syvogtredive

Jeg stormer ned i køkkenet, desperat efter en portion is. Selvfølgelig kan en cremet og lækker Häagen-Dazs ikke hele mit knuste hjerte bedre, end et hæfteplaster kan, men med lidt held kan det dulme smerten en smule. Jeg hiver en liter is ud af fryseren og holder den i favnen, mens jeg roder i skuffen efter en ske. Og taber det hele ned over tæerne, da jeg pludselig hører en stemme:

”Åh, hvor er det rørende, Ever. Virkelig, virkelig rørende.”

Jeg vrider mig i smerte og krummer de tæer, som lige er blevet ramt af et kilo Vanilla Swiss Almond, og måber ved synet af en perfekt klædt Drina, som har taget plads ved brunchbaren med benene over kors og hænderne foldet.

”Det var bare så yndigt at se dig kalde på Damen, efter at du havde fremmanet den kyske elskovsscene inde i dit lille hoved.”

Hendes blik hviler på mig, og hun ler. ”Åh ja, selvfølgelig kan jeg da stadig kigge ind i dit hoved. Nåh, dit psykiske skjold? Det er lige så tyndt som ligklædet i Torino, er jeg bange for. I hvert fald hvad angår at leve lykkeligt til dine og Damens dages ende.”

Hun ryster på hovedet. ”Det kan jeg jo ikke lade ske, kan du nok forstå. Mit liv er viet til at tilintetgøre dig, men du tror nok ikke, at jeg stadig kan.”

Jeg stirrer på hende, koncentrerer mig om at få åndedrættet ned i et roligt tempo, mens jeg prøver at rense sindet for enhver tanke, hun vil kunne bruge imod mig.

Problemet er bare, at det er lige så umuligt at rense sindet på kommando, som det er at få besked om, at man skal lade være med at tænke på elefanter – pludselig kan man slet ikke tænke på andet end elefanter.

”Elefanter? Det mener du ikke?”

Hun stønner højlydt. En dyb, ondskabsfuld lyd, som får hele rummet til at vibrere. ”Gode gud, hvad ser han dog i dig?”

Hun ser på mig med øjne, der lyser af foragt og væmmelse. ”Dine åndsevner er det i hvert fald ikke, eftersom vi endnu mangler at se beviser på, at de overhovedet eksisterer. Og så den kærlighedsscene? Den var bare så Disney, så Family Channel, så forskrækkelig kedelig. Hvis du har glemt det, Ever, kan jeg minde dig om, at Damen har været her i hundreder af år, og han sov ikke vintersøvn, da alle dyrkede fri kærlighed i tresserne.”

Hun ryster opgivende på hovedet af mig.

”Hvis det er Damen, du leder efter, så er han her ikke,” siger jeg omsider med en stemme, der er hæs og skrattende, som om den ikke har været brugt i dagevis.

Hun løfter det ene øjenbryn. ”Tro mig, jeg ved, hvor Damen er. Jeg ved altid, hvor Damen er. Jeg bestiller ikke andet.”

”Nåh, ligesom en paparazzi?”

Dét skulle jeg ikke have sagt, det ved jeg godt. Men på den anden side, så er hun kommet for at slå mig ihjel, og det gør nok ingen forskel, hvad jeg siger.

Hendes læber fortrækker sig i et syrligt smil, mens hun inspicerer sine perfekt manicurerede negle.

”Mon dog?” mumler hun.

”Ja, hvis det er, hvad du har valgt at bruge de sidste tre hundrede år på, så kan jeg ikke se …”

”Seks hundrede, om jeg må be’, din lille miss nobody,” snerrer hun.

Seks hundrede år? Mener hun det?

Hun himler med øjnene og fortsætter: ”I dødelige, I er så kedelige, så forudsigelige, så almindelige. Og alligevel, på trods af alle jeres åbenlyse mangler, så lykkes det jer igen og igen at inspirere Damen til at hjælpe de nødlidende, tjene menneskeheden, bekæmpe fattigdommen, redde hvalerne, begrænse forureningen, genbruge, meditere for fred, sige nej til narko, alkohol, overforbrug og alt mulig andet godgørende – den ene forfærdelig kedelige, næstekærlige udfordring efter den anden. Og til hvilken nytte? Lærer I nogensinde noget af det? Hallo! Global opvarmning! Tydeligvis ikke. Men alligevel, alligevel lykkes det altid Damen og mig at komme igennem det, selv om det kan tage sin tid at afprogrammere ham, så han igen kan blive den gode gamle umoralske, griske, fråsende, livsnydende Damen, jeg kender og elsker. Du kan være ganske rolig: Det her er bare en lille afstikker. Det varer ikke længe, før Damen og jeg er sammen igen og giver den max gas!”

