femogtredive

Jeg stormer ind ad døren og op ad trappen, helt vild efter at vise Riley min Valentins-slikkepind, den, som fik solen til at skinne og fuglene til at synge og forvandlede hele dagen, selv om jeg stadig ikke vil have noget at gøre med afsenderen.

Men da jeg ser hende sidde helt alene i sofaen, et sekund før hun opdager mig, så er der noget ved den måde, hun ser ud på, så lille og alene, der får mig til at tænke på det, Ava sagde – om at det var den forkerte, jeg havde sagt farvel til. Og pludselig går gassen helt af mig.

”Hej,” siger hun. ”Du skulle have set det på Oprah lige før. Der var en hund, der manglede begge forben, og alligevel kunne den …”

Jeg smider tasken på gulvet, sætter mig ved siden af hende, snupper fjernbetjeningen og trykker på mute.

”Hey, hvad sker der?” siger hun, sur over, at jeg har taget stemmen fra Oprah.

”Hvad laver du egentlig her?” spørger jeg.

”Øh … ikke noget. Sidder og ser fjernsyn, venter på, at du skal komme hjem …” Hun ser på mig, som om jeg er åndssvag.

”Nej, jeg mener, hvorfor er du her? Hvorfor er du ikke … et andet sted?”

Det trækker skævt i hendes ene mundvig, og hun vender sig atter mod fjernsynet – foretrækker åbenbart Oprah uden lyd frem for mig.

”Hvorfor er du ikke hos far og mor og Buttercup?”

Hendes underlæbe begynder at bæve, kun en lille smule, men så kan hun slet ikke styre det, og jeg får det bare så dårligt. Jeg må tvinge mig selv til at sige: ”Riley, jeg synes, du skal holde op med at komme her.”

”Vil du til at bortvise mig?”

”Nej, Riley, jeg mener bare, at …”

I ét spring er hun på fødderne. Og hun er rasende.

”Det kan du ikke, Ever! Jeg kan gøre lige, hvad der passer mig! Hvad som helst! Og du kan ikke stoppe mig!” Hun ryster arrigt på hovedet og tramper op og ned ad gulvet.

”Det ved jeg godt,” nikker jeg. ”Jeg synes bare, det er forkert af mig at opmuntre dig.”

Hun lægger armene over kors og kniber læberne sammen. Så lader hun sig falde tilbage på sofaen og vipper hidsigt det ene ben frem og tilbage, som hun plejer at gøre, når hun er vred, ked af det eller begge dele.

”Det er jo bare det, at på et tidspunkt så det ud, som om du havde nok at tage dig til. Og du virkede glad og tilfreds. Men nu er det, som om du bare er her hele tiden, og jeg kan ikke finde ud af, om det måske er min skyld. Og selv om jeg næsten ikke kan klare tanken om ikke at have dig her, så er det vigtigste jo, at du er glad. Og det virker ikke, som om der er nogen fremtid i at udspionere gamle naboer og Hollywoodstjerner og se Oprah og vente på, at jeg skal komme hjem fra skole.”

Jeg stopper op, tager en dyb indånding, ønsker bare, at jeg ikke behøvede at fortsætte, men ved godt, at jeg er nødt til det.

”Jeg ved ikke noget bedre end at komme hjem til dig, Riley. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der måske er et andet – og bedre – sted at være for dig.”

Jeg kigger på hende, hun kigger på tv’et, og der sidder vi så og kigger, indtil hun bryder stilheden.

”Jeg er glad, at du bare ved det! Jeg har det helt fint! Okay?!”

Hun ryster på hovedet, stønner opgivende, og så lægger hun igen armene over kors.

”Somme tider er jeg her, og somme tider er jeg et andet sted. Et sted, der hedder Sommerland, som er ret fantastisk, hvis du skulle have glemt det.” Hun sender mig et hurtigt blik.

Jeg nikker. Jo, det kan jeg sandelig godt huske.

