syvogtyve

Det er underligt ikke at have Damen ved siden af mig i engelsktimen. Underligt, at han ikke holder min hånd, hvisker i mit øre og fungerer som min mute-knap. Jeg har nok vænnet mig så meget til, at han var der, at jeg helt har glemt, hvor modbydelige Stacia og Honor kan være. Men så snart jeg ser dem grine dumt over deres sms’er – åndssvage tabertøs, jeg havde også droppet hende, hvis jeg var ham – ved jeg, at det igen er blevet tid til solbriller, hættetrøje og iPod.

Men jeg kan godt se ironien i det. Jeg kan godt se det groteske. For var det måske ikke mig selv, der stortudende bad min udødelige kæreste om at skride ad helvede til, for at jeg kunne komme til at føle mig normal igen? Og hvad har jeg fået ud af det?

Jeg har ikke længere Damen til at skrue ned for verden. Så nu får alle de løsrevne tanker og lyde det til at ringe for mine ører hele tiden. Og overdådigheden af farver og mentale billeder er så overvældende, så påtrængende, at mine øjne konstant løber i vand. Og jeg får pludselige migræneanfald, der er så heftige, at kvalmen og svimmelheden gør det næsten umuligt for mig at foretage mig noget som helst.

Jeg kunne slet ikke få mig selv til at fortælle Miles og Haven om bruddet, så der gik en hel uge, før hans navn overhovedet blev nævnt. Og så var det endda mig selv, der bragte emnet på bane. Jeg går ud fra, at de efterhånden var blevet så vant til hans uforudsigelighed, at de ikke havde studset over, at han var væk et par dage mere end sædvanligt.

Så en dag, i frokostpausen, rømmede jeg mig, så på et punkt midt imellem dem og sagde: ”For resten så er Damen og jeg ikke kærester mere.” Og da de var færdige med at gispe, og begge to var begyndt at tale igen, løftede jeg en hånd op og fortsatte: ”Og … han går her ikke mere.”

”Går her ikke mere?” måbede de med store runde øjne.

Og selv om jeg godt vidste, at de var oprigtigt bekymrede, og at jeg skyldte dem en forklaring, så rystede jeg bare på hovedet, pressede læberne sammen og nægtede at sige mere.

Helt så nemt gik det ikke med miss Machado.

Et par dage efter, at Damen var forsvundet, kom hun hen til mit staffeli, gjorde sit bedste for at undgå direkte øjenkontakt med min van Gogh-skandale, og sagde: ”Jeg ved, at du og Damen var gode venner, og jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dig, så jeg synes, at du skal have det her. Jeg tror, du vil finde det usædvanligt.”

Hun anbragte et stort lærred ved siden af mig, men jeg stillede det bare op ad staffeliets ene ben og malede videre. Jeg var ikke i tvivl om, at det var usædvanligt. Alt, hvad Damen gjorde, var usædvanligt. Men på den anden side, hvis man har levet i hundreder af år, så har man haft tid til at dygtiggøre sig.

”Skal du slet ikke se på det?” spurgte hun, lettere forvirret over min mangel på interesse for hans eminente efterligning af et eminent kunstværk.

Men jeg vendte mig bare mod hende, lagde ansigtet i de rette folder, og sagde: ”Nej. Men det var virkelig sødt af dig at tænke på mig.”

Og da timen omsider var forbi, slæbte jeg det ud til bilen og smed det ind i bagagerummet uden så meget som at kaste et blik på det.

Og da Miles spurgte: ”Hey, hvad var det?” stak jeg bare nøglen i tændingen og sagde: ”Ikke noget.”

Det, der virkelig kom bag på mig, var, at jeg følte mig så ensom.

Jeg havde åbenbart slet ikke lagt mærke til, hvor meget jeg havde brugt Damen og Riley til at lappe hullerne og kitte sprækkerne i mit eget liv. Og selv om Riley havde advaret mig om, at jeg ikke ville komme til at se helt så meget til hende, så gik der alligevel lidt panik i mig den dag, det gik op for mig, at der var gået tre uger, siden jeg sidst havde set hende.

At sige farvel til Damen, min vidunderlige, gyselige, sandsynligvis onde, udødelige kæreste var sværere, end jeg vil være ved. Men ikke at sige farvel til Riley er mere, end jeg kan bære.

Jeg siger ja tak, da Miles og Haven inviterer mig med på deres årlige pilgrimsfærd til Winter Fantasy. Jeg trænger til at komme ud af huset, ud af min ensomhed, og vende tilbage til de levende. Og da jeg aldrig har været her før, er de begge to ivrige efter at vise mig det hele.

