seksogtyve

Damen når dårligt nok at få stoppet bilen, før jeg er ude af den. Jeg løber ind ad hoveddøren, tager trappen to trin ad gangen, håber og beder til, at Riley vil være på mit værelse. Jeg har brug for hende, jeg må tale med hende om alle de sindssyge tanker, der vælter rundt i mit hoved. Hun er den eneste, jeg overhovedet vil kunne fortælle det til, den eneste, som måske vil kunne forstå.

Jeg kigger i mit opholdsrum, min balkon, mit badeværelse, jeg stiller mig på gulvet i mit værelse og råber hendes navn. Jeg har det så underligt, jeg føler mig hektisk, forvirret og panisk på en måde, jeg slet ikke kan forklare.

Men da hun ikke dukker op, smider jeg mig på sengen, ruller mig sammen til en lille kugle og genoplever tabet af hende en gang til.

”Ever, skat, er du syg?”

Sabine lader sine tasker falde og knæler ned ved siden af mig. Hendes hånd føles kølig og tryg mod min varme, fugtige hud.

Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet. For selv om jeg besvimede i skolen, selv om jeg har haft et alvorligt anfald af udmattelse, så ved jeg, at jeg ikke er syg. I det mindste ikke i den forstand, hun tænker på. Det er meget mere indviklet og slet ikke så nemt at kurere.

Jeg ruller om på siden og tørrer mine øjne med et hjørne af pudebetrækket. Så ser jeg op på hende og siger: ”Somme tider … somme tider, så kommer det bare, forstår du dét? Og det føles ikke, som om det bliver … nemmere med tiden.” Jeg hulker, og tårerne strømmer igen.

Hun ser på mig, og hendes ansigt er blidt af medfølelse, da hun siger: ”Måske bliver det aldrig nemmere. Jeg tror, man bare vænner sig til følelsen, til tomheden, til tabet. Og så må man lære at leve sit liv rundt om det.” Hun smiler og tørrer mine tårer med sin hånd.

Og da hun lægger sig ned ved siden af mig, rykker jeg ikke væk fra hende. Jeg lukker bare øjnene og giver mig selv lov til at føle hendes smerte og min egen smerte, indtil det hele er blandet sammen, ægte og usminket, uden begyndelse og uden ende.

Og der bliver vi liggende og græder og taler og deler på den måde, vi skulle have gjort det for længe siden. Hvis bare jeg havde lukket hende ind. Hvis bare jeg ikke havde skubbet hende fra mig.

Og da hun til sidst står op for at lave aftensmad til os, så roder hun lidt i sin mulepose og hiver noget op af den.

”Her skal du se, hvad jeg fandt i mit bagagerum. Det var en, jeg lånte af dig for længe, længe siden, lige efter at du var flyttet hertil. Og den har jeg haft liggende i al den tid uden at ane det.”

Og så kaster hun hættetrøjen over til mig. Den, jeg ikke har set i lang tid.

Den, jeg ikke har haft på siden den første uge efter sommerferien. Den, jeg har på på det billede, Damen har taget af mig, selv om vi ikke engang havde mødt hinanden endnu.

Næste morgen kører jeg lige forbi Damen og hans reserverede plads til mig og finder et sted til bilen, som nærmest ligger i den anden ende af landet.

”Hvad fanden skal dét nu gøre godt for?” klynker Miles og ser ud, som om verden er gået under. ”Du kørte lige forbi! Er du klar over, hvor langt vi skal gå nu?”

Jeg knalder døren i og marcherer i rask tempo hen forbi Damen, som står og læner sig op ad sin bil, mens han venter på mig.

”Øh, hallo-o! Høj, mørk og meget lækker klokken tre! Du gik lige forbi ham! Hvad fanden er det, der foregår?”

Miles griber fat i min arm og stopper mig. ”Er I to blevet uvenner eller hvad?”

Men jeg ryster bare på hovedet og gør mig fri. ”Der foregår ikke noget som helst,” siger jeg og stormer videre mod indgangen.

Selv om Damen befandt sig et stykke bag mig, sidst jeg kiggede, er han allerede i klassen, da jeg træder ind. Så jeg trækker hætten op, tænder for iPod’en og er meget omhyggelig med at ignorere ham, mens jeg venter på, at mr. Robins skal tage fat på protokollen.

”Ever,” hvisker Damen, men jeg ser bare lige frem, koncentrerer mig om mr. Robins’ vigende hårgrænse og venter kun på min tur til at sige ”her”.

