Min mor fortalte mig tit om, hvor dejligt hende og min far havde haft det før i tiden. Hvor forelskede de var, da de mødtes, og hvilket fantastisk forhold de havde. Da skænderierne begyndte mange år efter, var det også tit det, hun råbte af ham. At de engang havde haft det så godt. Og så råbte hun på tysk, selv om vi ellers kun talte dansk og senere engelsk derhjemme.
De mødtes i Tyskland, da min far var udstationeret som amerikansk soldat i München, hvor min mor var født og opvokset. Den forkortede historie, som jeg har hørt, var, at han havde fri en weekend, tog i byen, mødte min mor, og så forelskede de sig og var sammen lige siden.
Hun var smuk dengang, min mor. Jeg husker hende selv som ret almindelig. Måske lidt kedelig, fordi hun var korthåret. Men jeg har set billeder af hende som ung, og der var hendes hår længere, og min far sagde også, at hun var smuk, da de mødtes.
Min mor var 38, da hun fik mig. Mine forældre havde boet i både New York, Chicago og Toronto, inden de slog sig ned i Danmark. De var nok foran deres tid, siden de ventede med at få mig. Der var meget, de først skulle opleve sammen, som et barn måske ville have stået i vejen for. De levede deres drøm.
Min mor og far har begge fortalt mig, at de prøvede i lang tid, før min mor blev gravid. De troede ikke, at de kunne. Men da min far gav hende en diamantring, blev hun gravid med det samme. Den historie kan vi stadig godt grine af i dag, min far og jeg.
Jeg kender nu det smukke danske forår, og jeg kan forestille mig, hvor smukt det må have været i 1971, ni måneder før jeg blev født den 15. februar 1972. De fik aldrig andre børn end mig. Min mor var allerede en gammel mor for den tid, da hun fødte mig. Så de ville ikke have flere.
De første otte år af mit liv boede jeg i Solrød Strand ved Køge bugt. En soveby 40 kilometer fra København. Og et populært sommerhusområde. En pæn forstad med mange pæne villaer. Jeg husker det som et dejligt og trygt sted. Min mor tog mig tit bag på cyklen, og så kørte vi ned til det, der i dag er Solrød Center, men som jeg kun husker som en masse butikker, der alle var røde murstenshuse. Når vi havde tid, kørte vi forbi pølsevognen. Jeg kan tydeligt huske duften af pølsevogn, og jeg elskede den.
Min far var murer og havde sit eget firma, mens min mor gik hjemme og kunne bruge al sin tid på mig og vores hjem. De var begge vokset op med tanken om, at mænd forsørger, og kvinder styrer hjemmet. Det var deres romantiske ideal, og det fungerede for dem i mange år. Min far tjente gode penge; det var en sund økonomisk tid.
Vi boede lige ned til vandet. Først på Spættevej, som lå seks huse fra vandet, og da jeg var tre år, flyttede vi til vejen ved siden af, Fuglesangsvej, hvor der kun var ét hus mellem os og vandet. Min far byggede selv begge huse, og de står der begge næsten uændret i dag.
Fuglesangsvej var et gult murstenshus i to etager og ret flot for den tid. Det var min mors drømmehus, og på den lukkede vej, der sluttede få hundrede meter fra vandet, legede jeg med de andre børn, og det var også her, jeg kørte min første cykeltur, efter støttehjulene var smidt efter lang tids træning i baghaven.
Han var en arbejdshest, min far. Vi så ham ikke så meget, og jeg kan ikke huske at have haft noget nært forhold til ham nogensinde. Ikke før vi kom i fængsel sammen mange år senere. Han elskede at sejle og havde sin egen båd, som vi tog ud på i weekenderne. Jeg blev tit søsyg og kastede op.
Om aftenen i weekenderne lå jeg nogle gange på sofaen, mens mine forældre så film i fjernsynet, og så lå jeg mellem dem og råbte: »Hvad siger de, hvad siger de?« hele tiden, når de så på de tyske kanaler. Min mor oversatte for mig.
