipaner.

”Mademoiselle,” smiler han og holder stolen for mig. Hans franske udtale er naturligvis perfekt.

”Har du virkelig lavet alt det helt alene?” Jeg stirrer forbløffet på de bugnende fade og spørger mig selv, om vi venter gæster.

”Det er alt sammen til dig,” smiler han og besvarer mit uudtalte spørgsmål.

”Kun til mig?” spørger jeg, mens han fylder min tallerken med perfekt tilberedte grønsager, delikat grillet kød og en sovs så rig og sammensat, at jeg slet ikke kan regne ud, hvad den er lavet på. ”Skal du slet ikke have noget?”

”Naturligvis,” smiler han. ”Men det er nu mest tiltænkt dig. En pige kan ikke leve af pizza i det lange løb.”

”Du skulle bare vide,” griner jeg og stikker kniven i et mørt og saftigt stykke kød.

Mens vi spiser, stiller jeg spørgsmål. Jeg benytter mig af, at han næsten ikke rører maden, så han kan snakke. Fortælle om alt det, jeg så gerne vil vide, men altid glemmer at spørge om, hver gang han ser mig ind i øjnene. Om hans familie, hans barndom, hans flytninger, hvorfor han ikke har kontakt med sin familie. Dels fordi jeg er nysgerrig, men mest fordi det føles underligt at have en kæreste, jeg stort set ikke ved noget om.

Og jo mere vi taler, jo mere forundret bliver jeg over, hvor meget vi har tilfælles. For det første har vi begge to mistet vores forældre, selv om han var meget yngre, da det skete for ham. Og selv om jeg godt kunne tænke mig lidt flere detaljer, så presser jeg ikke på, for jeg har heller ikke selv lyst til at afsløre for meget.

”Så hvor har du været mest glad for at være?” spørger jeg, da jeg har indtaget den allersidste godbid og en behagelig og doven følelse af mæthed begynder at brede sig i mig.

”Lige her,” smiler han. Han har stort set ikke spist noget, men har været rigtig dygtig til at skubbe sin mad omkring på tallerkenen.

Jeg ser lidt skeptisk på ham. Orange County er da et dejligt sted, men det kan da umuligt måle sig med alle de spændende europæiske storbyer, kan det?

”Jeg er oprigtigt glad for at være her.” Han nikker og ser direkte på mig.

”Og du var ikke glad for at være i Rom, Paris, New Delhi eller New York?”

Han trækker på skuldrene, og det er, som om der kommer et skær af tristhed i hans øjne, da han ser væk og tager endnu en slurk af sin gådefulde, røde drik.

”Og hvad er egentlig det der?” spørger jeg og nikker mod flasken.

”Det her?” smiler han og holder den op, så jeg kan se den. ”Det er en hemmelig opskrift, der er gået i arv i familien.” Han snurrer drikken rundt, og jeg kan se farven gløde og glimte, da væsken skvulper rundt i flasken og lægger sig igen. Den ligner en mellemting mellem fyrværkeri, vin og blod tilsat en lillebitte smule diamantstøv.

”Må jeg smage?” spørger jeg, ikke helt sikker på, om jeg egentlig har lyst, men ikke desto mindre lidt nysgerrig.

Han ryster på hovedet. ”Du ville ikke bryde dig om den. Den smager ligesom medicin. Men det er nok, fordi det er medicin.”

Jeg ser på ham med en pludselig bekymring, mens alle mulige frygtelige sygdomme viser sig for mit indre blik. Uhelbredelige skavanker, kroniske plager, nedarvede dårligdomme – jeg vidste, det var for godt til at være sandt.

Men han ryster på hovedet og ler, da han rækker ud efter min hånd. ”Nu ikke så nervøs. Jeg bliver bare lidt træt en gang imellem. Og så hjælper det her.”

”Hvor får du det fra?” Jeg kigger forgæves efter en etiket, et stempel, en eller anden form for mærkning, men flasken er klar og glat uden nogen kendetegn.

