femogtyve

Næste morgen parkerer jeg, hvor jeg plejer, springer ud af bilen, løber lige forbi Damen og hen til Haven, som står og venter ved indgangen.

Og selv om jeg normalt gør, hvad jeg kan for at undgå fysisk kontakt, så griber jeg hende om skuldrene og knuger hende ind til mig.

”Ja-ja, okay, jeg elsker også dig,” griner hun og skubber mig væk. ”Det var jo ikke, fordi jeg havde tænkt mig at være vred på jer for tid og evighed.”

Hendes røde hår er tørt og fladt, hendes sorte neglelak er ved at skalle af, de mørke rande under hendes øjne er mørkere end sædvanligt, og hendes hud er unaturligt bleg. Men selv om hun forsikrer mig om, at hun er okay, kan jeg ikke lade være med at give hende et kram mere.

”Hvordan har du det?” spørger jeg og ser intenst på hende, men bortset fra at hendes aura er grå og svag og gennemsigtig, er der intet, jeg kan tolke.

”Hvad er det for noget med dig?” siger hun og skubber mig igen fra sig. ”Hvorfor er du pludselig så kærlig og omsorgsfuld? Og så lige dig, den evige hættemåge.”

”Jeg fik at vide, at du var syg, og da du så ikke kom i skole i går …” Jeg går i stå, kan pludselig godt selv høre, hvor tåbeligt det lyder.

Men hun griner bare. ”Jeg ved godt, hvad der foregår her,” siger hun og nikker. ”Det er din skyld alt sammen, er det ikke?” Hun peger på Damen. ”Det er dig, der har tøet min veninde, Isdronningen, op, og nu er hun forvandlet til et halvsmeltet, pladderromantisk fjols.”

Damen ler, men smilet når slet ikke op til hans øjne.

”Det var jo bare en influenza,” siger hun, mens Miles med påtaget højtidelighed tager hende under armen og fører hende ind gennem porten, som om de skulle til bal på slottet. ”Og så blev det nok lidt værre af, at jeg var så ked af det med Evangeline. Jeg var så omtåget af feber, at jeg faktisk havde et blackout eller to.”

”Mener du virkelig det?” Jeg gør mig fri af Damen, så jeg kan gå ved siden af hende.

”Ja, det var virkelig underligt. Jeg havde et eller andet på, da jeg gik i seng om aftenen, og da jeg så vågnede igen, så havde jeg noget helt andet på. Og det, jeg havde haft på, det kunne jeg overhovedet ikke finde.”

”Det er da bare, fordi der er så rodet hjemme hos dig,” griner Miles. ”Eller måske så du syner. Du ved, hvordan det somme tider er, når man har monsterfeber.”

”Ja, måske.” Hun trækker på skuldrene. ”Men alle mine sorte tørklæder er forsvundet. Jeg var nødt til at låne det her af min lillebror.” Hun tager fat i enden af sit blå tørklæde og vifter med det.

”Var der nogen til at tage sig af dig?” Damen kommer op på siden af mig og tager min hånd. Hans fingre fletter sig sammen med mine og sender en bølge af varme ud i min krop.

Haven ryster på hovedet og vender øjnene opad. ”Er du rigtig klog? Jeg kunne lige så godt bo alene ligesom dig. Og jeg havde døren låst hele tiden. Jeg kunne være død derinde uden at nogen havde opdaget det.”

”Hvad med Drina?” spørger jeg og får en klump i maven bare af at nævne hendes navn.

Haven ser underligt på mig og siger: ”Drina er i New York. Hun tog af sted fredag aften. Og så håber jeg virkelig ikke, jeg kommer til at smitte jer, for selv om nogle af de drømme, jeg havde, var ret heftige, så var det vist ikke lige jeres stil.”

”Drømte du om en kløft?” spørger jeg. Jeg har sluppet Damens hånd og er kommet tæt på hende igen.

Men Haven griner bare og skubber mig væk. ”Ja tak, ikke for tæt på, vel?” Hun ryster på hovedet. ”Nej, ikke nogen kløfter. Bare en masse underlige gotiske fantasier, ret svært at forklare, men masser af blod og lemlæstelse.

Og i samme øjeblik hun siger det, i samme sekund jeg hører ordet ”blod”, bliver alting sort, og jeg vælter omkuld.

