tredive

Jeg ved, at jeg burde løbe, skrige, gøre et eller andet. Men i stedet stivner jeg, som om mine sandaler har slået rødder. Og jeg stirrer på Drina, mens jeg prøver på at fatte, ikke bare hvordan jeg er havnet her, men også hvad i alverden hun har i sinde at gøre.

”Kærlighed er utilregnelig, ikke sandt?” smiler hun med hovedet på skrå, mens hun ser op og ned ad mig. ”Lige præcis når man har mødt sin drømmefyr, mødet, der næsten er for godt til at være sandt, så opdager man lige pludselig, at det er for godt til at være sandt. I hvert fald for godt til dig. Og før man får set sig om, er man ensom og forladt og fuld det meste af tiden. Men jeg må nu sige, at det har været en fornøjelse at se dig synke ned i misbrug for mindreårige. Så forudsigeligt, så lige-efter-bogen. Forstår du, hvad jeg mener? Løgn og falskhed og tyveri, hele din energi fokuseret på at sikre dig dit næste fix. Og det gjorde det jo så meget nemmere for mig. For hvert eneste bløp, du tog, svækkede dit forsvar, døvede dine sanser og gjorde dig sårbar, så det var så behageligt nemt for mig at styre dig.”

Hun griber fat i min arm, og hendes lange negle skærer sig ind i mit håndled, da hun rykker mig ind mod sig. Jeg prøver på at slide mig fri, men det er umuligt. Hun er overmenneskeligt stærk.

”I dødelige,” siger hun hånligt. ”I er så sjove at drille, for I er så nemme. Tror du måske, jeg har iscenesat hele denne forestilling bare for at afslutte den her? Selvfølgelig er der da nemmere måder at gøre det på. Jeg kunne jo bare have slået dig ihjel, da jeg var i dit soveværelse for at lægge lokkemaden, ikke? Jeg kunne have sparet en masse tid på den måde, men det havde jo ikke været nær så morsomt. Hverken for dig eller mig, vel?”

Jeg ser måbende på hende, stirrer på hendes ansigt, der er glat som en porcelænsdukkes, det perfekt satte hår, den skræddersyede, kropsnære, sorte silkekjole uden en eneste overflødig fold, alt det, der understreger og fremhæver hendes betagende skønhed, og da hun lader hånden glide gennem det kobberskinnende hår, ser jeg ouroboros-tatoveringen på hendes håndled. Men kun i et glimt, så er den væk igen.

”Du troede, at det var Damen, der førte dig hertil, ikke sandt? At han hidkaldte dig mod din vilje. Jeg beklager at måtte skuffe dig, søde Ever, men det var mig. Det hele var et nummer, som jeg havde udtænkt. Jamen jeg elsker bare den 21. december, gør du ikke også? Vintersolhverv, årets længste nat, og alle de latterlige goth’er, som fester løs i en eller anden åndssvag kløft.”

Hun trækker på de elegante skuldre, og jeg får endnu et glimt af tatoveringen på hendes håndled.

”Ja, undskyld min sans for det dramatiske. Men det gør da livet noget mere underholdende, synes du ikke?”

Igen prøver jeg på at trække mig væk fra hende, men hun strammer bare sit greb, og smerten fra de spidse negle, som borer sig ind i mit kød, er skarp og gennemtrængende.

”Lad os nu bare sige, at jeg gav slip på dig. Hvad ville du egentlig gøre? Løbe din vej? Jeg er hurtigere. Lede efter din veninde? Ja, det må du altså undskylde, hende kom jeg til at sende til en helt forkert fest i en helt forkert kløft. Lige nu vader hun rundt mellem hundredvis af åndsforsnottede amatørvampyrer og leder efter mig.” Hun ler overbærende. ”Jeg syntes nemlig, at vi to skulle have vores egen lille intime fest – med dig som æresgæst.”

”Hvad er det, du vil?” spørger jeg og skærer tænder, da hun endnu en gang strammer sit jernhårde greb. Smerten er ulidelig, da knoglerne i mit håndled knaser mod hinanden.

