otteogtyve

Da vi ikke længere gider Winter Fantasy, myldrer vi ind i Havens bil, mellemlander kort hjemme hos hende for at få lommelærken fyldt op, hvorefter vi kører ind til byen og stiller bilen ved et parkometer, som vi fylder op med mønter. Og danser så hen ad fortovet, arm i arm i arm, mens vi synger – eller snarere skråler – ”Hvorfor ringer du aldrig, når du er ædru?” i hver sin toneart og bryder sammen i krampelatter, hver gang en eller anden ryster forarget på hovedet af os.

Og da vi kommer forbi en af de dér New Age-boghandlere, hvor man kan få lagt tarotkort eller læst sin aura, så himler jeg bare med øjnene og ser den anden vej og føler mig så lettet over, at jeg ikke længere har noget at gøre med den verden, nu da alkoholen har befriet mig og reddet mit liv.

Vi krydser gaden ved Main Beach, tumler forbi Hotel Laguna og vælter omkuld i sandet med sammenfiltrede arme og ben, mens flasken går på omgang, indtil vi pludselig opdager, at den er sørgeligt tom.

”Pis og lort,” mumler jeg, mens jeg lægger hovedet helt tilbage og slår på flasken for at få de sidste dråber med. ”

Slap dog af,” siger Miles og ser på mig. ”Læn dig tilbage og nyd det.”

Men jeg har aldeles ikke lyst til at læne mig tilbage. Og jeg nyder skam turen. Jeg vil bare sikre mig, at den bliver ved. Nu da mine psykiske bånd er brudt, skal jeg ikke nyde noget af at få dem bundet igen.

”Hvasså, shka’ vi hjem til mig?” mumler jeg. Med lidt held vil huset være tomt, så vi kan score den sprut, der blev tilovers fra Halloween, og holde festen gående.

Men Haven ryster på hovedet. ”Det orker jeg ikke,” siger hun. ”Jeg tror, jeg efterlader bilen her og kravler hjem i seng.”

”Og hva’ med dig, Miles?” spørger jeg med bedende øjne, for jeg har det alt for godt til at stoppe nu. Det er første gang siden – nå ja, siden Damen forsvandt – at jeg har følt mig så afslappet, så befriet, så normal.

”Beklager.” Han ryster på hovedet. ”Der er familiemiddag i aften. Nitten tredive præcis. Slips er valgfrit, spændetrøje er obligatorisk.” Han griner, så han vælter omkuld i sandet, og Haven griner med og lander oven på ham.

”Jamen hvad så med mig? Hvad skal jeg gøre?” Jeg lægger armene over kors og ser anklagende på mine venner, som bare morer sig vildt og har glemt alt om mig.

Selv om jeg godt ved, jeg har sovet over mig, da jeg slår øjnene op næste morgen, er min første tanke: Mit hoved dunker ikke mere! I hvert fald ikke på den sædvanlige måde.

Så ruller jeg om på siden og rækker ind under sengen efter den flaske vodka, jeg gemte der i aftes. Jeg sætter flasken for munden og lader den dulmende væske løbe ned gennem mit svælg.

Og da Sabine kigger ind for at se, om jeg er oppe, ser jeg til min glæde, at hendes aura er pist forsvundet.

”Jeg er vågen!” siger jeg og gemmer flasken under puden, inden jeg stormer hen for at give hende et stort knus. Jeg er spændt på at se, hvilken form for energiudveksling der vil komme, og lettet over, at der ikke er nogen.

”Er det ikke en herlig dag?” smiler jeg til hende, og det er, som om mine læber ikke helt kan følge med ordene.

Hun kigger ud ad vinduet og så tilbage på mig. ”Tja …”

Jeg ser ud gennem de franske døre, ud på en dag, der er grå, overskyet og våd. Men det var jo heller ikke lige vejret, jeg mente. Det var mig, jeg mente. Den nye mig.

Den nye, forbedrede, ikke-clairvoyante mig!

”Det er ligesom hjemme i Oregon,” siger jeg med et skuldertræk og trækker natkjolen af på vej ud mod bruseren.

Miles sætter sig ind i bilen, og kaster ét blik på mig. ”Hvad fanden …?!”

Jeg ser ned på min jumper, mit denim-miniskørt og de flade ballerinasko, museumsgenstande fra mit tidligere liv, som Sabine havde gemt, og smiler sødt til ham.

”Beklager, min mor har sagt, at jeg skal holde mig væk fra fremmede,” siger han og lader, som om han er på vej ud af bilen igen.

”Det er mig. Jeg sværger ved alt, jeg … årh, bare stol på mig, okay?”

