niogtyve

Den 21. december om morgenen kommer jeg ned i køkkenet. Og selv om jeg er svimmel og klatøjet og har tømmermænd, så går det fint med at få brygget kaffe og lavet morgenmad uden at vække Sabines mistanke. Jeg er kun ude på at få hende ud ad døren, så jeg kan komme op ovenpå igen og vende tilbage til min flydende tåge.

Så i samme øjeblik jeg hører hende køre ud af indkørslen, ryger mine Shreddies ned i afløbet, og jeg skynder mig op på mit værelse, hvor jeg hiver en flaske frem fra under sengen og skruer kapslen af, mens jeg glæder mig til at føle den varme, bløde væske dulme mit indre, fjerne alle smerter, opæde al min ængstelse og frygt, indtil intet mere er tilbage.

Men af en eller anden grund kan jeg ikke holde op med at stirre på kalenderen over mit skrivebord. Det er, som om datoen hopper og danser. Som om den råber og vinker ad mig. Som om den hele tiden giver mig en albue i siden.

Så jeg rejser mig og går hen til kalenderen og stirrer på den tomme, hvide firkant. Ingen pligter, ingen aftaler, ikke en påmindelse i sigte. Kun ordet VINTERSOLHVERV med bittesmå bogstaver. Åbenbart vigtigt for dem, der har lavet kalenderen, men mig siger det ikke noget.

Jeg vælter tilbage på sengen, har en passende stabel puder under hovedet, og tager endnu en ordentlig tår af flasken. Jeg lukker øjnene og mærker varmen brede sig i kroppen og lægge en dæmper på min uro – alt det, som Damen kunne gøre med et enkelt blik.

Jeg tager en slurk mere og endnu en, alt for hurtigt, alt for grådigt, men nu da jeg har fremmanet mindet om ham, kan jeg ikke få det væk igen hurtigt nok. Så jeg fortsætter med at slubre, tylle og bælle, indtil han omsider er forsvundet og jeg igen kan slappe af.

Da jeg vågner igen, er jeg opfyldt af den varmeste og mest fredfyldte følelse af altomfattende kærlighed. Som om jeg er pakket ind i en gylden solstråle, så tryg, så glad, så sikker, at jeg kun har lyst til at være lige der og blive der altid. Jeg kniber øjnene i, prøver på at holde øjeblikket fast, vil ikke give slip, ikke før noget kilder mig på næsen og får mig til at spærre øjnene op og springe ud af sengen.

Jeg tager mig til brystet, mit hjerte hamrer så hårdt, at jeg næsten kan høre det, og jeg stirrer på den enlige sorte fjer, som ligger på min hovedpude.

Den sorte fjer, jeg havde i håret, den aften jeg var klædt ud som Marie Antoinette.

Den sorte fjer, Damen tog med sig som souvenir.

Og jeg ved, at han har været her.

Jeg stirrer på uret, fatter ikke, at jeg har kunnet sove så længe. Og så får jeg øje på et maleri, som står lænet op ad væggen, og jeg ved, at det var det, jeg efterlod i mit bagagerum.

Men det er ikke Damens udgave af Kvinde med gult hår, som jeg troede. Det er et billede af en bleg, lyshåret pige, som løber gennem en mørk og tåget kløft.

En kløft, fuldstændig magen til den i min drøm.

Og uden overhovedet at vide hvorfor griber jeg min jakke, stikker fødderne i et par klip-klappere, styrter ind på Sabines værelse, tager bilnøglerne, hun har gemt i skuffen, spæner ned ad trapperne og ud i garagen, aner ikke, hvor jeg skal hen eller hvorfor. Jeg ved bare, at jeg skal skynde mig, og at jeg nok skal genkende det, når jeg ser det.

Jeg kører nordpå ad Pacific Coast Highway, ind mod Lagunas centrum. Snor mig gennem den sædvanlige flaskehals ved Main Beach, før jeg drejer ned ad Broadway og behændigt undgår de mange fodgængere. Og i samme sekund, jeg er fri af de befærdede gader, trykker jeg speederen i bund og følger mit instinkt, lægger et par kilometer bag mig, før jeg foretager et hasarderet venstresving foran en modkørende bil, stiller bilen på parkeringspladsen ved naturreservatet, stikker nøglerne og mobilen i lommen, og skynder mig op mod vildmarksstien.

