enogtredive

Først står hun bare og stirrer, med store, grønne, forundrede øjne. Så løfter hun hovedet og blotter sine tænder. Men inden hun kan nå at angribe, kaster jeg mig imod hende, fast besluttet på at få hende ned med nakken, mens tid er.

Men i samme sekund ser jeg et flimrende slør af blødt og gyldent lys, en glødende ring ved siden af hende, som stråler og lokker, ligesom den, jeg så i min drøm. Og selv om jeg nu ved, at det var Drina, der skabte de drømme, selv om jeg ved, at det sandsynligvis er en fælde, så kan jeg ikke lade være med at styre mod den.

Jeg tumler gennem en glitrende dis, en byge af lys, så kærlig, så varm, så intens, at det beroliger mit sind og stilner al min frygt. Og jeg lander blødt og behageligt i en eng af tykt, saftiggrønt græs.

Jeg ser mig omkring, ser engens farvestrålende blomster, der er som oplyst indefra, ser træerne, som strækker sig mod himlen, med grene, der bugner af modne frugter. Og mens jeg ligger der og bare oplever det hele, får jeg en følelse af, at jeg har været her før.

”Ever.”

I ét spring er jeg på benene, helt vågen og klar til kamp. Og da jeg ser, at det er Damen, træder jeg et skridt tilbage, for jeg har ingen anelse om, hvilken side han er på.

”Tag det roligt, Ever. Alting er i orden.” Han nikker og smiler og rækker sin hånd mod mig.

Men jeg tager den ikke, tager ikke hans madding. I stedet træder jeg endnu et skridt tilbage og ser mig omkring efter Drina.

”Hun er her ikke.” Han smiler og ser på mig. ”Du er i sikkerhed. Her er ikke andre end mig.”

Jeg tøver, spørger mig selv, om jeg skal stole på ham eller ej, tvivler på, at sikkerhed overhovedet lader sig forbinde med ham. Jeg stirrer på ham, mens jeg overvejer mine muligheder (som unægteligt er få), indtil jeg omsider spørger: ”Hvor er vi?” i stedet for det måske mere indlysende: Er jeg død?

”Du kan være ganske rolig, du er ikke død.” Han smiler til mig, har læst mine tanker. ”Du er i Sommerland.”

Jeg ser spørgende på ham, aner ikke, hvad han snakker om.

”Det er en slags sted imellem steder. Ligesom et venteværelse. Eller en rasteplads. En dimension imellem dimensionerne, om du vil.”

”Dimensionerne?” Jeg rynker på næsen. Det er ikke et ord, jeg er vant til at bruge, i hvert fald ikke i den slags sammenhænge. Jeg trækker hånden til mig, da han igen rækker ud efter mig. Hvis han først får lov at røre mig, så får jeg svært ved at se noget klart.

Han ser på mig, så trækker han på skuldrene og gør tegn til, at jeg skal følge ham gennem en eng, hvor hver eneste blomst, hvert eneste træ, hvert eneste lille græsstrå vugger og drejer som partnere i en evig dans.

”Luk øjnene,” hvisker han. Og da jeg ikke gør det, tilføjer han: ”Hvis jeg beder dig pænt …?”

Jeg lukker dem. Halvt i.

”Stol på mig.” Han sukker. ”Bare denne ene gang.”

Og det gør jeg så. ”Og hvad nu?!”

”Forestil dig noget.”

”Hvad mener du?” spørger jeg, samtidig med at jeg forestiller mig en kæmpestor elefant.

”Forestil dig noget andet,” siger han. ”Hurtigt.”

Jeg åbner øjnene og ser til min rædsel en kolonorm elefant komme buldrende imod os, og i næste øjeblik ser jeg forbløffet, hvordan jeg forvandler den til en sommerfugl. En smuk monarksommerfugl, som lander på spidsen af min pegefinger, hvor den sidder og vipper med sine sorte antenner.

Damen ler. ”Vil du prøve igen?”

Jeg presser læberne sammen og prøver på at finde på noget godt, noget, der er bedre end en elefant eller en sommerfugl.

”Kom nu bare,” siger han. ”Det er rigtig sjovt. Man bliver aldrig træt af det.”

Jeg kniber øjnene sammen og forestiller mig, at sommerfuglen bliver til en fugl, og da jeg lukker øjnene op, sidder der en flot og farvestrålende papegøje på min finger. Men pludselig siler en fugleklat ned ad min arm, og Damen rækker mig en serviet og siger: ”Prøv en gang til … med noget, der ikke sviner helt så meget.”

Jeg sætter fuglen ned på jorden og ser den flyve bort. Så lukker jeg øjnene igen og koncentrerer mig. Og åbner dem og ser Orlando Bloom stå foran mig.

Damen stønner højlydt og himler med øjnene.

”Er han ægte?” hvisker jeg og måber, da Orlando smiler og blinker til mig.

Damen ryster på hovedet. ”Man kan ikke manifestere rigtige mennesker, kun deres udseende. Heldigvis forsvinder han igen om et øjeblik.”

Og da han gør det, kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule trist.

”Hvad er det, der sker?” spørger jeg Damen. ”Hvor er vi? Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?”

Damen smiler og får en prægtig, hvid hingst til at dukke op. Da han har fået mig op på den, skaber han en sort til sig selv.

”Kom, lad os ride en tur,” siger han og fører an ned ad stien.