”Ever, jeg ved, du er vred, men jeg kan forklare det hele.”

Jeg stirrer lige fremad, lader, som om jeg ikke hører ham.

”Ever, vil du ikke nok?”

Men jeg ignorerer ham. Og lige da mr. Robins når til mit navn, sukker Damen dybt, lukker øjnene og siger: ”Godt så. Men glem ikke, at det var dig selv, der bad om det.”

Og i næste sekund runger et forfærdeligt gunk igennem klassen, da nitten hoveder rammer nitten bordplader.

Alles hoveder undtagen Damens og mit.

Jeg stirrer omkring mig med åben mund, mens jeg prøver på at fatte, hvad der er sket, og da jeg til sidst vender mig mod Damen og stirrer anklagende på ham, trækker han bare på skuldrene og siger: ”Det var jo præcis det, jeg prøvede på at undgå.”

”Jamen hvad er det, du har gjort?” Jeg stirrer igen på alle de slatne kroppe, og jeg kommer til en frygtelig erkendelse. ”Du gode gud, du har slået dem ihjel! Alle sammen!” råber jeg, og mit hjerte hamrer så hårdt, at jeg er sikker på, at han kan høre det.

Men han ryster bare på hovedet og siger: ”Lad nu være at være dum, Ever. Hvad tror du om mig? Selvfølgelig har jeg ikke slået dem ihjel. De holder bare en lille … siesta.”

Jeg skubber mig hen til kanten af stolen, prøver på at beregne afstanden til døren, gør klar til flugt.

”Ja, du kan da godt prøve, men du kommer ikke ret langt. Du så jo selv, hvordan jeg overhalede dig på vej til klassen.”

Han lægger benene over kors og ser på mig. Hans ansigt er roligt, hans stemme er fast.

”Kan du læse mine tanker?” hvisker jeg, og kommer pludselig i tanker om et par eksempler, som får mine kinder til at blusse, mens mine fingre griber fat om bordkanten.

”For det meste,” svarer han med et skuldertræk. ”Næsten hele tiden, nu du spørger.”

”Hvor længe har du kunnet dét?” Jeg føler mig splittet mellem ønsket om at komme væk og trangen til at få besvaret et par vigtige spørgsmål, inden min nært forestående død.

”Siden den første dag, jeg så dig,” hvisker han, og det blik som møder mit, sender bølger af varme gennem min krop.

”Og hvornår var det?” spørger jeg med rystende stemme, mens jeg tænker på fotografiet og på, hvor længe han mon har udspioneret mig.

”Jeg udspionerer dig ikke,” ler han. ”I hvert fald ikke på den måde, du tror.”

”Og hvorfor skulle jeg tro på dig?” Jeg kan pludselig ikke se nogen grund til at stole på ham. Uanset hvad det drejer sig om.

”Fordi jeg aldrig har løjet over for dig.”

”Du lyver lige nu.”

”Jeg har aldrig har løjet over for dig, når det var noget, der betød noget,” siger han og undgår mit blik.

”Nå, ikke? Og hvad så med det billede, du har taget af mig, længe før du overhovedet kom ind på skolen her? Hvor passer det lige ind på listen over ting, der betyder noget i et parforhold?” siger jeg vredt.

Han sukker dybt og ser træt ud, da han svarer: ”Og hvor passer det ind på din liste, at du er clairvoyant og hænger ud med din døde lillesøster?”

”Du ved ikke en skid om mig!” Mit hjerte galoperer, mine hænder sveder og ryster, mens jeg panisk ser ud over alle de sammenfaldne kroppe. Stacias mund står på vid gab. Craig snorker så højt, at det får ham til at vibrere. Mr. Robins ser så lykkelig og fredfyldt ud, som jeg aldrig før har set ham. ”Er det hele skolen? Eller bare vores lokale?”

”Jeg er ikke sikker, men jeg vil tro, det er hele skolen, ja.” Han nikker og ser sig omkring, tydeligvis tilfreds med resultatet af sin indsats.

Og uden at sige et ord mere springer jeg op fra min stol, spæner ud ad døren, styrter ned ad den lange gang, tværs over skolegården og ind på kontoret. Jeg flyver forbi sekretærer og kontorpersonale, der ligger henslængt over deres skriveborde, før jeg brager ud ad døren til parkeringspladsen og løber, så hurtigt mine ben kan bære mig, hen til min lille Miata, hvor Damen står og venter, med min rygsæk i sin fremstrakte hånd.

