At blive 16 år er en ret vigtig fødselsdag i USA. Det er der, at man kan få kørekort. Jeg fik mit i min fars Nissan stationcar. Jeg øvede mig meget i at parallelparkere, for det skulle man til prøven. Min lærer sad på passagersædet, og der var ingen problemer med min kørsel. Jeg var fantastisk god til at køre bil.
Følelsen, da jeg fik kortet, glemmer jeg sent. Frihed. Det var en fuldstændig vidunderlig tid, for det var som om, at alt var anderledes. Jeg havde ansvar for mit liv nu. Ikke afhængig af nogen, tjente mine egne penge og kunne køre hvorhen jeg ville.
Jeg købte mig også en bil, en sølvfarvet Mazda R-X7. Det var en fræk, lille sportsvogn. Nu skulle jeg aldrig mere køres rundt af min far, der i flere år transporterede mig rundt, når jeg var på dates med piger. Og han skulle heller ikke stå i sit murerarbejdstøj foran fitnesscentret, når jeg skulle hentes, og jeg skammede mig så frygteligt over ham. Det satte mig i et meget uheldigt lys, og jeg skældte ham hver gang ud i bilen.
»Hvad fanden tænker du på?«, råbte jeg og smækkede døren, når han holdt der, og alle kunne se ham. Jeg sagde hver gang, at han ikke skulle se sådan ud, når han hentede mig.
Men nu var det et helt nyt liv, og jeg skulle til Nevada. En rejse, jeg havde tænkt på og fantaseret om længe. Det smukke ved Nevada, hvorfor jeg måtte dertil hurtigst muligt, var, at prostitution var lovligt.
Inden jeg besluttede mig for at tage af sted, havde jeg dog haft en indre konflikt. Religionen styrer meget i North Carolina, så det, jeg havde lært i mine teenageår, var, at man skulle skelne mellem godt og ondt, og hvis man handlede ondt, kom man i helvede. Og det var jeg bange for. Jeg vidste ingenting om livet.
Jeg kunne ikke finde ud af, om ulovligt var det samme som ondt. Jeg havde jo for lang tid siden besluttet mig for, at man ikke mødte djævlen, fordi man røg marihuana. Og indbrud og ulovlig virksomhed skadede jo heller ikke nogen direkte. Men alle talte om, at Jesus ville komme tilbage, og at djævlen havde dæmoner. Jeg ville ikke leve det forkerte liv, men alt det, jeg syntes var sjovt, var ulovligt.
I Florida var alle ligeglade, men var de så besat af dæmoner? For det havde jeg hørt nogen sige i North Carolina, at de var. Jeg vidste det ikke, men min tvivl om det gode og det onde tvang mig til at tage stilling til mine handlinger. Jeg valgte at lave min egen grænse: »Det, der ikke gør andre ondt, må man gerne. Det kommer jeg ikke i helvede for. Så derfor kan jeg godt gå på bordel.«
Det var de bedste penge, jeg havde givet ud nogensinde. Jeg kørte 20 timer for at komme dertil. Der var for langt til Las Vegas, så jeg havde besluttet mig for byen Elko, hvor der er 20 store bordeller.
Jeg havde taget skiftetøj med, så jeg stoppede på en rasteplads. Det var en plads for lastbilschauffører, så jeg kunne købe mig en brusekabine og tage et bad. Jeg købte også lidt mad. Det var morgen, og solen skinnede. Jeg var klar. Mit hår var blevet halvlangt, og jeg var klædt helt i sort. Jeans, skjorte, læderjakke og et par klapperslange-støvler.
Jeg kørte rundt og kiggede på de forskellige steder udefra. Det var store, kommercielle huse, hvor man ikke lagde skjul på, hvad der foregik. Ikke som i Danmark, hvor man flere steder ikke kan se det udenfor.
Mit valg faldt på et helt tilfældigt bordel. Når man aldrig har prøvet det, er det bare at komme i gang, og jeg var fuld af forventning til oplevelsen. Det var ikke nervøsitet, men ren spænding.
Jeg skulle ringe på døren og først godkendes af en sikkerhedsvagt, før jeg kunne komme ind og se pigerne. Der kom 7-8 stykker ud og stillede sig på række. Og så kunne jeg bare vælge. Det var en fuldstændig fantastisk følelse. At købe en smuk kvinde og have sex med hende. Og jeg bestemte, hvad vi skulle. Ubeskriveligt. Fantastisk.
»Må jeg vælge to?«, spurgte jeg.
Jeg kunne ikke beslutte mig. De to, som jeg ville have, stod ved siden af hinanden. De var begge blonde. Den ene var blond som i afbleget og havde store silikonebryster; den anden var naturligt køn. Jeg betalte 50 dollars til hver, og så kunne jeg få samleje med den ene og et blowjob af den anden.