”Tag det nu lige roligt!” siger hun og glor arrigt på mig med de prægtige, smaragdgrønne øjne. ”Jeg hader, når folk skynder på mig! Nå, hvor var vi, før jeg blev afbrudt så ubehøvlet? Åh jo, det var dig, vi var nået til. Dig, og hvordan du havnede her, og hvordan det slet ikke gik, som du forventede. Men der er vel ikke ret meget i dit liv, der går, som du forventer, er der? Og sådan har det sandt at sige altid været, og vil altid være, hvis jeg ikke tager meget fejl. Jeg skal sige dig, Damen og jeg, vi har kendt hinanden rigtig længe. Og jeg mener rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig … jeg tror, du har fattet det. Og alligevel, på trods af alle disse år, vi har været sammen, på trods af denne evindelighed, så bliver du ved med at dukke op og komme i vejen.”

Jeg kigger ned og undrer mig over, at jeg har kunnet være så dum, så naiv. Der var intet af alt det her, der handlede om Haven – det handlede alt sammen om mig.

”Arh, nu må du virkelig ikke være så hård ved dig selv. Det er ikke første gang, du har begået den fejl. Jeg har været ansvarlig for din død, lad mig nu se, hvor mange gange …?” Hun trækker på skuldrene. ”Nej, det har jeg vist ikke lige tal på.”

Og pludselig husker jeg, hvad Damen sagde, den dag på parkeringspladsen, om, at han ikke ville miste mig igen. Men da jeg ser, hvordan hendes ansigtsudtryk stivner og bliver hårdt, skynder jeg mig at skyde tankerne fra mig, så hun ikke skal komme til at læse dem.

Hun går rundt og rundt om mig uden at slippe min arm, så jeg bliver tvunget til at dreje med, mens hun klikker tankefuldt med tungen.

”Lad mig nu se, hvis jeg ikke tager fejl, og det gør jeg aldrig, så har vi de sidste par gange leget en leg, der hedder skæg og ballade. Og eftersom du ikke kan huske noget, så må jeg vel hellere orientere dig om, at det ikke plejer at gå så godt for dig. På den anden side plejer du heller ikke at blive træt af legen, så måske har du lyst til at prøve igen?”

Jeg ser opgivende på hende. Jeg er svimmel. Af at blive snurret rundt. Af de sidste alkoholdampe, der flyder rundt i mine årer. Af hendes slet skjulte trusler.

”Har du nogen sinde set en kat lege med en mus?” Hun smiler, og hendes øjne gløder, da hendes tungespids glider som en slange over læberne. ”Har du set hvordan den trækker pinen ud for sit ynkelige bytte så længe som muligt, indtil den til sidst begynder at kede sig og gør en ende på det?”

Jeg lukker øjnene. Jeg har ikke lyst til at høre mere. Hvis det er hendes mening at slå mig ihjel, hvorfor ser hun så ikke bare at få det overstået?

”Ja, det ville jo være skægt, i det mindste for mig,” ler hun. ”Men hvad med balladen? Vil du ikke gerne vide, hvor den kommer ind i billedet?”

Jeg svarer ikke, og hun sukker dybt. ”Jeg synes faktisk, du er lidt kedelig. Men så må jeg jo bare fortælle dig det. Balladen, det er, når jeg lader, som om jeg slipper dig fri, og så bare ser til, mens du løber rundt og rundt og prøver på at undgå mig, indtil du er ved at segne af træthed, og det bliver rigtig skægt for mig. Nå, hvad vil du så helst? En langsom død? Eller en langsom og pinefuld død? Ja, nu må du virkelig bestemme dig. Vi har ikke en evighed her!”

”Hvorfor vil du overhovedet dræbe mig?” Jeg ser på hende. ”Hvorfor kan du ikke bare droppe det? Damen og jeg er ikke engang et par. Det er flere uger siden, jeg sidst har set ham!”

Men hun ler bare. ”Det er skam ikke noget personligt, Ever! Det er bare det, at Damen og jeg har det med at komme så meget bedre ud af det med hinanden, når du er blevet … elimineret.”

Lige før tænkte jeg, at jeg ville foretrække en hurtig død, men nu har jeg ombestemt mig. Jeg nægter at give op uden kamp. Uanset hvor meget jeg på forhånd er dømt til at tabe.

