Lørdag morgen sad vi foran fjernsynet. Hver eneste lørdag. Så længe jeg kan huske tilbage. I dag ser børn tegnefilm. Dengang var det wrestling. Og det var for hele familien. Klokken 10.00 til 12.00. Alle de forskellige wrestling-organisationer havde hver deres konkurrence. Eksempelvis World Wrestling Federation og World Championship Wrestling. Lørdag aften klokken 22.00 startede kampene igen, og så rykkede vi tilbage til sofaen og tændte for fjernsynet.
Jeg sad helt oppe ved skærmen hver lørdag. Jeg elskede det og var dybt fascineret af kombinationen af vold, iscenesættelse og underholdning. Min mor og far elskede det også. De tog endda til Madison Square Garden for at se det live. Og når vi om sommeren besøgte min fars søster i Michigan, som havde mand og tre børn, så sad vi alle sammen og så wrestling.
Hvad fodbold var i Danmark, var wrestling i USA. Familieunderholdning. Og jeg var fuldstændig grebet af det. Jeg kunne specielt lide interviewene før og efter kampen.
Hvor de provokerer og gejler hinanden op. »I’ll destroy you«, gentog jeg efter dem. Og så optog jeg det på min VHS og så det igen og igen.
Jeg holdt altid med dem, der vandt. Mestrene. The bad guys. »Psycho Sid Vicious«. »Stone Cold Steve Austin«. »The Undertaker«. Rick Flair. The Four Horsemen. De var mine helte alle sammen.
»Whether you like it or you don’t like it, learn to love it cause its here and it’s not going anywhere« – »Om du kan lide det eller ej, så lær at elske det, for det forsvinder ikke«, sagde Rick Flair, en af de sejeste wrestlere, gennem skærmen og ind i hovedet på mig. Og jeg åd det hele råt.
»It’s not bragging if you can back it up« – »det er ikke pral, hvis det er sandt«, sagde han også. Jeg mødte ham faktisk flere år senere i et træningscenter, hvor jeg gik hen til ham, trykkede hans hånd og takkede ham for de mange års underholdning. Han var en sand mester; den ultimative champion.
Jeg var vild med det og ville være en af dem. Store stærke mænd, ingen bullshit – mit alfahan-instinkt voksede for hver gang, jeg så wrestling med mænd, der til bombastisk musik, udsmykninger på tøj og krop og malet i ansigterne marcherede ind i ringen. Jeg kan stadig godt lide at se de samme kampe i dag, selv om jeg måske godt kan se, at jeg blev lidt hjernevasket dengang. I dag er det heller ikke det samme; det er blevet alt for tamt. Man ser aldrig blod længere.
Jeg begyndte selv til wrestling i 7. klasse i North Carolina. Og jeg var dygtig og kompromisløs. Kun den stærkeste overlever; de svage får ingen respekt, var mit livsmotto, som passede fint ind i wrestlingen. Man blev trænet til at være sindssyg. Gå hele vejen; få modstanderen ned. Man skulle være den bedste; middelgod var for de svage. Jeg ville være professionel wrestler. Den ultimativt bedste. Og jeg gik op i det med liv og sjæl.
Hvis man ville på »varsity«-holdet, som er topholdet, der repræsenterer skolen, så skulle man slå den bedste i vægtklassen over én. I mit tilfælde var det en fyr fra 9. klasse, og jeg vandt stort over ham. Uden problemer.
Jeg identificerede mig mere og mere med de professionelle wrestlere fra tv. Jeg ville være ligesom dem. Den bedste følelse var, når jeg vandt og hørte folk juble. Det er meningen, at man skal give hånd til sin modstander og gå tilbage til sit hold, men jeg blev altid stående lidt og nød øjeblikket. Kiggede ud over publikum, lukkede øjnene og følte sejrsrusen. Det er et fantastisk øjeblik, som jeg siden har jagtet i mange andre discipliner.
I sommerferien inden 8. klasse sendte min træner mig på wrestling-skole i sommerferien, hvor jeg fik undervisning af rigtige wrestlere, og jeg beholdt min plads på topholdet. I 9. klasse var jeg anfører, og på en eller anden måde virkede det mere personligt nu. En kamp mellem liv og død. Jeg havde lyst til at skade modstanderne.
Jeg skulle kæmpe årets første kamp, og jeg sendte modstanderen direkte på hospitalet. Han blev båret ud, og jeg var lykkelig. »I’ll destroy you«, havde jeg sagt inden, og jeg mente det. Jeg lå hen over ham, og så vred jeg hans nakke om bagfra.