Side om side rider vi, ad en smuk og velholdt ridesti, der skærer sig lige igennem den blomstrende dal og langs en lille flod, der spejler alle regnbuens farver.

Da jeg ser min papegøje fra før sidde sammen med en kat, drejer jeg væk fra stien og skal til at skræmme katten væk, men Damen griber mine tøjler og siger: ”Bare rolig. Her er ingen fjender. Alt er fredfyldt her.”

Vi rider i stilhed, mens jeg måber over al den skønhed omkring os, som jeg slet ikke kan blive træt af at se på. Men snart summer mit hoved med alle mulige spørgsmål, så mange, at jeg ikke aner, hvor jeg skal ende eller begynde.

”Det slør, du så? Det, du følte dig tiltrukket af?” Han ser på mig. ”Det var ét, jeg havde anbragt.”

”I kløften?”

Han nikker. ”Og i din drøm.”

”Men Drina sagde, at det var hende, der havde skabt drømmen.”

Jeg ser på ham. Undrer mig over, hvordan han kan sidde så sikkert i sadlen og have hesten under fuld kontrol. Men så kommer jeg i tanker om maleriet på hans væg, det, som viser ham højt til hest med sværdet ved sin side, og tænker, at han nok ikke er helt uerfaren.

”Drina viste dig stedet, jeg viste dig udgangen.”

”Udgangen?” spørger jeg. Jeg er begyndt at få hjertebanken igen.

Han ryster på hovedet. ”Ikke den slags udgang. Jeg har jo sagt, at du ikke er død. Faktisk er du mere levende, end du nogen sinde har været før. Du er i stand til at bestemme over stoffet og kan frembringe lige, hvad du har lyst til. Du kan få ethvert ønske opfyldt aldeles omgående.” Han ler. ”Men pas på med ikke at komme her for tit. For jeg siger dig, det er vanedannende.”

”Så det var jer begge to, der skabte mine drømme?” spørger jeg, mens jeg ser en smule mistænksomt på ham. Jeg har lidt svært ved at få styr på alle disse bizarre hændelser. ”Altså ligesom … i samarbejde?”

Han nikker.

”Så jeg har slet ikke selv kontrol over mine drømme?” Min stemme begynder vist at lyde lidt skinger, for det her kan jeg ikke rigtig lide.

”Ikke lige den drøm. Nej.”

Jeg ser skeptisk på ham og ryster på hovedet. ”Er det ikke en lille smule respektløst, synes du? Jeg mener, kunne du ikke have prøvet på at stoppe det, hvis du vidste, det ville ske?”

Han ser på mig med øjne, der er trætte og sørgmodige. ”Jeg vidste ikke, at det var Drina. Jeg holdt bare øje med dine drømme, og der var noget, der skræmte dig, så jeg viste dig vej hertil. For dette sted er altid sikkert.”

”Men hvorfor fulgte Drina ikke efter mig?” spørger jeg og ser mig igen om efter hende.

Han rækker ud efter min hånd og giver mine fingre et klem. ”Fordi Drina ikke kunne se det. Det var kun dig, der kunne.”

Jeg skæver til ham. Det hele er så underligt, så uforklarligt, og jeg kan hverken få hoved eller hale på det.

”Du skal nok finde ud af det hele. Men lige nu synes jeg bare, du skal slappe af og nyde det.”

”Hvorfor virker det alt sammen så bekendt?” spørger jeg, for det er, som om jeg genkender det hele.

”Fordi det var her, jeg fandt dig.”

Jeg ser på ham.

”Jeg fandt din krop uden for bilen, ja. Men din sjæl var allerede fortsat hertil, hvor den dryssede omkring.”

Han standser vores heste, hjælper mig ned og fører mig hen til et lille stykke lunt græs, som stråler og glitrer i det varme, gyldne lys, der ikke ser ud til at komme fra noget bestemt sted. Og i næste øjeblik har han fremmanet en stor, blød sofa.

”Er der noget, du kunne tænke dig at tilføje?” smiler han.

Jeg lukker øjnene og forestiller mig et sofabord, et par lamper, lidt nips og et smukt persisk tæppe, og da jeg åbner øjnene, befinder vi os i et fuldt møbleret udendørs opholdsrum.

”Hvad sker der, hvis det begynder at regne?” spørger jeg. ”Pas på …” Men det er allerede for sent. Vi bliver begge våde helt ind til skindet.

”Tanker skaber,” siger han, mens en kæmpeparaply folder sig ud over vore hoveder, så det kun er det persiske tæppe, der bliver gennemblødt. ”Sådan er det også på Jorden, det tager bare længere tid. Her i Sommerland sker det med det samme.”

”Det minder mig om det, min mor altid sagde: ’Pas på med, hvad du ønsker dig, du risikerer at få det!’” ler jeg.

Han nikker. ”Nu ved du, hvor det udtryk stammer fra. Kunne du tænke dig at få regnen til at stoppe, så vi kan blive tørre igen?” Han ryster sit våde hår imod mig.

”Hvordan …”

”Bare tænk på et sted, der er varmt og tørt.” Han smiler. Og i næste øjeblik ligger vi på en vidunderlig, perlemorsfarvet sandstrand.

”Ja, skal vi ikke lade det blive ved det her?” ler han, mens jeg er i gang med at skabe et tykt, lyseblåt håndklæde og et matchende turkist hav.

