otteogtredive

Jeg må være besvimet, men kun for et øjeblik, for da jeg atter åbner øjnene, er hun stadig oven på mig, med ansigt og hænder, der er sølet til af mit blod, mens hun lokker og frister og prøver på at overtale mig til at give slip, bare giv slip, en gang for alle, så er det hele overstået, og alting vil være forbi.

Men selv om det måske kunne have været fristende før, så er det det ikke mere. Den lede heks har slået min familie ihjel, og det skal hun komme til at bøde for!

Jeg lukker øjnene, fast besluttet på at vende tilbage – tilbage til os alle sammen i bilen, glade og muntre, fulde af kærlighed til hinanden, og nu ser jeg øjeblikket klarere end nogen sinde før, nu da det ikke længere gemmer sig bag en dis af selvbebrejdelse, nu da det ikke længere er min skyld.

Og da jeg føler styrken vokse og rejse sig i mig, løfter jeg hende op og kaster hende tværs gennem lokalet, ser, hvordan hun rammer væggen, og hendes arm stritter ud i en helt forkert vinkel, da hun tilter og går i gulvet med et brag.

Hun ser på mig med skrækslagne øjne, men er straks på benene igen og ler højt, mens hun børster støvet af sig.

Og da hun igen kaster sig imod mig, er jeg klar. Sprællende flyver hun tværs over brunchbaren, helt over til kammeret, hvor hun brager gennem de lukkede franske døre og sender en eksplosion af glassplinter ud over det hele.

”Sikke da et gerningssted, du er i gang med at designe,” smiler hun og plukker glasskår ud af sine arme, sine ben og sit ansigt, mens sårene lukker sig pænt, så snart skårene er væk. ”Sandelig imponerende. Det bliver sjovt at læse om i aviserne i morgen.”

Hun trækker på skuldrene og står som genfødt, uden en skramme, uden en rift. Og så er hun over mig igen.

”Du ved slet ikke, hvad du er oppe imod,” hvæser hun. ”Og dine små magtdemonstrationer er spild af tid. Jeg kan godt forstå, du ikke har flere venner, hvis det er sådan, du behandler dine gæster.”

Jeg skubber hende fra mig, parat til at kaste hende gennem tusind vinduer, hvis det er det, jeg skal. Men jeg har dårligt nok tænkt tanken til ende, før jeg bliver banket sidelæns af en forfærdelig, sviende, gennemborende smerte.

Måbende ser jeg Drina træde nærmere, med ansigtet forvrænget i et hæsligt grin. Hun har lammet mig, så jeg er ude af stand til at forsvare mig.

”Det er det gode gamle trick – hovedet i en savtakket skruestik,” griner hun. ”Det virker hver gang. Jeg prøvede sandelig på at advare dig, men du ville jo ikke høre efter. Men nu må du bestemme dig, Ever. Jeg kan skrue op for pinen …” Hun kniber øjnene sammen, da min krop vrider sig i smerte, og jeg synker sammen, mens kvalmen kører rundt i min mave. ”Eller du kan bare … lade dig … synke ned … i mørket. Det er så nemt. Og du kan selv vælge.”

Jeg kæmper for at stille skarpt på hende, ser, hvordan hun nærmer sig, men mit blik er sløret, mine lemmer er bløde og svage, og hun bevæger sig så hurtigt, at det hele flyder sammen for mig. Jeg ved, jeg ikke har en chance.

Så lukker jeg øjnene og tænker: Jeg kan ikke lade hende vinde. Jeg må ikke lade hende vinde. Ikke denne gang. Ikke efter det, hun har gjort mod min familie.

Jeg svinger min knyttede næve imod hende, svag som jeg er, kluntet og overvundet. Og jeg er forbløffet over, at jeg overhovedet rammer hende – lige midt på brystet – før min hånd glider af og falder slapt ned igen. Og jeg vakler baglæns med al luft slået ud af mig. Og jeg ved godt, at det slet ikke var nok, at det slet ikke gjorde nogen forskel.

Med lukkede øjne venter jeg på afslutningen, og nu da den er uundgåelig, håber jeg bare, den kommer hurtigt.

Men da mit hoved igen er klart, og min mave er faldet til ro, åbner jeg øjnene og ser Drina vakle baglæns hen mod væggen, med hænderne presset mod sit bryst og et vredt og anklagende blik i de klare øjne.

Men det er ikke mig, hun ser på.

”Damen,” vræler hun. ”Du må ikke lade hende gøre det imod mig! Imod os …”

Jeg vender mig og ser ham stå ved min side. Han ser opgivende på Drina og ryster på hovedet.

”Det er for sent,” siger han og tager min hånd. Hans fingre fletter sig sammen med mine. ”Dine dage her er talte, Poverina.”