”Det var jo det, jeg sagde,” siger han med et skuldertræk og giver mig rygsækken.

Jeg står over for ham, svedende, rystende, grebet af panik, fuldstændig rædselsslagen. Og pludselig vender alle de undertrykte minder tilbage – hans blodige ansigt, Havens forfærdelige tilstand, den uhyggelige samling af malerier og bøger – og det går op for mig, at han må have gjort et eller andet, hypnotiseret mig eller hvad ved jeg, for at hindre mig i at huske.

Selv om jeg godt ved, at jeg ikke har en chance imod ham, så har jeg ikke i sinde at give mig uden kamp.

”Ever!” råber han og rækker ud efter mig, før han ombestemmer sig og lader hånden falde. ”Tror du virkelig, jeg har gjort alt det her bare for at slå dig ihjel?” Hans ansigt er fuldt af ængstelse. Desperat prøver han på at fange mit blik.

”Er det måske ikke planen?” spørger jeg vredt. ”Haven tror, det hele bare var en skør og uhyggelig feberdrøm. Jeg er den eneste, der kender sandheden. Den eneste, der ved, hvad for et uhyre du i virkeligheden er. Det eneste, jeg ikke kan forstå, er, hvorfor du ikke bare dræbte os begge to, da du havde chancen. Hvorfor alt det besvær med at undertrykke mine erindringer og holde mig i live?”

”Jeg kunne ikke drømme om at gøre dig ondt,” siger han med et smerteligt udtryk i ansigtet. ”Du har misforstået det hele. Jeg prøvede på at redde Haven, ikke at skade hende. Det var dig, der ikke ville høre efter.”

”Og hvorfor så hun så ud, som om hun var lige ved at dø?” Mine læber dirrer, og jeg presser dem hårdt sammen for at få dem til at holde op. Jeg ser ind i hans øjne, men har lukket af for deres glød.

”Fordi hun var lige ved at dø,” siger han med en smule utålmodighed i stemmen. ”Der var gået voldsom betændelse i den tatovering på hendes håndled, og den var ved at slå hende ihjel. Lige da du kom ind ad døren, var jeg ved at suge betændelsen ud, ligesom når man suger giften ud af et slangebid.”

Jeg ryster på hovedet. ”Jeg så, hvad jeg så.”

Han lukker øjnene og kniber næseryggen sammen med tommel- og pegefinger. Så tager han en dyb indånding, inden han ser på mig og siger: ”Jeg ved godt, hvad du så. Og jeg ved, du ikke tror på mig. Men jeg har prøvet på at forklare dig det, og du ville ikke høre efter, så derfor har jeg gjort det her. For at få din opmærksomhed. Fordi, Ever, du har virkelig fået vendt op og ned på det hele.”

Han ser på mig med øjne, der er mørke og insisterende, og hans hænder er åbne og afslappede. Men jeg køber den ikke. Ikke et eneste ord. Han har haft hundreder, måske endda tusinder af år til at perfektionere sit blændværk, og han er blevet rigtig god til det. Men det er stadig kun et blændværk.

Og selv om jeg slet ikke ved, hvordan jeg kan få mig til at sige det, selv om jeg overhovedet ikke tror på det, selv om det er sindssygt, så er der kun én logisk forklaring.

”Jeg synes bare, at du skal gå hjem i din kiste, eller tilbage til dine heksevenner, eller hvor fanden det var, du kom fra, før du kom her og …” Jeg gisper efter luft, føler mig fanget i et rædsomt mareridt, ønsker bare, at jeg snart kan vågne. ”Bare lad mig være … Gå din vej!”

Han lukker øjnene og ryster på hovedet, har svært ved ikke at le. ”Jeg er ikke en vampyr, Ever.”

”Nå, ikke? Bevis det!” Min stemme bæver, jeg stirrer intenst på ham, overbevist om, at en rosenkrans, en hvidløgsranke og en træstage snart ville kunne gøre en ende på alt det her.

Men han ler bare. ”Hold nu op med det pjat. Vampyrer findes slet ikke.”

”Jeg så, hvad jeg så,” svarer jeg og genkalder mig blodet og Haven og hans mystiske værelse. For jeg ved, at så snart jeg ser det, så ser han det også. Og hvordan i alverden vil han forklare sine venskaber med Marie Antoinette, Picasso, Van Gogh, Emily Brontë og William Shakespeare, når de alle sammen levede i hver sit århundrede?