Hun lader sig falde tilbage i puderne og lægger benene over kors.

”Det bedste af to verdener, ikke? Så hvad er problemet?”

Jeg kniber bare læberne sammen. Hun skal ikke overtale mig til noget som helst. Jeg ved, det er det rigtige, jeg gør. Det eneste rigtige.

”Problemet er, at der måske er et sted, der er endnu bedre. Et sted, hvor far og mor og Buttercup venter på …”

”Hør nu lige her, Ever,” afbryder hun. ”Jeg ved godt, at du tror, at jeg er her, fordi jeg glædede mig så meget til at blive tretten, og fordi det ikke skete, så prøver jeg på at leve mit liv igennem dig. Og ja, det kan da godt være, det ikke er helt løgn, men har du nogensinde tænkt på, at jeg måske er her, fordi jeg heller ikke kan bære at skulle undvære dig?”

Hun ser på mig, og hendes øjne blinker meget hurtigt. Men da jeg prøver på at sige noget, holder hun en hånd op og fortsætter.

”Først gik jeg efter dem, fordi … de var jo mine forældre. Jeg tænkte, at det nok var meningen, men så så jeg, at du blev tilbage, og jeg vendte om og prøvede på at finde dig. Men da jeg så kom tilbage, så var du allerede væk, og så kunne jeg ikke finde broen igen. Og så var jeg ligesom fanget. Men så mødte jeg nogle mennesker, som havde været der i årevis – eller hvad det nu hedder der – og de viste mig rundt, og …”

”Riley …” begynder jeg, men hun afbryder mig med det samme.

”Og bare lige at du ved det, så har jeg set far og mor og Buttercup, og de har det fint. De har det faktisk bedre end fint. De er glade. De ville bare ønske, at du ville holde op med at føle dig så skyldig hele tiden. De kan se dig, det ved du godt, ikke? Du kan bare ikke se dem. Du kan ikke se dem, der er gået over broen, du kan kun se sådan nogle som mig.”

Men jeg er ligeglad med, hvem jeg kan se, og hvem jeg ikke kan se. Jeg er kun optaget af det med, at de ønsker, jeg skal lade være med at føle mig skyldig. Selv om jeg godt ved, at det kun er, fordi de er søde og omsorgsfulde forældre, som prøver på at lindre min smerte. For sandheden er jo, at den bilulykke var min skyld. Hvis jeg ikke havde fået far til at vende om, så jeg kunne hente den åndssvage Pinecone Lake Cheerleading Camp-trøje, jeg havde glemt, så ville vi ikke have været lige dér, på den vej, lige på det tidspunkt, hvor det forvirrede rådyr løb ud lige foran vores bil og fik far til at undvige, så han mistede kontrollen over bilen, så vi kørte ned ad skrænten og smadrede ind i det træ og døde alle sammen, undtagen mig.

Det var min skyld.

Alt sammen.

Kun min skyld.

Men Riley ryster på hovedet og siger: ”Hvis det var nogens skyld, så var det fars, for enhver ved, at man ikke skal undvige, hvis der kommer et dyr ud foran dig, du skal køre lige ind i det og fortsætte. Men både du og jeg ved, at det kunne han slet ikke få sig selv til, så han prøvede på at redde os alle sammen, men det var kun rådyret, der slap uskadt fra det. Eller måske var det snarere rådyrets skyld. Hvad lavede det overhovedet derude midt på vejen? Det havde en hel skov at futte rundt i. Eller måske var det autoværnets skyld. Det skulle da have været meget stærkere, skulle det ikke? Eller måske var det bilfabrikkens skyld, fordi styretøjet ikke var godt nok, og bremserne var for dårlige. Eller …”

Hun stopper op og ser på mig.

”Det, jeg prøver på at sige, er, at det ikke var nogens skyld. Det skete bare, sådan som det skete. Det var åbenbart sådan, det skulle være.”