Og da jeg læner mig tilbage og lukker mine øjne i det varme sollys, bekræfter han det. Ikke fordi jeg ikke allerede havde regnet det ud, men jeg har endnu ikke formuleret det i en sætning.

En sætning, som begynder med:

”Ja, jeg er en udødelig.”

Og som ender med:

”Og det er du også.”

Ikke lige en sætning af den slags, man hører hver dag.

”Så er vi altså begge to udødelige?” siger jeg og undrer mig over, at vi kan føre en så bizar samtale i så afslappet en tone. Men hvorfor ikke? Jeg befinder mig i Sommerland, og det er i sig selv så bizart, som noget kan blive.

Han nikker.

”Og du forvandlede mig til en udødelig, da jeg døde i den bilulykke?”

Han nikker igen.

”Men hvordan? Har det noget at gøre med den der underlige, røde drik?”

Han tager en dyb indånding, før han svarer. ”Ja.”

”Men hvorfor skal jeg så ikke drikke den hele tiden, sådan som du gør?”

Han undgår mit blik og ser ud over havet. ”Det kommer du til.”

Jeg sætter mig op, og begynder at pille ved en løs tråd på håndklædet. Jeg forstår stadig ikke rigtig det hele. Det er ikke ret længe siden, jeg mente, at det var en forbandelse at være clairvoyant, og se nu bare alt det her.

”Det er ikke så slemt, som du tror,” siger han og lægger sin hånd på min. ”Se dig omkring. Kan det blive meget bedre?”

”Men hvorfor? Jeg mener, har du overhovedet tænkt på, at jeg måske slet ikke vil være udødelig? At du måske bare skulle have givet slip på mig?”

Han ser sig omkring, ser på alt muligt, bare ikke mig. Til sidst vender han sig mod mig og siger: ”Du har fuldstændig ret. Jeg var egoistisk. Det var mere for min skyld end for din skyld, at jeg reddede dig. Jeg kunne ikke bære at miste dig igen. Ikke efter …”

Han stopper og ryster på hovedet. ”Og på den anden side vidste jeg jo ikke, om det ville virke. Ja, jeg kunne jo se, at du var kommet tilbage, men jeg vidste ikke for hvor længe. Jeg vidste ikke, om det virkelig var lykkedes, før jeg så dig i kløften her til aften …”

Jeg stirrer vantro på ham. ”Så du mig i kløften?”

Han nikker.

”Vil det sige, at du var der?”

”Nej, jeg så dig på afstand.” Han gnubber sin hage. ”Det er en lang historie …”

”Okay, lad mig lige få det her på plads. Du holdt øje med mig på afstand, du kunne se alt, hvad der skete – og du prøvede overhovedet ikke på at redde mig?!” Jeg er så rasende, at jeg har svært ved at få vejret.

Han ryster på hovedet. ”Ikke før du ønskede at blive reddet. Da var det, at jeg fik sløret til at dukke op og gjorde, hvad jeg kunne, for at få dig til at løbe hen mod det.”

”Vil det sige, at du ville have ladet mig dø?” Jeg skubber mig væk fra ham, jeg vil slet ikke være i nærheden af ham.

Han ser på mig, og hans ansigt er dybt alvorligt, da han siger: ”Ja, det ville jeg. Hvis det var det, du havde ønsket.”

Han bøjer sit hoved. ”Ever, sidste gang vi talte sammen, på parkeringspladsen, da sagde du, at du hadede mig, for hvad jeg havde gjort, for at have været egoistisk, for at adskille dig fra din familie, for at have bragt dig tilbage. De ord gjorde virkelig ondt, for det var jo sandt, hvad du sagde. Jeg havde virkelig ingen ret til at blande mig. Men så, i kløften, da du fyldte dig selv med så stærk en kærlighed – det var den kærlighed, der reddede dig. Den, der gjorde dig hel igen, og så var jeg ikke længere i tvivl.”

Men hvad så med hospitalet? tænker jeg. Hvorfor kunne jeg ikke gøre mig selv hel dengang? Hvorfor kunne jeg ikke slippe for al den gips, alle de snitsår, alle de brækkede knogler? Hvorfor kunne jeg ikke bare regenerere, ligesom jeg gjorde i kløften? Jeg lægger armene over kors. Jeg er ikke helt tilfreds med hans forklaring.

”Det er kun kærlighed, der kan helbrede. Vrede og skyld og frygt kan kun nedbryde og adskille dig fra dine sande evner.” Han nikker og ser på mig igen.

”Og så er der lige én ting mere,” siger jeg vredt og kigger på ham. ”Det er simpelthen uretfærdigt, at du kan læse mine tanker, når jeg ikke kan læse dine.”

Han ler. ”Vil du virkelig gerne læse mine tanker? Hvad så med alt det gådefulde? Er det ikke en af de ting, du så godt kan lide ved mig?”

Jeg ser ned på mine knæ og mærker mine kinder blive hede ved tanken om alle de tanker, han har haft adgang til.

”Der er måder, man kan beskytte sig på. Måske skulle du tale med Ava om det.”

”Ava? Kender du Ava?” Pludselig har jeg en følelse af at være snigløbet. Men han ryster på hovedet.

”Jeg ved ikke andet om Ava, end hvad dine tanker har fortalt mig.”

