Min mor og far havde aldrig gæster. Måske er det fordi, at jeg kun kan huske de sidste år, hvor vi var der alle sammen, og hvor stemningen i vores hjem var blevet slem. Jeg kan huske, at jeg tvang dem til at gå ned i kirken, hvor de måske kunne møde nogle nye mennesker.
»De taler om jer i skolen. Det er pinligt for mig, at I aldrig kommer ud; aldrig er sociale. Det er mit rygte, det handler om«, kunne jeg finde på at sige til dem.
Og jeg skammede mig over dem. Da de kom til en wrestlingkamp og kom til at sætte sig på udeholdets side, fordi der var flest ledige pladser. Eller når de kørte mig til stranden, så jeg kunne hænge ud med de populære drenge, og de bare blev stående og kiggede i stedet for at køre med det samme. Eller når min far ikke havde renset negle og havde beskidt tøj på. Han var så dansk og havde slet ikke forstået, at vi boede i et nyt land nu, hvor man ikke bare kan komme og ligne en arbejdsmand.
Det var som om, at mine forældre var ramt af et kulturchok. De kunne i hvert fald ikke finde ud af at passe ind. Når omverden udvikler sig, skal man udvikle sig med den. Det havde de slet ikke forstået. Som om at de var fra en anden planet.
Vi var flyttet igen. Efter kun et år i Florida. Tilbage til Maggie Valley i North Carolina. Det var igen min fars mangel på penge og håb om at finde arbejde, der tvang os tilbage. Jeg havde vænnet mig til mange års flytten rundt, og det betød ikke længere noget for mig. Jeg accepterede bare de nye omgivelser, mens min mor og far virkede rodløse og nægtede at integrere sig.
Jeg tænkte på, om det var den blodprop, min far havde haft, der havde ødelagt noget i hans hoved. Så han ikke kunne tilpasse sig nye omgivelser.
I virkeligheden var min far syg. I mine teenageår gik han gennem de første stadier af diabetes 2, men det fandt vi først ud af flere år senere, da han kom tilbage til Danmark.
Sygdommen gjorde, at han var træt, umotiveret, deprimeret, og han gik ind i sig selv. Da hans forretninger gik skidt, tog det modet fra ham, og sukkersygen må have gjort det endnu værre. Han mistede lysten til at kæmpe, at arbejde og at tro på noget.
Vi anede det ikke. Min mor og jeg så blot en svag mand. Hun var for længst forbi drømmen om det smukke liv, gik i overgangsalderen, og oplevede samtidig sin søn glide væk, og en mand, der blev sørgelig i hendes øjne.
Vi gik alle tre i hver vores retning.
I mange år levede hun for at gøre mig glad og sørge for, at jeg havde alt, jeg ville have. Og nu kom takken i form af en selvoptaget, ligeglad søn, der ikke gad være hjemme, og som blev rasende, hvis nogen modsagde ham. Og når hun samtidig var alene hele tiden, så var der en dårlig atmosfære.
Mens jeg levede mit liv med marihuana, gemte min mor sig i vin og til tider ren alkohol. Hun blev aldrig alkoholiker, som dem, man møder i bussen nogle gange. De fleste har prøvet at sidde i en bus, og så kommer der en voldsomt beruset person ind. Og de taler meget højt. Lige et par decibel højere, end hvad der er nødvendigt. Det kan være noget så pinligt.
Sådan var det ikke. Men det var et misbrug. Hun var ensom, isoleret, ulykkelig. Og når man vænner sig til at dæmpe smerten på én måde, så bliver man afhængig. Det var ikke sådan, at hun bare sad med en flaske hele dagen, slet ikke.
Det var for eksempel om fredagen. Den ville typisk se sådan her ud:
Min mor gjorde hele huset rent, for det gjorde hun om fredagen. Så kom jeg for at hoppe i bad, skifte tøj og løbe ud ad døren igen for at være sammen med mine venner. Vi talte måske lidt sammen, men hun vidste udmærket, at mine tanker var et andet sted, og jeg egentlig slet ikke gad være hjemme.
Så drak hun et glas vin, når jeg var væk igen. Så kom min far hjem, og så fik han en kold øl. Min mor fik et glas vin til. Så ville de gå ud at spise, for det gjorde de i weekenderne. Her ville de også drikke øl og vin. Og når de kom hjem, ville min far tage sig en øl. Min mor et glas vin.
Når der så opstod et skænderi – og det gjorde der ofte de sidste år – så blev det mildt sagt et stormvejr kraftigere, end hvis de have været ædru. Min mor smadrede mange ting i de sidste år, hun levede. Og hendes frustrationer gik på det samme hver gang: Hun var vant til det gode liv. Hun gad ikke bo i North Carolina længere. Det var ikke det, hun havde sagt ja til dengang i 1960, da livet var smukt, de var nyforelskede, og økonomien var god.