Han smiler. ”Som jeg sagde lige før, er det en familieopskrift.” Han sætter flasken for munden og tømmer den. Så skubber han sin stadigt fyldte tallerken fra sig og siger: ”Er du med på en tur i vandet?”

”Er der ikke noget med, at man først må bade en time efter, at man har spist?” siger jeg og ser spørgende på ham.

Men han smiler bare og tager min hånd. ”Bare rolig. Jeg lader dig ikke drukne.”

Eftersom vi har tilbragt hele dagen i poolen, vælger vi jacuzzien denne gang. Og da vores fingre og tæer begynder at ligne små svesker, pakker vi os ind i badehåndklæder og går op ovenpå.

Han følger efter mig ind på badeværelset, og jeg lader det fugtige håndklæde falde. Han stiller sig lige bag mig og trækker mig ind til sig; det er, som om vores kroppe smelter sammen, og da hans læber stryger blidt op ad hulningen i min nakke, ved jeg godt, at det er på tide at få et par regler på plads, mens min hjerne endnu fungerer.

”Hm, du må gerne blive her,” mumler jeg og trækker mig lidt væk og vender mig mod ham. En rødmen breder sig over mine kinder, da jeg møder hans blik og ser hans spillende øjne. ”Altså det, jeg mener, er, at … jeg vil gerne have at du bliver. Ja. Men altså … jeg er ikke sikker på, at vi skal … du ved …”

Åh gud, hvad er det, jeg siger? Hallo! Som om han ikke ved, hvad jeg mener. Som om han ikke har prøvet at blive skubbet væk i hulen og alle mulige andre steder. Hvad er der med mig? Hvad har jeg gang i? Kender jeg måske en eneste pige, der ikke ville give hvad som helst for at være i min situation – en lang, doven weekend uden voksne til at blande sig – og så står jeg her og opstiller regler – og jeg ved ikke engang hvorfor …”

Han sætter en finger under min hage og løfter mit ansigt mod sine øjne. ”Ever, det her har vi jo været igennem,” hvisker han, mens han skubber mit hår om bag øret og lader sine læber berøre min hals. ”Der er ikke noget, der haster. Jeg har allerede ventet så længe på at finde dig … Jeg kan sagtens vente længere endnu.”

Damens varme krop tæt ind mod min og hans blide ånde mod min nakke får mig til at slappe helt af. Jeg troede, jeg ville føle mig utryg ved ham, nervøs, men det er netop hans nærvær, der får mig til at falde i søvn på et øjeblik.

Da jeg vågner klokken 3:45 og mærker, at han ikke længere er der, springer jeg ud af sengen og styrter hen til vinduet. Alle følelserne fra hulen dagen før kommer igen, da jeg kigger ned mod indkørslen. Men til min overraskelse holder hans bil der stadig.

”Er det mig, du kigger efter?” spørger han.

Jeg snurrer omkring og ser ham stå i døren, mens mit hjerte banker vildt, og jeg bliver ildrød i hovedet. ”Åh … Jeg vågnede, og så var du der ikke, og …” Jeg bider mig i læben, føler mig latterlig og meget uselvstændig.

”Jeg var nede for at tage mig et glas vand,” smiler han, da han tager min hånd og fører mig tilbage til sengen.

Men da jeg ligger ved hans side, lægger jeg mærke til, at lagenet i hans side af sengen føles koldt, som om han har været væk i meget længere tid.

Næste gang jeg vågner, er jeg igen alene. Men jeg kan høre Damen skramle rundt i køkkenet, så jeg tager min kimono på og går ned for at efterforske.

”Hvor længe har du været oppe?” spørger jeg forbløffet, da jeg ser et klinisk rent køkken, hvor ethvert spor af gårsdagens udskejelser er totalt forsvundet. I stedet er der friske croissanter og Shreddies, Grape Nuts, Country Crisps og Dorset Cereals, som han i hvert fald ikke har fundet i mine skabe.

