fireogtyve
Da jeg slår øjnene op, ligger jeg i min seng, og Sabine ser ned på mig med et lettet udtryk i ansigtet. Hendes tanker er en sand labyrint af bekymring.
”Hej,” smiler hun og ryster overbærende på hovedet. ”Det må da vist have været lidt af en weekend, hva’?”
Jeg kniber øjnene sammen for at få hende i fokus. Så kigger jeg på uret – og springer ud af sengen, da jeg ser, hvad klokken er.
”Du er sikker på, du er okay, ikke?” spørger hun, mens hun nærmest løber efter mig. ”Du sov allerede, da jeg kom tilbage i aftes. Du er ikke syg, vel?”
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare, så jeg skynder mig ud i badeværelset. Jeg føler mig bestemt ikke syg, men jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg har sovet så længe.
”Der er ikke noget, du har lyst til at fortælle mig, vel? Noget, jeg burde vide?” spørger hun gennem den lukkede dør.
Jeg lukker øjnene og spoler gennem weekenden, husker stranden, Evangeline, Damen, der blev hos mig og lavede middag og derefter morgenmad …
”Nej, der er ikke sket noget særligt,” siger jeg omsider.
”Nå, men du må hellere skynde dig, hvis du ikke skal komme for sent i skole. Og du er sikker på, at alt er i orden?”
”Ja-ja!” svarer jeg, og prøver på at lyde klar og overbevisende, mens jeg lukker op for vandet og træder ind under bruseren, uden helt at vide om jeg lyver eller fortæller sandheden.
Hele vejen til skole fortæller Miles om Eric. Hele historien om deres sms-opgør søndag aften, skridt for skridt, besked for besked, meget opsat på at overbevise mig om, at Eric er helt og aldeles fortid for ham, og at han er fuldstændig ligeglad – hvilket klart og tydeligt fortæller mig, at det er han ikke.
”Hører du overhovedet efter?” surmuler han.
”Ja, selvfølgelig,” mumler jeg, mens jeg holder for rødt ikke ret langt fra skolen og endnu en gang tænker weekendens begivenheder igennem, stadig uden at kunne nå længere end til morgenmaden. Efter den kan jeg bare ikke huske mere.
”Jamen det tror jeg så på,” surmuler han og ser ud ad vinduet. ”Hvis det keder dig at høre om Eric, så må du endelig sige til, for jeg synes da også bare, han er så uinteressant. Har jeg nogen sinde fortalt dig om dengang, han …”
”Miles, har du hørt noget fra Haven?” Jeg sender ham et hurtigt blik, lige før lyset skifter.
Han ryster på hovedet. ”Næh, har du?”
”Det tror jeg ikke.” Jeg træder på speederen og undrer mig over, at jeg får en kuldegysning af at sige hendes navn.
”Det tror du ikke?” Han ser på mig med store, runde øjne.
”Ikke siden i fredags.”
Jeg svinger ind på parkeringspladsen, og mit hjerte sætter tempoet op til det tredobbelte, da jeg ser Damen stå, hvor han plejer at stå, lænet op ad sin bil, ventende på mig.
”I det mindste er der da en af os, der har en chance for at leve lykkeligt til sine dages ende,” siger Miles og nikker til Damen, da han kommer hen til mig med en enkelt rød tulipan i sin hånd.
”Godmorgen.” Han smiler, giver mig tulipanen og kysser mig på kinden, og jeg mumler et eller andet usammenhængende til svar og går hen mod porten. Miles giver sig til at løbe, da skoleklokken ringer, og Damen tager min hånd og fører an til engelsktimen.
”Mr. Robins er på vej,” hvisker han, mens han giver mine fingre et klem og fører mig forbi Stacia, som vrænger ad mig og stikker sin fod ud foran mig, blot for at fjerne den i sidste øjeblik. ”Han er gået på vandvognen i håb om at få konen til at komme tilbage.” Hans læber er tæt på mit øre, men jeg trækker mig væk fra ham.
Jeg dumper ned på min plads, mens jeg undrer mig over, at min kærestes tilstedeværelse gør mig så nervøs og irritabel. Og jeg er nærmest ved at gå i panik, da jeg stikker hånden i lommen efter iPod’en og opdager, at jeg har glemt at få den med.
