Min far var flyttet hen på en campingplads et par uger forinden. Min mor havde igen sagt, at hun ville skilles, og skænderiet havde denne gang været voldsomt. Hun havde smadret alt i huset undtagen fjernsynet og den stol, hun selv plejede at sidde i.
Lamper, stole, sofabord. Alt havde hun ødelagt. Min far gik bare denne gang. Vendte rundt og satte sig ud i sin bil med campingvognen og kørte væk. De havde skændtes sådan i flere år, men det var blevet mere og mere voldsomt for hver gang. Min mor smadrede alt, der var i nærheden, når de havde det sådan. Nogle gange kastede hun bare tingene ud i luften eller ind i væggen. Andre gange kastede hun det direkte efter min far.
Den dag, hun døde, var en af de der lune forårsdage, hvor solen skinnede, og der var energi i luften. Meget idyllisk med fuglesang og blomsterduft.
Jeg havde træningstøj på; det havde jeg altid. Jeg var ved at få langt hår, så jeg så ret godt ud. Nede i fitnesscentret stod jeg tit og så mig selv i spejlet, og jeg kunne lide det syn, der mødte mig. Jeg var blevet stor; mine muskler var flotte, og jeg nærmede mig det atletiske, muskuløse, eliteudøver-ideal, som jeg stræbte efter. Skulle være endnu større og stærkere.
Jeg havde fået nyt job som kok på en bøfrestaurant, »Shoeney’s Big Boy«, og havde lige fået løn, så jeg var i højt humør.
Det var en god tid; og en smuk dag, der endte så forfærdeligt.
Jeg kørte forbi min far på campingpladsen for at sige hej. Han stod på parkeringspladsen, da jeg kom. Han var træt af at bo der, sagde han. Træt af alle de idioter, der også boede der. De rodede og larmede, mente han. Uden for vognene var der affald, faldefærdige stole, flasker og vasketøj.
»Jeg vil gerne flytte hjem igen. Her er forfærdeligt og alt for mange mennesker«, sagde han.
Min far, Ole, er dansker. Og danskere brokker sig altid.
Jeg vidste, at min mor også har fortrudt. Allerede få dage efter min far flyttede, følte hun sig alene; hun græd, og jeg måtte give hende et kram og trøste hende, fordi hun var ked af det.
Jeg gad normalt ikke at høre på hende, når hun var ked af det. Hun kunne jo bare lade være med at begynde skænderierne og blive så voldsom. Så jeg plejede at ignorere det og tage ud til mine venner i stedet. Jeg vidste, at når min far flyttede hjem, ville hun blive glad igen.
Jeg skulle til fest senere, så jeg kørte hjem. Skulle bare i bad og hente nogle ting, som jeg skulle have med. Min mor var hjemme, men jeg havde travlt, så jeg havde ikke lyst til at tale med hende. Hun var ensom og ville altid så gerne snakke. Lyste helt op, hver gang hun så mig.
Det var lang tid siden, at jeg havde set hende smile oprigtigt. Efter min far var flyttet, var hendes behov for omsorg og opmærksomhed vokset endnu mere, fordi hun var alene hele tiden. Jeg var næsten heller aldrig hjemme længere. Kom normalt kun for at spise og få vasket tøj.
Jeg stoppede op og sagde hej. Ville gerne gøre hende glad.
»Far siger, at han vil flytte hjem igen«, sagde jeg.
»Er det rigtigt?«
Hun smilede.
»Ja, jeg har lige været nede på campingpladsen og tale med ham. Han kommer hjem igen snart«, fik jeg sagt, inden jeg løb op på førstesalen til mit værelse.
Der var kun ét stort værelse og et badeværelse på første sal. Det var mit det hele. Værelset var plastret til med surfing-plakater, og på gulvet lå der vægtløfte og tøj over det hele. Jeg havde mit eget tv, VHS-maskine og stereoanlæg.
Telefonen ringede. Det var en pige, Tanya, som jeg havde mødt for et par uger siden til en fest. Ville gerne score hende, og hun havde sagt, at hun godt kunne lide langhårede fyre og syntes, at jeg var lækker.
»Er det hos Billy, at festen er i aften?«, spurgte hun.
»Hell yeah. Let’s have a party«, sagde jeg.
Billy boede i et stort, dyrt hus i vores by Maggie Valley. Det var næsten som et palads, og der var bjergudsigt. Hans far var en velhavende revisor, der var skredet fra moren, og nu boede han hos sin nye kæreste i en anden by. Huset i Maggie Valley var derfor der, vi alle sammen mødtes og festede. Jeg havde mit eget værelse der, og jeg havde drømt om at overtage det hele og blive herre i huset. Men jeg vidste godt, at det var et lidt længerevarende projekt.
»Hvad så, skal du ud og møde nogle piger i aften?«
Jeg kunne godt høre min mor nede fra stuen; hun grinede. Jeg svarede hende ikke. Pakkede bare hurtigt mine ting. Ledninger. Guitar. Ren bluse. Bånd.
