treogtyve

Damen bor i et afspærret boligområde. En detalje, som Riley glemte at nævne. Hun syntes nok ikke, det var vigtigt, eftersom der skal mere end jernporte og uniformerede vagter til at stoppe sådan en som hende. Men det er heller ikke noget, der stopper sådan en som mig, for jeg ruller bare vinduet ned og siger: ”Hej, jeg er Megan Foster. Jeg har en aftale med Jody Howard.” Jeg ved nemlig tilfældigvis, at den aftale står som nummer tre på portvagtens computerskærm.

”Sæt denne her i venstre side af forruden, tak,” siger hun og rækker mig et stykke gult papir med ordet ”Gæst” og datoen på forsiden. ”Og ingen parkering i venstre side af vejen, tak. Kun højre side.”

Hun nikker venligt og går tilbage til sin plads, og jeg kører gennem den åbne port og håber, at hun ikke lægger mærke til, at jeg kører lige forbi Jodys vej og fortsætter mod Damens.

Lige før jeg når toppen af en bakke, får jeg øje på den næste vej på Rileys liste, og drejer af til højre, og så til venstre. Det er her, han bor. Jeg holder ind til siden og stopper motoren.

Og pludselig mærker jeg, at jeg har mistet modet.

Jeg mener, hvordan er det lige, jeg opfører mig? Er jeg virkelig en neurotiker af den slags, der udspionerer sin kæreste? Og som får sin lillesøster – sin døde lillesøster – til at hjælpe sig med det?

Men på den anden side: Der er intet i mit liv, der er særlig normalt, så hvorfor skulle mit parforhold være det?

Jeg sidder i min bil og fokuserer på mit åndedræt, kæmper for at få det roligt og stabilt, selv om mit hjerte hamrer helt vildt, og mine håndflader er våde af sved. Og da jeg ser mig omkring, går det op for mig, at jeg nok ikke kunne have valgt en dårligere dag.

Vejret er rigtig dejligt, så alle er ude. For at cykle eller gå tur med hunden eller vande græsplænen. Sådan cirka det mest tåbelige tidspunkt at spionere på. Og jeg har haft så travlt med at koncentrere mig om at finde vej, at jeg overhovedet ikke har lagt en plan.

Men det kan nok også være lige meget. Jeg mener, hvad er det værste, der kan ske? At jeg bliver taget på fersk gerning, og Damen bekræfter, at jeg er en skør kælling? Dét er han jo nok allerede blevet enig med sig selv om efter min desperate og omklamrende opførsel her til morgen.

Jeg står ud af bilen og spadserer hen mod huset, der ligger for enden af den lukkede vej med tropiske planter og en velfriseret plæne udenfor.

Jeg sniger mig ikke af sted, ser mig ikke forsigtigt omkring, jeg gør ingenting, der kan tiltrække sig opmærksomhed. Jeg slentrer bare af sted, som om jeg plejer at komme her, indtil jeg står foran den store dobbeltdør og spørger mig selv, hvad jeg nu skal gøre.

Jeg træder et skridt tilbage og ser op mod vinduerne, hvor gardinerne er trukket for. Og selv om jeg ikke aner, hvad jeg skal sige, så tager jeg en dyb indånding og ringer på. Og venter.

Efter et par minutter uden reaktion ringer jeg på igen. Og da der stadig ikke sker noget, tager jeg i håndtaget og konstaterer, at der naturligvis er låst, vender mig og går, ser mig diskret omkring, så jeg ved, at ingen af naboerne kigger, og smutter rundt om huset.

Jeg holder mig tæt på huset, kaster kun et hurtigt blik på poolen, de eksotiske planter og den fantastiske havudsigt, mens jeg styrer direkte mod de store glasdøre, som selvfølgelig også er låste.

Men lige da jeg skal til at give op og vende næsen hjemefter, hører jeg en stemme inde i mit hoved. Vinduet. Derhenne, hvor grunden skråner. Og ganske rigtigt. Vinduet står lige præcis så meget på klem, at jeg kan få en finger ind og skubbe det op.

Jeg må bruge alle mine kræfter på at komme op i vindueskarmen. Og i det øjeblik, mine fødder rammer gulvet, har jeg officielt overskredet grænsen.

Jeg burde virkelig stoppe her. Jeg har ingen ret til at være her. Det eneste rigtige er at klatre ud igen og skynde mig tilbage til bilen. Men den lille stemme inde i mit hoved siger, jeg skal fortsætte. Og jeg tænker, at eftersom det er den, der har bragt mig hertil, så kan jeg vel lige så godt se, hvor den har tænkt sig at føre mig hen.