”Den kan du godt undvære,” siger Damen og tager min hånd i sin. ”Du har jo mig nu.”
Jeg lukker mine øjne, jeg ved, at mr. Robins kommer ind ad døren om tre, to, et …
”Ever,” hvisker Damen, mens hans fingre blidt aer indersiden af mit håndled. ”Har du det godt?”
Jeg presser læberne sammen og nikker.
”Det er godt.” Han gør en kort pause. ”Jeg havde en dejlig weekend. Det håber jeg, du også havde.”
Jeg åbner øjnene i samme sekund, mr. Robins træder ind i klassen, og bemærker, at hans øjne er mindre posede og hans ansigt mindre rødt, selv om han stadig ryster lidt på hænderne.
”Vi havde det da sjovt i går, synes du ikke?”
Jeg vender mig mod Damen og ser ham ind i øjnene. Jeg føler mig varm og afslappet, alene fordi hans hånd ligger på min. Så nikker jeg bekræftende, for jeg ved, at det er det, han forventer, selv om jeg ikke er sikker på, at det er det, jeg mener.
De følgende timer ved jeg dårligt nok, om jeg er i den ene eller den anden klasse. Det er først i frokostpausen, at jeg får løst mysteriet om, hvad der skete i går.
”Det er da for vildt, at du var ude at surfe i går,” siger Miles, mens han rører rundt i sin yoghurt og ser på mig. ”Er du klar over, hvor koldt vandet er lige nu?”
”Hun havde våddragt på,” siger Damen med et skuldertræk. ”Den hænger for resten hjemme hos mig endnu.”
Jeg pakker min sandwich ud. Jeg kan ikke huske noget som helst af det. Jeg har da ikke nogen våddragt. Eller har jeg?
”Øh, var det ikke i fredags?” spørger jeg og kommer til at rødme, da jeg pludselig husker alt om, hvad der skete i fredags.
Damen ryster på hovedet. ”Du surfede ikke i fredags. Det gjorde jeg. Det var søndag, jeg gav dig en lektion.”
Jeg piller skorpen af min sandwich og prøver på at huske, men intet dukker op.
”Var hun så god til det?” spørger Miles, mens han slikker sin teske og ser fra Damen til mig.
”Det var temmelig fladt, så vi fik faktisk ikke surfet så meget. Det meste af tiden lå vi under et tæppe på stranden, men det var hun i hvert fald ret god til,” griner Damen.
Jeg ser på ham og spekulerer på, om jeg mon havde min våddragt på under det tæppe, og hvad der skete, hvis jeg ikke havde. Kan det tænkes, at vi gjorde det, vi ikke gjorde om fredagen, og at jeg har skammet mig så meget over det, at jeg har fortrængt det?
Miles ser på mig med løftede øjenbryn, men jeg tager bare en bid af min sandwich og trækker på skuldrene.
”Hvad var det for en strand?” spørger han.
Men det aner jeg jo ikke, så jeg vender mig mod Damen. ”Crystal Cove,” siger han og tager en slurk af sin drik.
Miles himler med øjnene. ”Sig nu ikke, at I er ved at blive til et par af den slags, hvor det kun er fyren, der snakker. Det er måske også ham, der bestiller, når I går på restaurant?”
Jeg ser på Damen, men inden han kan nå at svare, siger Miles: ”Nej, det er dig, jeg spørger, Ever.”
Jeg tænker tilbage på vores to restaurationsbesøg. Det ene var den dejlige dag i Disneyland, der endte så mærkeligt, og det andet var den dag på væddeløbsbanen, hvor vi vandt alle de penge.
”Jeg bestiller selv, hvad jeg skal have at spise,” siger jeg. Så ser jeg på ham og spørger: ”Må jeg låne din mobil?”
Han tager den op af lommen og rækker mig den. ”Hvorfor? Har du glemt din egen?”
”Ja, og jeg vil sende Haven en sms, så jeg kan finde ud af, hvordan hun har det. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg har sådan en underlig fornemmelse.”
Jeg ryster på hovedet, ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, hverken over for mig selv eller dem. ”Jeg kan ikke holde op med at tænke på hende,” siger jeg, mens mine fingre trykker på det lille tastatur.