Hun ryster på hovedet og ser på mig. Skuffelsen står skrevet i hendes ansigt.

”Godt så. Du vil have ballade, ikke?” Hun ryster på hovedet. ”Så god tur da!”

Hun slipper min arm, og jeg tumler af sted gennem kløften. Og jeg ved, at intet kan redde mig, men at jeg ikke desto mindre må gøre, hvad jeg kan.

Jeg kaster håret væk fra øjnene og styrter blindt gennem tågen, håber på at finde tilbage til stien, tilbage til dér, hvor jeg begyndte. Mine lunger truer med at eksplodere i mit bryst, mine sandaler går i stykker og overlader mine fødder til sig selv, men jeg løber videre.

Løber, mens de kolde, skarpe sten skærer sig ind i mine fodsåler.

Løber, mens en brændende smerte gnaver hul gennem mine ribben.

Løber forbi træer, hvis skarpe, nøgne grene griber fat i min jakke og flår den af mig.

Løber for livet, selv om jeg ikke engang ved, om det er værd at leve.

Og mens jeg løber, begynder jeg at huske en anden tid, hvor jeg løb på samme måde. Men ligesom i min drøm kan jeg ikke huske, hvordan det ender.

Jeg når til kanten af den lysning, der fører tilbage til stien, netop da Drina træder frem fra tågen og stiller sig lige foran mig.

Jeg undviger og prøver at komme uden om hende, men hun strækker et ben ud foran mig og sender mig på hovedet ned i skovbunden.

Dér ligger jeg så, med ansigtet i en pøl af mit eget blod, og hører hendes kaglende latter. Og da jeg forsigtigt føler på min næse, vipper den til siden, går det op for mig, at den er brækket.

Jeg kæmper for at komme på benene, spytter småsten ud af munden, vrider mig i smerte, da der følger levret blod og tænder med. Og jeg ser til, mens hun ryster på hovedet og siger: ”Ever, du ser jo forfærdelig ud.” Hun vrænger i afsky. ”Virkelig forfærdelig. Jeg fatter ikke, hvad Damen ser i dig.”

Min krop er gennemsyret af smerte, min vejrtrækning kommer i gispende stød, og blodet fylder min mund med en bitter og metallisk smag.

”Jeg er sikker på, du gerne vil have alle detaljerne, selv om du ikke kan huske dem til næste gang. Men for mig er det lige sjovt hver gang at se dit ansigt, når du får det hele forklaret.” Hun ler triumferende. ”Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund bliver jeg aldrig træt af denne del af festen, uanset hvor mange gange vi gentager den. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så må jeg indrømme, at det forlænger nydelsen. Lidt ligesom et forspil, men det kender du selvfølgelig ikke noget til. Alle disse liv, og hver gang lykkes det dig at dø som jomfru. Og det ville jo være forfærdelig trist, hvis ikke det var så morsomt.” Hun fnyser hånligt. ”Nå, hvor skal jeg nu begynde?” Hun ser på mig med krusede læber, mens de rødlakerede negle utålmodigt banker mod hendes hofter.

”Nuvel, du har jo nok regnet ud, at det var mig der byttede billedet i dit bagagerum om med det andet. Helt ærligt: Dig som Kvinden med det gule hår? Det. Tror. Jeg. Ikke. Lige. Og jeg kan godt sige dig, Pablo var blevet pissesur, hvis han havde set det. Men jeg elsker ham jo alligevel. Ja, Damen altså, ikke ham den gamle, døde maler.”

Igen ler hun kaglende. ”Og hvad gjorde jeg så? Jo, fjeren, for pokker! Damen kan altså være så rørstrømsk af og til. Nåh ja, det var også mig, der gav dig drømmen. Det var da et varsel, der ville noget, ikke? Og nej, jeg vil ikke forklare dig hvorfor og hvordan, for det vil tage alt for lang tid, og der hvor du skal hen, har du alligevel ikke noget at bruge det til. Bare ærgerligt, at du ikke døde i den bilulykke, for det kunne have sparet både dig og mig for en masse ærgrelser. Er du overhovedet klar over, hvor meget skade du har forvoldt? Det er din skyld, at Evangeline er død, og Haven … bare se, hvor tæt hun kom. Du er simpelthen for egoistisk, Ever.”