Jeg ser væk, får øje på en familie af kaniner, der kommer hoppende forbi.

”Og hvad med galopbanen?”

”Forudanelser. Du gjorde det jo selv.”

”Hvad så med det løb, du tabte?”

Igen ler han. ”Jeg er nødt til at tabe en gang imellem, ellers har folk det med at blive mistænksomme. Men den samlede gevinst var da meget god, var den ikke?”

”Og tulipanerne?”

Han smiler. ”Manifestationer. På samme måde som du skabte elefanten og stranden her. Det er simpel kvantefysik. Bevidsthed kan ændre tilstandsformen fra energi til stof. Ikke nær så vanskeligt, som de fleste tror.”

Jeg ser mistroisk på ham. Det her forstår jeg ikke. Uanset hvor enkelt han påstår, det er.

”Vi skaber vores egen virkelighed. Og ja, du kan også gøre det derhjemme.” Og dermed har han lige besvaret det spørgsmål, jeg ikke har stillet endnu. ”Du gør det faktisk allerede. Du ved det bare ikke, fordi det tager så meget længere tid.”

”Det tager ikke længere tid for dig.”

Han ler. ”Jeg har levet rigtig længe. Jeg har haft tid til at lære et trick eller to.”

”Hvor længe?” spørger jeg, mens jeg ser på ham og tænker tilbage på de underlige malerier i hans hus. For hvad er det egentlig, jeg har at gøre med her?

Han sukker og ser væk. ”Meget længe.”

”Og nu vil jeg så også komme til at leve evigt?”

”Det er op til dig,” svarer han med et skuldertræk. ”Du behøver ikke at gøre noget af det her. Du kan bare glemme det hele og fortsætte med dit liv. Og forlade det, når den tid kommer. Jeg har kun givet dig muligheden. Valget er stadig dit.”

Jeg stirrer ud over oceanet. Det glitrende vand er så smukt, så fantastisk, at jeg slet ikke kan forstå, at det eksisterer på grund af mig. Men denne magtfulde magi er ikke kun legetøj for mig.

”Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad det var, der skete med Haven. Den dag, jeg overraskede dig …” Hele min krop ryster ved mindet. ”Og hvad med Drina? Hun er også udødelig, ikke? Og er det også din skyld? Og hvordan begyndte det hele overhovedet? Hvordan blev du udødelig? Hvordan sker den slags i det hele taget? Er du klar over, at hun slog Evangeline ihjel og nær havde gjort det samme med Haven? Og hvad er det for noget med den der gyselige malerisamling, du har?”

”Undskyld, gider du godt gentage det spørgsmål?” griner han.

”Og ja, for resten, hvad fanden mente Drina med, at hun har slået mig ihjel igen og igen?”

”Sagde Drina dét?” Han spærrer øjnene op og bliver helt bleg.

”Ja, hun gjorde. Jeg skal sandelig sent glemme hendes giftige ansigtsudtryk, da hun gav mig den nyhed. Sådan i stil med: ’Så skal vi til det igen, dit lille dødelige skvat, du går altid i den samme fælde og bla-bla-bla.’ Men hørte du hende ikke sige det? Jeg troede, du overværede det hele.”

Han ryster på hovedet og mumler: ”Nej, jeg overværede ikke det hele. Jeg fik det ikke fra begyndelsen. Åh gud, Ever, det er min skyld, alt sammen. Det kunne jeg jo have sagt mig selv. Jeg skulle aldrig have rodet dig ind i det her. Jeg skulle bare have ladet dig være …”

”Hun sagde også, at hun så dig i New York. Eller rettere, det fortalte hun Haven.”

”Det er løgn,” mumler han. ”Jeg tog ikke til New York.” Og da han ser på mig, er hans ansigt så plaget af smerte, at jeg rækker ud efter hans hånd og tager den i min. Det piner mig at se ham så trist og sårbar, og jeg kan kun tænke på at gøre ham glad igen. Jeg presser mine læber mod hans varme, ventende mund for at få ham til at forstå, at uanset hvad det handler om, så er der ret gode chancer for, at jeg vil tilgive ham.

”Dine kys bliver sødere for hver ny inkarnation,” sukker han, da han trækker sig tilbage og stryger håret væk fra mit ansigt. ”Selv om vi åbenbart aldrig kommer længere end til kyssene. Men nu ved jeg i det mindste hvorfor.”

Han bøjer sig frem og trykker sin pande mod min, og jeg mærker glæden og kærligheden strømme imod mig. Så sukker han dybt og retter sig op igen. ”Åh, ja, dine spørgsmål,” siger han og har åbenbart igen læst mine tanker. ”Hvor skal jeg begynde?”

”Du kunne jo begynde med begyndelsen.”

Han nikker, og hans blik bliver fjernt, da han tænker tilbage, mens jeg lægger benene over kors og finder mig til rette.

”Min far var en drømmer, en kunstner, og han fuskede lidt med videnskab og alkymi. Det var meget oppe i tiden dengang …”

”Og hvornår var det?” spørger jeg, ivrig efter at få noget konkret, navne, steder, årstal, noget, der kan undersøges og bekræftes, og ikke bare et filosofisk foredrag om abstrakte ideer.

”Det er meget længe siden,” ler han. ”Jeg er noget ældre end dig.”