Jeg udforsker det store øde køkken, det tomme spisekammer, spisestuen, som hverken har bord eller stole, og badeværelset, hvor der ikke er andet end et lille stykke sæbe og et enligt, sort håndklæde. Og jeg begynder at forstå, hvad Riley mente – huset er ikke bare tomt, det er øde og forladt, på en måde der virker ildevarslende. Ingen personlige ejendele, ingen fotografier, ingen bøger. Intet andet end mørke trægulve, lysegrå vægge, tomme skabe, et køleskab proppet med flasker, der alle sammen indeholder den besynderlige, røde væske.

Intet andet.

Jeg finder værelset med den fladskærm, Riley nævnte, og der er også en lænestol, hun ikke nævnte, og en masse dvd’er, hvis titler jeg ikke kan læse, fordi de er på et sprog, jeg ikke kender.

Jeg stopper op neden for trappen. Jeg ved, jeg burde gå nu, at jeg allerede har set rigeligt, men et eller andet, jeg ikke helt ved hvad er, får mig til at fortsætte. Jeg griber fat i gelænderet, krymper mig ved lyden af trinene, der knager under mig, alt for larmende i det store, stille hus. Og da jeg når toppen af trappen, står jeg foran den dør, Riley fandt låst. Men nu er den ulåst og står lidt på klem.

Jeg nærmer mig forsigtigt, lytter efter stemmen i mit hoved, men kan ikke høre andet end lyden af mit hamrende hjerte.

Jeg lægger hånden mod døren og skubber den forsigtigt op. Og måber, da jeg ser et værelse så prægtigt, så overdådigt udsmykket, så højtideligt, som var det hentet lige ud af Versailles.

Jeg bliver stående på dørtrinet, prøver på at fatte, hvad det er, jeg ser. De kostbare, vævede tapeter, de ægte tæpper, krystallysekronerne, de gyldne lysekroner, de tunge silkedraperier, fløjlssofaen, stablerne af antikvariske bøger på marmorbordet.

Og væggene, fra fodpanelerne til loftets stukkanter, er dækket af store, guldindrammede malerier – som alle sammen forestiller Damen iført kostumer, der spænder over adskillige århundreder. Et af dem viser ham ridende på en hvid hingst med et sølvhvidt sværd ved sin side, iført præcis den samme jakke, han havde på til Halloween-festen.

Jeg går hen til det, mit blik søger hullet på skulderen, det, han spøgende gav et artilleri-angreb skylden for. Jeg er forbløffet over at gense hullet her på maleriet og kan ikke lade være med at række ud og røre ved det.

Jeg er tryllebunden, bjergtaget over, hvad det mon kan være for en besynderlig illusion, han har spundet sammen, mens spidsen af min finger følger penselstrøgene hele vejen ned til det lille messingskilt med ordene:

DAMEN AUGUSTE ESPOSITO, MAJ 1775

Jeg vender mig mod maleriet ved siden af, og mit hjerte galoperer helt vildt, da jeg ser portrættet af en særdeles usmilende Damen, iklædt et formelt udseende jakkesæt, omgivet af blåt. Også dét maleri har et lille messingskilt:

DAMEN AUGUSTE, MALET AF PABLO PICASSO 1902

Og det næste i rækken, hvis umiskendelige spiralagtige penselstrøg forestiller:

DAMEN AUGUSTE, MALET AF VINCENT VAN GOGH

Og sådan fortsætter det bare. Alle fire vægge er fyldt med portrætter af Damen, malet af alle de store mestre.

Mine ben er ved at give efter under mig, så jeg sætter mig tungt på fløjlssofaen. Det flimrer for mine øjne, og mine tanker overvejer tusindvis af forklaringer, den ene mere usandsynlig end den anden. Så får en pludselig indskydelse mig til at række ud efter en af bøgerne på marmorbordet og slå op på titelbladet:

Til Damen Auguste Esposito

Underskrevet William Shakespeare.

Jeg lader bogen falde og rækker ud efter den næste.

Stormfulde højder

Til Damen Auguste

Underskrevet Emily Brontë.

Hver eneste bog i bunken er tilegnet Damen Auguste Esposito eller Damen Auguste eller bare Damen. Og hver eneste dedikation er skrevet af en berømt forfatter, der har været død i mindst hundrede år.

Jeg lukker øjnene, prøver at koncentrere mig om at få mit åndedræt ned i et rimeligt tempo, mens mit hjerte hamrer af sted, og mine hænder ryster. Igen og igen siger jeg til mig selv, at det hele er en eller anden joke, at Damen er en historiefanatiker, en kunstsamler, en kunstforfalsker, som er gået over gevind. Eller måske er der tale om højt skattede arvestykker, efterladt af en lang række forfædre, som alle sammen havde samme navn og en rent ud sagt forbløffende lighed.