Hun var stadig nede i stuen, da jeg skulle af sted. Jeg var for sent på den og kunne kun tænke på festen. Jeg havde dårlig samvittighed, for jeg hadede at komme for sent. Det havde min mor lært mig. At jeg skulle overholde mine aftaler.
Løb hurtigt ud i bilen med mine ting og skulle af sted. Men havde glemt mine nøgler. Løb ind i huset og op på værelset igen. Fandt dem med det samme. Nu skulle det gå stærkt.
Jeg løb ned ad trappen og så min mors smilende ansigt. Jeg vidste, at hun var glad, fordi min far ville komme tilbage. Hun ville snakke videre, kunne jeg se. Gik hen mod mig. Hun stod ved foden af trappen foran pejsen. Men jeg ville bare hurtigt ud af døren.
Jeg skubbede hende væk, da hun trådte et skridt frem mod mig.
»Jeg har travlt«, fik jeg sagt, idet mine hænder tog fat i hende og væltede hende til side.
Hun faldt, kunne jeg se i min øjenkrog. Som i slowmotion. Men jeg skyndte mig videre hen mod hoveddøren og kunne kun tænke på festen. Jeg hørte hende vælte bag mig. Men jeg havde ikke tid til at gå tilbage. Det var sket så mange gange før. Jeg puffede tit til hende og skubbede hende væk, når jeg ikke orkede, at hun kom for tæt på. Hun faldt nogen gange, og så hjalp jeg hende. Men ikke i dag. Jeg havde for travlt til at vende om.
I et sekund fik jeg følelsen af, at jeg måske havde skubbet lidt for voldsomt denne gang. Jeg var stor, 95 kilo og trænet og ikke altid bevidst om min styrke. Ligesom hvis man for sjov sloges med sine venner eller søskende og kom til at ramme dem lidt for hårdt. Lige gik over grænsen. Var lidt for voldsom. Og man stoppede op et splitsekund, men slog hurtigt tanken ud af hovedet igen: »Det var nok ikke noget.« Selv om man godt vidste, at man var gået over stregen. Sådan føltes det også, da jeg skubbede min mor.
Jeg tænkte ikke mere på det, da jeg var ude af døren.
Festen var fantastisk. En fantastisk nat. Vi var 50 mennesker hjemme hos Billy. Alle bilerne skulle parkeres; der var meget at holde styr på. Jeg havde skaffet fadølsanlæg og inviteret folk. Billy var ikke så god til at arrangere en fest, så det var mig, der havde stået for det hele.
Jeg spillede guitar og trommer, og vi spillede flere sammen på skift. Jeg drømte om at blive musiker, når jeg blev ældre. Havde lært mig selv at spille guitar, og jeg var ret god til det. Vi spillede kun heavy metal. Metallica, Megadeath og Slayer. Jeg var ret glad for at spille Guns N’ Roses’ »Paradise City«, specielt den anden del, hvor det bare gik amok. Vi jamede, mixede og spillede de bedste dele af sangen.
Normalt rørte jeg ikke alkohol, men jeg kunne godt finde på at ryge marihuana nogle gange. Men jeg røg ikke den aften. Spillede bare en masse guitar. Folk sad i flere forskellige rum, og jeg gik rundt og hyggede mig.
Tanya kom med en veninde. Ville gerne snakke med hende, men havde et ansvar; der var mange, jeg skulle tage mig af. Jeg var jo værten på en måde. Skulle sørge for at ølankeret blev skiftet og tale lidt med alle. Det var jo en stor aften; det var vigtigt med for min sociale status at organisere og holde gang i festerne.
»Jeg er ked af det; men jeg lidt travlt«, sagde jeg til hende og fik ikke talt mere med hende. Hun forstod det godt, og vi aftalte bare at ringes ved i stedet.
Det var tidligt om morgenen, da jeg ville hjem. Jeg havde altid bedst kunnet lide at sove hjemme, og jeg gad ikke feste mere. Jeg var tit vågnet op hos mine venner, og så ville jeg bare hurtigt hjem, så jeg kunne være ren og pæn og komme i bad og skifte tøj.
Jeg prøvede altid at komme hjem til mig selv og sove, så jeg kunne vågne op i min egen seng.
Der lå folk og sov rundt omkring i huset. Der var blevet festet igennem; flasker og glas over det hele, og jeg kunne høre musik fra et sted i huset. Festerne var blevet hverdag hos Billy; vi mødtes tit en flok og spillede musik. Der var altid masser af piger og masser af sprut og marihuana. Den rigtige atmosfære til at skabe et rock ’n’ roll-band.
Jeg tog mine ting og gik hjemad. Det var stadig mørkt udenfor.
Da jeg nåede hoveddøren og trådte ind i huset, gik jeg i chok. Det så helt forkert ud. Min mor havde ikke rejst sig. Hun lå på gulvet foran pejsen, nøjagtig som hun lå, da jeg gik. Jeg løb hen til hende. Hendes hoved og nakke var slap på en underlig måde. Hun så helt bevidstløs ud.
Det var som om, at jeg blev ramt af en bølge af følelser. De væltede ind over mig. Og samtidig frøs min krop. Afmagt, forvirring, panik og frygt.
