fireogtredive

Uden stuearrest og fri for al den clairvoyante bagage tilbringer jeg de næste par dage sammen med Miles og Haven. Vi går på café, shopper, ser film, trisser omkring i indkøbscenteret, overværer Miles’ prøver.

Jeg nyder, at mit liv er blevet normalt igen. Og julemorgen, da Riley dukker op, er jeg lettet over, at jeg stadig kan se hende.

”Hey, vent på mig!” siger hun og stiller sig i vejen for mig, da jeg skal til at gå nedenunder. ”Du skal ikke tro, du får lov at åbne dine julegaver uden mig!”

Og da hun smiler, er hun så strålende og klar, at hun ser næsten helt massiv ud, hverken tynd, tåget eller gennemsigtig

”Jeg ved da godt, hvad du får,” griner hun. ”Skal du have et hint?”

Jeg ryster på hovedet og ler. ”Ikke tale om! Det er så dejligt at være fri for at vide alting,” siger jeg og smiler, da hun stiller sig midt på gulvet og slår vejrmøller hen til døren.

”Apropos overraskelser,” fniser hun. ”Jeff har købt en ring til Sabine! Hvad siger du så? Han er flyttet fra sin mor, har fået sit eget sted og tigger hende om at få en chance mere!”

”Det er da løgn?” siger jeg, mens jeg glæder mig over, at Riley hverken er klædt ud eller kopierer min tøjstil, men er iført forvaskede jeans og et par lag på lag-t-shirts.

”Niks-niks! Men Sabine sender den tilbage. Ja, hun har ikke fået den endnu, men jeg synes ligesom, jeg kender mønsteret.”

”Udspionerer du stadig de kendte?” spørger jeg, ivrig efter at få noget frisk sladder.

Hun ser opgivende på mig. ”Nej, gud fader bevares. Magen til dårlig påvirkning skal man da lede længe efter. Og det var jo det samme hele tiden: Overforbrug af kreditkort, mad, narko, sex og så afvænning, skylning, centrifuge, tumbler og klar til næste omgang. Gab!”

Jeg griner og ønsker, at jeg kunne række ud og give hende et knus. Jeg har virkelig været så bange for, at jeg havde mistet hende.

”Hvad glor du på?” spørger hun og glor igen.

”Dig,” smiler jeg.

”Og?”

”Og jeg er rigtig glad for, at du er her. Og at jeg stadig kan se dig. Jeg var bange for, at jeg havde mistet den evne, nu da Ava har lært mig det med skjoldet.”

Hun smiler. ”Det havde du faktisk også. Jeg måtte virkelig skrue op for energien, for at du kunne se mig. Faktisk bruger jeg også lidt af din. Føler du dig træt?”

”Lidt måske,” siger jeg og trækker på skuldrene. ”Men jeg er også lige vågnet.

”Nå, pyt med det,” siger hun. ”Det er stadig mig.”

”Du, Riley.” Jeg ser på hende. ”Besøger du stadig … Ava?” Jeg holder vejret, mens jeg venter på svaret.

Hun ryster på hovedet. ”Nah, det gider jeg ikke mere. Men kom nu! Jeg glæder mig bare så meget til at se dig pakke din nye iPhone ud! Ups!”

Hun holder hænderne op for munden, mens hun bakker gennem den lukkede dør.

”Bliver du her virkelig?” hvisker jeg, da jeg åbner døren og går gennem den. ”Du er ikke nødt til at gå? Der er ikke et andet sted, du skal være?”

Hun hopper op på gelænderet og kurer hele vejen ned, mens hun smiler til mig. ”Niks. Det er slut med det.”

Sabine sendte ringen tilbage, jeg fik en iPhone, Riley begyndte igen at komme på besøg hver dag, og somme tider gik hun endda med mig i skole, Miles begyndte at komme sammen med en af danserne i Hairspray, og Haven, hun farvede håret mørkebrunt, droppede alt, hvad der havde med goth at gøre, gik i gang med den langvarige og smertefulde proces at få sin tatovering fjernet, brændte alle sine Drinakjoler og gik over til emo-tøj.