Men så ser jeg mig omkring igen, og den måde, mine nakkehår stritter på, fortæller mig den uomgængelige sandhed. Her er ikke tale om antikviteter eller arvestykker. Her er tale om Damens personlige ejendele, samlet gennem et langt liv. Et meget langt liv.

Med besvær kommer jeg på benene igen og vakler ud på trappeafsatsen. Jeg er svimmel, har kvalme, vil bare ud af det uhyggelige værelse. Jeg vil ud af dette hus. Dette hæslige, prangende, overfyldte mausoleum, dette gravkapel af et palæ.

Jeg vil bare så langt væk, jeg kan komme, så hurtigt som det er mig muligt, og jeg vil aldrig nogen sinde under nogen omstændigheder sætte mine ben her igen.

Jeg er lige nået til trappens nederste trin, da jeg hører et gennemtrængende skrig fulgt af en dæmpet stønnen. Og før jeg kan nå at tænke, løber jeg i den retning, lydene kom fra, til enden af gangen og ind gennem døren, og der finder jeg Damen på gulvet med iturevet tøj og et ansigt, der drypper af blod. Under ham ligger en sprællende og stønnende Haven.

Damen er straks på benene.

”Ever!” råber han og holder mig tilbage, mens jeg desperat prøver på at skubbe, slå og sparke ham væk fra Haven.

”Hvad fanden har du gjort ved hende?” skriger jeg. Haven er kridhvid i ansigtet, hun har vendt det hvide ud af øjnene, og der er helt tydeligt ingen tid at spilde.

”Ever, tag det roligt,” siger han med en stemme, der er alt for rolig, alt for myndig til den ekstremt belastende situation, han befinder sig i.

”HVAD HAR DU GJORT VED HENDE?”

Jeg skriger, sparker, slår, river, bider – kæmper med al den energi, jeg kan samle sammen, men for ham er det som at slås med en kattekilling. Han står bare der og holder mig tilbage med én hånd, uden at fortrække en mine.

”Lad mig nu forklare, Ever,” siger han, mens han behændigt undgår mine vildt sparkende fødder.

Havens ansigt er fortrukket i smerte, som hun ligger der på gulvet med blodet strømmende fra sig, og pludselig slår det mig: Det var derfor, han prøvede på at holde mig væk!

”Nej, Ever! Sådan er det slet ikke! Du har helt misforstået det! Nej, jeg ville ikke have, at du skulle se det her, men det er slet ikke sådan, som du tror.”

Han har løftet mig op, så mine ben dingler som en kludedukkes, og trods alle mine anstrengelser er han ikke engang blevet forpustet.

Men jeg er ligeglad med Damen. Jeg er ligeglad med mig selv. Det eneste, der bekymrer mig, er Haven, som næsten er holdt op med at trække vejret, mens hendes læber er ved at blive blå.

”Hvad har du gjort ved hende?” Jeg stirrer på ham, så hadefuldt jeg kan. ”Hvad har du gjort ved hende, din psykopat!”

”Ever, stop, du bliver nødt til at høre efter,” siger han med bedende øjne.

Og på trods af al min vrede, på trods af al min adrenalin kan jeg stadig mærke den beroligende varme, hans berøring af min hud fremkalder, og jeg kæmper som en besat for ikke at lade mig påvirke af den. Hylende og skrigende og sparkende ud efter hans mest sårbare steder, men hele tiden uden at ramme, fordi han er så meget hurtigere end mig.

”Du kan ikke hjælpe hende. Tro mig, jeg er den eneste, der kan.”

”Du hjælper hende ikke. Du slår hende ihjel!” råber jeg.

Han ryster på hovedet, og han ser træt ud, da han hvisker: ”Næppe.”

Igen prøver jeg på at gøre mig fri af ham, men det er håbløst, jeg kan ikke vinde over ham. Så jeg giver op, gør mig slap, mens jeg lukker øjnene i overgivelse. Og tænker: ”Det er altså sådan, det sker. Det er sådan, jeg forsvinder.”

Og i samme øjeblik han løsner sit greb, sparker jeg, så hårdt jeg kan, og da min støvlesnude rammer sit mål, giver han slip, og jeg falder ned på gulvet.

I ét spring er jeg henne ved Haven, mine fingre griber om hendes blodige håndled for at mærke hendes puls, jeg stirrer forfærdet på de to små huller midt i hendes ulækre tatovering, mens jeg tigger hende om at holde ud, om ikke at holde op med at trække vejret.

Og da jeg griber min mobil for at ringe efter en ambulance, tager Damen fat i mig bagfra, flår mobilen ud af hånden på mig og siger: ”Jeg havde håbet, at det her ikke ville blive nødvendigt.”