Jeg havde aldrig set en død før. Kun på tv. Og langt inde i mig var der noget moralsk, der sagde: »Du brænder op i helvede.«
Jeg blev ved med at se min mors smilende ansigt for mig. Og nu død på gulvet. Der var ingen tvivl.
Jeg satte mig ned i sofaen. Kun få sekunder. Tankerne hamrede gennem mit hoved: Jeg skubbede hende; hun faldt. Kunne det virkelig være rigtigt?
Jeg måtte ud. Væk. Gøre noget. Have hjælp. Jeg løb ud af huset. Hoppede ind i min bil og kørte ned til min far på campingpladsen. Det var ikke mere end fem minutter væk. Han sad inde i vognen.
»Du skal hjælpe; du skal komme med«, sagde jeg.
Jeg råbte det bare. Kunne ikke stå stille. Kunne ikke sige mere. Han måtte komme med mig.
»Hvad er der galt?«, spurgte han flere gange, men jeg kunne ikke få et ord ud; min stemme var låst.
»Du skal selv se det. Kør med op til huset.«
Vi løb sammen hen til bilerne.
»Kom nu«, råbte jeg, mens jeg satte mig ind i min bil.
Han kørte bag mig. Jeg begyndte at græde. Det hele var så uvirkeligt. Jeg prøvede at få kontrol over mig selv. Trak vejret dybt. Flere gange. Men det hjalp ikke. Kunne ikke koncentrere mig.
Vi var ved huset få minutter efter. Jeg lod ham gå først ind.
Han trådte ind. Så hende. Hun lå så stille foran pejsen, og alligevel var det det voldsomste, jeg nogensinde havde set.
Min far løb derhen. Tog fat i hendes hoved. Mærkede efter puls. Han rejste sig op. Gik rundt i cirkler i stuen.
»Oh my god, oh my god, oh my god«, messede han.
Jeg sad som en sten i sofaen. Indvendig var jeg i panik. Men kunne ikke rejse mig. Jeg begyndte at græde endnu mere. Kunne ikke længere kontrollere det. Tårerne væltede bare ud.
»Oh my god, oh my god, oh my god«, sagde han stadig.
Han satte sig på knæ foran hende. Begyndte at bede.
»Det var ikke med vilje. Jeg vidste det ikke«, sagde jeg.
»Hun faldt jo. Jeg skubbede hende bare væk. Skulle forbi. Hun stod der og ville snakke. Jeg havde travlt. Hun var så glad, fordi du ville komme hjem.«
Min far sagde ingenting. Han bad stadig.
En enorm træthed skyllede pludselig ind over mig. Jeg kunne ikke overskue, hvad vi skulle gøre. Ville bare sove. Ikke et sekund tænkte jeg på at ringe til politiet. De er ikke mine venner, ligesom man opdrages til at tro til i Danmark. De var mine fjender, og jeg stolede ikke på dem.
Jeg tænkte på, når politiet var kommet i vores hjem på grund af husspektakler nogle gange. Når mine forældres skænderier havde taget overhånd. De gør det ikke bedre. Dengang de indlagde min mor, og det gjorde hende bare endnu mere pissesur, da hun kom hjem igen. Men det gjorde ikke noget godt for nogen.
Politiet var ikke retfærdigt, og de blandede sig altid i noget, der var intimt og privat. De ville bare anholde nogen, og det var jo ikke det, der var svaret på deres skænderier. Og det ville heller ikke løse noget nu. Jeg havde jo ikke gjort noget galt.
»Vi kan ikke gå til politiet«, sagde jeg til min far.
Han kiggede på mig. Rystede på hovedet.
Jeg gik i seng og sov ret hurtigt. Kunne ikke tænke klart. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Det vidste jeg. Men det var stadig ulovligt. Jeg var skyld i hendes død, og vi skulle tage en beslutning. Det skulle gå stærkt. Et lig skal behandles relativt hurtigt, inden det bliver virkelig besværligt at have med at gøre.
Alle mulige følelser hamrede rundt i min krop. Afmagt, forvirring, panik og frygt. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre.
Det var derfor, at vi kørte til stranden med hende få dage efter. Vi var enige om, at politiet skulle holdes ud af det. Vi havde kun talt om, hvor vi skulle begrave hende, og hvad vi skulle sige til andre. Vi besluttede at sige, at hun var rejst tilbage til Tyskland.
Der gik flere uger – måske måneder – før jeg forstod, at min mor var væk. Jeg savnede hende. Det var en stærk og voldsom følelse af sorg og tragedie. Jeg havde mistet noget, som jeg elskede, og som jeg aldrig ville se igen. Min mor.
Min far og jeg talte aldrig om det. Kun én gang da vi stod i stuen dagen efter hendes død. Vi aftalte, at uanset hvad der ville ske – skulle der endda komme en retssag – så ville vi aldrig nogensinde fortælle nogen, hvad der er skete med min mor. Det skulle holdes inden for familien.
Og alle dem, som havde en anden mening, og som ville retfærdiggøre, at de havde krav på at vide det; det var ikke deres fucking business.