Og så sluttede hun hver gang med at sige, at hun ville skilles. Det var noget, som hun havde set i de sæbeoperaer i fjernsynet. Der var de så dramatiske og løj og bedrog, og det var som om, at min mor genfortalte det, hun havde set i tv tidligere på dagen.
Og så var det, at nogen ringede til politiet den første gang. Det var et lille samfund, hvor politimandens fætter er dommer, som er fætter med en anden, som er bror til en, som kender en på min skole, og alle vidste derfor hver gang, vi fik besøg af politiet. Man kunne høre min mor skrige på tysk hver gang, og måske lød det som en af Hitlers taler i andres ører, og så blev de bange og ringede efter politiet. Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at alle til sidst vidste, at min mor drak, og politiet måtte komme. Og det var pinligt for mig. Jeg skammede mig over hende, uden at hun havde gjort mig noget.
Og jeg fandt ud af, at politiet ikke kunne hjælpe én på nogen måde. De burde lytte og gå i dialog, og i stedet talte de om vold, anmeldelser og om at sende min mor væk. Som da de sendte hende på et psykiatrisk hospital, hvilket hun slet ikke havde brug for. Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, eller hvor hun kom hen. For det gik jeg ikke videre op i.
»Tror du ikke, at det er bedst, at din kone kommer lidt væk«, sagde de til min far, som skrev under på papirerne, fordi han ikke vidste bedre.
Der havde politiet været hjemme hos os flere gange, og hver gang blev de mødt af et hus med smadrede glas, møbler og billeder og en kvinde, der nægtede at falde til ro.
Vi havde også talt om, min far og jeg, at der måske kunne være noget mentalt galt med hende, som en læge ville kunne hjælpe hende med. Men vi mente ikke, at hun ligefrem skulle tvangsindlægges.
Hun kom hjem to dage efter. Det første, hun gjorde, var at kaste en stegepande efter min far, og så smadrede hun et glas ned i hovedet på ham. Så ringede han efter politiet, men ville selvfølgelig ikke anmelde hende. Så kunne de ikke gøre noget.
Den efterfølgende gang ringede hun til politiet for at hævne sig og råbte: »Sæt ham i fængsel, sæt ham i fængsel«, da de kom. Det gjorde de selvfølgelig heller ikke, men det var sådan, at det kørte derhjemme.
Jeg ringede også et par gange. Jeg ved ikke, hvorfor vi blev ved med det. For det meste var det fordi, at vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre. Hun ville jo ikke stoppe.
Jeg prøvede at mægle nogle gange, men det var helt umuligt, når det først kørte. Så jeg holdt mig udenfor de fleste gange. Men jeg husker det som meget, meget voldsomt. Jeg så min far falde fra hinanden, og min mor blive endnu mere vred og ked af det. Jeg ville bare væk, og jeg tænkte, at hun ville slå ham ihjel en dag.
Hun havde det mest sindssyge temperament, min mor, når hun drak. Jeg så en gang min far skubbe hende til side, fordi hun havde stillet sig i vejen og nægtede at flytte sig. Det var virkelig et meget lille skub, men så sprang hun ned i en stol for at dramatisere det. Hun fik en blodansamling og råbte, at nu ville hun i hvert fald skilles, når hun havde bevis for, at han slog hende.
En anden gang gik min far rent faktisk ved et uheld ind i døren og ramte min mor, der kom løbende på den anden side. Hun fik næseblod, og så råbte hun de samme trusler. Et skænderi kunne nemt vare en hel nat. Min far havde slet ikke det samme temperament som min mor, men han havde en grænse. Når den blev nået, efter hele vores stue normalt var smadret, så tog han fat rundt om hende og holdt hende fast i håb om, at hun faldt ned.
Det skete normalt først dagen efter, når hun var sig selv igen, og sprutten var ude af hendes krop igen. Jeg prøvede nogle gange at tale med hende, og hun undskyldte hver gang.
»Jeg er så ked af det, Peter. Jeg gik langt over grænsen. Det sker ikke igen«, sagde hun hver gang.
»Du skal holde op med at drikke vin«, sagde jeg. Og det lovede hun. Men holdt det aldrig.
Jeg var temmelig følelseskold i forvejen, men jeg blev helt immun til sidst. Da jeg havde oplevet det en, to, tre, fire, fem, seks gange, blev jeg ligeglad. Da jeg blev 18 år, holdt jeg op med at drikke alkohol. Jeg har ikke rørt det siden. Vil hellere leve min sunde livsstil, som jeg stadig har.
Vi var blevet Al Bundys familie, som vi havde set på tv i »Vore værste år« og grinet af. Nu tænker jeg det på det liv, vi levede, som en blanding af en komedie og en tragedie. Det tragiske var åbenlyst, men det var også komisk på en måde, at vi alle sammen skulle opføre os så åndssvagt. Vi kunne have gjort det så meget bedre. Men det er selvfølgelig sent at sige nu.