Han ser måbende på mig. ”Jeg fatter ikke en meter af det her. Hvornår er dét sket? Hvordan er det sket? I går var du nærmest iført burka, og i dag ser du ud, som om du har plyndret Paris Hiltons klædeskab!”

Jeg ser fornærmet på ham.

”Ja, med bedre stil, altså. Meget bedre.”

Jeg smiler og laver hjulspin på den våde vejbane, men så tager jeg den lidt mere med ro, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke længere har min panser-radar, og Miles begynder at skrige.

”Helt seriøst, Ever, hvad foregår her? Åh gud, er du stadig fuld?”

”Nej,” svarer jeg, lidt for hurtigt. ”Jeg er bare, du ved, kommet ud af min skal, ikke andet. Jeg kan godt være lidt … genert, de første par … måneder.” Jeg ler. ”Men du kan være ganske rolig, det her er den sande mig.” Jeg nikker overbevisende og håber på, at han køber den.

”Og du er nok klar over, at du har valgt årets mest dyngvåde og deprimerende dag til at komme ud af din skal?”

Jeg ryster på hovedet og svinger ind på parkeringspladsen, mens jeg siger: ”Du aner ikke, hvor dejligt vejret er. Det er ligesom hjemme i Oregon.”

Jeg finder den parkeringsbås, der er nærmest indgangen, og så løber vi om kap, mens vi holder vores tasker over hovedet som paraplyer, og vores skosåler plasker vand op på benene.

Og da jeg ser Haven ryste af kulde under halvtaget, får jeg bare lyst til at danse af fryd, fordi der ikke er nogen aura at se.

”Hvad fa…?” siger hun og glor op og ned ad mig med øjne på stilke.

”I to må virkelig se at få lært, hvordan man afslutter en sætning,” ler jeg.

”Helt ærligt, hvem er du?” siger hun, stadig med åben mund og polypper.

Miles griner, tager fat om os begge to og fører os gennem indgangen, mens han siger: ”Du skal ikke tage dig af miss Oregon. Hun synes bare, det er en pragtfuld dag.”

Da jeg kommer ind til engelsktimen, mærker jeg til min glæde, at jeg hverken kan høre eller se noget, ud over hvad der er normalt. Og selv om Stacia og Honor sidder og hvisker til hinanden og skuler til mit tøj, mine sko, mit hår og selv min makeup, så lader jeg bare som ingenting og passer mig selv. Jeg ved udmærket, at det ikke er pæne ting, de siger om mig, men der er en verden til forskel, når jeg slipper for at høre deres ord. Og hver gang jeg lægger mærke til, at de kigger på mig, så smiler jeg sødt til dem og vinker, indtil jeg har hylet dem så meget ud af den, at de slet ikke gider se på mig mere.

Men da vi når til kemi i tredje time, er min brandert efterhånden dampet så meget af, at lyde, farver og syner igen er ved at være lidt for overvældende.

Jeg må række hånden i vejret og bede om lov til at forlade klassen, og jeg når kun lige at komme uden for døren, før jeg begynder at ryste over det hele.

Jeg vakler ned til mit skab, fumler med kodelåsen, prøver at huske kombinationen.

Er det 24-18-12-3? Eller 12-18-3-24?

Jeg kigger op og ned ad gangen, mit hoved dunker, mine øjne brænder, og så lykkes det. 18-3-24-12. Jeg roder gennem bunken af bøger og papirer, vælter det hele ud på gulvet, men er ligeglad. Jeg skal bare have fat i den vandflaske, jeg har gemt derinde, og dens flydende befrielse.

Jeg skruer kapslen af og tager et ordentlig hiv, som straks bliver efterfulgt af et mere, og et mere, og et mere. Og i håb om at kunne holde den gående indtil frokostpausen, tager jeg et sidste bløp og hører en stemme:

”Og smil! Nej, pyt med det. Den er i kassen.”

Og jeg ser Stacia komme gående med et kamera, som hun triumferende viser frem. På displayet er et fint og skarpt billede af mig, i gang med at bælle vodka.

”Hvem skulle have troet, at du var så fotogen? Men på den anden side, det er jo så sjældent, vi får lov til at se dig uden din hætte.”

Hun smiler ondskabsfuldt og ser hånligt op og ned ad mig.

Jeg stirrer på hende, og selv om det hele er lidt tåget, så er der ingen tvivl om hendes hensigter.