De sov ikke sammen, min mor og far. For min far har altid snorket meget, og det kunne min mor ikke holde ud. Så indtil jeg var fem-seks år, sov jeg hos hende, selv om jeg havde mit eget værelse. I dag forstår jeg den kærlighed, som en mor har til sit barn, og så forstår jeg godt, at hun hellere ville sove med mig end en snorkende mand. Han stod også meget tidligt op om morgenen, så det var også af praktiske årsager, så hun ikke blev vækket.
Min mor gik meget op i, at jeg var ren og pæn hele tiden. At mine hænder var vasket, og mit tøj rent og passede til lejligheden. Vi havde en sandkasse i baghaven, hvor jeg tit legede. Nogle gange kunne hun slet ikke holde ud at se på, hvor beskidt jeg var. Og så kom hun med haveslangen, tog mit tøj af og spulede mig på stedet. Det var lidt irriterende, hvis jeg var midt i at lege. Men jeg vidste godt, at det var fordi, at det var vigtigt at være pæn.
Det er derfor, at jeg heller aldrig har bidt negle, og jeg sørger altid for at være ren. Den dag i dag kan jeg ikke lide at få beskidte hænder. Og hvis jeg gør, så vasker jeg dem med det samme.
Den tyske ordentlighed kom også til udtryk ved middagsbordet, hvor man skulle spise pænt, og jeg lærte tidligt at spise med kniv og gaffel. Min mor øvede og øvede det med mig en sommer, husker jeg. Vi blev ved og ved, til jeg kunne det. Gennem livet og specielt i fængslerne har jeg set mange forskellige mennesker spise. Og rigtig mange af dem kan slet ikke spise pænt, så jeg er taknemmelig for, at jeg lærte det så tidligt.
Min mor var god til at lave mad og stod altid i køkkenet. Hun kunne stå der mange timer. Der blev aldrig talt så meget ved middagsbordet, som jeg husker det. Men inden min far kom hjem, hyggede min mor og jeg os. Hun gav mig brødkrummer til at fodre skader i haven, vi legede, og hun sang tyske sange for mig. I dag husker jeg kun brudstykker af melodierne, og jeg forstod ikke de fremmede ord.
Min fars og min livret var flæskesteg. Det fik vi tit. Duften af sværene og den brune sovs bredte sig i vores hjem. Med syltede agurker og rødkål til. Min far og jeg ville begge have ekstra svær, og det blev altid mig, der fik lidt mere, fordi min mor holdt med mig. Samme kamp vandt jeg også hver jul, når anderumpen skulle spises.
Jeg havde tit kammerater med hjem. Fra vejen og skolen. En af mine bedste venner hed Malene. Hun boede nogle veje væk. Vi legede med Lego og med mine actiondukker og hendes Barbiedukker. Jeg kan huske, at jeg engang gik ud på badeværelset, mens hun sad på toilettet. Jeg ville ikke gå, selv om hun råbte, at jeg skulle forsvinde. Jeg ville jo se, hvordan hun så ud nøgen. Jeg kunne mærke, at jeg var tiltrukket af hendes køn. Ville se det. Min mor hørte det og kom ud og rev mig ud fra badeværelset.
»Gør aldrig det igen«, sagde hun.
Og så fortalte hun, at det kun var noget, man kunne, når man var voksen mand og kvinde.
Jeg forstod det ikke rigtigt. men gjorde det ikke igen. Nu ved jeg, at det var første gang, at jeg følte interessen for det modsatte køn. Det var ikke fordi, at jeg havde følelser for Malene på den måde; jeg var fem år. Men hun var en pige, og jeg var en dreng. Og det ville jeg gerne udforske.
En dag, da vi legede på stranden, fandt vi en kanin. Jeg kan ikke huske, hvordan vi fangede den, men vi løb i hvert fald hjem til min mor og fortalte om det. Hun troede ikke på os, men vi fik alligevel noget salat, som vi kunne tage med tilbage og give den. Den var tam, og jeg overtalte min far til at bygge et bur til den af kyllingenet ude i haven.
Både Malene og jeg synes, at det var mægtigt at lege med den, men efter et stykke tid glemte vi den lidt, og en dag, jeg kom hjem, var den væk.
»Vi blev nødt til at give den væk«, græd min mor.
Jeg kan huske, at jeg ikke helt troede på hende, fordi hun græd. Nu tænker jeg, at min far slog den ihjel, fordi vi ikke kunne have den.
