Første gang, jeg røg marihuana, var som 12-årig. Vi var igen flyttet. Tilbage til North Carolina. Min ven Daniel kendte en ældre fyr, der hed Joe, og han havde en bong. Jeg kunne lide suset med det samme. Da jeg kom hjem, lavede min mor mig en kæmpe cheeseburger, fordi jeg var så sulten, og jeg åd den på få minutter.
Jeg havde prøvet at ryge cigaretter nogle gange. Forfærdelig oplevelse. De ældre drenge røg, og det så ret cool ud. Men det var slet ikke mig. Jeg fik kvalme og hostede. Kunne slet ikke holde røgen inde. Prøvede det kun nogle gange og kastede op hver gang.
»Vær en mand«, sagde de andre til mig.
Og for første gang nogensinde sagde jeg: »Hvis det her er at være en mand, så vil jeg ikke være en mand.«
Jeg har haft det sådan med rygning lige siden. Jeg hader, når andre tænder deres smøger i nærheden af mig, så jeg bliver passiv ryger. Enten skal de gå væk, eller også går jeg. Jeg er kæmpe modstander af rygning.
Marihuana var noget helt andet. En fantastisk følelse. Daniel og jeg røg det sammen, og det var en perfekt rus.
Jeg sagde det til min mor på et tidspunkt. At jeg røg marihuana. Det sagde hun intet til. I stedet spurgte hun, om hun måtte prøve det, så hun vidste, hvad det var. Så lavede jeg en joint, og hun røg kun lidt på den. Så kastede hun den fra sig. Selv om hun røg cigaretter, kunne hun ikke lide det. Jeg kan huske, at min far overværede det hele, og han rystede bare på hovedet. Jeg kunne ikke gøre noget forkert derhjemme.
Min mor havde generelt ingen respekt for loven. At marihuana var kriminelt, rørte hende ikke, og efter mødet med politiet i forbindelse med indbruddet havde hun heller ikke respekt for dem.
»Hvor vover de«, kunne hun stadig sige.
Jeg havde glemt min cykel på mit arbejde og kom hjem og sagde det til hende. Jeg var bange for, at nogen ville stjæle den.
»Så kører vi op og henter den«, sagde hun med det samme.
Hun havde ikke kørekort, min far var på et job uden for byen, og jeg var 14 år og havde selvsagt heller ikke lov til at køre bil.
»Kan du køre, tror du?«, sagde hun.
»Jaeh, det tror jeg«, svarede jeg.
Og så sagde min mor: »Fuck loven«, og så hentede vi min cykel.
Min ven Daniel og jeg sagde også »fuck loven« og begyndte at ryge mere og mere marihuana. Vi kunne købe af Joe, men vi havde ikke så mange penge. Daniels far havde penge, og de boede i en kæmpe villa ikke langt fra os.
Vi spillede sammen på fodboldholdet på et tidspunkt. Det var inden, jeg forlod det i skuffelsen over at tabe hele tiden. Vi fulgtes hjem en dag og fik lyst til en joint, men vi var helt flade.
»Vi kan tage nogle ting fra dit hjem og sælge videre«, forslog jeg.
De havde jo mange penge hjemme hos Daniel.
»Nej, vi stjæler fra dit hjem«, sagde han.
Det ville jeg ikke have, og da vi ikke kunne blive enige om, hvis hjem vi skulle tage noget fra, stoppede vi ved et tilfældigt hus.
»Skal vi ikke bare gå ind og tage deres tv?«, sagde han.
»Jo.«
På den måde blev vi indbrudstyve. Joe ville gerne bytte marihuana for et tv. Vi bar det fra den ene ende af byen til den anden og sagde til Joe, at det var Daniels. Og så gik vi ellers i gang i hele nabolaget. Brød ind i huse hver dag efter skole og stjal ting, som vi kunne få mere marihuana for.
Sådan noget skal selvfølgelig gå galt. For vi var ikke særlig gode tyve og brød ind ved højlys dag. Vi blev anholdt og fik to weekenders betinget fængsel. Hvis vi ikke lavede mere, slap vi.
Det kunne vi selvfølgelig ikke lade være med. Og en sommernat lige inden 9. klasse, da vi havde delt en flaske sprut nede ved søen, besluttede vi os for at bryde ind i en bus for at sove. Så kom politiet, og vi fik lov til at sidde i et ungdomsfængsel i to weekender. Det var ikke nogen slem oplevelse, og vi fortsatte da også vores kriminelle løbebane bagefter.
Jeg fandt senere også ud af, at marihuana fungerede godt på mit problem med sex. Når jeg kom for hurtigt. Jeg havde set en del pornofilm, og der var varigheden af et samleje betydelig længere end i min virkelige verden. Til en David Lee Rothkoncert mødte jeg en pige, som jeg kendte fra skolefesterne. Vi røg marihuana og havde sex, og så mærkede jeg lige pludselig den her selvkontrol. Jeg kunne have sex, der varede længere end et minut. Jeg var ikke længere en skuffelse for mig selv. Fantastisk.
Daniel og jeg røg tit. Men ikke særlig meget ad gangen. Vi sad tit i skoven og delte en joint, og så grinte vi i en time. Det var en fantastisk tid. Jeg tænker det som Kid Rocks »Sweet Home Alabama«, når vi lå nede ved søen eller festede og spillede musik, eller når jeg stod på vandski hele sommeren.
Der var en fordom mod marihuana blandt unge. Førstedamen Nancy Reagan sagde »Just say no«, så det gjorde man. Men vi var sportsfyre og ret populære, så vi fik de andre med på den. Fik på en måde dannet mode. Så det var okay for de smarte også at ryge i ny og næ.
