toogtredive
”Hvor i alverden blev du af? Vi ledte efter dig alle vegne! Sagde du ikke, du var lige ved at være der?”
Miles er morgenfrisk i telefonen. Alt for morgenfrisk. Og jeg har glemt at finde på en god forklaring.
”Jo, det var jeg også, Miles, men så … altså, jeg fik ondt i maven, og …”
”Ja tak, det er rigeligt. Du skal ikke sige mere.”
”Gik jeg glip af noget?” spørger jeg, mens jeg prøver på at lukke af for tankerne i hans hoved, der kører som en anden Breaking News-rulletekst: Bvadr! Ulækkert! Hvorfor skal de altid snakke om menstruationssmerter?
”Næh, ikke andet end at Drina aldrig dukkede op. Jeg brugte den første halvdel af aftenen på at lede efter hende sammen med Haven, og den anden halvdel på at prøve at fortælle Haven, at Drina slet ikke er værd at samle på. Jeg kan godt sige dig, det var, som om hun havde mistet en boyfriend! Godt nok et creepy venskab.”
Jeg tager mig til hovedet og kravler ud af sengen. Det er første gang i over en uge, at jeg er vågnet uden tømmermænd, og det er bestemt en god nyhed, men det ændrer ikke på, at jeg har det værre end nogen sinde.
”Hvad er dine planer? Kunne du tænke dig at gå på julerov i Fashion Island?”
”Desværre, Miles. Jeg har stadig stuearrest.” Jeg roder mig igennem en stak bluser og stopper op, da jeg kommer til den, som Damen købte til mig i Disneyland, før mit liv forvandledes fra meget underligt til totalt underligt.
”Hvor længe skal dét blive ved?”
”Ikke godt at vide.” Jeg lægger mobilen på kommoden og trækker en limegrøn trøje over hovedet. I virkeligheden betyder det ikke noget, hvor længe Sabine har tænkt sig, at jeg skal have stuearrest. Hvis jeg har lyst til at gå ud, kan jeg bare gå ud. Og sørge for at være tilbage, før hun kommer hjem. Det er ikke nemt at frihedsberøve en clairvoyant. Men udgangsforbuddet er den perfekte undskyldning for at blive hjemme, holde lav profil og slippe for al den ukontrollable energi, og derfor affinder jeg mig med det.
Jeg når lige at høre Miles sige: ”Jamen så ring, når du bliver løsladt, okay?” da jeg samler telefonen op igen.
Jeg hiver et par jeans på og sætter mig ved skrivebordet. Og selv om mit hoved dunker, mine øjne svier og mine hænder ryster, så er jeg fast besluttet på at komme igennem dagen uden hjælp af alkohol, Damen eller ureglementerede udflugter til de astrale planer.
Hvorfor krævede jeg ikke bare, at Damen forklarede mig, hvordan jeg beskytter mig selv? Hvorfor skal Ava absolut blandes ind i det?
Sabine banker forsigtigt på døren, og jeg vender mig, da hun træder ind. Hun ser bleg og udtæret ud, hendes øjne er rødrandede og hendes aura grå og plettet. Det gør ondt i mig, da det går op for mig, at det alt sammen skyldes Jeff og alle hans løgne, som hun nu åbenbart har gennemskuet. Løgne, som jeg kunne have afsløret for hende for længe siden, hvis ikke jeg havde sat mine egne behov før hendes.
”Ever,” siger hun og stopper op ved min seng. ”Jeg har tænkt over det. Jeg har det ikke særlig godt med alt det stuearrest-noget, og når du nu alligevel næsten er voksen, så synes jeg lige så godt, jeg kan behandle dig som en voksen, så …”
Så din stuearrest er hermed ophævet, fuldender jeg i tankerne hendes sætning. Men jeg rødmer af skam, da det går op for mig, at hun stadig tror, at mine problemer skyldes min sorg.
”… så din stuearrest er hermed ophævet,” smiler hun. Hun vil gerne slutte fred med mig, og det har jeg slet ikke fortjent. ”Men jeg tænkte på, om du måske havde ombestemt dig med hensyn til at få noget hjælp, for jeg kender en terapeut, som …”
Jeg ryster på hovedet, før hun når at fuldende sætningen. Jeg ved, hun mener det godt, men jeg vil ikke have noget med det at gøre. Og da hun vender sig for at gå igen, siger jeg til min egen overraskelse: ”Skulle vi ikke tage at gå ud at spise i aften?”
Hun stopper i døren, tydeligvis overrasket over forslaget.
”Jeg giver,” siger jeg og smiler opmuntrende. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal klare en hel aften på en overfyldt restaurant, men væddeløbspengene kan i hvert fald dække udgifterne.