Hun ser på mig, men jeg nægter at reagere. Og ved ikke rigtig, om det tæller som en indrømmelse af min skyld.

Hun ler. ”Det er ved at være tid for din store afskedsscene, så der sker ikke noget ved at tilstå.”

Hun løfter sin højre hånd, som om hun skal til at aflægge en højtidelig ed. ”Jeg, Drina Magdalena Auguste …” hun ser sigende på mig og løfter det ene øjenbryn, da hun siger efternavnet ”… stod bag mordet på Evangeline alias June Porter, som i øvrigt ikke bidrog med noget som helst og kun var i vejen, så det var slet ikke så trist, som man kunne tro. Hun skulle bare af vejen, så jeg havde uhindret adgang til Haven.” Hun smiler og ser ligegyldigt på mig. ”Ja, det var præcis, som du mistænkte. Jeg stjal din veninde Haven med fuldt overlæg. Og dét var ikke svært, for Haven er jo så fortabt og uelsket, at hun vil gøre hvad som helst for at få lidt opmærksomhed. Og ja, det var mig, der lokkede hende til at få den tatovering, der nær havde dræbt hende, men det var kun, fordi jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle slå hende rigtigt ihjel, eller jeg skulle slå hende ihjel for at bringe hende tilbage til livet og gøre hende til en udødelig. Det er så mange år siden, jeg sidst havde en discipel, og jeg må virkelig sige, at jeg har nydt det. Men på den anden side, ubeslutsomhed har altid været en af mine svagheder. Når man har så mange muligheder at vælge imellem og en evighed til at fornøje sig med dem, så kan det være svært ikke at blive grådig og ville have dem alle sammen!”

Hun smiler, som et barn, der har været uartigt, men så heller ikke mere.

”Men jeg var for længe om at beslutte mig, det indrømmer jeg, og Damen kom og blandede sig – som det velmenende fjols, han nu engang er – og resten af historien kender du jo. Åh jo, for resten, det var også mig, der skaffede Miles den rolle i Hairspray. Ja, han havde såmænd nok fået den alligevel, for den knægt har masser af talent. Men jeg turde ikke tage chancen, så jeg var lige en tur inde i instruktørens hoved og sørge for, at afgørelsen faldt ud til hans fordel. Og Sabine og Jeff …! Ja, dét må du sandelig undskylde. Men det gik jo meget godt, ikke? Tænkt at din stilrene, forstandige tante med styr på tingene kunne falde for den skvadderpande!” Hun griner som en skolepige. ”Ynkeligt! Og alligevel ret sjovt, ikke?”

Men hvorfor? Hvad skulle det alt sammen gøre godt for? Jeg tænker, for jeg kan ikke længere tale. Jeg har mistet de fleste af mine tænder og er ved at blive kvalt i mit eget blod, men jeg ved jo, at hun kan læse mine tanker. Hvorfor skulle de andre indblandes? Hvorfor var det ikke nok at gå efter mig?

”Fordi jeg ville vise dig, hvor ensomt og miserabelt dit liv kan være. Hvor nemt det er for folk at svigte dig, så snart der dukker noget bedre og mere interessant op. Du er helt alene, Ever. Du er isoleret, uelsket, ensom. Dit liv er ynkeligt og stort set ikke værd at leve. Så du kan nok forstå, at jeg gør dig en tjeneste.” Hun smiler. ”Men jeg regner nu ikke med, at du har tænkt dig at takke mig.”

Jeg stirrer på hende og undrer mig over, at en, der har så smukt et ydre, kan være så hæslig indeni. Så ser jeg dybt ind i hendes øjne og tager et lillebitte skridt baglæns. Et skridt, jeg håber, hun ikke vil lægge mærke til.

Jeg er ikke sammen med Damen mere. Vi slog op for længe siden. Så hvorfor finder du ham ikke bare, så vi kan gå hver til sit og glemme, at det her nogen sinde er sket? tænker jeg i håb om at aflede hendes opmærksomhed.

Hun ler og himler med øjnene. ”Tro mig, du er den eneste, som vil glemme, at det her nogen sinde er sket. Og i øvrigt er det ikke så simpelt, som du åbenbart tror. Du har slet ikke fattet, hvordan det her fungerer, vel?”