Men så begyndte vi at sælge marihuana på skolen. Og fik et ry som de lidt slemme drenge. Daniel og jeg var meget ens. Han var også flyttet fra Florida på grund af forældrenes økonomi, og vi kendte de samme steder, havde den samme måde at tænke på. Og vi kunne ikke komme hurtigt nok tilbage. Langt væk fra North Carolina. Vi dyrkede det samme sport og havde begge elsket at surfe i Florida. Han er nok det nærmeste, jeg kommer på at have haft en ven.
Jeg synes ikke, at to mænd kan være venner. Jeg har aldrig brudt mig om det. Det der med at samles over en øl og se en fodboldkamp og hygge sig, som man gør i Danmark, har jeg aldrig forstået. Jeg kan ikke lide at være i selskab med en anden mand. Hvis du er en rigtig mand, en alfahan, så kan du ikke gøre det. Jeg vil slås med mænd; jeg vil konkurrere; jeg vil ikke sidde og hygge mig med dem over en øl. To mænd kan kun være venner, hvis den ene underkaster sig.
Men Daniel var det, der kom tættest på en ven i mit liv. Vi talte ikke fortroligt, og alt handlede om, hvor mange piger vi kunne score, og hvor mange penge vi kunne tjene. Vi talte wrestling, og så hørte vi heavy- og rockplader, som hans bror havde. Mötley Crüe, Ozzy Osbourne, Whitesnake. Jeg har aldrig brudt mig om heavy metal, men gennem meget af mit liv har jeg hørt det, fordi det var det, man skulle høre, hvis man var en af de seje fyre.
Vi konkurrerede også meget indbyrdes. Om hvem der var hurtigst, stærkest, bedst. Vi skiftedes til at tabe, og så kaldte vi hinandens forældre grimme navne og blev uvenner. Og så blev vi venner igen. Sådan var det hele tiden.
Min far var ikke så stor, og min mor var også meget slank, så jeg havde ikke generne til at være den stærkeste, når vi sloges. Daniel var meget muskuløs af natur, hvor jeg skulle træne det op hele tiden. Han vandt oftest slåskampene, men den sidste gang jeg så ham, som var nogle år efter skoletiden, var han allerede begyndt at tabe håret, og jeg havde vokset mig højere og bredere end ham.
Han prøvede at score min kæreste, da jeg så ham igen. Vi var alle tre til Guns N’ Roses-koncert, og da vi kørte hjem, lagde han an på hende, mens jeg var på toilettet på en rasteplads. Han havde prøvet at stikke hånden op under hendes bluse, og hun flippede helt ud, da jeg kom tilbage. Han var voldsomt beruset og faldt i søvn i bilen. Det betød ingenting for mig, fordi han var min kammerat.
9. klasse blev et dårligt skoleår. Lige efter jul gik det galt. Rygterne om Daniels og mit kriminelle foretagende spredte sig, og det gjorde mig mere og mere upopulær. Jeg var heller ikke længere en af sportsfyrene. Efter mine uheldige exits fra alle sportsgrene var folk begyndt at blive trætte af mig. Storhedsvanvid, arrogance, mangel på selvkontrol; der blev talt meget om mig, og alle var trætte af det. Jeg var ham, der troede, han var noget uden at være det, lød det.
Jeg oplevede det for alvor, da jeg var på skitur med skolen, og da jeg ville sætte mig ved siden af en af mine venner, sagde han:
»Der kan du ikke sidde. Du har et dårligt ry nu. Jeg kan ikke ses sammen med dig.«
Jeg havde forladt fodboldholdet før jul og havde i den forbindelse mistet nogle kammerater. De syntes, at jeg var latterlig. Men jeg havde stadig wrestling-holdet, så da jeg også stoppede der, var der ikke nogen tilbage. Jeg gad heller ikke noget sport mere, sagde jeg til mig selv igen. Nu ville jeg score piger og tjene penge, og jeg havde ikke brug for at være på et hold.
Det blev værre og værre. I kantinen ville ingen sidde ved siden af mig. De rejste sig og gik, når jeg kom. Og hvis jeg prøvede at tale med nogen, vendte de ryggen til mig. Der var virkelig ingen, der ville have noget med mig at gøre. Jeg var alene hele tiden.
Der var nogle få piger, der prøvede at tale til mig. Men det var ikke nogle af de populære, og jeg gad kun de populære. I skolen handlede det om, hvilken gruppe man tilhørte, men jeg kan også se, at det kan ændre sig meget, når man bliver voksen. En af de fyre, der var virkelig populær alle år i skolen, mødte jeg senere hen i fængslet, hvor han var betjent. Han havde mistet sine muskler og en del af håret. Så det kan hurtigt gå den anden vej, men det vidste jeg ikke dengang.
Jeg havde lyst til bare at skride fra det hele. Meget langt væk. Jeg havde altid været en af de populære, og nu var jeg ham idioten, der solgte marihuana, var indbrudstyv og havde et alt for stort ego. Daniels forældre tog ham ud af skolen og sendte ham på privatskole. Jeg var dårlig indflydelse, havde de sagt til ham.
Ensomheden var hæslig. Det tænkte jeg ikke dengang. Jeg skubbede tanken væk og tænkte i stedet, at de alle sammen var nogle idioter, og jeg kunne klare mig meget bedre uden dem. Jeg var stadig arrogant og syntes, at det var alle de andre, der var noget galt med. Jeg begyndte at ryge mere marihuana, hver dag, og køre ræs alene rundt i gaderne på min motorcykel.