»Sådan! Det er sådan, det skal gøres«, råbte min træner bagefter.
Kampen efter var det samme. Jeg skulle møde en, der hed Jeff. Lav og bred. Og god til at wrestle. Langt inde i kampen kunne jeg se, at han ville vinde på point. Det kunne jeg ikke have. Da han tog fat i mig, greb jeg fat i hans hoved, kastede mig over ham og hev ham nedad. Han landede på hovedet. Jeg lå ovenpå. Han rejste sig ikke.
Ambulancen kom igen, og han blev båret ud og kørt på hospitalet. Jeg følte en kæmpe stolthed og så hen på mine holdkammerater, der jublede over deres anfører, deres leder. De ville se blod. Sådan var sporten. De danske værdier eksisterede ikke der.
Mine kampe blev vildere og vildere. Jeg var arrogant og voldsom og ville vinde for enhver pris. Jeg havde for længst glemt, at det, jeg så i tv, var underholdning. Jeg fik en advarsel af træneren. Jeg var for vild, gik for meget op i det, kunne ikke styre mit temperament, når jeg tabte. Han satte mig af holdet på et tidspunkt, men bad mig komme tilbage kort tid efter. Der havde han fundet en anden anfører, og så tænkte jeg: »Fuck jer, jeg skal ikke wrestle for jer længere.« Og så gik jeg selv.
Kort tid inden var jeg også stoppet på amerikansk fodboldholdet. Har aldrig været den fødte holdspiller, men havde dog alligevel forsøgt mig med amerikansk fodbold. Vi vandt aldrig. Men det var ved gud ikke min skyld. De andre levede ikke op til min standard. Jeg gav mig fuldt og helt. Og havde den der sindssyge kamikaze-attitude.
De andre var nogle tabere, syntes jeg. De ville det ikke nok. Og de svigtede mig, følte jeg. Når der står én mand og kæmper, og resten af holdet har den der svage attitude, så gider man ikke kæmpe for dem alle længere. Så jeg stoppede med amerikansk fodbold og købte i stedet en motorcykel.
Golf var min anden store passion. Jeg var ikke specielt glad for selve sporten, men jeg vidste, at der kunne være mange penge i det. Der blev jeg også smidt af holdet på grund af mit temperament.
Jeg lærte at spille golf af min stedonkel. Min farfar var efter min farmors død blevet gift med en anden kvinde, og de var flyttet til Michigan for at bo på en gård. Hendes søn var golfentusiast, og i en sommerferie lærte han mig at spille.
Jeg var god til det. En af de bedste på skolen. Hvis jeg havde et par dårlige slag, kunne jeg næsten altid redde det hjem senere. Jeg øvede mig meget, og så fik jeg et fritidsjob i Maggie Valley Country Club, hvor jeg kunne spille gratis, når andre ikke brugte banerne.
Min golftræner i skolen, Mr. Knight, havde allerede givet mig en advarsel.
»Du bliver nødt til at styre dig«, havde han sagt.
Når jeg tabte, råbte og skreg jeg og kylede køller gennem luften. Mit temperament var helt vildt; jeg byggede en masse vrede op og kunne ikke styre det. Det kom ud som et massivt angreb mod alle, der var i nærheden.
Jeg havde spillet perfekt den dag. Gået en runde, lavet birdie efter birdie. Jeg var super glad og i perfekt form til at spille. Skulle gå ni huller. Og til sidst var det bare et helt lille put, jeg skulle lave. Jeg missede, og bolden trillede lige forbi hullet. Mit livs bedste gold-runde var ødelagt.
»Aaaaaargh.« Jeg skreg og smed alle golfkøller i nærheden ad helvede til. Bandede og råbte. Kastede køller efter folk. Hamrede dem ned i jorden. Forsøgte at brække dem.
Mr. Knight lod mig afreagere, og så tog han en snak med mig bagefter:
»Jeg har intet valg. Jeg bliver nødt til at sætte dig af holdet.«
»Aaaaaargh«, skreg jeg igen Og så truede jeg både ham og hans familie med vold og død, og så gik jeg. Jeg var rasende.
Ikke desto mindre kunne jeg i 9. klasse gøre regnskabet med min sport op: Kunne hverken spille amerikansk fodbold, golf eller wrestle længere. Der var hele sikkert noget galt i hovedet på mig.
Jeg besluttede mig for, at jeg overhovedet ikke gad at have noget at gøre med sport længere. Og det har jeg ikke haft siden. I stedet begyndte jeg at fokusere på mig selv. Jeg var min egen stjerne.