Min far voksede op i Danmark, men efter Anden Verdenskrig flyttede min farmor og farfar til Toronto og senere til Chicago. Så teenageårene tilbragte han i Amerika, indtil han som 18-årig aftjente sin værnepligt, blev sendt til Tyskland og mødte min mor.
Min farmor og farfar boede stadig derovre, og vi var på sommerferie derovre flere gange. Jeg må have været meget lille, da jeg mødte dem første gang, for jeg kan intet huske om dem, hvordan der så ud, eller hvad vi lavede. Jeg kan bare huske, at min mor pegede på to mennesker og sagde: »Det er din farmor, og det er din farfar.« Jeg husker dem bedst fra billeder.
I 1978 fik min far en blodprop. Lægen sagde til ham, at han skulle slappe af, spise sundere, stoppe rygningen, og så sagde han også, at et varmere klima ville kunne gøre ham godt. Min far anså læger som guder, så han troede på alt, som de fortalte ham. Han har aldrig læst så meget, min far, så han vidste ingenting om det.
Efter blodproppen kunne han ikke drive sin murerforretning længere, og pengene blev færre og færre. Så talte han med min farfar, som fortalte ham om de gode økonomiske tider i USA, og at man kunne tjene penge ved at investere i ejendomme. Det havde min farfar selv gjort med succes. Min farfar og farmor boede nu i Daytona Beach i Florida og behøvede ikke arbejde længere, fortalte min farfar.
Så sådan blev det. Vi skulle flytte til USA. Min far tog min fodbold og smed den i en stor flyttekasse, og alle vores ting blev pakket ned. Han havde planlagt rejsen, købt os et hjem og investeret i et motel og en ejendom derovre. Min mor klagede over den lange rejse, der gik fra København til Daytona Beach over New York.
»Du skal ikke sige det til nogen endnu«, havde min far sagt, da han fortalte mig om flytningen. Det lovede jeg selvfølgelig.
Og så løb jeg ud og fortalte det til Ole og alle andre på vejen. I skolen pralede jeg også med det. Der var noget stort over at skulle flytte helt til USA.
Til en skolefest i slutningen af året ville jeg gerne lyde vigtig, så jeg løj og sagde, at min far havde millioner af kroner, og det var derfor, at vi skulle flytte. Og så skulle vi tjene endnu flere millioner kroner. Min far hørte selvfølgelig om det, og da vi kom hjem, trak han mig ind på mit værelse og gav mig en endefuld. Mit livs første og eneste. Jeg var overrasket, men det gjorde ikke ondt. Jeg begyndte at græde, fordi jeg blev så forskrækket. Jeg løb ind til min mor, som trøstede mig. Bagefter rørte det mig ikke, og jeg pralede bare videre, da jeg kom i skole igen.
Vi gik en sidste tur på stranden aftenen før rejsen til det nye hjem. Det var en lun juniaften. Jeg var spændt, men jeg klyngede mig også til min mor, og lige inden vi gik op mod huset, gav jeg hende et knus.
I USA havde mine forældre købt nabohuset til min farmor og farfar. I deres hus stank der altid af hund og andre ubehagelige lugte. Jeg synes ikke, at der var så rart at være. Min farmor havde kræft, og hun døde et år efter, vi flyttede dertil.
Det første, jeg mærkede i den nye by, var varmen. Det var altid fantastisk vejr. Daytona Beach er en ferieby, og det er også her, at mange amerikanske studerende tager til i deres ferier. Kilometerlang strand, der er en af de bredeste i USA, hvor man kan køre sin bil helt ned til vandkanten. Jeg elskede det med det samme.
Vi boede på en villavej, og jeg havde ikke fået min cykel med derover. Jeg så, at alle de andre børn havde cykler, og jeg havde kun en fodbold. Derudover talte de alle sammen et sprog, som jeg ikke forstod. Min mor tog mig i hånden og gik med mig og min fodbold ud og spurgte, om de ikke ville spille med mig. Så spillede vi, og min mor stod troligt og oversatte alt for mig.
Bagefter gik vi rundt fra hus til hus og præsenterede mig for de andre børn. Og da jeg kom i skole i 3. klasse, kom hun flere gange med slik, som jeg kunne dele ud af til resten af klassen, så jeg kunne falde hurtigt til og få venner.
Jeg lærte også hurtigt sproget og glemte det danske fuldstændig. Jeg skulle igennem sådan en sprogtest på et tidspunkt, fordi jeg fik engelskundervisning. Og der kom rektor og stod foran alle de andre børn i klassen og gav mig en præmie, fordi jeg havde lært det så hurtigt. Jeg var meget stolt og glad over at være i centrum.
Min mor hjalp mig med lektierne og cyklede mig til og fra skole hver dag. Jeg var også ret flittig og kunne lide at gå i skole. Min skolelærerinde havde langt hår og gik altid i kjole. En dag blev hun hentet af sin kæreste, og jeg så dem foran skolen, hvor han gav hende et kæmpe stort knus. Det så meget kærligt ud. Jeg løb hjem og gav min mor et knus, som var lige sådan.
Min mor og far skulle underskrive sådan en seddel til skolen om, at lærerne godt måtte give os en endefuld med et træbræt, hvis der var brug for det. Sådan gjorde man dengang. Der er ikke noget, der er mere udansk, så det nægtede de. Jeg var stadig meget udadvendt og ikke speciel autoritær, så jeg har sikkert provokeret. I hvert fald fik jeg en røvfuld af lærerinden på et tidspunkt. Hun gav mig et klap i enden med træbrættet foran hele klassen.
Jeg blev så forskrækket og bange, at jeg løb hele vejen hjem. Skolen havde sat en eftersøgning i gang, så da jeg kom ind i huset, slog min mor armene om mig og udbrød: »Åh, dér er du jo.« Og så fik jeg regnbueis. Min mor var rasende på skolen og blev kaldt til et møde, hvor hun fik en undskyldning.
En anden gang var der en ældre dreng, der tog min kasket fra mig. Det var efter skole, og han kom bare kørende og hev den af mig og kastede den op på et tag. Jeg stod længe og kiggede op på taget, men det var for svært at komme derop, så jeg måtte gå hjem. Jeg ville helst ikke sige det til min mor, fordi jeg syntes, at det var flovt. Men hun fandt selvfølgelig ud af det, fordi jeg var så mut og ikke ville sige, hvad der var galt. Så jeg begyndte at græde til sidst og fortalte hende om kasketten.
Min mor havde ikke kørekort, så hun kommanderede med det samme min far ud i bilen, og så kørte vi hen til drengen. Min far og jeg blev i bilen, mens min mor marcherede ind, og jeg kunne høre hende råbe.
Bagefter kom hun trækkende ud med både drengen og hans bror og fik dem til at sige undskyld til mig. Og så kørte vi alle sammen hen til huset, hvor kasketten lå, og hun tvang dem til og kravle op og hente den ned til mig.
Det var min mor i en nøddeskal. Ingen skulle genere hendes dreng. Jeg var hendes stjerne.