”Jeg er morgenmand,” svarer han med et skuldertræk. ”Så jeg ryddede lige lidt op, inden jeg smuttede til bageren. Der er måske lidt rigeligt, men jeg vidste jo ikke, hvad du havde lyst til.” Han smiler, kommer rundt om køkkenbordet og giver mig et kys på kinden.

Jeg tager lidt af den friskpressede juice, han sætter foran mig, og spørger: ”Hvad så? Skal du have noget, eller faster du stadig?”

Han løfter det ene øjenbryn og ser spørgende på mig. ”Faster?”

Jeg ser drilsk på ham. ”Lad nu være. Jeg kender ikke nogen, der spiser så lidt som dig. Du sidder bare og drikker din … medicin og prikker til maden. Ved siden af dig æder jeg jo som en gris.”

”Er det her bedre?” spørger han og gumler halvdelen af en croissant i sig.

Jeg trækker på skuldrene og kigger ud ad vinduet. Jeg har ikke helt vænnet mig til det californiske vejr, en tilsyneladende uendelig række af sommerdage, selv om vinteren er lige om hjørnet ifølge kalenderen.

”Hvad skal vi så lave i dag?” spørger jeg ham.

Han kaster et blik på sit ur, før han ser på mig. ”Jeg må snart se at komme af sted.”

”Jamen Sabine kommer først hjem en gang i aften,” siger jeg og krymper mig ved lyden af min klynkende og bedende stemme. Og jeg får ondt i maven, da han rasler med sine bilnøgler.

”Jeg bliver nødt til at tage hjem og få ordnet et par ting. Især hvis du gerne vil se mig i skolen i morgen,” siger han, mens hans læber strejfer min kind, mit øre, min nakke.

”Nåh, skolen,” ler jeg. ”Går vi stadig i skole?”

Det er næsten lykkedes mig at glemme alt om mit seneste pjækkeri, og de konsekvenser, det uden tvivl vil få.

”Det er dig, der synes, det er så vigtigt,” svarer han med et skuldertræk. ”Hvis det stod til mig, så var det lørdag hver eneste dag.”

”Men så ville lørdag jo ikke længere være noget særligt. Den ville bare være ligesom alle de andre dage,” siger jeg og tager en bid af en croissant med glasur på. ”En endeløs række af lange, døsige dage, og intet at se frem til. Bare luksus i lange baner. Det ville man da blive træt af i længden.”

”Det skal du ikke være så sikker på,” smiler han.

”Men hvad er det så for nogle interessante pligter, du skal tage dig af i dag?” spørger jeg i håb om at få et indblik i hans dagligdag, det, han beskæftiger sig med til hverdag, når han ikke er sammen med mig.

Han trækker på skuldrene. ”Det er såmænd ganske almindelige pligter.” Og selv om han ler, da han siger det, kan jeg godt mærke, at han er ved at være på vej ud ad døren.

”Jeg tænkte bare, at jeg måske kunne …” Men han ryster på hovedet, allerede før jeg har fuldført sætningen.

”Glem det. Du skal ikke ordne mit vasketøj.” Han står og flytter vægten fra fod til fod som en løber, der er ved at varme op.

”Jamen jeg vil gerne se, hvordan du bor. Jeg har aldrig haft nogen venner, der boede for sig selv, og jeg er nysgerrig.” Og selv om jeg prøver på at lyde, som om det hele ikke har den store betydning, så kommer jeg igen til at lyde klynkende og desperat.

Han ryster på hovedet og ser hen mod døren, som om han har et stævnemøde, han ikke vil komme for sent til.

Og selv om jeg for længst burde have indset, at slaget er tabt, kan jeg ikke lade være med at sige: ”Jamen hvorfor?” og se på ham, som om han virkelig skylder mig en forklaring.

Han ser på mig, og hans kæbemuskler er stramme, da han svarer: ”Fordi der er rodet. Der er forfærdelig rodet. Og jeg har ikke lyst til, at du skal se det og få et forkert indtryk af mig. Og jeg ville heller ikke få ordnet noget, hvis du var der. Du ville være alt for distraherende.”