”Hun er derhjemme, hun er syg,” siger Miles. ”En eller anden virus. Plus at hun har det dårligt over det med Evangeline, selv om hun sværger på, at hun ikke hader os mere.”
”Sagde du ikke, at du ikke havde talt med hende?” Jeg stopper op og ser på ham. Jo, jeg er sikker på, at det var det, han sagde i bilen.
”Jeg sendte hende en sms i historietimen.”
”Så er hun altså okay?” Jeg stirrer på Miles og undrer mig over, at min mave føles så livlig.
”Ja, bortset fra at hun brækker sig i stride strømme og græder snot over sin veninde.”
Jeg rækker mobilen tilbage til Miles. Der er ingen grund til at forstyrre Haven, hvis hun har det dårligt. Så lægger Damen en hånd på mit lår, Miles pludrer videre om Eric, og jeg prøver på at samle appetit nok til at spise, mens jeg smiler og nikker på de rigtige tidspunkter uden rigtig at blive min uro kvit.
Det er bare så typisk. Den ene gang, Damen har besluttet sig for at tilbringe hele dagen i skole, er den ene gang, jeg ville ønske, han havde pjækket. For hver eneste gang jeg forlader et klasselokale, står han udenfor og venter på mig, og spørger mig, om jeg er okay. Det begynder at gå mig på nerverne.
Så efter sidste time, hvor vi følges ad ud til parkeringspladsen, og han tilbyder at følge mig hjem, ser jeg bare på ham og siger: ”Øh, hvis det er okay med dig, så trænger jeg faktisk til at være lidt for mig selv.”
”Der er ikke noget galt, vel?” spørger han for gud ved hvilken gang. Men jeg ryster bare på hovedet og sætter mig ind i bilen, utålmodig efter at lukke døren og få lidt afstand imellem os.
”Jeg har bare et par ting, jeg skal have ordnet, så vi ses i morgen, okay?” Og før han kan nå at svare, er jeg på vej væk.
Da jeg kommer hjem, er jeg så hamrende træt, at jeg går lige i seng for at få mig en lur, inden Sabine kommer hjem og begynder at bekymre sig igen. Men da jeg atter slår øjnene op, er det midt om natten, mit hjerte hamrer, jeg er badet i sved, og jeg har en helt klar fornemmelse af, at jeg ikke er alene.
Jeg griber min pude og holder om den, som om dens bløde dun kunne beskytte mig mod noget som helst, og stirrer ind i mørket.
”Riley?” hvisker jeg, selv om jeg er ret sikker på, at det ikke er hende.
Jeg holder vejret og hører en dæmpet lyd, som af et par tøfler mod gulvtæppet, henne ved de franske vinduer, og til min egen overraskelse hvisker jeg: ”Damen?”
Og jeg hører den samme lyd igen, men ligegyldigt hvor meget jeg stirrer ind i mørket, er det det eneste svar, jeg får.
Jeg famler efter lyskontakten og får tændt, kniber øjnene sammen mod det pludselige lys og ser mig omkring i værelset. Jeg var så sikker på at der var nogen, at jeg næsten er skuffet over at finde værelset tomt.
Jeg står ud af sengen, stadig med puden i favnen, og låser de franske døre. Så kigger jeg ind i skabene og under sengen, ligesom min far gjorde, dengang jeg var lille og bange for at sove alene. Men jeg finder ingenting, så jeg kravler i seng igen og ligger og spekulerer på, om det mon var den drøm, jeg havde, som gjorde mig bange.
Den mindede om den, jeg havde haft før, hvor jeg løb igennem en kløft iført en tynd, flagrende kjole, der ikke gav meget beskyttelse. Den kolde vind gik gennem marv og ben og piskede mod min bare hud. Men jeg lagde ikke engang rigtig mærke til det, for jeg var kun optaget af at løbe. Mine bare fødder sank ned i den mudrede jord, mens jeg løb, alt hvad jeg kunne, imod et sikkert sted, som jeg ikke rigtig kunne se.
Jeg vidste kun, at det gjaldt om at komme hen til det blege lys.
Og væk fra Damen.