”Ja, men hvor meget ældre, helt præcist? Hvad er det for en aldersforskel, vi taler om?” spørger jeg og ser utålmodigt på ham, da han igen ryster på hovedet.

”Det vigtigste at vide for dig er, at min far, i lighed med sine alkymistkolleger, mente, at alting kunne koges ned til ét eneste grundstof – eller element, om du vil – og at hvis man kunne isolere dette grundstof, så kunne man skabe hvad som helst ud fra det. Den teori arbejdede han på i mange år, udviklede formler, opgav formler, og så, da han og min mor begge to … døde, så fortsatte jeg hans søgen, indtil jeg omsider havde heldet med mig.”

”Og hvor gammel var du?” prøver jeg igen.

”Ung,” siger han med et skuldertræk. ”Temmelig ung.”

”Så du kan altså stadig blive ældre?”

Han ler. ”Ja, jeg kom til et vist punkt, og så holdt jeg op. Jeg ved godt, du foretrækker frosset-fast-i-tiden-som-en-vampyr-teorien, men det her er det virkelige liv, Ever, ikke et eventyr.”

”Okay. Og så …?”

”Så døde mine forældre, og jeg var forældreløs. Jeg skal sige dig, i Italien, hvor jeg kommer fra, afspejler en persons efternavn ofte hans oprindelse eller profession. Esposito betyder forældreløs eller udsat. Det var det navn, man gav mig, og jeg bar det indtil for et århundrede eller to siden, hvor det ligesom ikke passede længere.”

”Hvorfor kunne du ikke bare bruge dit rigtige efternavn?”

”Det er lidt indviklet. Min far var, hmm … en jaget mand. Så jeg fandt, at det var bedst at lægge lidt afstand til navnet.”

”Og hvad med Drina?” Min hals snører sig sammen, bare ved at nævne hendes navn.

Han nikker. ”Poverina eller Den lille stakkel. Vi var begge forældreløse, og kirken tog sig af os. Det var der, vi mødtes. Og da hun blev syg, kunne jeg ikke bære at miste hende, så jeg lod også hende få drikken.”

”Hun sagde, at I var gift,” siger jeg og bider mig i læben. Mine øjne kniber sig sammen, min hals er varm og tør. Jeg ved godt, det ikke var det, hun faktisk sagde, men det fremgik utvetydigt, da hun sagde sit navn, sit fulde navn.

Han ser væk og mumler et eller andet undvigende.

”Er det sandt?” spørger jeg. Jeg har en klump i maven, og mit hjerte presser mod mit bryst.

Han nikker. ”Men det er nok ikke helt, som du tror. Det er så længe siden, at det ikke har nogen betydning længere.”

”Men I er stadig gift? Hvorfor har du ikke fået en skilsmisse? Jeg mener, hvis det virkelig ikke har nogen betydning.” Mine kinder gløder, det svier i mine øjne, og jeg kan næsten ikke få vejret.

”Du vil måske have, at jeg skal møde op i retten med en vielsesattest, der er flere hundrede år gammel?”

Jeg bider mig i knoerne og ser væk. Han har selvfølgelig ret, men alligevel.

”Ever, du må ikke være så firkantet. Jeg er ikke ligesom dig. Du har kun været her – i hvert fald i dette liv – i sytten år. Jeg har levet i flere hundrede! Jeg har haft masser af tid til at begå fejltagelser. Og selv om der uden tvivl er masser af ting, du kan bebrejde mig, så mener jeg bestemt ikke, at mit forhold til Drina er en af dem. Tingene var anderledes dengang. Jeg var anderledes. Jeg var forfængelig, overfladisk, og meget … praktisk anlagt. Jeg havde kun mig selv at tage vare på, og jeg nød de glæder, jeg kunne få. Men alt det ændrede sig fuldstændig, da jeg mødte dig. Og da jeg mistede dig … det var den største smerte, jeg nogen sinde havde oplevet. Men senere, da du dukkede op igen …”

Han går i stå, og hans blik bliver atter fjernt. ”Ja … Så snart jeg havde fundet dig, mistede jeg dig igen. Og sådan blev det ved, igen og igen. Et endeløst kredsløb af kærlighed og tab. Lige indtil nu.”

”Så vi genfødes?” Ordet lyder mærkeligt i min mund.

”Du gør. Jeg gør ikke.” Han trækker på skuldrene. ”Jeg er her hele tiden. Altid den samme.”

”Men hvem var jeg så?” spørger jeg, ikke helt sikker på, at jeg tror på ham, men fascineret af tanken. ”Og hvorfor kan jeg ikke huske noget?”

Han smiler, glad for at få lejlighed til at skifte emne. ”En del af rejsen tilbage er en tur ned ad Glemslens Flod. Det er ikke meningen, at du skal kunne huske. Du er her for at lære, for at udvikle dig, for at betale din karmagæld, så at sige. Hver gang må du begynde på en frisk, hver gang må du finde din egen vej. Fordi, Ever, meningen med livet er ikke, at du skal læse det som en åben bog.”

”Jamen snyder du så ikke, ved at blive ved med at være her?” siger jeg med et smørret grin til Mr. Nu Skal Jeg Forklare Dig, Hvordan Det Hele Virker.

Han vrider sig lidt. ”Det er der måske nogen, der ville sige.”

”Og hvordan kan du overhovedet vide alt det der, hvis du aldrig selv har prøvet det?”