”Ever?” råber Damen og når lige at gribe mig, før jeg går i gulvet. ”Ever,” hvisker han med bekymret stemme.

Og da jeg åbner mine øjne og ser ind i hans, er der noget i hans blik, noget i hans ansigtsudtryk, som virker så velkendt. Men netop som mindet er ved at tage form, bliver det visket ud af Havens stemme.

”Det er præcis sådan, det begynder.” Hun nikker. ”Ja, altså, jeg besvimede først senere, men alligevel, det begyndte med et ordentligt svimmelhedsanfald.”

”Måske er hun gravid,” siger Miles, højt nok til at adskillige forbipasserende elever kan høre det.

”Det kan jeg ikke forestille mig,” siger jeg og undrer mig over, at jeg allerede har det så meget bedre, nu da jeg har Damens stærke og trygge arme omkring mig. ”Der er ikke noget galt med mig. Virkelig.” Det lykkes mig at komme på benene, og jeg tager et par skridt.

”Jeg synes, du skulle tage at køre hende hjem,” siger Miles til Damen. ”Man kan da se, hun har det ad helvede til.”

”Helt sikkert,” siger Haven. ”Du skal hjem og ligge ned. Det er i hvert fald ikke noget, du har lyst til at blive smittet med.”

Jeg protesterer voldsomt, men ingen gider høre på mig. Og før jeg får set mig om, har jeg Damens arm omkring livet og er på vej hen mod hans bil.

”Det er altså noget pjat, det her,” siger jeg, da han kører væk med mig. ”Jeg har det virkelig helt fint nu. Og jeg gider altså ikke at blive busted for at pjække igen.”

”Der er ikke nogen, der bliver busted.” Han kaster et hurtigt blik på mig. ”Tillad mig at erindre dig om, at du besvimede. Du var heldig, at jeg nåede at gribe dig.”

”Ja, men det er jo netop pointen. Du nåede at gribe mig. Og nu har jeg det fint igen. Jeg mener det. Og hvis du virkelig var så bekymret for mig, så skulle du da hellere have taget mig hen til sygeplejersken i stedet for at kidnappe mig.”

”Jeg har ikke kidnappet dig,” siger han irriteret. ”Jeg vil bare passe på dig og være sikker på, at du er rask.”

”Så nu er du altså også læge?” Jeg ryster opgivende på hovedet.

Men han svarer ikke. Han kører bare op ad Coast Highway, passerer den vej, der fører hjem til mig, og fortsætter, indtil han omsider stopper foran en stor og imponerende port.

”Hvor kører du mig hen?” spørger jeg, mens han nikker til en portvagt, der nikker tilbage og vinker os igennem.

”Hjem til mig,” mumler han og fortsætter op ad en stejl bakke, og efter en del sving er vi på en lukket vej med en stor, tom garage for enden.

Så tager han min hånd og fører mig gennem et veludstyret køkken og ind i en rummelig og hyggelig opholdsstue.

Jeg står med hænderne i siden og ser mig omkring. Det her er bare det stik modsatte af det kollegiemøblement, jeg havde forestillet mig.

”Er det virkelig dit alt sammen?” spørger jeg og lader min hånd glide hen over den luksuriøse chenillesofa, mens jeg kigger benovet på kunstfærdige lamper, persiske tæpper, en udsøgt samling abstrakte malerier og et sofabord i mørkt træ, dækket af kunstbøger, lysestager og et indrammet fotografi af mig.

”Hvornår har du taget dét?” spørger jeg og tager det op. Jeg har absolut ingen erindring om det.

”Du opfører dig, som om du aldrig har været her før,” siger han og slår ud med hånden, for at jeg skal sætte mig.

”Det har jeg da heller ikke,” svarer jeg med et skuldertræk.

”Det har du da i hvert fald,” insisterer han. ”I søndags. Da vi kom tilbage fra stranden. Jeg har endda din våddragt hængende oppe ovenpå. Og nu skal du altså sætte dig.” Han klapper en sofapude. ”Meningen var, at du skulle hvile dig.”