Han ryster opgivende på hovedet og siger: ”Jeg var i øvrigt også gode venner med Leonardo da Vinci. Og Botticelli, Francis Bacon, Albert Einstein og John, Paul, George og Ringo.” Jeg ser spørgende på ham, og han stønner. ”The Beatles, Ever!” Så ryster han på hovedet og ler. ”Åh gud, du får mig til at føle mig som en oldsag!”

Jeg står der bare, næsten uden at trække vejret, fatter ingenting, men har i det mindste åndsnærværelse nok til at træde et skridt tilbage, da han rækker ud efter mig.

”Jeg er ikke en vampyr, Ever. Jeg er en udødelig.”

Jeg snøfter hånligt. ”Vampyr, udødelig, som om det ikke skulle være det samme.” Jeg er rasende nu. Tænk at skulle diskutere noget så latterligt som en betegnelse.

”Men det er faktisk en betegnelse, som det er vigtigt at diskutere, eftersom der er stor forskel. Jeg skal sige dig, en vampyr er et fiktivt væsen, som kun forekommer i bøger og film eller, som i dit tilfælde, i lidt for overspændte fantasier.” Han smiler. ”I modsætning hertil er jeg en udødelig. Hvilket vil sige, at jeg har haft et sammenhængende livsforløb på adskillige århundreder her på jorden. Og helt i strid med de fantasier, du har brygget sammen i dit hoved, er min udødelighed ikke baseret på indtagelse af blod eller menneskeofringer, eller hvad det nu er, du forestiller dig.”

Jeg ser mistroisk på ham, er pludselig kommet i tanker om hans underlige røde heksebryg og spekulerer på, om den har noget at gøre med hans langtidsholdbarhed, om det er en slags udødelighedsdrik eller hvad.

”Udødelighedsdrik?” ler han. ”Den var god. Der ville virkelig være muligheder i at markedsføre den.” Men da han ser, at jeg ikke morer mig, bliver hans ansigt mildt, og han siger: ”Ever, der er ingen grund til at være bange for mig. Jeg er hverken ond eller farlig, og jeg kunne aldrig finde på at gøre noget, der kunne skade dig. Jeg er ganske enkelt en fyr, der har levet meget, meget længe. Måske for længe, hvem ved? Men det gør mig ikke ond. Bare udødelig. Og jeg er bange for …”

Han rækker ud efter mig, men jeg træder hurtigt et skridt tilbage. Mine ben ryster under mig, og jeg vil ikke høre mere.

”Du lyver!” hvæser jeg og mærker vreden bruse i mit bryst. ”Det her er sindssygt! Du er sindssyg!”

Han ryster opgivende på hovedet og ser på mig med et blik, der er fuldt af afgrundsdyb beklagelse. Så tager han et skridt hen imod mig og siger: ”Kan du huske, første gang du så mig? Lige her på parkeringspladsen? Kan du huske, hvordan det første du følte, var en pludselig genkendelse? Og forleden dag, da du besvimede? Da du åbnede dine øjne og så ind i mine, og du var så tæt på at huske. Det var lige før, det hele kom tilbage til dig, men så tabte du tråden …”

Jeg stirrer på ham, ubevægelig, som naglet til stedet, fornemmer nøjagtigt hvad han er ved at sige, men nægter at høre det.

”Nej,” mumler jeg og træder et skridt tilbage. Det begynder at køre rundt for mig, jeg er ved at miste balancen, mine knæ giver efter under mig.

”Det var mig, der fandt dig, den dag i skoven. Det var mig, der bragte dig tilbage.”

Jeg ryster på hovedet. Tårerne blænder mig. Nej!

”De øjne, du så ind i, da du vendte tilbage – det var mine. Jeg var der, Ever. Jeg var lige ved siden af dig. Jeg bragte dig tilbage. Jeg reddede dig. Jeg ved, du kan huske det. Jeg kan se det i dine tanker.”

”Nej!” skriger jeg – og holder mig for ørerne og kniber øjnene i. ”Hold op!” råber jeg. For jeg vil ikke høre mere.

”Ever.” Hans stemme er kommet ind i mine tanker, ind i mit hoved. ”Det gør mig ondt, men det er sandheden. Og du har ikke nogen grund til at frygte mig.”

Jeg synker sammen på jorden, presser ansigtet mod knæene og begynder at hulke. En voldsom, gispende, rystende hulken.