”Jeg har haft masser af år til at studere livets store mysterier i. Og jeg har mødt store og dygtige læremestre på min vej. Det eneste, du behøver at vide om dine andre inkarnationer, er, at du altid har været kvinde.” Han smiler og skubber mit hår om bag mit øre. ”Og du har altid været smuk. Og du har altid betydet meget for mig.”

Jeg ser ud over havet, manifesterer et par bølger bare for sjov, og får så det hele til at forsvinde. Det hele. Alt sammen. Så der kun er vores udendørs dagligstue tilbage.

”Nå, blev du træt af sceneriet?” smiler han.

”Ja. Men kun af sceneriet. Ikke af samtalen.”

Han sukker. ”Så da jeg havde ledt efter dig i årevis, fandt jeg dig omsider – og resten kender du.”

Jeg tager en dyb indånding og ser på lampen, tænder den og slukker den igen med tankens kraft, prøver på at fatte det hele.

”Det er længe siden, jeg brød forbindelsen med Drina, men hun har en forfærdelig dårlig vane med at dukke op igen. Og den aften på St. Regis? Da du så os sammen? Jeg prøvede på at overtale hende til at krydse grænsen en gang for alle. Men det lykkedes ikke, som du nok kan regne ud. Og ja, jeg ved godt, hun slog Evangeline ihjel, fordi den dag ved stranden, du ved nok – da du vågnede, og jeg var væk …?”

Jeg kniber øjnene sammen og tænker: Jeg vidste det! Jeg vidste, han ikke var ude at surfe!

”Jeg havde lige fundet hendes lig, men det var for sent at redde hende. Og ja, jeg vidste også det med Haven, men hende nåede jeg heldigvis at redde.”

”Så det var altså dér, du var den nat. Da du sagde, du var nede for at tage et glas vand …?”

Han nikker.

”Og hvad har du ellers løjet om,” siger jeg og lægger armene over kors. ”Og hvor var du henne den aften, da du pludselig forlod min Halloween-fest?”

”Jeg tog hjem,” siger han og ser anspændt på mig. ”Da jeg så, hvordan Drina kiggede på dig, så tænkte jeg, at det nok var bedst, hvis jeg lagde afstand til dig. Men det kunne jeg ikke. Jeg prøvede. Jeg har prøvet hele tiden. Men det var simpelthen umuligt. Jeg kan ikke holde mig fra dig.” Han ryster på hovedet. ”Og nu ved du det hele. Selv om det vel er indlysende, hvorfor jeg ikke kunne være så imødekommende på det tidspunkt.”

Jeg trækker på skuldrene og ser væk. Så nemt skal han ikke få mig til at overgive mig, selv om det måske er sandt.

”Nåh ja, mine gyselige malerier, som du kalder dem? For mig er den stue et lykkeligt sted. Lidt ligesom dine sidste lykkelige øjeblikke i bilen sammen med din familie.” Og da han ser på mig, slår jeg blikket ned og fortryder, hvad jeg har sagt. ”Men jeg må indrømme, at jeg morede mig over, at du troede, jeg var en blodsuger,” smiler han.

”Ja, det må du virkelig meget pardon. Eftersom det åbenbart vrimler med udødelige, hvorfor så ikke også invitere elverpiger, troldmænd, varulve og …” Jeg ryster på hovedet. ”Jeg mener, du taler jo om alt det der, som om det var fuldkommen normalt!”

Han lukker øjnene og sukker. Og da han åbner dem igen, siger han: ”For mig er det normalt. Det er mit liv. Og nu er det også dit liv, hvis du vælger det. Det er ikke så slemt, som du tror, Ever, det er det ikke.”

Han ser længe på mig, og selv om en del af mig stadig helst vil hade ham for at have gjort det her mod mig, så kan jeg bare ikke få mig selv til at hade ham. Og da jeg igen mærker den der altgennemstrømmende søde kriblen i min krop, ser jeg ned på den hånd, som holder om mig, og siger: ”Hold så op med det dér!”

”Hold op med hvad?”

Han ser på mig med trætte øjne, og huden omkring dem er stram og bleg.

”Hold op med at lave den der vidunderlige, kriblende … du ved godt, hvad jeg mener, bare hold op med det!” siger jeg og føler mig splittet mellem had og kærlighed.

”Jeg gør ikke noget, Ever.” Han ser mig ind i øjnene.

”Selvfølgelig gør du det! Det er dig, der får det til at ske med din … hvad det nu er.” Jeg snøfter hånligt og lægger armene over kors og overvejer, hvordan pokker vi skal komme videre herfra.

”Det er ikke noget, jeg fremkalder. Det sværger jeg på. Jeg ville aldrig forføre dig med magi.”

”Nå, ikke? Hvad så med tulipanerne?”

Han smiler. ”Du ved slet ikke, hvad de betyder, vel?”

Jeg kniber læberne sammen og ser væk.

”Blomster har en betydning. Der er aldrig noget tilfældigt ved dem.”

Jeg tager en dyb indånding og flytter lidt rundt på tingene på sofabordet – og ville ønske, at det var lige så nemt at flytte rundt på tingene inde i mit hoved.

”Der er så meget, du bliver nødt til at lære,” siger han. ”Og det er ikke lige underholdende alt sammen. Du må være forsigtig, Tage ét skridt ad gangen.”