Det var et stort, smukt rum, som et bordelrum skal se ud. Som i pornofilm med smukke omgivelser og smukke piger. Jeg endte med at betale 300 dollars i alt. Undervejs fandt jeg ud af, at jeg ville have samleje og blowjob af dem begge, og så kostede det yderligere 50 dollars til hver. Til sidst ville jeg slutte af med at se dem være sammen, og så røg der to gange 50 dollars igen.
Men det var uvurderligt. Og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg havde været så bange for at komme i helvede på grund af det. De gjorde, som jeg sagde, og jeg følte mig endnu større, endnu stærkere, endnu flottere. Som en rigtig mand. Det hele varede en halv time, og jeg fik to udløsninger.
I bilen på vej tilbage spekulerede jeg på, hvorfor det skulle være ulovligt. Sex er fantastisk, og man kan jo selv vælge, hvem man giver sin krop til. Hvorfor skal det være kriminelt, så snart det koster penge? I Danmark taler man om rufferi nu. Om Anni Fønsby også. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være ulovligt. Hun har tjent sine penge på ærlig vis og været dygtig til det. Hun er en skarp forretningskvinde. Vi kunne have været et fantastisk team, hvis vi havde kendt hinanden.
Det er jo ligesom fodboldspillere. Der tjener klubben og manageren jo også penge på det. Hvis man gerne vil være prostitueret, så er det da klart, at man også skal betale husleje for at arbejde et sted eller penge til chaufføren, hvis man kører escort.
Jeg tænkte på meget på de 20 timer retur til North Carolina. Hvorfor er marihuana ulovligt, og hvorfor må man først købe alkohol, når man når en vis alder? Hvorfor må jeg ikke fælde træer og sælge det videre?
Man skal ofte prøve tingene selv, før man kan danne sig en mening. Turen gjorde mig dog helt sikker til sidst: »Der er ingenting galt med prostitution. Jeg anerkender ikke, at det er kriminelt, og jeg behøver ikke selv rette mig efter loven for at være et godt menneske. Jeg bestemmer selv mine egne regler, hvis det ikke generer andre.«
I de efterfølgende tre år kørte jeg til bordeller i staten Nevada 20-30 gange. Jeg prøvede nye piger, så nye kroppe hele tiden, og jeg ville have mere hele tiden. Det blev mine private udflugter, som jeg sparede sammen til og glædede mig til, mens jeg stod på byggepladsen og svedte, huggede i skoven eller knoklede på restauranter.
Det blev aldrig en rutine, for det var nye kvinder hver gang. Og jeg lavede en hel dag ud af det. Jeg kunne gå ind ét sted, vælge en til et blowjob, finde nyt sted og se to piger lege med hinanden, sætte mig i bilen, spise min madpakke, gå nyt sted hen og købe to piger til to blowjobs, tage en lur i bilen, finde nyt sted og købe samleje, og sådan kunne hele dagen gå.
Jeg kunne godt lide at tjekke pigerne på flere bordeller ud først og så planlægge min rute og mine aktiviteter bagefter. Jeg ville helst enten samleje eller oralsex, for det er dyrt at gå på bordel i USA, og jeg havde ikke råd til at frådse pengene væk på lir. Men nogle gange – når jeg havde mange penge med – kunne jeg godt finde på at købe flere kvinder, der skulle være sammen foran mig, mens jeg sniffede coke.
I Nevada er kvinderne tjekket for sygdomme. Det er meget ordentlige forhold, og derfor også dyrt. Nogle steder kunne det koste 1000 dollars for en time; helt sindssygt når man tænker på, at man kan få et samleje i Danmark for 400 kroner. Herhjemme kan man også købe alt; pigerne er med på den værste, og man kan betale sig fra kondomet. Det kunne man ikke i USA; der nægtede de at gøre det uden.
Det blev en sport for mig. Nøjagtig ligesom jeg havde dyrket golf, wrestling, bodybuilding. Det her var blot ren nydelse. Og det var en perfekt sport for mig. Jeg har altid elsket kvinder. At se på kvinder. Bare to kvinder på gaden, der taler sammen. Nøgne kvindekroppe; bryster; kønsorganer; se en kvinde onanere foran mig, langsomt.
For mig er det ikke det samme som følelser. Det er alt andet faktisk. Det handler kun om kroppe, tilfredsstillelse og ingen personlighed. Man behøver ikke tage hensyn. Det er kun det seksuelle. Og man har magten. Når man er forelsket i nogen, er det noget helt andet, og det var også derfor, at prostitutionen kunne blive en sport for mig. Da jeg kom til Danmark i 1999, genoptog jeg med det samme sporten, og det bliver det samme, når jeg kommer ud fra min livstidsdom. Den sport slipper jeg aldrig. Det er min religion.