treogtredive
Jeg når ikke engang at trække håndbremsen, før hun står i yderdøren og venter.
Enten har hun virkelig evner, eller også har hun bare stået der, lige siden jeg ringede.
Men så får jeg dårlig samvittighed, da jeg ser bekymringen i hendes ansigt.
”Velkommen, Ever,” siger hun og smiler, da hun viser vej op ad fortrappen og ind i en nydeligt indrettet dagligstue.
Jeg ser mig omkring, bemærker de indrammede fotografier, de smukke fotobøger på det lave bord, den stilrene sofagruppe, og undrer mig lidt over, at alt ser så normalt ud.
”Du troede måske, her var violette vægge og krystalkugler?” ler hun og gør tegn til, at jeg skal følge med ud i et solbeskinnet køkken med sandfarvet stengulv, køkkenmaskiner i rustfrit stål og ovenlysvindue.
Hun byder mig en stol ved bordet og sætter vand over. ”Nu skal jeg lave noget te til os,” siger hun.
Jeg ser til, mens hun vimser rundt, lægger småkager på et fad og sætter teen til at trække. Så sætter hun sig over for mig.
”Du må altså undskylde, hvis jeg har været lidt uhøflig over for dig og sådan …” Jeg vrider mig lidt på stolen og føler mig helt ved siden af.
Men Ava smiler bare og lægger sin hånd på min. Og i samme øjeblik, jeg mærker hendes berøring, begynder jeg at få det bedre.
”Jeg er bare glad for, at du er kommet, for jeg har været så bekymret for dig.”
Jeg ser ned i bordet, fæstner blikket på den limegrønne dækkeserviet og ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde.
Men det behøver jeg ikke at bekymre mig om, for det er hende, der spiller ud.
”Har du set noget til Riley?” spørger hun og ser mig ind i øjnene.
Jeg er forbløffet over, at det er dér, hun vælger at begynde.
”Ja,” svarer jeg omsider. ”Og hvis det kan interessere dig, så ser hun ikke for godt ud.”
Jeg bider mig i underlæben og undgår hendes blik, overbevist om, at det på en eller anden måde er hendes skyld.
Men Ava ler bare. Hun ler!
”Hun har det helt fint. Stol på mig.” Hun nikker og tager en mundfuld af sin te.
”Stol på dig?” Jeg måber og ryster på hovedet. Jeg kan slet ikke klare den måde, hun bare sidder der og nipper til sin te og tager en bid af sin småkage, som om intet er galt. ”Hvorfor skulle jeg det? Var det måske ikke dig, der hjernevaskede hende? Du overtalte hende til at holde sig væk fra mig!”
Lige pludselig fatter jeg slet ikke, hvad jeg laver her. Jeg skulle aldrig være kommet.
Shit, hvor er det bare én stor fejltagelse!
”Ever, jeg ved godt, du er vred, og jeg ved, hvor meget du savner hende, men har du nogen anelse om, hvad hun har måttet give afkald på for at være sammen med dig?”
Jeg stirrer ud ad vinduet, lader blikket glide hen over springvandet, planterne, den lille Buddha-statue og forbereder mig på et virkelig dumt svar.
”Evighed.”
Jeg snøfter hånligt. ”Hold nu op, hun har ikke andet end tid.”
”Evighed er ikke bare tid.”
”Nå, er det ikke? Okay, hvad er det så?” Lige nu har jeg mest lyst til at lægge hendes småkage tilbage på tallerkenen og bare skride. Konen er jo totalt sindssyg og utilregnelig, og hun taler, som om hun har tjek på alt muligt, som om hun ved det hele.
”Når Riley er her sammen med dig, så kan hun ikke være sammen med dem.”
”Dem?”
”Dine forældre og Buttercup,” nikker hun og lader fingeren glide langs med koppens kant, mens hun ser på mig.
”Hvorfra ved du, at …?”
”Vi skal ikke igennem alt det der igen, vel?” siger hun og ser direkte på mig.
”Det er altså for åndssvagt, det her,” mumler jeg og ser væk. Hvad fanden har Riley overhovedet set i hende her?
”Er det?” Hun børster det kastanjebrune hår væk fra ansigtet, og jeg ser en pande, som er glat og helt uden rynker, fri for enhver bekymring.
”Okay. Men hvis du ved så meget, så fortæl mig lige, hvor du tror, Riley er, når hun ikke er sammen med mig!”
Nu er det min tur til at se hende lige ind i øjnene. Det skal nok blive sjovt, det her.
”Hun vandrer omkring.” Ava løfter sin kop og tager en mundfuld mere.
”Nå, hun vandrer omkring? Ja, sikkert!” Jeg ler hånligt. ”Som om du ved noget som helst om det.”
”Der er ikke andet, hun kan gøre, nu da hun har valgt at blive hos dig.”
Jeg stirrer ud ad vinduet og har svært ved at trække vejret normalt. Jeg fortæller mig selv, at det her umuligt kan passe.
”Riley nåede ikke at komme med over broen.”
”Det passer ikke. Jeg så hende selv.” Jeg ser vredt på hende. ”Hun vinkede farvel og alt muligt. Det gjorde de alle sammen. Tror du ikke, jeg ved det? Jeg var der selv!”