”Det kalder du mig ikke!” skråler hun, og hendes før så smukke, grønne øjne lyser rødt af vrede. ”Du ved, jeg hader det navn!”

”Ja, det ved jeg,” siger han og giver mine fingre et kærligt klem, mens Drina visner og ældes for øjnene af os og til sidst forsvinder i en lille støvsky. En sort silkekjole og et par designersko er de eneste tegn på, at hun nogensinde har eksisteret.

”Hvordan …?” Jeg vender mig spørgende mod Damen.

Men han smiler bare og siger: ”Det er slut. Helt og aldeles. Forbi for tid og evighed.”

Så lægger han sine arme om mig og knuger mig ind til sig og lader sine læber kysse sig vej ned over mit ansigt.

”Hun kommer aldrig til at genere os igen.”

”Har jeg … dræbt hende?” spørger jeg, ikke helt sikker på, hvordan jeg har det med dét, uanset hvad hun gjorde mod min familie og alle de gange hun, ifølge eget udsagn, har dræbt mig.

Han nikker.

”Jamen … hvordan? Hvis hun var udødelig, skulle hun så ikke have hovedet hugget af?”

Han ryster på hovedet og ler. ”Hvad er det dog for nogle bøger, du læser?” Men så bliver han alvorlig igen. ”Det er ikke sådan, det fungerer. Der er ingen halshugning, ingen træstager, ingen sølvkugler. Det eneste, det handler om, er, at hævntørst gør svag, og kærlighed gør stærk. Det lykkedes dig at ramme Drina der, hvor hun var allermest svag.”

Jeg ser vantro på ham. ”Jeg rørte hende jo dårligt nok,” siger jeg, sikker på, at jeg ikke husker forkert.

”Det fjerde chakra var dit mål. Og du ramte det lige på pletten.”

Af-hvad?

”Kroppen har syv chakraer. Det fjerde chakra, eller hjertechakraet, som det også kaldes, er centrum for betingelsesløs kærlighed, medfølelse, det højere selv, alle de ting, som Drina manglede. Det var derfor, hun var svækket og forsvarsløs. Det var hendes mangel på kærlighed, der dræbte hende, Ever.”

”Men hvis hun var så sårbar, hvorfor beskyttede hun det så ikke?”

”Hun vidste det ikke selv. Hun var vildledt, styret af sit ego. Drina forstod aldrig, hvor sort hendes sjæl var blevet. Bitter, misundelig, dominerende …”

”Men hvis du vidste det, hvorfor fortalte du mig det så ikke?”

Han trækker på skuldrene. ”Det er jo ikke noget, jeg ved. Det er bare min fortolkning af, hvad der skete. Jeg har aldrig slået en udødelig ihjel, så jeg vidste ikke, hvordan det ville fungere. Ikke før nu.”

”Vil det sige, at der er flere? Drina var ikke den eneste?”

Han åbner munden, som om han skal til at sige noget, men lukker den igen. Og i hans blik ser jeg et glimt af fortrydelse, måske samvittighedsnag? Men i næste øjeblik er det væk igen.

”Hun sagde nogle ting … om dig, om din fortid …”

”Ever,” siger han. ”Ever, se på mig.” Han tager fat om min hage og tvinger mit blik opad. ”Jeg har været her i rigtig mange år …”

”Ja, det må jeg sige. Seks hundrede!”

Han vrider sig lidt. ”Ja, noget i den retning. Men det, jeg prøver på at sige, er, at jeg har prøvet lidt af hvert, og mit liv har ikke altid været lige anstændigt og sømmeligt. Faktisk har det meste af det været lige det modsatte.”

Jeg rykker mig lidt tilbage, ikke helt sikker på, at jeg er klar til at høre det her, men han trækker mig ind til sig igen og siger: ”Du kan sagtens tåle at høre det her. Jeg er ikke nogen morder, og jeg er heller ikke ond, jeg er bare …” Han tøver.

”Jeg har bare altid været en livsnyder, forstår du. Men hver eneste gang, jeg har mødt dig, så har jeg været klar til at opgive det hele bare for at kunne være sammen med dig.”

Igen rykker jeg mig fri af ham, og denne gang lykkes det. Og jeg tænker: Åh gud! Åh nej! Ikke dét! Det er den gamle historie om fyren, der mister pigen. Bare med den forskel, at det sker igen og igen, i hundreder af år, og hver gang mister han hende, før de kan nå … at være sammen. Så tror da fanden, at han er så vild med mig, for jeg er hende, der altid smutter fra ham! Jeg er en omvandrende forbuden frugt! Vil det sige, at jeg skal være jomfru i al evighed, for at han ikke skal miste interessen? Jeg mener, når først vi hænger på hinanden for tid og evighed, så går der ikke lang tid, fra han har taget min uskyld, og til kærestetoget ankommer til Gabestrup, og han får en voldsom trang til at blive ’livsnyder’ igen!”

