Min far købte en ny bil i 1982. Jeg sagde det til alle, jeg kendte, og var meget stolt af ham. Det amerikanske livssyn om, at penge er magt, var begyndt at sætte sig i mig, og materielle ting betød mere og mere for mig.
Jeg mærkede det første gang, da jeg havde overtaget begge Rudys avisruter og tjente mine egne penge. Aviserne blev smidt i forhaven, og når jeg kom hjem fra skole, var der først et par timers arbejde med at pakke dem, og så kørte jeg mine to ruter. Min far og mor havde altid sagt, at man skulle begynde i det små med hårdt og ærligt arbejde, hvis man ville blive til noget senere.
Ved juletid er det fast tradition, at folk giver avisbudet drikkepenge, og den første jul kom jeg hjem med 400 dollars.
Jeg kunne se stoltheden i min fars øjne, og der løb en tåre ned ad min mors kind, da jeg viste dem min indtjening. Den følelse kunne jeg godt lide.
Snart begyndte jeg at købe mine egne ting. Jeg købte for eksempel tøj ligesom Rudys, for det ville min mor og far ikke bruge penge på. Og jeg købte mit eget ’Sweet Emotions’-surfbræt. De andre drenge var imponerede.
Min mor kunne ikke forstå det der med, at man skulle have det rigtige tøj for at passe ind. Når hun købte noget til mig, var det sådan noget sødt drengetøj og slet ikke de rigtige mærker. Jeg tænkte, at de slet ikke vidste noget om noget, og at det var flovt at have så kiksede forældre. Nogle gange ville de have mig med på loppemarked lørdag morgen for at købe tøj der. No fucking way. De kunne ikke sætte sig ind i det. Jeg ville have Nike, Levi’s, All Stars, men det syntes min mor og far var for dyrt. Hidtil havde jeg tænkt, at jeg ville være murer ligesom min far, når jeg blev voksen. Min farfar havde også været murer, så det var lidt forventet af mig, at jeg skulle lave noget, der i det mindste handlede om at bygge noget. Men da jeg mærkede friheden ved penge, begyndte jeg lige så stille at drømme om alt mulig andet. Og jeg tænkte: »Op i røven med traditioner; det handler bare om at tjene penge.«
Jeg ville være hoteldirektør, rockstjerne, professionel sportsmand. Noget man kunne få anerkendelse og opmærksomhed af, hvor man samtidig tjente styrtende med penge. »Money talks; bullshit walks«, sagde jeg i mange år.
Drømmen om min egen succes stod i diametral modsætning til min fars. Han kunne ikke finde arbejde, og de penge, som mine forældre havde sparet op, sivede langsomt, men konstant. De havde levet af opsparingen fra tiden i Danmark og de investeringer, der havde båret frugt, da de kom til USA. Min far havde taget murerjob hist og pist, når pengene var få, men der blev mindre og mindre at lave.
Han havde undervejs investeret i flere ejendomme og tjent lidt, men med tiden tabte han meget, og til sidst stod de helt uden indkomst og meget få penge på kistebunden. Tiderne var hårde i Florida, sagde de til mig, og de ledte efter et andet sted, vi kunne flytte til, med bedre økonomiske kår.
Min mor nægtede at arbejde. »Hell no«, udbrød hun, da min far foreslog det. Det var ikke det liv, hun var blevet lovet. Og min far nægtede at starte fra bunden. Han kunne have taget et eller andet skodjob for at få det til at løbe rundt, men det var han alt for stolt til. Han havde heller ikke motivationen eller energien til at kæmpe for det, så han begyndte at kigge efter nye steder, han kunne investere og rette op på økonomien.
Mit nye hjem i 1984 var Maggie Valley i delstaten North Carolina. Min far havde købt huset et par år forinden som en investering. For min far var der bedre muligheder for at finde murerarbejde. Mor pakkede hele huset ned, og vi flyttede til et hus i en helt anden slags samfund. Min hverdag ændrede sig ikke synderligt på den måde, at jeg stadig havde venner, gik i skole og dyrkede sport, men mentaliteten var anderledes. North Carolina er præget af, at den engang var en landbrugsstat, og stemningen var mere bondsk og snæversynet. Stærkt religiøs som om oplysningstiden aldrig havde fundet sted.
Jeg er for eksempel ikke omskåret, hvilket er det mest almindelige i mange områder i USA, og når vi skulle bade efter gymnastik, sagde de andre drenge tit: »Han har hud på sin pik; han er beskidt.« Jeg havde også hørt noget af de samme, når vi badede i Florida, så jeg begyndte at trække forhuden tilbage, når jeg gik i bad. Jeg kunne ikke lide at blive drillet. Tit blev jeg så rasende, at jeg røg i totterne på dem, der drillede, og jeg var på et tidspunkt i slagsmål hver dag. Men her lignede North Carolina meget Florida. Slagsmål var hverdagskost, så det var ikke noget, nogen lagde så meget i.
Jeg havde ikke været så glad for at flytte, men havde jo prøvet det før. Da min far og mor første gang sagde »North Carolina«, havde jeg råbt: »Oh no, hell no.« Og da vi flyttede en måned før skolestart, gik jeg rundt og var rasende. Her skulle jeg i hvert fald ikke bo. Der var ingen strande; jeg kunne ikke surfe, og jeg kendte ingen. Det var irriterende, at nogen bare kunne tage og flytte én langt væk. Så skulle man starte helt forfra med skoler, kliker, interesser og alt andet, der gjorde min hverdag tryg. Jeg var vred over det.