Han smiler, men hans læber er stramme, og hans blik er utålmodigt. Der er ingen tvivl om, at hans ord bare skal udfylde tiden, indtil han kan få lov at gå.

”Jeg ringer i aften,” siger han på vej hen mod døren.

”Og hvad så, hvis jeg følger efter dig? Hvad vil du så gøre?” spørger jeg. Min latter, som nok er lidt for nervøs, forstummer brat, da han vender sig og siger:

”Du skal ikke følge efter mig, Ever. Aldrig nogen sinde.”

Da Damen er gået, prøver jeg igen at ringe til Haven, men hendes telefonsvarer går i gang med det samme, så jeg lægger bare på. Faktisk har jeg allerede indtalt adskillige beskeder, så det er helt klart hendes tur til at ringe til mig.

Da jeg har fået mig et bad, sætter jeg mig ved mit skrivebord, fast besluttet på at få lavet noget hjemmearbejde. Men jeg kommer ikke rigtig nogen vegne, for mine tanker vender hele tiden tilbage til Damen og alle hans særheder. Særheder, det bliver sværere og sværere at ignorere.

Hvordan kan det for eksempel være, at han tilsyneladende altid ved, hvad jeg tænker, når jeg ikke kan få så meget som et glimt af hans tankeverden?

Og hvordan har han, i løbet af sine sytten år, haft tid til at leve så mange eksotiske steder, lært at male, spille fodbold, lave mad, alt sammen på topplan, og tilegne sig ekspertviden inden for kunst, litteratur, verdenshistorie og stort set alle andre fag, jeg kan komme i tanker om?

Og hvad er det, der sker, når han somme tider bevæger sig så hurtigt, at han bliver helt utydelig?

Og hvad med roserne og tulipanerne og den magiske blyant?

For slet ikke at tale om, at han det ene øjeblik taler som en helt normal fyr og i det næste lyder, som om han er trådt lige ud af et Shakespeare-stykke eller Stormfulde højder?

Og tilføj så lige, at han opførte sig, som om han kunne se Riley, at han ikke har nogen aura, at Drina ikke har nogen aura, og at jeg ved, han skjuler et eller andet om sit sande forhold til hende – og at jeg åbenbart ikke må få at vide, hvor han bor.

Efter at vi har været i seng med hinanden!

Nå ja, vi var jo ikke i seng med hinanden på den måde, men jeg synes alligevel, at der må være nogle af mine spørgsmål (eller muligvis dem alle sammen), jeg har et rimeligt krav på at få besvaret.

Og selv om jeg nok ikke lige er parat til at bryde ind på skolens kontor og se, hvad der står i hans papirer, så kender jeg en, der er.

Jeg ved bare ikke, om jeg skal blande Riley ind i det her. Og jeg ved i øvrigt heller ikke, hvordan jeg skal kontakte hende, for det har jeg jo ikke prøvet før. Skal jeg råbe hendes navn? Eller tænde et lys for hende? Lukke øjnene og hviske et ønske?

Eftersom det virker lidt for melodramatisk at tænde et lys, så vælger jeg at stille mig midt i værelset, lukke øjnene og sige: ”Riley? Riley, hvis du kan høre mig, så vil jeg meget, meget gerne tale med dig. Ja, jeg har faktisk brug for din hjælp. Men hvis du helst vil være fri, så er det helt i orden, og jeg bliver ikke sur over det eller noget, for jeg ved godt, det er lidt underligt, og jeg føler mig faktisk temmelig dum lige nu, fordi jeg står her og taler med mig selv, så hvis du kan høre mig, gider du så ikke give mig et tegn af en eller anden slags?”

Og i det samme går stereoanlægget i gang med at spille den Kelly Clarkson-sang, som Riley altid plejede at synge, på fuld styrke, og da jeg åbner øjnene, står hun lige foran mig og er fuldstændig ødelagt af grin.