”Jeg er ikke i tvivl om, at det var det, du så, Ever, men det jeg mener, er, at Riley ikke nåede over på den anden side. Hun stoppede på halvvejen og løb tilbage for at finde dig.”
”Jeg beklager meget, men du tager fuldstændig fejl. Det dér passer slet ikke.” Mit hjerte hamrer i mit bryst, da jeg tænker tilbage på det allersidste øjeblik. De smilede, de vinkede og så … så ingenting. De forsvandt, mens jeg kæmpede og tiggede og bad om at blive.
De blev ført bort, mens jeg blev tilbage. Og det er alt sammen min skyld. Det skulle have været mig. Alt det dårlige, der er sket, kan føres tilbage til mig.
”Riley vendte om i det allersidste sekund,” fortsætter hun. ”Da der ikke var nogen, der så det, og dine forældre og Buttercup allerede var kommet over. Hun fortalte mig det, Ever, vi har været det igennem mange gange. Dine forældre kom videre, du vendte tilbage til livet, og Riley blev hængende, efterladt. Og nu tilbringer hun sin tid med at vandre omkring og besøge dig, mig, gamle naboer og venner og en håndfuld umoralske filmstjerner.” Hun smiler.
”Har hun også fortalt dig dét?” Jeg stirrer forbløffet på hende.
Hun nikker. ”Det er der jo ikke noget at sige til. Men de fleste jordbundne entiteter bliver nu ret hurtigt trætte af det.”
”Jordbundne hvad?”
”Entiteter. Ånder, spøgelser, gengangere. Ja, det er jo det samme alt sammen. Men helt forskelligt fra dem, der er kommet over på den anden side.”
”Så det, du siger, er altså, at Riley hænger fast?”
Hun nikker. ”Du må se at få overtalt hende til at krydse grænsen.”
Jeg ryster på hovedet og tænker: Det kan vist ikke lige være min opgave. ”Hun er allerede taget af sted,” mumler jeg. ”Jeg ser hende stort set aldrig mere.” Jeg ser på Ava, som om det er hendes skyld, og det er det også.
”Hun har brug for din velsignelse. Du må fortælle hende, at det er i orden med dig.”
”Hør nu lige her,” siger jeg. Jeg er ved at være træt af denne her diskussion. Ava skal ikke blande sig, hun skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal styre mit liv.
”Jeg kom her for at få din hjælp, ikke for at høre på det dér. Hvis Riley har lyst til at blive her, så for min skyld gerne, det er hendes egen sag. Jeg kan ikke fortælle hende, hvad hun skal og ikke skal, bare fordi hun kun er tolv. Hun er temmelig stædig. Det er du godt klar over, ikke?”
”Hmm, gad vide, hvem hun har dét fra?” siger Ava og nipper til sin te.
Hun smiler, som om det bare var noget, hun sagde for sjov, men jeg ser bare på hende og siger: ”Hvis du har besluttet dig for, at du alligevel ikke vil hjælpe mig, så bare sig det, okay?”
Jeg rejser mig, med tårer i øjnene og panik i kroppen. Mit hoved dunker, men jeg er klar til at gå, hvis det er nødvendigt. Far sagde engang til mig, at man aldrig skulle gå ind i en forhandling, hvis ikke man var parat til at rejse sig og gå.
Hun ser på mig et øjeblik. Så gør hun tegn til, at jeg skal sætte mig.
”Som du vil,” sukker hun. ”Nu skal jeg fortælle dig, hvordan du gør.”
Det overrasker mig, at det allerede er blevet mørkt, da Ava følger mig ud til bilen. Det må åbenbart have taget længere tid, end jeg opfattede, både at komme igennem Avas skridt-for-skridt-meditation og også at lære hvordan jeg forankrer mig selv og opretter mit eget psykiske skjold.
Så selv om det gik lidt skævt i begyndelsen, især alt det der med Riley, så er jeg glad for, at jeg kom.
Det er første gang i lang tid, at jeg har følt mig helt normal, uden at skulle støtte mig til sprut eller Damen.
Jeg takker hende igen og går hen til bilen. Og lige da jeg skal til at sætte mig ind, siger hun: ”Ever?”
Jeg vender mig, og nu, da jeg ikke længere kan se hendes aura, ser jeg hende i silhuet foran verandaens bløde gule lys.
”Jeg synes virkelig, du skulle lade mig vise dig, hvordan du fjerner skjoldet. Det kunne jo være, du alligevel kom til at savne den mulighed,” lokker hun.
Men det har vi jo allerede snakket igennem, mere end én gang. Jeg har truffet min beslutning, og den skal der ikke pilles ved. Jeg siger goddag til et normalt liv, og farvel til udødelighed, Damen, Sommerland, tankelæsning og hvad der ellers følger med. Lige siden ulykken har jeg ikke ønsket mig andet end at blive normal igen. Og nu, da det omsider er lykkedes, er jeg klar til at nyde det fuldt ud.
Jeg ryster på hovedet og sætter nøglen i tændingen. Og ser på hende igen, da hun siger: ”Vær sød at tænke over det, Ever. Du har vendt op og ned på det hele. Det er den forkerte person, du har sagt farvel til.”
”Hvad snakker du om?” spørger jeg. Lige nu vil jeg bare hjem, så jeg kan komme i gang med at nyde mit nye liv.
Men hun smiler bare sødt. ”Du ved vist godt, hvad jeg mener.”