”Hvem synes du, jeg skal sende det til først? Din mor?” Hun gør et nummer ud af at se bestyrtet ud. ”Åh, det er sandt, du har ingen mor. Så din tante, da? Eller en af dine lærere? Eller hvad med alle dine lærere? Nej, nu har jeg det! Rektor skal have det. Så slår vi én flue med ét smæk, som man siger.”

”Det er en vandflaske,” siger jeg, mens jeg samler bøgerne op fra gulvet og propper dem tilbage i skabet – og prøver på at lyde fuldstændig ligeglad, selv om jeg ved, hun er bedre til at lugte angst end en veltrænet blodhund. ”Du har et bevis på, at jeg drikker vand. Hvad vil du bruge dét til?”

”En vandflaske,” ler hun. ”Ja, det er bare så originalt. Du tror måske, du er den første, der har fundet på at hælde vodka i en vandflaske?” Hun ser hadefuldt på mig. ”Du er bare så færdig, Ever. En hurtig lille alko-test, og så er det farvel til Bay View og velkommen på Akademiet for alkoholikere og andre tabere.”

Der står hun og føler sig så selvfed, og det har hun også al mulig grund til at være. Hun har grebet mig på fersk gerning, og hun har fuldstændig ret i, at min fremtid på skolen hænger i en meget tynd tråd.

”Hvad vil du have?” hvisker jeg hæst. Jeg går ud fra, at alle har en pris, og at det bare gælder om at finde hendes. Jeg kender efterhånden hendes tankegang godt nok til at vide, at det er sådan, det forholder sig.

”For det første skal du holde op med at genere mig,” siger hun og lægger armene over kors. Hendes bevismateriale er gemt sikkert væk i hendes armhule.

”Jeg generer da ikke dig,” siger jeg med let sløret stemme. ”Det er da dig, der generer mig.”

”Der tager du helt fejl.” Hun ser op og ned ad mig med sine sammenknebne øjne. ”Jeg føler mig meget generet af at skulle se på dig hver eneste dag. Forfærdelig generet.”

”Du vil have mig til at droppe engelsk?” Jeg står med flasken i hånden og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den. Hvis jeg efterlader den i skabet, vil hun helt sikkert bemærke det og sørge for, at den bliver konfiskeret. Og hvis jeg stikker den i tasken, så vil der jo nok ske det samme.

”Du er nok klar over, at du stadig skylder mig for den kjole, du ødelagde den dag, du tromlede mig ned, ikke?”

Nå, det er dét, det handler om. Afpresning. Heldigt at jeg vandt alle de penge på galopbanen.

Jeg graver ned i rygsækken og finder min pung frem. Jeg vil hellere end gerne erstatte hendes kjole, hvis det kan sætte en stopper for alt det her. ”Hvor meget?” spørger jeg hende.

Hun ser lumsk på mig, prøver på at vurdere, hvor meget hun kan blokke mig for. ”Ja, det var jo altså en designerkjole, så den er jo ikke lige til at erstatte, så …”

”Hundrede?” Jeg tager en seddel op og rækker hende den.

Hun himler med øjnene. ”Ja, nu ved jeg jo godt, at du ikke har nogen anelse om, hvad modetøj er værd, men du skal nok lige gå lidt højere – for ikke at sige meget højere,” siger hun, mens hun sender lange blikke efter mit seddelbundt.

Men eftersom pengeafpressere har for vane at komme tilbage efter mere, så håber jeg på at få det afsluttet her og nu, inden hun bliver for grådig. Så jeg siger: ”Eftersom både du og jeg ved, at du købte den kjole på tilbud på vej hjem fra Palm Springs …” jeg smiler ved mindet om, hvad jeg så den dag, jeg stødte ind i hende, ”… så bør erstatningen vel svare til dens faktiske pris, som – hvis jeg ikke husker meget galt – var femogfirs dollars. Hundrede dollars må vel siges at være et godt tilbud, synes du ikke?”

Hun ser op og ned ad mig, og et smørret grin breder sig over hendes ansigt. Så snupper hun pengesedlen, propper den godt ned i lommen og siger: ”Hvad så? Har du ikke tænkt dig at byde mig på en drink?”

Hvis nogen havde fortalt mig i går, at jeg ville sidde ude på toiletterne og drikke mig fuld sammen med Stacia i dag, så ville jeg ikke have troet på det. Men det var præcis, hvad der skete. Vi fandt en fredelig krog, hvor vi kunne dele en vandflaske fyldt med vodka.

Intet i denne verden er bedre end hemmelige laster og afhængighed, når det handler om at bringe mennesker sammen.

Og Havens øjne var selvfølgelig ved at trille ud af hovedet på hende, da hun kom vadende ind og fik øje på os.