”Det er ikke helt det samme som Sawdust Festival,” siger Miles, da vi har fået købt vores billetter og er på vej hen mod indgangen.

”Nej, for det her er nemlig endnu bedre,” siger Haven, mens hun hopper et par skridt foran os og vender sig for at smile.

Miles gør en grimasse. ”Bortset fra årstiden er der egentlig ikke den store forskel, for de har glaspustere både om sommeren og om vinteren, og det er det, jeg bedst kan lide.”

”Det siger du ikke,” griner Haven og tager Miles under armen, mens jeg følger med som det tynde øl – med et hoved, der er ved at sprænges af alle de mange menneskers psykiske energi. Det summer omkring mig af snurrende farver, larm og tilfældige billeder. Og jeg ærgrer mig over, at jeg var dum nok til at tage med i stedet for at blive hjemme i stilheden og trygheden.

Jeg har lige trukket hætten op og er ved at gøre ørepropperne klar, da Haven vender sig mod mig og siger: ”Årh nej, kan du ikke undvære det dér i dag?”

Så jeg putter ørepropperne tilbage i lommen. For selv om jeg virkelig trænger til at beskytte mig mod alt og alle, så skal mine venner ikke tro, jeg har brug for at beskytte mig mod dem.

”Kom, du skal se glaspusteren. Han er helt fantastisk,” siger Miles og viser vej forbi en julemand, der ser ret autentisk ud, og et par sølvsmedebutikker for til sidst at stoppe op foran en fyr, der fremstiller de smukkeste farvestrålende glasvaser udelukkende ved hjælp af sin mund, et langt metalrør og ild.

”Jeg skal altså bare have lært, hvordan man gør det der,” sukker Miles, fuldstændig bjergtaget.

Jeg står lidt ved siden af ham og ser, hvordan de flydende farver hvirvler rundt og rundt og tager form, og så går jeg hen til den næste bod, hvor jeg har fået øje på nogle lækre lædervarer.

Jeg tager en lille, brun pung ned fra dens hylde og føler på det silkebløde læder. Det ville være en god julegave til Sabine, for det er præcis sådan en, hun kunne gå og drømme om, men aldrig kunne finde på at købe til sig selv.

”Hvad skal du have for denne her?” spørger jeg og mærker et jag af smerte, da min stemme runger i hele hovedet.

”Hundrede og halvtreds.”

Jeg ser på kvinden, iagttager hendes blå batik-tunika, de falmede cowboybukser og hendes sølvhvide Peace-tegn om halsen, og jeg ved, hun er parat til at gå længere ned, meget længere ned. Men mine øjne svier, og det dunker i mit hoved, så jeg har slet ikke kræfter til at prutte om prisen. Det eneste, jeg har lyst til, er at komme hjem.

Jeg lægger pungen tilbage, hvor jeg tog den, og kvinden siger: ”Men du skal få den for hundrede tredive.”

Selv om jeg ved, at der stadig er masser af plads til forhandling, så nikker jeg bare og går videre.

Og pludselig hører jeg en stemme bag mig. ”Du ved lige så godt som jeg, at hun vil være tilfreds med femoghalvfems, så hvorfor giver du op så tidligt?”

Og jeg vender mig om og ser en lille kvinde med kastanjebrunt hår omgivet af den mest funklende violette aura.

”Ava,” nikker hun og rækker hånden frem.

”Det ved jeg,” svarer jeg og ignorerer demonstrativt hendes hånd.

”Hvordan går det med dig?” spørger hun og smiler til mig, som om jeg ikke lige har opført mig særdeles uhøfligt. Hvilket selvfølgelig giver mig dårlig samvittighed over at have gjort det.

Jeg trækker på skuldrene og ser over mod glaspusteren. Og bliver lidt nervøs, da jeg ikke kan få øje på Miles og Haven.

”Dine venner står i kø henne på Laguna Taco. Men du kan være ganske rolig, de køber også til dig.”

”Det ved jeg godt,” svarer jeg irriteret, selv om det ikke passer. Lige nu har jeg så ondt i hovedet, at jeg ikke er i stand til at opfatte noget som helst.

Og lige da jeg skal til at gå min vej, tager hun fat i mit ærme og siger: ”Du skal lige vide, at mit tilbud stadig står ved magt, Ever. Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig.” Og hun smiler til mig.

Min første reaktion er at komme væk fra hende – langt væk. Men i samme øjeblik hendes hånd rørte ved min arm, forsvandt den dunkende smerte i mit hoved, det ringede ikke længere for mine ører, og mine øjne løb ikke længere i vand.