Og det kan hun sådan set have ret i.

”Forstår du, Damen er min. Og han har altid været min. Men desværre dukker du altid op. Du i din dumme, kedsommelige genbrugssjæl. Og eftersom du åbenbart ikke kan holde op med dét, så er jeg nødt til at opspore dig og dræbe dig hver eneste gang.”

Hun tager et skridt frem mod mig, mens jeg tager et tilbage. En skarp sten borer sig op i min blodige fodsål, mens jeg lukker øjnene og bider den ulidelige smerte i mig.

”Synes du, dét gør ondt?” griner hun hånligt. ”Bare vent.”

Febrilsk ser jeg mig om i kløften, mit blik flakker hid og did i panisk søgen efter en udvej, en flugtmulighed. Så tager jeg endnu et skridt baglæns og snubler igen. Min hånd rammer jorden og finder en skarp sten, som jeg kaster hårdt imod hende. Den rammer hendes kæbe rent og tager et stykke af hendes kind med på sin vej.

Hun ler, mens hullet i hendes ansigt afslører to manglende tænder, lige før det fyldes med blod. Og jeg ser til i rædsel, da ansigtet gendanner sig selv for øjnene af mig, og hendes perfekte, regelmæssige skønhed genopstår.

”Ikke den igen, hvad?” sukker hun overdramatisk. ”Prøv dog noget nyt til en forandring. Se, om du ikke kan overraske mig for en gangs skyld.”

Hun står foran mig med hænderne i siden og hånligt hævede øjenbryn, men jeg nægter at lade mig skræmme. Jeg nægter at foretage det næste træk. Jeg nægter at give hende den fornøjelse at vinde endnu et billigt point.

Og i øvrigt har hun jo fuldstændig ret. Mit liv er virkelig et ensomt og forfærdeligt rod. Alle, som kommer i nærheden af mig, bliver til brikker i mit håbløse spil.

Jeg står og ser til, mens hun nærmer sig med et forventningsfuldt smil. Jeg ved, at enden er nær for mig. Så lukker jeg øjnene og husker øjeblikket lige før ulykken. Dengang jeg var sund og glad og havde min familie omkring mig. Så intenst forestiller jeg mig det, at jeg kan føle det varme lædersæde under mine bare ben, jeg kan mærke Buttercups hale banke mod mit lår, jeg kan høre Riley synge af fuld hals, falsk og uharmonisk. Jeg kan se mor smile, mens hun vender sig i sædet for at give Rileys knæ et kærligt klem, jeg møder fars blik i bakspejlet, vi smiler fornøjet og indforstået til hinanden …

Dét øjeblik holder jeg fast i, jeg knuger mindet ind til mig, genkalder mig synet, duftene, lydene, følelserne, som om jeg var der lige nu. Det skal være det sidste øjeblik, jeg oplever, inden jeg skal herfra, det sidste øjeblik i mit liv, hvor jeg var virkelig lykkelig.

Og præcis i det øjeblik, hvor jeg er så langt inde i det, at det føles, som om jeg faktisk er der, hører jeg Drina gispe. ”Hvad fanden …?”

Og jeg åbner øjnene igen og ser forskrækkelsen malet i hendes ansigt. Hendes blik flakker forvirret hen over mig. Hendes mund står på vid gab. Så ser jeg ned ad mig selv og ser en natkjole, som ikke længere er revet i stykker, fødder, som ikke længere er blodige, knæ, som ikke længere er fulde af sår, og da min tunge føler et komplet sæt af uskadte tænder, og min hånd mærker en næse, som er hel, forstår jeg, at også mit ansigt er helet.

Og selv om jeg ikke fatter noget af det, så forstår jeg, at det er nu, jeg skal handle, inden det er for sent.

Så da Drina træder baglæns, med store runde øjne, fulde af forundring og skræk, så følger jeg efter hende uden at vide, hvad det næste skridt vil bringe eller det næste igen. Jeg ved kun, at tiden er ved at løbe ud, da jeg løber imod hende og siger: ”Hvad så, Drina? Skæg eller ballade?”