”Der har vi shgu Gosh-pigen. Davsh med dig!” sagde Stacia, mens jeg var ved at falde om af grin.

”Er der noget, jeg ikke lige har fået fat i her?” spurgte Haven og betragtede os på skift. ”Skal det her forestille at være morsomt?”

Og den måde hun stod på og bare så så stramtandet ud, som om hun slet ikke morede sig, fik os til at hyle endnu mere af grin.

Og da hun smækkede døren bag sig, drak vi målrettet videre.

Men at drikke sig pissestiv sammen med Stacia er ikke nogen automatisk invitation til inderkredsen, så i frokostpausen styrer jeg mod mit sædvanlige bord. Og det tager lidt tid, før min omtågede hjerne fatter, at jeg heller ikke er velkommen dér.

Jeg sætter mig og skæver til Miles og Haven og giver mig så til at fnise, uden at de fatter hvorfor. Men hvis bare de kunne se deres egne ansigtsudtryk, så ville de more sig lige så meget, det er jeg helt sikker på.

”Hvad er der i vejen med hende?” spørger Miles og ser op fra sit rollehæfte.

Haven skuler til mig. ”Hun er stangstiv, det er, hvad hun er. Hun har været på druk med Stacia Miller, tro det eller ej.”

Miles måber, og hans rynkede pande ser så sjov ud, at jeg kommer til at grine igen. Og jeg bliver ved, lige indtil han kniber mig i armen og siger: ”Shh!” Han ser sig omkring i lokalet og så tilbage på mig. ”Ever, for pokker! Du bliver nødt til at tage dig sammen! Lige siden Damen forsvandt, har du …”

”Lige siden Damen forsvandt, har jeg hvad?” Jeg trækker armen til mig så hurtigt, at jeg mister balancen og nær er faldet ned af bænken. Jeg når lige at få reddet mig op igen tidsnok til at se Haven ryste opgivende på hovedet af mig.

”Hvad er det, du prøver at sige Miles? Hva’? Ud med sproget!” Jeg ser kampberedt på ham. ”Og det gælder også dig, Haven! Ud med sproget!”

Problemet er bare, at det mest lød som Udmæshpoget. Og det lagde de sjovt nok godt mærke til.

”Udmæshpoget …? Gad vide, hvad det skal betyde …?”

Miles ryster på hovedet, og Haven slår opgivende ud med armene.

”Hvad siger du, Haven? Hvad tror du, det betyder?”

”Godt spørgsmål, Miles. Kan det være hollandsk eller sådan noget?” Hun ser udfordrende på mig.

Nu kan det være nok. Jeg rejser mig for at gå. Men af en eller anden grund knalder jeg knæet ind i bordbenet, så jeg sætter mig igen og ser forpint ud, mens jeg jamrer og holder om det ømme knæ.

”Drik det her,” siger Miles og skubber sin vitaminvand over til mig. ”Og giv mig dine bilnøgler, for du kører i hvert fald ikke mig hjem i dag.”

Og det fik han ret i. Miles kører sig selv hjem.

Og jeg bliver kørt hjem af Sabine.

Vi er ikke nået langt, før hun ryster på hovedet, kaster et hurtigt blik på mig og siger: ”Bortvist? Gider du godt lige forklare mig, hvordan en mønsterelev bærer sig ad med at blive bortvist?”

Jeg lukker øjnene og læner panden mod sideruden, så dens rene, glatte glas kan afkøle min gloende hud. ”Hjemsendt,” mumler jeg. ”Du fik dem til at ændre det. Og det var ret imponerende. Nu ved jeg, hvorfor du tjener så mange penge.”

Jeg kaster et forsigtigt blik på hende, lige tidsnok til at se hendes ansigtsudtryk skifte fra bekymring til forargelse.

Sådan har jeg aldrig set hende før. Og selv om jeg ved, at jeg burde føle mig skamfuld og skyldig – og det, der er værre – så var det jo faktisk ikke mig, der bad hende om at tage mig i forsvar. Det var ikke mig, der bad hende om at påberåbe sig formildende omstændigheder. Hun fastholdt, at årsagen til mit drikkeri på skolens område var en direkte følge af den belastede psykiske tilstand, jeg befandt mig i, forårsaget af det smertefulde tab af hele min nærmeste familie.

Og selv om hun sagde det i god tro, selv om hun selv tror fuldt og fast på det, så ved jeg, at det ikke passer.

For sandheden er, at jeg ville have foretrukket, at hun slet ikke havde sagt noget. Jeg ville have foretrukket, at hun bare havde ladet dem bortvise mig.