Han stopper op og ser på mig, for at sikre sig, at jeg hører efter. ”Misbrug af din magt skal du være på vagt over for; Drina er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå. Og du må være diskret. Du må ikke fortælle nogen om det, og jeg mener absolut ingen, forstår du det?”

Jeg trækker bare på skuldrene og tænker: Ja-ja, så siger vi det. Og kommer så i tanker om, at han kan læse mine tanker, da han ryster på hovedet og læner sig frem mod mig.

”Det er alvor, det her, Ever. Du må aldrig fortælle det til en levende sjæl. Det må du love mig.”

Jeg ser på ham.

Han løfter det ene øjenbryn, hans hånd klemmer min.

”På spejderære,” mumler jeg og ser væk.

Han giver slip på min hånd og slapper af, læner sig tilbage mod puderne og siger så: ”For lige at få alt på det rene så skal du også vide, at der findes en udvej. Du kan stadig krydse grænsen. Du kunne faktisk have mistet livet, dér i kløften, men i stedet for valgte du at blive her.”

”Men jeg var parat til at dø, jeg ønskede at dø.”

”Du fandt styrke i dine minder. Du fandt styrke i kærligheden. Det er, som jeg sagde tidligere – tanker skaber. Og i dit tilfælde var det helbredelse og styrke, de skabte. Hvis du virkelig havde ønsket at dø, så havde du simpelthen givet op. På et dybere plan må du have vidst det.”

Og lige da jeg skal til at spørge ham, hvorfor han sneg sig ind på mit værelse, mens jeg sov, siger han: ”Det er ikke sådan, som du tror.”

”Hvordan er det så?” spørger jeg, ikke helt sikker på, at jeg virkelig vil vide det.

”Jeg var der for at … iagttage. Jeg var overrasket over, at du kunne se mig. Jeg var omdannet, om jeg så må sige.”

Jeg folder armene om mine knæ og trækker dem ind mod mit bryst. Det, han lige sagde, gik hen over hovedet på mig, men jeg fattede nok til at få kuldegysninger af det.

Han slår opgivende ud med armene. ”Ever, jeg føler, jeg har ansvar for dig, og …”

”Og så syntes du lige, at du ville tjekke mig ud?” Jeg ser på ham med hævede øjenbryn.

Men han ler bare. ”Din pyjamas skjulte det meste.”

Jeg ser overbærende på ham. ”Så du føler dig ansvarlig for mig, ligesom … ligesom en far?” siger jeg og ler, da jeg ser ham vride sig.

”Nej, Ever. Ikke ligesom en far. Jeg var kun på dit værelse den ene gang, efter den aften, hvor vi så hinanden på St. Regis. Hvis der har været andre tilfælde …”

”Drina.” Jeg gyser ved tanken om, at hun skulle have sneget sig omkring på mit værelse og udspioneret mig. ”Er du helt sikker på, at hun ikke kan dukke op her?” spørger jeg og ser mig nervøst omkring.

Han tager min hånd og giver den et klem for at berolige mig og siger: ”Hun ved ikke engang, at dette sted eksisterer. Ved ikke, hvordan hun skulle komme herhen. Det eneste, hun ved, er, at du forsvandt i den blå luft.”

”Men hvordan fandt du stedet her? Døde du også ligesom mig?”

Han ryster på hovedet. ”Der findes to slags alkymi. Den fysiske, som jeg tilfældigvis fik kendskab til på grund af min far. Og den åndelige, som jeg tilfældigvis fik kendskab til, da jeg fik fornemmelsen af noget andet, noget større, noget mere storslået end mig selv. Jeg studerede og trænede og arbejdede hårdt på at nå hertil, ja, jeg lærte endda TM.”

Han stopper op. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn. ”Transcendental Meditation. Maharishi Mahesh Yogi, du ved.” Han smiler.

”Altså, hvis du prøver på at imponere mig, så kan du godt glemme det, for jeg fatter ikke et dyt af, hvad du snakker om.”

Han trækker på skuldrene. ”Nå, men det korte af det lange er, at det tog mig hundreder af år at oversætte det fra det mentale til det fysiske. Men du … fra det øjeblik, du kom ind i feltet, fik du tildelt en form for backstage pass, dine visioner og din telepati er en slags bivirkning af det.”

”Nu forstår jeg bedre, at du hader high school,” siger jeg. Jeg vil hellere snakke om noget andet, noget mere konkret, noget, jeg kan forstå. ”Jeg mener, du må da have taget din afgangseksamen for hundrede millioner år siden, ikke også?”

Og da han fortrækker en grimasse, går det op for mig, at han har et ømt punkt der – hans alder. Hvilket egentlig er lidt morsomt, eftersom det er ham selv, der har valgt at leve evigt.

”Jeg mener, hvad skulle det gøre godt for? Hvorfor meldte du dig overhovedet ind?”

”Ja, det er jo så der, du kommer ind i billedet,” smiler han.

”Aha. Du får øje på en eller anden dulle med hængerøv og hættetrøje, og du er så vild efter at få fat i hende, at du bare må gå turen igennem high school en gang til, bare for at komme i kontakt med hende?”

”Ja, noget i den retning,” griner han.