Så kommer jeg i tanker om, hvem hun er – den forfærdelige kvinde, som tog min søster fra mig. Og jeg river armen til mig, ser vredt på hende og siger: ”Synes du ikke, du har hjulpet mig nok allerede? Du har allerede stjålet Riley, så hvad vil du mere?” Jeg synker en klump og prøver på at holde tårerne tilbage.

Hun ser på mig og rynker bekymret panden. Hendes aura er blevet til et smukt, rødligt sitrende bål. ”Riley har altid været sin egen, så hende kan man ikke sådan stjæle. Og hun vil altid være hos dig, også selv om du ikke kan se hende.” Og igen rækker hun ud efter min arm.

Men jeg nægter at høre på hende. Og hun skal ikke røre mig igen, uanset hvor beroligende det føles.

”Du … du skal bare holde dig væk fra mit liv,” siger jeg og rykker væk fra hende. ”Bare lad mig være i fred. Riley og jeg havde det fint, indtil du kom og blandede dig.”

Men hun forsvinder ikke. Hun forlader ikke mit liv. Hun bliver bare stående og ser på mig på den der forfærdelig irriterende, kærlige og omsorgsfulde måde.

”Dine hovedpiner ved jeg også besked om,” hvisker hun med en stemme, der føles lindrende og dulmende. ”Du behøver ikke at leve på den måde, Ever. Jeg kan virkelig hjælpe dig.”

Og selv om jeg næsten ikke kan forestille mig noget bedre end at slippe fri for det konstante uvejr af larm og smerte, så gør jeg omkring og stormer væk, og håber oprigtigt, at jeg har set hende for sidste gang.

”Hvem var dét?” spørger Haven og dypper en tortillachip i en lille kop med salsa, da jeg har fået sat mig.

”Ikke nogen,” hvisker jeg og ømmer mig, da ordene giver genlyd i mine ører.

”Hun lignede hende den clairvoyante fra Halloween-festen.”

Jeg tager imod den tallerken, Miles skubber hen til mig, og samler en plasticgaffel op.

”Vi vidste ikke, hvad du ville have, så vi tog lidt af det hele til dig,” siger han. ”Fik du købt en pung?”

Jeg ryster på hovedet, hvilket jeg straks fortryder, da det kun får mit hoved til at dunke endnu mere. ”De var lidt for dyre,” siger jeg og dækker min mund, mens jeg tygger, for mine tænder larmer så meget, at det giver mig tårer i øjnene.

”Fik du købt en vase?” spørger jeg, selv om jeg allerede ved, at svaret er nej. Han har nemlig ikke nogen indkøbspose.

”Narh, jeg kan bare godt lide at se dem stå og puste,” ler han og tager et nip af sin vitamindrik.

”Hey, vær lige stille! Er det min telefon?”

Haven graver ned i sin overdimensionerede, overfyldte taske, som jævnligt bliver brugt som mobilt klædeskab.

”Ja, eftersom du er den eneste ved det her bord, der har en Marilyn Manson-ringetone …” siger Miles syrligt, mens han omhyggeligt undgår sin tacoskal og kun spiser fyldet.

”Passer du på med kalorierne?” spørger jeg, og han nikker.

”Bare fordi Tracy Turnblad er fed, behøver jeg jo ikke at være det.”

Jeg nipper til min Sprite og ser på Haven. Og da jeg ser hendes begejstrede ansigtsudtryk, så ved jeg det.

Hun vender sig væk fra os, holder sig for det andet øre og siger: ”Det er jo fantastisk! Jeg troede, du var helt forsvundet! Ja, jeg er ude sammen med Miles. Ja, Ever er her også. Ja, de er lige ved siden af mig. Okay.” Hun holder hånden for mundstykket og vender sig mod os med julelys i øjnene. ”Jeg skulle hilse fra Drina!” Så venter hun på, at vi skal sige i lige måde. Og da vi ikke gør det, vrænger hun ad os, rejser sig og går lidt væk, mens hun siger: ”Jeg skulle også hilse fra dem.”

Miles ryster på hovedet og ser på mig. ”Hun skulle ikke hilse fra mig. Skulle hun hilse fra dig?”

Jeg trækker på skuldrene og hælder mine bønner ned i risene.

Han kigger efter hende og ryster på hovedet. ”Så er der ballade i farvandet,” siger han. Og selv om jeg godt kan mærke, at han har ret, så ved jeg ikke helt, hvad han mener. For her, hvor vi er, svirrer og bobler energierne omkring os som en anden ursuppe, alt for forvirret og klumpet til, at jeg kan kæmpe mig igennem den eller stille skarpt på noget som helst.

”Hvad mener du?” spørger jeg og kniber øjnene sammen mod det skarpe lys.