Men ret hurtigt, da jeg kom i skole, 7. klasse, ændrede det sig, og jeg faldt hurtigt ind i de nye rammer. Som min mor havde lært mig første skoledag, så hjælper det meget, hvis man er udadvendt, glad og ikke bange. Så det var jeg, og jeg glemte savnet af de store bølger, Rudy og spillearkaden.
Men jeg mistede også mine avisruter og min indtægt, og der var ikke mange penge at hente hos min far, som stadig tjente lidt penge på ejendomme og lidt murerarbejde her og der. Jeg fik dog ét stykke legetøj, som jeg blev meget glad for: En BB-gun, som er en luftpistol.
Mine nye skolekammerater var opdraget til jagt og fiskeri. Skyde ting og slå ihjel. Og de havde rigtige våben. Det lyder ret sejt, når man er 12 år, så derfor plagede jeg også for at få et. Og en dag kom min far hjem med den. Jeg tænkte kun på at skyde noget, så jeg fløj ud i haven for at afprøve den.
Der sad en fugl i et træ, og »puf«, så faldt den til jorden. Det gik meget stærkt, og jeg fattede først slet ikke, at jeg havde ramt noget. Jeg gik hen til fuglen. Den blødte og var stadig i live. »Dræb den; dræb den.« En dreng fra nabolaget havde fulgt med i skyderiet og stod nu ved siden af mig. »Skyd den, dræb den, slå den ihjel«, råbte han igen. Og jeg så bare på fuglen, der kæmpede for sit liv. Jeg kunne ikke og begyndte at græde.
Jeg måtte løbe ind til min far og bede om hjælp. Så gik han ud og ordnede det, mens jeg blev trøstet af min mor.
Den dag i dag er jeg imod jagt. Jagt for overlevelse er én ting. Jagt for sportens skyld er noget helt andet, som jeg sidestiller med mord.
Det var også i North Carolina, at vi havde det første møde med politiet. Anledningen var dog meget mere harmløs, end da jeg flere år efter skulle ringe efter dem, når min mor var i gang med at smadre huset. Men allerede dengang var de helt håbløse. Vi havde haft indbrud. Ikke noget alvorligt, ingen vigtige ting stjålet. Min mor meldte det til politiet, som kom ud til vores hus og lavede en rapport. Om der nogensinde skete mere ved det, husker jeg ikke. Men min mors reaktion, da hun så rapporten, glemmer jeg ikke. Her blev det antydet, at det kunne være et forsøg på forsikringssvindel. Jeg ved ikke, hvordan det var formuleret, men hun blev i hvert fald rasende.
»Hvor vover de«, vrissede hun igen og igen. Og hun glemte det aldrig. Hun brød sig fra den dag ikke om politiet, og hun talte altid nedsættende om dem.
Den typiske politimand i North Carolina var en bonderøv i min mors øjne. Hun havde stadig det tyske, det stolte, det ranke, det arrogante. Født i 1933 var hun født ind i Nazi-Tysklands storhed, og den der overmenneske-attitude bar hun gennem hele livet. Ikke på en ondskabsfuld og hadsk vis. Men hun havde stil. Man kunne se det, når hun røg cigaretter. Hun røg dem på den der kølige overklassemåde, reserveret og tilbagelænet. Guns N’ Roses synger på »Nighttrain«: »I smoke my cigarette with style.« Det var min mor. Hun var cool.
Jeg tror også, at det var i den her tid, jeg var begyndte at udvikle mig i en negativ retning. Narcissistisk, selvcentreret og med storhedsvanvid. Jeg var der ikke helt endnu. Men det var i de her år, at det stille og roligt begyndte. Min personlighed blev afvigende. Mine forældre var ikke stærke, og de kunne ikke hjælpe mig i den rigtige retning. Fordi de ikke vidste bedre og ikke var lige så ambitiøse som jeg. De lærte mig omsorg og kærlighed og alle de andre bløde værdier, der er så danske. Det var det, som de gav videre til mig. Pakkede mig ind i vat og bomuld. Men de satte aldrig rammer eller gav mig et nej. Typisk dansk. Jeg værdsætter derfor i dag den nazityske børnhave-ideologi. Kæft, trit og retning.
Som teenageårene gik i gang, tænkte jeg mere og mere på at få succes. At være en stor mand; en rig mand. Hvad det mere præcist skulle være, jeg skulle lave, der kunne give mig alle de penge, nåede jeg aldrig at finde ud af, før jeg kom i fængsel.
Jeg blev tilbudt at sælge aviser. Det vil sige, at jeg gik fra dør til dør og forsøgte at overbevise folk om at købe, og det var jeg perfekt til. Jeg var en ret ihærdig og dygtig sælger, selv om jeg bare var en ung dreng.
Chefen lavede en konkurrence om, hvem der kunne sælge mest, og det vækkede vindermentaliteten i mig. Jeg talte og talte og solgte og solgte, og jeg endte selvfølgelig også med at være en af vinderne. Vi, der havde solgt flest aviser, kom på bustur til den kæmpemæssige forlystelsespark Six Flags, og jeg var med mine 11 år den yngste ombord.
Vi overnattede på motel på vejen, og jeg brugte hele turen på at kigge på en af de andre, Laura, som var 15-16 år. Jeg gloede hele tiden på hendes bryster. Det var sjældent, at jeg havde muligheden for at nærstudere så store pigers bryster i særlig lang tid. Så jeg sad bare og stirrede.
Men pigerne kunne ikke lide mig, fordi jeg var så ung, og de undgik mig. Men jeg havde en fantastisk tur og var meget stolt af min præstation, der havde fået mig med i vinder-bussen. Det kunne ikke gå bedre for mig.