”Du havde ingen ret til at blande dig. Du skulle have holdt dig fra mig. Det er din skyld, jeg er en freak! Det er din skyld, jeg hænger på det her forbandede liv! Hvorfor lod du mig ikke bare være? Hvorfor lod du mig ikke bare dø?”

”Fordi jeg ikke kunne holde ud at miste dig igen,” mumler han og knæler ned ved min side. ”Ikke denne gang. Ikke nogen sinde mere.”

Jeg løfter mit blik for at møde hans, har ingen anelse om, hvad han mener, men håber bare, at han ikke vil prøve på at forklare det. Jeg kan ikke holde til at høre mere. Jeg vil bare have det til at stoppe. Jeg vil have en ende på det.

Han ryster på hovedet og ser forpint på mig. ”Sådan må du ikke tænke, Ever, det må du virkelig ikke …”

”Så … så du valgte bare helt tilfældigt, at jeg skulle reddes, mens resten af min familie skulle dø?” siger jeg og ser op på ham, mens min sorg druknes i en styrtsø af vrede. ”Hvorfor? Hvordan kunne du gøre det? Jeg mener, hvis det, du siger, er sandt, hvis du har så meget magt, at du kan få de døde til at genopstå, hvorfor reddede du så ikke også dem? Hvorfor kun mig?”

Jeg kan se, at fjendskabet i mine øjne får ham til at ømme sig. Mine hadefulde blikke rammer ham som giftpile. Så lukker han øjnene, og jeg hører ham sige: ”Jeg har ikke sådan en magt. Det var for sent. De havde allerede krydset grænsen. Men du … du havde endnu ikke bestemt dig. Og jeg troede, at det betød, at du ønskede at leve.”

Jeg læner mig mod min bil, jeg lukker mine øjne, kæmper for at få vejret, mens jeg tænker: Så er det virkelig min skyld alt sammen. Det var, fordi jeg tøvede, udsatte det, slentrede omkring i det dumme landskab, lod mig distrahere af de svajende træer og de skælvende blomster. Mens de andre fortsatte til den anden side, og jeg bed på hans madding …

Han kaster et hurtigt blik på mig, før han ser væk.

Og er det ikke bare typisk? Når jeg for én gangs skyld er så rasende, at jeg faktisk kunne begå mord, så er mit raseri rettet mod den eneste person, jeg nogen sinde har mødt, som tilsyneladende er, nå ja, u-myrdelig.

”Gå din vej!” siger jeg til sidst, mens jeg flår krystalarmbåndet med hesteskoene af håndleddet og kyler det i hovedet på ham. Jeg ønsker kun at glemme alt om det, om ham, om det alt sammen! Jeg har set og hørt mere, end jeg kan klare. ”Bare forsvind! Jeg vil aldrig mere se dig!”

”Ever, sådan må du ikke sige,” siger han. ”Ikke hvis du ikke virkelig mener det.” Hans stemme er bedende, fuld af sorg, svag.

Jeg gemmer hovedet i mine hænder, for udmattet til at græde, for rystet til at tale. Og da jeg nu ved, at han kan høre tankerne i mit hoved, lukker jeg øjnene og tænker: Du sagde, du aldrig ville gøre mig fortræd, men se, hvad du har gjort! Du har ødelagt alting, smadret hele mit liv, og for hvad? For at jeg kunne være alene? For at jeg kunne leve resten af mit liv som en freak? Jeg hader dig – hader dig for, hvad du har gjort imod mig – hader dig for, hvad du har gjort mig til – hader dig for at være så egoistisk! Og jeg vil aldrig nogen sinde mere se dig for mine øjne!

Sådan bliver jeg siddende, med hovedet i hænderne, mens jeg rokker frem og tilbage mod hjulet og lader ordene flyde igennem mit hoved, de samme ord, igen og igen.

Gid jeg dog kunne blive normal igen, bare lad mig blive normal. Bare gå din vej, og lad mig være. For jeg hader dig … Jeg hader dig … Jeg hader dig … Jeg hader dig …

Og da jeg omsider ser op, er jeg omgivet af tulipaner – hundreder af tusinder af tulipaner, alle sammen røde. Bløde, voksagtige kronblade glinser i den klare morgensol, og hele parkeringspladsen og alle bilerne er begravet i dem. Og da jeg med besvær kommer på benene, behøver jeg ikke at se efter deres afsender – jeg ved, han ikke er her mere.