”Åh gud, du skulle have set dig selv! Du lignede en, der skulle til at trække gardinerne for, tænde et vokslys og spørge ånden i glasset!” Hun ryster overbærende på hovedet og snøfter af grin.

”Du får mig til at føle mig som en total idiot,” siger jeg og kan mærke, hvordan mine kinder blusser.

”Du lignede sandelig også en idiot,” griner hun. ”Okay, lad os lige få det her på det rene. Du har tænkt dig at lokke din lillesøster på gale veje og bede hende om at udspionere din kæreste. Er det rigtigt forstået?”

”Hvor i alverden ved du dét fra?” Jeg stirrer forbløffet på hende.

”Lad nu være,” siger hun med himmelvendte øjne. ”Tror du måske, du er den eneste, der kan læse andres tanker?”

”Og hvor ved du dét fra?” spørger jeg, mens jeg begynder at spekulere på, hvad hun ellers ved.

”Det har Ava fortalt mig. Men lad nu være med at blive vred, for nu ved jeg i det mindste, hvorfor du er begyndt at gå i sådan noget underligt tøj.”

”Du synes måske, at dit tøj er mindre underligt?” siger jeg og sender hendes Star Wars-kostume et sigende blik.

Men hun trækker bare på skuldrene. ”Skal jeg finde Valentinos adresse til dig eller skal jeg ikke?”

Jeg sætter mig på sengen ved siden af hende. ”Helt ærligt? Jeg kan ikke finde ud af det. Selvfølgelig vil jeg gerne vide det, men jeg kan ikke lide at rode dig ind i det.”

”Hvad nu, hvis jeg allerede har gjort det? Hvis jeg allerede ved det?” siger hun og ser lumsk på mig.

”Er du brudt ind på skolens kontor?” spørger jeg. Gad vide, hvad hun ellers har haft gang i siden sidst.

Men hun griner bare. ”Ha! Jeg fandt da på noget meget bedre. Jeg fulgte efter ham hjem.”

Jeg ser måbende på hende. ”Hvornår? Hvordan?”

Hun ryster overbærende på hovedet. ”Lad nu være, Ever. Tror du ikke, jeg kan bevæge mig omkring, som det passer mig? Og i øvrigt, jeg ved godt, I alle sammen er vildt forelskede i ham, og det skal jeg slet ikke bebrejde jer, for han er da lidt af en drøm. Men du kan godt huske den dag, han opførte sig, som om han kunne se mig, ikke?”

Jeg nikker. Selvfølgelig har jeg ikke glemt det.

”Okay, jeg syntes altså, det var temmelig creepy, så jeg gik i gang med min egen lille efterforskning.”

Jeg læner mig frem mod hende. ”Og?”

”Og … Ja, jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal sige det, men … Han er faktisk temmelig underlig.” Hun tøver et øjeblik. ”Altså, han bor i et stort hus ovre i Newport Coast, hvilket i sig selv er ret underligt, når han ikke er ældre end han er. Jeg mener, hvordan pokker får han råd til det? For der er ikke noget, der tyder på, at han arbejder.”

Jeg kommer til at tænke på vores dag på galopbanen, men jeg siger ikke noget om det.

”Men det er ikke det mest underlige,” fortsætter hun. ”Det mest underlige er, at huset er fuldstændig tomt. Der er overhovedet ikke nogen møbler.”

”Du ved, hvordan fyre er,” siger jeg og spørger mig selv, hvorfor jeg tager ham i forsvar.

Hun ryster på hovedet.

”Jeg tror ikke helt, du forstår mig. Det, jeg mener, er, at der er en dock til hans iPod på væggen og en fladskærm. Og så ikke andet. Virkelig. Og tro mig, jeg var hele huset igennem. Ja, lige bortset fra det ene rum, der var låst af.”

”Siden hvornår lader du dig stoppe af en låst dør?”

”Det var ikke den låste dør, der stoppede mig. Det var mig selv, der stoppede mig. Jeg kan sagtens blive bange, selv om jeg er død, at du ved det.” Hun trækker på skuldrene og sender mig et hurtigt blik.