Nytåret blev fejret ret stilfærdigt derhjemme; jeg skålede i cider (eftersom jeg var officielt tørlagt), og mine venner drak indsmuglet champagne i jacuzzien ved midnat, alt i alt en temmelig tam nytårsfest, men faktisk rigtig hyggelig.

Stacia og Honor blev ved med at glo på mig, nogenlunde ligesom de hele tiden havde gjort, lidt værre de dage, hvor jeg havde taget noget lækkert på. Mr. Robins fik sig et liv (uden datter og kone), miss Machado fik stadig kvalme over mine malerier, og midt i det hele var Damen.

Som mørtelen mellem stenene, som ryggen på en bog, fyldte han alle de tomme felter og holdt sammen på det hele. Gennem hver eneste skoletime, hårvask, måltid, film, sang, bad i jacuzzien, var han i mine tanker. Jeg følte mig tryg ved at vide, at han var derude et sted. Selv om jeg havde valgt ham fra.

Da vi nåede Valentinsdag, var Miles og Haven forelskede – men ikke i hinanden. Vi sidder selvfølgelig sammen i frokostpausen, men jeg kunne lige så godt have siddet alene. De har begge to for travlt med deres mobiler til overhovedet at lægge mærke til mig, og min iPhone ligger tavs og ensom.

”Ej, det er altså for vildt, det her! Hvor er han bare suveræn!” siger Miles for gud ved hvilken gang og ser glad op fra den seneste sms for straks efter at se fiffig ud, mens han grubler over det perfekte svar.

”Du gode gud,” mumler Haven. ”Josh har lige sendt mig … cirka en million sange. Det har jeg da slet ikke fortjent.” Og hun går straks i gang med at taste et svar.

Og selv om jeg jo er glad på deres vegne, glad for, at de er glade og alt det dér, så sidder jeg og overvejer, om jeg måske skulle pjække fra billedkunst. For her på Bay View er det ikke kun Valentinsdag, det er også De hemmelige hjerters dag. Det betyder, at de der store, røde, hjerteformede slikkepinde, dem med de små lyserøde beskeder på, dem, som de har pushet hele ugen, langt om længe vil blive omdelt. Miles og Haven forventer at få deres, selv om deres kærester slet ikke går her på skolen, mens jeg bare håber på at komme helskindet igennem dagen med min forstand nogenlunde i behold.

Jeg har nu lagt hættetrøjen og solbrillerne og iPod’en på hylden, og det har skabt en vis interesse for mig blandt drengene, men interessen er ikke gensidig.

For sagen er, at der ikke er en eneste dreng på hele skolen (eller planeten), som overhovedet kan sammenlignes med Damen. Ingen. Nada. Kan ikke lade sig gøre. Og jeg har ikke spor travlt med at sænke min standard.

Men da det ringer ind til sjette time, så ved jeg godt, at jeg ikke kan pjække. Mine pjækkedage hører fortiden til, ligesom mine drikkedage. Så kort efter er jeg fordybet i mit seneste katastrofe-projekt – at efterligne en af ismerne. Jeg valgte kubismen, fordi jeg var dum nok til at tro, at den måtte være nem. Det er den ikke. Slet ikke.

Jeg kan fornemme en eller anden bag mig, og jeg vender mig og siger: ”Ja?”

Der står en fyr og ser dum ud med en slikkepind i hånden, og jeg vender tilbage til maleriet, sikker på, at han må være gået forkert.

Så prikker han mig på skulderen, og denne gang ryster jeg bare på hovedet og siger: ”Forkert pige.”

Han mumler et eller andet, og rømmer sig så. ”Er det ikke dig, der hedder Ever?”

Jeg nikker.

”Gider du så ikke lige tage den her? Jeg har en hel kasse, jeg skal af med, og jeg skal være færdig, inden timen slutter.”

Han lægger slikkepinden på mit bord. Jeg lægger kulstiften fra mig, åbner kortet og læser:

Jeg holder aldrig op med at tænke på dig.

Damen