seksogtredive

I samme øjeblik, Riley er borte, begynder jeg at tude som et lille barn. Jeg ved, det var det rigtige at gøre, men hvor ville jeg ønske, at det ikke gjorde så forbandet ondt.

Et stykke tid ligger jeg bare sammenrullet på sengen som en lille, hård, kugle, og tænker på alt det, hun sagde om ulykken og om, at det ikke var min skyld.

Men selv om jeg gerne ville tro på det, så ved jeg jo, at det ikke passer. Fire liv endte den dag, og det var på grund af mig.

På grund af den dumme blå cheerleader-sommerlejrtrøje.

”Jeg køber en anden til dig,” sagde far, og hans blå øjne, fuldkommen samme blå som mine, fangede mit blik i bakspejlet. ”Hvis vi vender om nu, så får vi problemer med trafikken.”

”Det er min yndlingstrøje,” klynkede jeg. ”Det var den, jeg fik på cheerleader-sommerlejren. Den kan slet ikke købes i forretningerne.”

Jeg surmulede lidt mere, i sikker forvisning om, at det var lige før, jeg fik min vilje.

”Betyder den virkelig så meget for dig?”

Jeg nikkede og smilede, da han drog et dybt suk, vendte bilen og mødte mit blik i bakspejlet i samme øjeblik, rådyret løb ud på vejen.

Jeg ville forfærdelig gerne tro på Riley. Forfærdelig gerne forstå begivenhederne, sådan som hun beskrev dem. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg kender jo sandheden.

Jeg tørrer tårerne bort og kommer pludselig i tanker om det, Ava sagde. Hvis Riley var den rigtige person at sige farvel til, så må Damen jo have været den forkerte.

Jeg rækker ud efter slikkepinden, som jeg har lagt på bordet, og det giver et gib i mig, da jeg ser, at den har forvandlet sig til en tulipan.

En stor, blodrød, skinnende tulipan.

Jeg styrter ind på mit værelse, hiver laptop’en op på sengen og søger på ”blomster betydning”. Og da jeg scroller ned over resultaterne, finder jeg hurtigt:

I det attende århundrede var det almindeligt at meddele sine følelser ved hjælp af de blomster, man sendte til hinanden. Forskellige blomster symboliserede forskellige betydninger. Her er et udvalg af de mest almindelige:

Jeg scroller ned igennem den alfabetiske liste, til jeg når tulipan, og læser med tilbageholdt åndedræt:

Rød tulipan: Udødelig kærlighed.

Og nu da jeg alligevel er i gang, kigger jeg også på rose og kommer til at grine højt, da jeg læser:

Hvid rose: Det hjerte, som aldrig vil forstå ægte kærlighed. Nu ved jeg, at det hele bare var en prøve. Han ønskede at betro mig en hemmelighed, en ubeskrivelig, altomvæltende hemmelighed om evigt liv. Og han vidste ikke, hvordan han skulle fortælle det, hvordan jeg ville reagere. Om jeg ville tage imod hans tilbud eller afslå det, og om jeg overhovedet ville have noget med ham at gøre.

Det var derfor, at han flirtede med Stacia, så han kunne få mulighed for at aflæse mine reaktioner og se, om jeg var ligeglad. Men jeg var blevet så ferm til at lyve over for mig selv og fornægte mine egne følelser, at jeg endte med at gøre os begge to forvirrede.

Og selv om jeg sandelig ikke bryder mig om hans metoder, så må jeg jo indrømme, at de fungerede. Og det eneste, jeg behøver at gøre nu for at se ham igen, er at sige ordene højt, og så vil han manifestere sig lige for næsen af mig.

For sandheden er jo, at jeg elsker ham.

Jeg har hele tiden elsket ham.

Jeg har elsket ham siden den allerførste dag.

Jeg elskede ham allermest, da jeg sværgede på, at jeg ikke elskede ham.

Jeg elsker ham. Det gør jeg bare.

Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg har det med al hans udødelighed, men Sommerland var i hvert fald ret cool.

Og hvis Riley havde ret, hvis der virkelig er noget, der hedder skæbne, så har den måske også noget med det her at gøre?

Jeg lukker øjnene og genkalder mig følelsen af Damens varme, vidunderlige krop slynget omkring min, hans bløde læber, som hvisker søde ord i mit øre og kærtegner min kind, min hals, og måden, hans mund føles på, når den åbner sig imod min. Og jeg fastholder følelsen, vores perfekte kærlighed, vores perfekte kys – mens jeg hvisker de ord, jeg har holdt tilbage så længe, de ord, jeg ikke turde sige, de ord, som vil bringe ham tilbage til mig.

Jeg siger dem igen og igen, mens min stemme stiger i styrke, indtil den fylder hele rummet.

Men da jeg åbner mine øjne, er jeg stadig alene.

Og jeg ved, at jeg ikke skulle have ventet så længe.