”Det ville da være dejligt,” siger hun og banker fraværende med knoerne mod væggen, før hun går ud ad døren. ”Jeg er hjemme klokken syv.”
I samme sekund jeg hører hoveddøren lukke efter hende, prikker Riley mig på skulderen og råber: ”Ever! Ever! Kan du se mig?”
Og jeg er nær gået ud af mit gode skind.
”Riley, for fanden! Du skræmmer jo livet af mig! Og hvorfor råber du?” Og hvorfor skal jeg nu lyde så sur, når jeg faktisk er henrykt over at se hende igen?
Hun ryster på hovedet og lader sig dumpe ned på min seng.
”Hvis du endelig vil vide det, så har jeg prøvet på at komme i kontakt med dig i dagevis. Jeg troede, du havde mistet evnen til at se mig, og jeg var faktisk ved at blive helt bange.”
”Jeg havde mistet evnen til at se dig, men det var bare, fordi jeg var begyndt at drikke – som en svamp. Og jeg blev bortvist fra skolen.” Jeg ryster på hovedet. ”Det var noget værre rod.”
”Jeg ved det,” siger hun med rynket pande. ”Jeg så det hele, og jeg hoppede op og ned foran dig og råbte og skreg og klappede i hænderne. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme igennem til dig, men det var fuldkommen håbløst. Kan du huske den gang, da flasken fløj ud af hånden på dig?” Hun smiler og nejer foran mig. ”Det var mig. Og du skal være glad for, at jeg ikke slog dig i hovedet med den bagefter. Hvad fanden gik der af dig?”
Jeg trækker på skuldrene og ser ned i gulvet, ved godt, jeg skylder hende en forklaring, men ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde.
”Det var bare alle de energier, der svirrer omkring, der blev for meget. Jeg kunne ikke klare det mere. Og da jeg så opdagede, at alkohol beskyttede mig imod det, så ville jeg vel bare blive ved med at have det godt og slippe for at have det, som jeg havde det før.”
”Og hvad så nu?”
”Nu …” Jeg tøver lidt og ser på hende. ”Nu er jeg tilbage, hvor jeg begyndte. Ædru og elendig.” Jeg ler.
”Ever …” Et øjeblik undgår hun mit blik, men så ser hun på mig. ”Nu må du ikke blive sur, vel, men jeg synes altså, du skulle prøve at snakke med Ava.”
Og da hun kan se, at jeg stejler, løfter hun en hånd og siger: ”Lad mig nu tale færdig, ikke? Jeg tror virkelig på, at hun kan hjælpe dig. Faktisk ved jeg, at hun kan hjælpe dig. Hun har prøvet på at hjælpe dig, men du vil ikke lade hende gøre det. Men nu – jamen det er jo ret tydeligt, at du er ved at løbe tør for muligheder, ikke? Du kan enten begynde at drikke igen og gemme dig på dit værelse resten af livet. Eller du kan tale med Ava. Ikke ligefrem verdens sværeste valg, vel?”
Jeg ryster på hovedet, selv om det gør forbandet ondt, og ser på hende. ”Jeg ved godt, at du er ret vild med hende og alt muligt, og det er helt fint, det skal jeg ikke blande mig i. Men hun er ikke noget for mig, så … bare lad det ligge, ikke?”
Riley ryster på hovedet. ”Du tager helt fejl. Ava kan hjælpe dig. Kan du ikke bare prøve at ringe til hende? Det går der vel ikke noget af dig for?”
Der sidder jeg og sparker til sengen med min ene fod og stirrer ned i gulvet, mens jeg tænker på, at det eneste, Ava har gjort for mig, er at gøre mit liv endnu mere elendigt. Og da jeg endelig kigger op på Riley igen, går det op for mig, at hun har droppet Halloween-kostumerne til fordel for jeans, t-shirt og Converse-sko, så hun ligner en helt almindelig pige på tolv år. Men hun er også blevet tynd i farverne, lidt tåget og næsten gennemsigtig.
”Hvordan gik det med Damen?” spørger hun. ”Den dag du tog hjem til ham … er I stadig sammen?”
Men jeg vil ikke tale om Damen, jeg ved ikke, hvor jeg skulle begynde. Og jeg er udmærket klar over, at hun bare er ude på at fjerne opmærksomheden fra sit gennemsigtige udseende.
”Hvad er det, der sker?” spørger jeg med panik i stemmen. ”Er du ved at forsvinde eller hvad?”
Men hun ser bare på mig og ryster på hovedet. ”Jeg har ikke ret meget tid,” siger hun.
”Hvad mener du? Du har ikke ret meget tid? Du kommer da igen, gør du ikke?” råber jeg og går helt i panik, da hun begynder at vinke farvel, mens hun bliver tyndere og tyndere og til sidst forsvinder helt. Der, hvor hun stod, ligger Avas krøllede visitkort.