”Er det ikke indlysende?”

Jeg trækker på skuldrene. Mit eget hoved dunker så voldsomt, at jeg ikke kan se ind i hans.

”Der er noget … ildevarslende ved deres venskab, er der ikke? Jeg mener, slyngveninder ved man da, hvad er. Men det her, det føles ikke normalt, vel? Snarere gyseligt.”

”Hvad mener du med ildevarslende?” Jeg knækker et stykke af min tacoskal og ser på ham.

Han undgår sine ris og holder sig til bønnerne. ”Jamen jeg ved godt, det lyder forfærdeligt, og det er jo ikke sådan ment, men det føles, som om Drina er ved at forvandle Haven til en … tempeltjener.”

”En hvad for noget?”

”Ja, kald det, hvad du vil. En tilbeder, en lakaj, en klon, en mini-mig.” Han trækker på skuldrene. ”Og det virker bare så …”

”Ildevarslende?” sufflerer jeg.

Han tager en mundfuld af sin drik og ser skiftevis på mig og Haven. ”Bare se, hvordan hun er begyndt at klæde sig ligesom Drina. Og kontaktlinserne, hårfarven, makeuppen, tøjet. Og hun opfører sig også ligesom Drina – eller prøver i det mindste på det.”

”Er det bare det, eller synes du også, der er noget mere?” spørger jeg, nysgerrig efter, om han har noget konkret, eller han bare reagerer på den samme følelse af undergang, som jeg fornemmer.

”Synes du måske ikke, det er nok?” måber han.

Jeg trækker på skuldrene og lægger tacoen fra mig. Jeg er ikke længere sulten.

”Du skal altså ikke sige det til nogen, men den der tatoveringsting, den synes jeg er lige lidt for meget af det gode. For fanden altså!” hvisker han og skæver til Haven for at sikre sig, at hun ikke hører ham. ”Hvad skal det overhovedet betyde?” Han ryster på hovedet. ”Ja, jeg ved jo godt, hvad det betyder, men hvad betyder det for dem? Er de sådan en slags vampyrveninder eller hvad? For Drina er jo ikke ligefrem goth, vel? Jeg ved ikke, hvad det går ud på, med hendes figursyede silkekjoler og håndtasker, der matcher hendes sko. Er det en kult af en slags? Eller et hemmeligt selskab? For slet ikke at tale om den der betændelse. Det var bare creepy. Og slet ikke så normalt, som hun åbenbart tror. Det var nok dét, der gjorde hende syg, skal du se.”

Jeg presser læberne sammen og ser på ham, ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare, hvor meget jeg tør afsløre. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg synes, det er så vigtigt at holde på Damens hemmeligheder. Hemmeligheder, som giver ordet ildevarslende en helt ny mening. Hemmeligheder, som, når man tænker over det, ikke har noget som helst at gøre med mig. Men jeg tøver lidt for længe, og Miles fortsætter, så jeg kommer ikke med nogen afsløringer, i hvert fald ikke i dag.

”Det hele virker bare så … usundt på mig,” siger han og vrider sig lidt i stolen.

”Hvad er det, der virker usundt?” spørger Haven, da hun dumper ned ved siden af os og smider mobilen tilbage i tasken.

”At lade være med at vaske hænder, når man har været på toilettet,” svarer Miles uden at tøve et sekund.

”Var det virkelig det, I lige snakkede om?” Hun ser mistænksomt på os. ”Og det vil du have, jeg skal tro på?”

”Ja, selvfølgelig. De siger, man skal sæbe sig ind helt op til albuerne, men Ever gider ikke engang bruge sæbe, og jeg var lige ved at forklare hende, hvilken sundhedsrisiko det udgør for os alle sammen.” Han ryster opgivende på hovedet og ser anklagende på mig.

Jeg svarer med et skævt smil og kan ikke lade være med at føle dårlig samvittighed, selv om det bare er noget, han finder på.

Haven roder rundt i sin taske, kæmper sig forbi hjemløse læbestifter, et trådløst krøllejern og adskillige omstrejfende mintpastiller uden indpakning, indtil hun omsider får fat i en lommelærke af rustfrit stål. Hun skruer låget af og plasker gavmildt en klar væske ned i vores kopper.

”Ja, det er alt sammen meget underholdende … Som om jeg ikke ved, det var mig, I talte om. Men ved I hvad?” smiler hun. ”Jeg er bare så pisselykkelig lige nu, at det rager mig en høstblomst.”

Jeg rækker ud efter hendes hånd for at hindre hende i at hælde mere op. Jeg har hadet vodka siden dengang på cheerleader-weekenden, hvor Rachel havde smuglet en flaske ind i vores hytte, og jeg lå og brækkede mig hele natten, fordi jeg havde fået for meget.