”Kunne du ikke have fundet en anden måde at indynde dig på? Jeg synes ikke, det lyder særlig hensigtsmæssigt.” Jeg ryster på hovedet og ruller med øjnene, og skal lige til at blive vred på ham igen, da han lader sine fingre glide ned over min kind og ser mig ind i øjnene. ”Kærlighed er aldrig hensigtsmæssig.”

Jeg synker en klump, føler mig på én gang genert, salig og usikker. Så rømmer jeg mig og siger: ”Jeg synes, du sagde, du var elendig til kærlighed.” Jeg ser eftertænksomt på ham. Min mave føles som en tung, kold kugle, og jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare kan være lykkelig, når den dejligste mand i hele verden lige har sagt, at han elsker mig. Hvorfor skal jeg hele tiden være så negativ?

”Jeg håbede på, at det ville være anderledes denne gang,” hvisker han.

Jeg vender mig bort. Min vejrtrækning kommer i små, korte gisp, da jeg siger: ”Jeg ved ikke, om jeg er klar til det her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke.”

Han lægger sine arme om mig og trykker mig tæt ind til sit bryst. ”Der er ikke noget, der haster,” siger han, og da jeg vender mig, har han igen fået det fjerne blik i øjnene.

”Hvad er det, der er galt?” spørger jeg. ”Hvorfor ser du på mig på den måde?”

”Fordi jeg er elendig til at sige farvel,” siger han og prøver på at komme med et smil, der ikke helt vil lykkes. ”Der kan du se. Der er to ting, jeg er elendig til. Kærlighed og at sige farvel.”

”Måske er der en sammenhæng,” siger jeg og kæmper for at holde tårerne tilbage. ”Men hvor skal du hen?” Jeg prøver på at sige det med neutral og rolig stemme, selv om mit hjerte ikke ønsker at slå mere, mit bryst ikke længere vil trække vejret, og det føles, som om jeg er ved at dø indeni.

Han trækker på skuldrene og ser den anden vej.

”Kommer du tilbage?”

”Det kommer an på dig.”

Så ser han på mig og siger: ”Hader du mig stadig, Ever?”

Jeg ryster på hovedet, men uden at slippe hans blik.

”Elsker du mig?”

Jeg vender hovedet bort. Jeg ved jo, at jeg elsker ham. Elsker ham med hver eneste dråbe af blod i min krop, med hver eneste celle. Jeg er ved at sprænges af kærlighed, jeg er ved at koge over. Jeg kan bare ikke få mig selv til at sige det.

Men på den anden side, hvis han virkelig kan læse mine tanker, så behøver jeg vel ikke at sige det? Så må han vel vide det?

”Det er noget andet at høre det blive sagt,” siger han, mens han skubber mit hår om bag mit øre og presser sine læber mod min kind.

”Når du beslutter dig, i forhold til mig og i forhold til at blive udødelig, så bare sig til, så skal jeg nok være der. Jeg har hele evigheden for mig, så jeg er ret tålmodig.”

Han smiler. Så stikker han hånden i lommen og trækker en tynd sølvkæde op. Det er det sølvarmbånd med krystaller og hestesko, han købte til mig den dag på galopbanen. Det, han fik tilbage, da jeg kastede det efter ham den dag på parkeringspladsen.

”Må jeg have lov?” spørger han høfligt.

Jeg nikker, for grådkvalt til at kunne svare.

Med et klik samler han låsen, så tager han mit ansigt mellem sine hænder, stryger håret væk fra min pande og planter et kys på mit ar. Og han fylder mig med al den kærlighed og tilgivelse, jeg ved, jeg slet ikke har fortjent.

Men da jeg prøver at trække mig tilbage, holder han fast og hvisker til mig. ”Du bliver nødt til at tilgive dig selv, Ever. Der er ikke noget af det, der er din skyld.”

”Hvad ved du om det?” Jeg bider mig i læben.

”Jeg ved bare, at du bebrejder dig selv for noget, som du ikke kunne gøre for. Jeg ved, at du elsker din lillesøster af hele dit hjerte, og at du spørger dig selv hver eneste dag, om du gør noget forkert ved at opmuntre hende til at besøge dig. Jeg ved alt om, hvordan du er, Ever. Jeg kender dig.”

Jeg vender mig bort, for at han ikke skal se, at mit ansigt er vådt af tårer.

”Det passer slet ikke. Du har misforstået det hele. Jeg er en ulykkesfugl, og alle, jeg møder, kommer galt af sted, selv om det i virkeligheden er mig, der fortjener det.”

Jeg gemmer mit ansigt i hænderne. Jeg fortjener ikke at være lykkelig, fortjener ikke al den kærlighed.

Han tager mig i sine arme. Hans berøring er rolig og trøstende, men den kan ikke viske sandheden ud.

”Jeg er nødt til at gå,” hvisker han til sidst. ”Men hvis du vil elske mig, Ever, hvis du virkelig ønsker at være sammen med mig, så bliver du nødt til at acceptere, at vi er, hvad vi er. Og hvis du ikke kan, så forstår jeg det godt.”

Og så kysser jeg ham, presser mig ind mod ham, tørster efter at føle hans læber mod mine, giver mig fuldstændig hen til hans kærligheds vidunderlige, varme glød og lader øjeblikket vokse, indtil det udfylder hver eneste fordybning, hver eneste krog, hver eneste sprække.

Og da jeg åbner øjnene og trækker mig tilbage fra ham, er jeg tilbage på mit værelse.

Helt alene.