Jeg prøver på at holde et hulk tilbage. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tro på det, men det kan jeg ikke.

For jeg ved bedre.

Jeg ved, hvad sandheden er.

”Vi ved det alle sammen, og vi har accepteret det. Og det er på tide, at du også accepterer det. Din tid var bare ikke kommet.”

Men min tid var jo kommet. Det var Damen, der snød, og jeg fik bare en gratis runde mere! Jeg synker en klump og glor på tv’et. Oprah er forbi, og Dr. Phil er begyndt – en blankpoleret isse og en stor mund, der aldrig holder op med at bevæge sig.

”Kan du huske dengang, jeg så så tynd og gennemsigtig ud? Det var, fordi jeg var ved at gøre klar til at krydse grænsen. Hver dag kom jeg nærmere og nærmere den anden side af broen. Men lige da jeg besluttede mig for at tage det sidste skridt og gå helt over, så var det, at du havde allermest brug for mig. Jeg kunne slet ikke klare at forlade dig. Og det kan jeg stadigvæk ikke,” siger hun.

Men selv om jeg virkelig gerne vil beholde hende her, så føler jeg, at jeg allerede har berøvet hende ét liv. Jeg kan ikke også berøve hende livet efter dette.

”Det er på tide, at du kommer derover, Riley.”

Jeg hvisker ordene, og en del af mig håber, at hun ikke hører dem. Men da ordene først er ude, kan jeg godt mærke, at det er det eneste rigtige, så jeg siger det en gang til, højere og med mere sikkerhed i stemmen.

”Jeg synes, du skal se at komme af sted.” Og jeg kan næsten ikke tro mine egne ører.

Hun rejser sig fra sengen. Hendes øjne er store og triste. Hendes kinder skinner af indtørrede tårer.

Og jeg synker en klump, da jeg siger: ”Du aner ikke, hvor meget du har hjulpet mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig. Du var den eneste grund til, at jeg stod op hver morgen og satte den ene fod foran den anden. Men jeg har det bedre nu, og det er blevet tid for dig …”

Jeg holder op med at tale, ordene har sat sig fast i min hals, jeg kan ikke fortsætte.

”Mor sagde også, at det ville ende med, at du sendte mig tilbage.”

Hun smiler.

Jeg ser på hende, ikke helt sikker på, hvordan det skal forstås.

”Hun sagde: ’En skønne dag vil din søster blive voksen og holde op med at være så tåbelig.’”

Og i det øjeblik hun siger det, begynder vi begge to at grine.

Vi griner af, hvor absurd hele situationen er. Og vi griner af vores mor, og alle de gange vi har hørt hende sige: ”En skønne dag vil du blive voksen og …”

Og vores latter er befriende og får næsten den trykkede stemning til at forsvinde. Og den lindrer smerten ved at skulle sige farvel. Og vi griner, fordi det er så forbandet dejligt at grine.

Og da latteren stilner af, ser jeg på hende og siger: ”Du kigger ind en gang imellem, ikke?”

Hun ryster på hovedet og ser væk. ”Jeg tror ikke, du vil kunne se mig, for du kan jo ikke se far og mor.”

”Hvad med Sommerland? Tror du ikke, vi kan mødes der?”

Jeg må kunne vende tilbage til Ava og få hende til at lære mig, hvordan jeg fjerner skjoldet, men kun for at jeg kan besøge Riley i Sommerland, ikke for noget som helst andet.

Hun trækker på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Men jeg skal nok prøve, om jeg kan sende dig et tegn af en slags, noget, som kan fortælle dig, at jeg er okay. Noget, som er særligt for mig.”

”Hvad mener du?” spørger jeg med panik i stemmen. Hun er allerede ved at blive gennemsigtig, og jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. ”Og hvordan kan jeg være sikker på, at det er fra dig?”

”Bare rolig. Du ved det, når du ser det.”

Hun smiler og vinker farvel, da hun svinder bort.