Men i samme øjeblik jeg rører ved Haven, overvældes jeg af rædsel. Jeg ser en kalender for mig, hvor der er tegnet en rød cirkel om datoen 21. DECEMBER.

”Årh, hold dog op med at være så hysterisk. Nyd dog livet, for pokker.” Hun ryster på hovedet og himler med øjnene. ”Skal I slet ikke spørge, hvorfor jeg er så glad?”

”Næh, for du fortæller os det alligevel,” siger Miles og skiller sig af med sin tallerken efter at have spist alle proteinerne og overladt resten til duerne.

”Det har du fuldstændig ret i, Miles. Men det er nu meget rart at blive spurgt en gang imellem. Nå, men det var altså Drina. Hun er stadigvæk i New York, på en ordentlig indkøbstur. Hun har endda købt en masse ting til mig. Er det ikke fantastisk?” Hun ser begejstret på os, men da vi ikke reagerer som forventet, vrænger hun ad os og fortsætter.

”Nå, men jeg skulle altså hilse fra hende, selv om jeg ikke skulle hilse fra jer. Hvilket hun var udmærket klar over.” Vi får lige endnu et anklagende blik. ”Men hun kommer tilbage en af dagene, og hun har lige inviteret til en fest, som bare er så cool, og jeg kan næsten ikke vente!”

”Hvornår?” spørger jeg og prøver på ikke at lyde så desperat, som jeg føler mig. Jeg er selvfølgelig bange for, at det er den 21. december. Men hun smiler bare og ryster på hovedet. ”Næ-næ, det siger jeg ikke. Det er superhemmeligt.”

”Hvorfor det?” siger Miles og jeg i munden på hinanden.

”Fordi det kun er for de udvalgte. Man skal have invitation. De gider nemlig ikke have alle mulige rendende.”

”Er det sådan, du opfatter os? Er vi alle mulige?”

Haven trækker på skuldrene og tager en slurk af sin kop.

”Det er simpelthen forbudt, det der,” siger Miles og ryster på hovedet. ”Vi er pr. definition dine venner, så du skal fortælle os det.”

”Ikke denne gang, søde,” siger Haven. ”Jeg har svoret tavshed. Årh, jeg er bare så spændt!”

Hendes ansigt blusser af glæde, hvilket bekymrer mig dybt, men mit hoved smerter, mine øjne løber, og hendes aura er så sammenrodet med alle andres, at jeg ikke kan se, hvad der sker inden i hende.

Jeg har glemt vodkaen, så da jeg tager en slurk af min kop, føles det, som om en strøm af ild glider ned gennem min hals, spreder sig ud i mit blod, og får mit hoved til at svaje.

”Er du stadig syg?” spørger Haven og sender mig et bekymret blik. ”Du må hellere være forsigtig. Sådan noget kan godt blive hængende nogle dage.”

”Sådan noget hvad?” spørger jeg og tager en slurk mere, og så endnu en, mens mine sanser døves en smule for hver gang.

”Den der mareridtsinfluenza. Har du allerede glemt, at du besvimede den dag i skolen? Jeg sagde jo, at svimmelhed kun er begyndelsen på det. Men du må love mig at sige til, hvis du får de der mærkelige drømme, for de er altså bare helt fantastiske.”

”Hvad for nogen drømme?”

”Fortalte jeg dig ikke om dem?”

”Ikke i detaljer.” Jeg drikker lidt mere og mærker, hvordan jeg bliver svimmel, men samtidig klar i hovedet. Der bliver skruet ned for synerne, de løsrevne tanker, farverne og lydene.

”Det var simpelthen så vildt! Og nu må du ikke blive sur, men Damen var med i nogle af dem, men det var altså ikke, fordi der skete noget. Det var ikke den slags drømme, vel? Det var mere, som om han kom og reddede mig, ikke? Som om han kæmpede mod onde kræfter for at redde mit liv. Det var så bizart.” Hun ler. ”Nåh ja, for resten, Drina sagde, hun havde mødt Damen i New York.”

Jeg stirrer på Haven. Jeg er pludselig blevet helt kold, på trods af alkoholen, som har givet mig den indre varme. Men da jeg tager en slurk mere, forsvinder kulden, og den tager smerten og ængstelsen med sig.

Så jeg tager en mere. Og så en til.

Og kigger mistænksomt på hende og siger: ”Hvorfor fortalte du mig lige dét?”

Men Haven trækker bare på skuldrene. ”Fordi Drina syntes, du skulle vide det.”