I samme sekund de pågreb mig foran mit skab, forsvandt min rus som dug for solen, og alle dagens begivenheder kom drønende som en trailer fra en film, jeg helst ikke ville se, og billedet frøs lige der, hvor jeg glemte at få Stacia til at slette det famøse billede, og dér stod filmen stille meget længe.

Senere, på kontoret, fandt jeg ud af, at det faktisk var Honors telefon og ikke Stacias, der var blevet brugt til at tage billedet.

Og man fortalte mig, at Stacia var gået hjem med et beklageligt tilfælde af ”maveforgiftning”, kort efter at hun havde pålagt Honor at give billedet til rektor Buckley ”med udtryk for sin bekymring”.

Selv om jeg var i vanskeligheder, i en størrelsesorden, der hedder: Du er nok klar over, at det her kommer til at stå i dine papirer, og at det ikke bliver slettet igen lige foreløbig, så må jeg indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at være ret imponeret. Jeg kunne ikke lade være med at tænke:

For fanden, hvor var det godt gået!

For det lykkedes jo Stacia ikke alene at føre sin trussel om at knuse mig ud i livet, men også at score en præmie på hundrede dollars og en halv fridag for sit besvær. Og det må man da tage hatten af for.

Hvis man altså ser fuldstændig bort fra alt, hvad der hedder moral og etik.

Og så kan jeg jo heller ikke komme uden om, at takket være Stacias, Honors og rektor Buckleys samlede indsats, så slipper jeg for at gå i skole i morgen. Og i overmorgen. Og dagen efter igen. Hvilket vil sige, at jeg har hele huset for mig selv hele dagen, hver dag, med masser af tid til at fortsætte mit drikkeri og opbygge min modstandskraft, mens Sabine har travlt med at være på arbejde.

For nu da jeg har fundet vejen til fred og ro, skal ingen komme og stille sig i vejen for mig.

”Hvor længe har det her stået på?” spørger Sabine, ikke helt sikker på, hvordan hun skal gribe sagen an. ”Skal jeg nu til at gemme al spiritus? Skal jeg give dig stuearrest?” Hun ryster på hovedet. ”Ever, jeg taler til dig! Hvad handler alt det her om? Hvad er det, der er sket med dig? Skal jeg få fat i en, der kan tale med dig? For hvis det er, så kender jeg en meget dygtig terapeut, som er rigtig god til sorgterapi …”

Jeg kan føle, at hun ser på mig, jeg kan decideret føle hendes omsorg udstråle fra hendes ansigt, men jeg lukker bare øjnene og lader, som om jeg sover. Det er jo fuldstændig umuligt for mig at forklare, hvad der foregår. Jeg kan ikke indvie hende i alle de sørgelige detaljer om auraer og syner og ånder og udødelige ekskærester. For selv om det var hende, der hyrede en clairvoyant til festen, så var det jo bare en joke fra hendes side, et morsomt indfald, en gang fis og ballade.

Sabine er praktisk og koordineret, velorganiseret og god til at inddele alting i sort og hvidt, helt uden gråtoner. Og hvis jeg nogen sinde var dum nok til at betro mig til hende, at afsløre mit livs sande hemmeligheder, så ville hun ikke nøjes med at finde en, der kunne tale med mig. Hun ville få mig indlagt.

Præcis som hun har lovet, gemmer Sabine al spiritus i huset væk, inden hun tager på arbejde, men jeg venter bare, til hun er gået, så sniger jeg mig ned i spisekammeret og finder alle de vodkaflasker, der blev tilovers efter Halloween-festen, dem, hun skubbede ind bagved og glemte alt om.

Og da jeg har slæbt dem op på mit værelse, vælter jeg omkuld på min seng og fryder mig ved tanken om tre hele uger uden skole. Enogtyve lange dage, strakt ud foran mig som mad foran en fed kat. En uges hjemsendelse og to ugers juleferie, som ikke kunne være kommet mere belejligt. Og jeg har tænkt mig at tilbringe hvert eneste minut i en blid og afslappet vodkatåge.

Jeg lader mig falde tilbage i puderne og skruer kapslen af den første flaske, fast besluttet på at nyde sprutten stille og roligt og lade hver eneste slurk finde vej ud i mit blod, inden jeg tager den næste. Ikke noget med at slubre, tylle eller bælle. Bare drikke langsomt og roligt, indtil mit hoved begynder at klare op, og hele verden bliver lys og lykkelig. Bare synke ned i et lykkeland. En verden uden minder. Et hjem uden tab.

Et liv, hvor jeg kun kan se det, det er meningen, at jeg skal se.