”Hænger på hinanden? Er det sådan, du ser på det? At du hænger på mig for tid og evighed?”

Og han siger det på en måde, så jeg ikke kan finde ud af, om han morer sig eller er fornærmet.

Mine kinder blusser. Jeg havde fuldkommen glemt, at han kan læse mine tanker.

”N-Nej, jeg er bange for, at du vil have det sådan med mig. Jeg mener, det er jo som klippet ud af en ugebladsroman, ikke? Den største kærlighed er altid den, man aldrig får – og så igen og igen og igen! Det er da klart, at du har været så besat af mig. Det har bare aldrig været mig, det handlede om! Du har bare brugt seks hundrede år på at prøve på at komme i trusserne på mig!”

”Eller særken, eller kamelukkerne eller chemisen. Trusser er faktisk en forholdsvis ny opfindelse.”

Men da jeg ikke ler, trækker han mig ind til sig og siger: ”Ever, det har altid været dig, det handlede om. Og hvis jeg må være så fri, så er det min erfaring, at den bedste måde at håndtere evigheden på er at leve den én dag ad gangen.”

Han giver mig et kys, men det er kort, og så vender han sig for at gå. Jeg griber hans hånd og holder ham tilbage.

”Du må ikke gå,” siger jeg og ser bedende på ham. ”Du må aldrig forlade mig igen.”

”Ikke engang for at hente et glas vand til dig?” smiler han.

”Ikke engang for at hente et glas vand,” siger jeg, mens mine fingre udforsker hans ansigt, hans ufatteligt smukke ansigt. ”Jeg …” Ordene har sat fast i halsen på mig.

”Ja?” smiler han.

”Jeg har savnet dig,” får jeg endelig sagt.

”Ja, det må jeg nok sige.” Han læner sig frem og kysser min pande og trækker sig så hurtigt tilbage.

”Hvad?” siger jeg, da jeg ser, hvordan han kigger på mig, med et stort, bredt smil. Så stikker jeg en finger ind under mit pandehår og konstaterer forbløffet, at mit ar er forsvundet.

”At tilgive er at helbrede.” Han smiler. ”Især når man tilgiver sig selv.”

Jeg ser på ham, ser ham ind i øjnene, ved, at der er mere at sige, men ikke sikker på, at jeg kan få mig til det. Så i stedet lukker jeg mine øjne, for hvis han kan læse mine tanker, så skulle det vel ikke være nødvendigt at sige ordene?

Men han ler bare. ”Det er altid bedst at høre det blive sagt.”

”Men jeg har jo allerede sagt det. Var det måske ikke derfor, du kom tilbage? Jeg troede faktisk, du ville komme hurtigere. Jeg mener, det ville have været rart med lidt hjælp …”

”Jeg hørte dig. Og jeg ville være kommet før, men jeg var nødt til at vide, om du virkelig var parat og ikke bare ensom efter at have sagt farvel til Riley.”

”Nå, det ved du godt?”

Han nikker. ”Det var det rigtige, du gjorde.”

”Så du lod mig næsten dø derinde, fordi du skulle være helt sikker?”

Han ryster på hovedet. ”Jeg ville ikke have ladet dig dø. Ikke denne gang.”

”Og hvad med Drina?”

”Jeg undervurderede hende. Det kom helt bag på mig.”

”Kan I da ikke læse hinandens tanker?”

Han ser på mig og kærtegner min kind med sin tommelfinger. ”Det er længe siden, vi lærte at skjule vores tanker for hinanden.”

”Vil du lære mig at skjule mine?”

Han smiler. ”Når tiden er moden, vil jeg lære dig det hele, det lover jeg dig. Men først må du vide, hvad alt dette virkelig betyder. Du kommer aldrig til at se din familie igen. Du kommer aldrig over på den anden side af den bro. Du er nødt til at vide, hvad det er, du siger ja til.”

Han lægger sin hånd mod min kind og ser mig ind i øjnene.

”Men jeg vil altid kunne give slip, ikke? Altså give op? Sådan som du sagde?”

Han ryster på hovedet. ”Det bliver meget vanskeligere, når først du har vænnet dig til det.”

Jeg ser på ham, ved, at der er meget at give afkald på, men regner med, at jeg nok skal finde en udvej. Riley lovede at give mig et tegn, og så må vi jo tage den derfra.

Men i mellemtiden, hvis det evige liv begynder i dag, så er det sådan, jeg vil leve det. Leve for i dag og kun for i dag. Jeg ved jo, at Damen altid vil være ved min side. Jeg mener altid, ikke?

Han ser på mig. Afventende.

”Jeg elsker dig,” hvisker jeg.

”Og jeg elsker dig,” siger han, mens hans læber søger mine. ”Jeg har altid elsket dig. Og jeg vil aldrig holde op med at elske dig.”