”Han har jo ikke boet her ret længe,” siger jeg, åbenbart stadig ivrig efter at bortforklare enhver uregelmæssighed. ”Måske har han ikke haft tid til at møblere huset endnu. Det er sikkert derfor, han ikke vil have mig på besøg. Han synes ikke, jeg skal se det sådan.”

Jeg krummer tæer, da jeg tænker over, hvad jeg lige har sagt. Åh gud, jeg er endnu længere ude, end jeg troede.

Riley ser på mig med en hovedrysten og ligner en, der skal til at forklare, at Julemanden slet ikke findes i virkeligheden. Men så trækker hun på skuldrene og siger: ”Det er nok bedst, hvis du ser det med dine egne øjne.”

”Hvad mener du?” spørger jeg, og jeg kan godt mærke, at der er et eller andet, hun ikke vil ud med.

Men hun rejser sig bare fra sengen, går hen til spejlet og giver sig til at rette på sit kostume.

”Riley?” siger jeg og undrer mig over, at hun absolut skal være så gådefuld.

”Okay, hør lige her,” siger hun til sidst og vender sig om mod mig. ”Det er muligt, jeg tager helt fejl, jeg er trods alt kun et barn. Og det betyder sikker slet ikke noget, men …”

”Men …?”

Hun trækker vejret dybt. ”Jeg synes bare, du skal se det selv.”

”Godt. Hvordan kommer vi derop?” Jeg har allerede bilnøglerne i hånden.

Hun ryster på hovedet. ”Ikke tale om. Jeg er sikker på, han kan se mig.”

”Nå ja, vi ved, han kan se mig.”

Men hun er urokkelig. ”No way. Men jeg kan tegne et kort til dig.”

Eftersom Riley ikke er nogen ørn til at tegne kort, bliver enden på det, at hun laver en liste over gadenavne med angivelse af højre- og venstresving, eftersom verdenshjørner kun gør mig forvirret.

”Og du er sikker på, du ikke vil med?” siger jeg, da jeg hanker op i tasken og går ud ad døren.

Hun nikker og går med mig ned ad trappen.

”Du, Ever …?”

Jeg stopper op og vender mig.

”Du kunne altså godt lige have fortalt mig om det der med din … følsomhed. Jeg har det rigtig dårligt med, at jeg har gjort nar ad din påklædning.”

Jeg trækker på skuldrene og åbner hoveddøren. ”Kan du virkelig læse mine tanker?”

Hun ryster på hovedet og smiler. ”Kun når du prøver på at kommunikere med mig. Men jeg havde regnet ud, at det kun kunne være et spørgsmål om tid, før du bad mig om at udspionere ham.” Hun griner. ”Men ved du hvad, Ever?” Jeg vender mig og ser på hende igen.

”Hvis der går et stykke tid, før jeg dukker op igen, så er det altså ikke, fordi jeg er sur på dig eller prøver på at straffe dig eller noget, vel? Jeg lover dig, at jeg nok skal kigge ind og se, om du er okay og sådan. Men det kan altså godt være, der går et stykke tid. Men så er det altså bare, fordi jeg har travlt, ikke?”

Jeg bliver helt kold og kan mærke panikken begynde at brede sig. ”Men du kommer tilbage, ikke?”

Hun nikker. ”Jo, det er bare det …” Hun trækker på skuldrene. ”Okay, jeg lover, at jeg kommer tilbage, jeg ved bare ikke hvornår.” Og hun smiler, men det er et anstrengt smil.

”Du forlader mig ikke, vel?” Jeg holder vejret, indtil jeg ser hende ryste på hovedet.

”Jamen så må du altså have det rigtig godt, ikke?” siger jeg. Jeg ville ønske, jeg kunne give hende et knus, holde om hende, få hende til at ombestemme sig og blive, men jeg ved, det ikke kan lade sig gøre, så i stedet for sætter jeg mig ind i min bil og drejer nøglen.