Jeg har stadig fotografiet i hånden, da jeg lader mig synke ned i de overfyldte sofapuder. Jeg spekulerer som en gal på, hvor det kan være taget. Mit hår er langt og hænger løst, jeg har farve i kinderne og er iført en ferskenfarvet hættetrøje, jeg ikke har set i lang tid. Jeg smiler på billedet, men mine øjne ser triste og alvorlige ud.

”Jeg tog det en dag i skolen. Uden at du så det. Jeg kan bedst lide den slags billeder. Det er den eneste måde, man virkelig kan fange sjælen i en person.” Han tager billedet fra mig og stiller det tilbage på bordet. ”Og nu skal du bare lukke øjnene og slappe af, mens jeg bereder dig en kop te.”

Da teen er færdig, giver han mig koppen i hånden og går i gang med at pakke det tykke uldtæppe ned omkring mig.

”Det er virkelig dejligt, men det er altså slet ikke nødvendigt,” siger jeg og sætter koppen fra mig. Jeg kigger på uret. Hvis jeg tager af sted nu, kan jeg lige nå at være tilbage til anden time. ”Der er virkelig ikke noget i vejen med mig. Jeg synes, vi skulle se at komme tilbage til skolen.”

”Ever, du besvimede,” siger han og sætter sig ved siden af mig. Han ser eftertænksomt på mit ansigt, mens han glatter mit hår.

”Den slags sker jo en gang imellem,” siger jeg med et skuldertræk. Jeg kan ikke lide, at der bliver pylret om mig på den måde.

”Ikke så længe, jeg har ansvaret for dig,” hvisker han og flytter hånden til arret på min pande.

”Lad være.” Jeg trækker mig væk, før han kan nå at røre ved det, og han tager hånden til sig.

”Hvad er der galt?” spørger han og ser på mig.

”Jeg er bange for at smitte dig,” lyver jeg. Det ar er mit, og mit alene. En konstant påmindelse, som skal sikre, at jeg aldrig glemmer. Det var derfor, jeg sagde nej tak til plastikkirurgen, nægtede at lade ham ”ordne” det. Det, der skete, kan aldrig blive ”ordnet”. Det er min skønhedsfejl, min personlige smerte, og det er derfor, jeg gemmer det under mit pandehår.

Men han ler bare, da han siger: ”Jeg bliver aldrig syg.”

Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet, og da jeg åbner dem igen, siger jeg: ”Så nu bliver du altså heller ikke syg?”

Men han trækker bare på skuldrene og fører koppen op til mine læber for at få mig til at drikke.

Jeg tager en lille mundfuld, før jeg drejer hovedet og skubber koppen væk.

”Lad os se engang,” siger jeg. ”Du bliver ikke syg, du kommer ikke i fedtefadet for at pjække, du får perfekte karakterer trods omtalte pjækkeri, du samler en pensel op og voila, du maler en Picasso bedre end Picasso, du laver mad som en femstjernet kok, du har været fotomodel i New York – hvilket var, lige før du boede i Santa Fe, hvilket var efter at du havde boet i London, Rumænien, Paris og Egypten – du har ikke noget arbejde og ingen forældre, der kan forsørge dig, men ikke desto mindre er du i stand til at bo i en overdådigt indrettet millionærvilla, du har en dyr bil, og …”

”Rom,” siger han og ser alvorligt på mig.

”Hvad?”

”Du sagde, jeg havde boet i Rumænien. Det var faktisk Rom.”

Jeg vender øjnene op mod loftet. ”Okay, så siger vi det. Hovedsagen er at …” Jeg går pludselig i stå. Ordene har sat sig fast i min hals.

”Ja?” siger han. ”Hovedsagen er …?”

Jeg synker en klump og undgår hans blik. Et eller andet sted i mit hoved er jeg ved at få fat i noget, som har rumsteret i et stykke tid. Noget med Damen, noget med hans nærmest overjordiske kvalitet … Er han et spøgelse ligesom Riley? Nej, det er umuligt. Alle kan jo se ham.

”Ever,” siger han og lægger hånden mod min kind, så han kan dreje mit ansigt og få øjenkontakt med mig igen. ”Ever, jeg …”

Men før han kan fuldføre sætningen, har jeg rejst mig fra sofaen, er uden for hans rækkevidde, har kastet tæppet af mine skuldre og undgår omhyggeligt hans blik, da jeg siger: ”Jeg vil gerne hjem nu.”