Vi legede også med en anden dreng, der boede i nærheden. Ole. Han var lidt yngre end mig, og jeg ville hellere lege med Malene. Har altid bedste kunne lide at lege med piger. Jeg sagde nogen gange til ham, at jeg ikke kunne lege for min mor, men så kom han en dag alligevel, og så sad jeg i haven med Malene i stedet. Han blev skrupsur, men jeg var godt tilfreds med at få hende for mig selv.
Malene gik på en kommuneskole, mens jeg startede i privatskole. Da mine forældre talte med Malenes forældre og fandt ud af, at kommuneskolen var fin, og de også kunne spare penge, blev jeg flyttet i 2. klasse, så vi kom i skole sammen.
Min første skoledag var god. Jeg glædede mig, og min mor havde sagt til mig, at man bare skal være glad og udadvendt og ikke bange for at tale med nogen. Så det var jeg ikke. Jeg havde det godt med de andre børn, og jeg kunne lide at lege med dem alle sammen. Da jeg skiftede i 2. klasse, var det det samme. Jeg løb bare hen til den første, jeg så, med et stort smil og spurgte, om vi skulle lege.
Min mor lærte mig også at passe på børnelokkere. Det talte hun faktisk meget om. At jeg skulle passe på voksne, fremmede mænd, der ville give mig ting. Slik, is, penge.
»De er ikke dine venner«, sagde hun og lærte mig, at jeg skulle være flink og høflig, og så skulle jeg ellers bare løbe, så hurtigt jeg kunne, hjem.
Der var ingen børnelokkere i Solrød Strand. Jeg mødte i hvert fald ingen. Men nogle år senere, da vi boede i USA, kom der tit ældre mænd i spillearkaderne, hvor jeg også kom. De gav os unge drenge småmønter, vi kunne spille for, men jeg huskede min mors ord og sagde altid nej tak. Da jeg fortalte om mændene til min mor, tog hun straks med mig derned og gik hen til den første og bedste ældre mand og skældte ham ud. Det var lidt pinligt, men også ret sejt.
Sankt Hans ved Solrød strand var altid overvældende. De forskellige veje, der løb ud til stranden, samledes om hver deres bål, og når man stod på stranden, kunne man se en endeløs række af bål langs kysten. Man gik i samlet flok fra alle husene på vejen ned til stranden. Jeg hjalp et år min mor med at sy en heks, som vi selv smed ind i bålet og så hende brænde.
Jeg var ikke speciel vild med Sankt Hans. Det lugtede altid så grimt. Af brændt bål og salt. Og jeg frøs altid, og man måtte ikke gå for tæt på bålet. Så stod min mor altid bag ved mig, så jeg kunne putte mig ind til hende og få varmen, mens hun holdt om mig.
Jeg synes ikke, at Sankt Hans er noget for børn egentlig. Børn kan lide is, børn kan lide slik, børn kan lide legetøj og tegnefilm. Børn kan ikke lide eller forstå Sankt Hans. Jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg forstod ikke, at det skulle være hyggeligt, og jeg tror måske også, at jeg var lidt bange for det hele. Bålet. Flammerne. Mørket. Og en brændende heks.
Men hos min mor var der altid trøst at hente. Jeg var hendes lille dreng, og hun levede og åndede for mig. Sagde altid, at jeg kunne klare alt. Hun beskyttede mig og var stolt af mig. Jeg blev altid glad igen, når hun var der og sagde, at jeg var den bedste.
Jeg var med i et teaterstykke et år på skolen. Jeg havde lige været på ferie i USA og fået noget militærtøj, og hovedrollen var en soldat, så den rolle fik jeg. Jeg kan ikke huske, hvad det handlede om, men til gengæld husker jeg min mor, der rejste sig og klappede fuldstændig vildt, da stykket var slut. Hun smilede og grinte. Jeg var hendes stjerne.
Og bagefter stod jeg og snakkede med nogle af de andre børn og så min mor, der nærmest skubbede folk til side for at komme hen til mig og løfte mig op og give mig et kæmpe knus.
I hendes arme var der altid kærlighed, tryghed og varme.