Hun er gledet ned fra barstolen, og den ålestramme silkekjole knitrer mod barens granitbordplade, mens hun skridt for skridt nærmer sig, og hendes giftige smil bliver bredere og bredere.

”For at sige det rent ud, Ever, så fatter jeg ikke, hvad du vil med ham. Og her ser jeg helt bort fra, hvad alle andre kvinder, og for den sags skyld de fleste mænd, vil med ham. Nej, det, jeg mener, er, at det jo er på grund af Damen, at du går så forfærdelig meget ondt igennem. Al den lidelse, du oplever lige nu, skyldes jo Damen. Hvis bare du ikke havde overlevet den forbandede ulykke.”

Hun ryster opgivende på hovedet. ”Jeg mener, lige som jeg troede, at jeg roligt kunne tage af sted, lige da jeg var sikker på, at du var død, så viser det sig, at Damen er flyttet til Californien, fordi han gudhjælpemig har bragt dig tilbage til livet!”

Igen ryster hun på hovedet og slår opgivende ud med armene. ”Man skulle tro, at jeg efter så mange hundrede år havde lidt mere tålmodighed. Men du keder mig bare så meget, at det gør ondt! Og det er fandengaleme ikke min fejl!”

Hun ser på mig, men jeg svarer ikke. Jeg har travlt med at tyde det, hun lige sagde. Var det Drina, der forårsagede ulykken?

Hun ser på mig og stønner. ”Ja, selvfølgelig var ulykken da min skyld. Skal jeg virkelig finde stavepladen frem hver eneste gang?”

Hun ser på mig, som om jeg er et håbløst tilfælde. ”Det var mig, der skræmte det dumme rådyr, så det løb ud på vejen. Det var mig, der vidste, at din far var et øllebrødsbarmhjertigt skvat, som med fornøjelse ville sætte familiens liv og lemmer på spil for at redde en dum Bambi. I mennesker er så forudsigelige. Og især de ærlige og oprigtige af jer, som altid vil gøre det rigtige.”

Hun ler højt. ”I sidste ende var det næsten for nemt til at være underholdende. Men tag ikke fejl, Ever: Denne gang er Damen her ikke til at redde dig, og denne gang skal jeg nok gøre arbejdet færdigt.”

Jeg ser mig om i køkkenet, spejder efter noget at forsvare mig med, får øje på knivrækken på den modsatte væg, men ved godt, at jeg aldrig vil kunne nå den hurtigt nok. Jeg er slet ikke så hurtig som Damen og Drina. Det regner jeg i hvert fald ikke med. Og der er ikke tid til at finde ud af det.

Hun stønner, som om hun keder sig. ”Jamen i guds navn, hop da over og tag kniven, jeg er da ligeglad.”

Hun kaster et blik på sit diamantglimtende ur. ”Men jeg kunne nu godt tænke mig at komme i gang, hvis ikke det er for meget besvær. Jeg kan ellers godt lide at give mig god tid og have det lidt sjovt med det, men det er jo Valentinsdag i dag, og jeg har planer om at fejre den sammen med min udkårne, lige så snart jeg har skaffet dig af vejen.”

Hendes øjne er sorte, og hendes mund er fortrukken, og i et ganske kort øjeblik kommer al hendes usminkede ondskab op til overfladen. I næste øjeblik er den væk igen, afløst af hendes næsten overjordiske skønhed.

”Jeg skal sige dig, før du dukkede op, i en af dine … tidligere inkarnationer, da var det mig, der var hans eneste ene. Men så kom du og prøvede på at stjæle ham fra mig, og lige siden har det været den samme dumme, gamle karruseltur.”

Hun nærmer sig, hurtig og smidig som en siameserkat, og står lige foran mig, før jeg kan nå at reagere.

”Men nu tager jeg ham tilbage. Og han kommer tilbage til mig hver gang, Ever. Tag ikke fejl af dét.”

Jeg rækker ud efter skærebrættet for at slå hende i hovedet med det, men hun kaster sig imod mig så hurtigt og voldsomt, at luften bliver slået ud af mig, da jeg brager baglæns ind i køleskabsdøren. Jeg gisper og griber forgæves ud efter et eller andet og falder om. Og mit hoved rammer gulvet, og der lyder et thwonk, da mit kranium splittes, og en strøm af varmt blod strømmer ud og når min mund.

Og inden jeg kan nå at bevæge mig eller kæmpe imod, er hun over mig, river og flår som en desperat kat i mit tøj, mit hår, mit ansigt. Og hun hvæser i mit øre: ”Giv op, Ever! Bare slap af, og lad det ske. Lad dig forene med din lalleglade familie. De venter på dig med længsel og lagkage. Du egner dig jo slet ikke til det her liv. Og nu har du chancen for at forlade det.”