Tågen kommer rullende ind og gør det vanskeligt at se, og selv om noget inden i mig siger, at jeg skal vende om, tage hjem, at det er for dumt at rende omkring her, helt alene i mørket, at det er fuldstændig vanvittigt, så kan jeg ikke stoppe, jeg er tvunget til at fortsætte, mine fødder bevæger sig af sig selv, og jeg kan ikke gøre andet end at følge med.

Jeg stikker hænderne ned i lommerne, ryster af kulde, mens jeg snubler af sted, uden at kende mit mål, uden at ane, hvor jeg skal hen, ved bare, at jeg vil vide det, når jeg ser det.

Min fod rammer en sten, og jeg falder om, mens jeg skriger af smerte. Men da telefonen ringer, har jeg dæmpet mig til en klynken.

”Ja!” siger jeg, mens jeg forpustet kæmper mig på benene.

”Er det sådan, man tager telefonen i vore dage? Det er måske ikke meningen, man skal føle sig velkommen?”

”Hej, Miles, hvad så?” Jeg børster støvet af og fortsætter ned ad stien, nu lidt mere forsigtig.

”Jeg ville bare fortælle dig, at du lige nu går glip af en temmelig vild fest. Og da vi jo alle sammen ved, hvor glad du er for at feste for tiden, så syntes jeg, at jeg ville invitere dig. Men på den anden side skal jeg heller ikke skrue dine forventninger for højt op, for det er faktisk mere morsomt, end det er vildt. Jamen du skulle se det, hele kløften er fyldt med hundreder af goth’er. Man skulle tro, det var en Draculakonference eller sådan noget.”

”Er Haven der?” spørger jeg, og min mave krøller sig sammen, da jeg siger navnet.

”Ja, det er hun. Hun leder efter Drina. Kan du huske den der hemmelige fest, hun snakkede om? Nå, men det er altså denne her. Hun kan ikke holde på en hemmelighed, ikke engang når det er hendes egen.”

”Jeg troede slet ikke, de var til goth mere?”

”Det troede Haven heller ikke, og hun er ret knotten over at være mødt op i det forkerte dress.”

Jeg er nået op på bakkekammen og ser ned i kløften, som er badet i lys. ”Sagde du, at du er i kløften?”

”Jep.”

”Det er jeg også. Jeg er i hvert fald lige ved at være der.” Jeg begynder at gå nedad mod kløften.

”Hvad siger du? Du er her?”

”Ja, jeg går mod lyset lige nu.”

”Du er ikke på vej gennem en tunnel, vel? Nej, glem det, dårlig joke.” Og da jeg ikke svarer, siger han: ”Hvordan vidste du, at det var her?”

Jeg vågnede med tømmermænd, ved at jeg blev kildet på næsen af en sort fjer, og så et ildevarslende maleri, der var stillet op ad væggen, så jeg gjorde, hvad ethvert unormalt menneske ville gøre, jeg tog en jakke på, stak fødderne i et par klip-klappere og forlod huset iført natkjole!

Nej, det kan jeg ligesom ikke sige, så jeg siger ikke noget. Hvilket kun gør ham mere mistænksom.

”Er det Haven, der har fortalt dig det?” spørger han, og hans stemme er lidt skarp. ”For hun sværgede på, at jeg var den eneste, hun ville sige det til. Ja, nu må du ikke blive fornærmet eller noget, men alligevel.”

”Nej, Miles, det var ikke hende, det sværger jeg. Jeg fandt bare ud af det, okay? Men jeg er lige ved at være der, så vi ses lige pludselig. Hvis jeg ikke farer vild i tågen …”

”Tågen? Hvad for en tå…”

Men inden han kan fuldføre sætningen, bliver telefonen flået fra mig, og dér står Drina og smiler sødt til mig.

”Hej, Ever. Jeg sagde jo, vi ville ses igen.”