Jeg arbejdede hårdt. På byggepladsen og som morgenvagt på en restaurant og aftenvagt på en anden. Desuden havde jeg nærmest ryddet et mindre skovareal for træer. Min far og jeg fortsatte vores liv uændret med at stå op hver morgen og gøre, som vi altid havde gjort. Jeg tænkte på, at min mor ville have været så stolt, hvis hun havde oplevet mig. Jeg knoklede og tjente penge, og jeg ville gerne have vist hende, hvor dygtig jeg var.
Det gjorde ondt i maven, og jeg blev tit ked af det. Følelsen dukkede op ud af det blå hele tiden. Savnet. Så arbejdede jeg bare endnu hårdere for at glemme. Ville ikke tænke på det. Så jeg gemte følelsen væk og kunne til sidst heller ikke mærke noget.
Jeg tænkte aldrig på det, der konkret var sket. Jeg følte det mere som en konstant forvirring, havde ikke ro i kroppen, kunne ikke fokusere ordentligt på mit mål. Fordi hun var væk; ikke fordi jeg syntes, at jeg havde gjort noget galt, og jeg frygtede ikke politiet; min samvittighed var god. Men smerten over at have mistet var frygtelig. Jeg spillede ikke musik i en måned.
Jeg fik aldrig lagt det rigtig på plads. Min mor. Det blev som en kræftsvulst, der aldrig blev behandlet. Satte sig i kroppen og forsvandt først mange år efter. Det er ikke sundt at fortrænge.
Men dengang mærkede jeg ingenting. Jeg havde gemt det hele væk. Ignorerede det, hvis jeg pludselig fik en trist følelse.
Min far havde det elendigt. Selv om vi aldrig talte om det, kunne jeg se på ham, at han var lammet, forvirret, ødelagt. Han arbejdede fire dage om ugen, ti timer ad gangen, og det sled også på ham.
Vi kendte næsten ikke hinanden, men blev tvunget til at holde sammen. Han flyttede hjem, så vi kunne bo sammen i huset, og vi talte ikke om min mor. Kom aldrig lige til at nævne hende. Men hun var til stede alligevel, mellem os og i hele huset. Det var et spørgsmål om tid, før vi blev nødt til at flytte igen. Vi kunne ikke bo der.
»Det er ikke sket«, sagde jeg til mig selv, »min mor er flyttet hjem til Tyskland. Jeg kan bare tage over og besøge hende, hvis jeg har lyst.«
Vi blev i North Carolina sommeren over. Så måtte vi videre. Det kunne vi ikke i det hus, hvor der var så mange minder. »The show must go on«, sagde jeg til min far.
Vi forlod huset, som det var. I efteråret 1991. Det ville koste for meget at sælge det, blev vi enige om. Det skulle sættes for meget i stand, før det kunne sælges, så der var ingen penge at hente. Så vi lod det stå. Min far flyttede til Florida. Tilbage til varmen.
I løbet af sommeren havde jeg mødt en pige, der boede og læste på universitetet i Raleigh i North Carolina, så jeg flyttede med hende. Shannon hed hun. Hun var servitrice på en af de restauranter, hvor jeg også arbejdede. Det var en noget impulsiv beslutning. Jeg skulle bare væk.
Shannon studerede, og hun boede i en super lækker lejlighed med sin veninde. Deres forældre betalte. Jeg fik et job som kok på en restaurant til seks dollars i timen. Det var mange penge, syntes jeg. Jeg styrketrænede stadig meget, og det var dyrt at spise sundt og varieret, men nu kunne det lade sig gøre, fordi jeg kunne spise gratis på restauranten, og deres udvalg var stort.
Min far kom på besøg nogle måneder senere. Han så sund ud. Solbrændt og virkede glad. Han havde lejet et lagerrum i Orange Beach, hvor han kunne køre sin campingvogn ind, og så kunne han bo der. Der var plads til mig, sagde han. Jeg kunne bare rulle et tæppe ud i lagerrummet og stille nogle møbler, så var det et fint hjem. Kostede kun 200 dollars om måneden, og der var rent vand og elektricitet.
Vi gik på stripklub. Min far, Shannon og jeg. Det ville hun godt prøve, havde hun sagt. Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun kunne lære at strippe, så hun kunne tjene mange penge på det. Jeg ville hade at skulle dele hende med andre, men økonomisk ville det være en fordel for både hende og jeg. Det ville hun ikke, sagde hun.
Jeg vidste også, at jeg ville væk. Tilbage til Florida. Det lød som et godt sted, min far havde fundet. Shannons veninde virkede også træt af, at jeg boede der. Hun var nogle år ældre end jeg, og jeg var for ung og uinteressant for hende.
Jeg tog med min far, da han kørte. Shannon græd.
Min far arbejdede ikke. Hans helbred var begyndt at svigte endnu mere. Vi vidste stadig ikke, at det var sukkersygen. Han begyndte at brokke sig over varmen, da foråret kom. Jeg surfede igen og havde hurtigt lært mange nye mennesker at kende. Jeg arbejdede blandt andet på Pizza Hut, og der var en kæmpe buffet, så jeg kunne fortsætte mine varierede og gratis måltider. Min far og jeg talte om at åbne vores egen restaurant; markedet var godt, vurderede vi. Et sted, hvor vi kunne sælge sandwiches og pizza.
Det var en fantastisk idé. Af tre årsager. På en restaurant gør man folk glade ved at lave det bedste af det bedste mad. Jeg ville gerne gøre andre glade og yde den bedste service. Og så handlede det selvfølgelig om ego og penge. Jeg ville gerne være den bedste, og jeg vidste, at jeg ville være dygtig til at skabe min egen forretning. Den økonomiske fortjeneste gav sig selv. Jeg kunne tjene styrtende med penge.
Vi tog på tur for at finde det helt rigtige sted at åbne en forretning. Min far var glad for at komme lidt væk. Dagene var begyndt at blive lange for ham. Vi var i Vegas, Reno, Knoxville, Amarillo, Dallas, Phoenix, Lake Tahoe, Chicago og en masse små byer. Beliggenheden var altafgørende. Vi kørte med campingvognen og stoppede, når vi ville.
Den 1. november 1991 var min mors lig blevet fundet. Men det anede vi intet om. Orkanen Andrew raserede i slutningen af oktober, og den havde revet min mor op af graven. Nogle tilfældige forbipasserende fandt hende på stranden. De identificerede hende ikke før maj 1992, og vi blev eftersøgt.
Politiet fandt os kort tid efter. Vi var kørt til North Carolina for at hente min fars værktøj i Maggie Valley. De stoppede os i bilen, da vi havde været på posthuset. Tilbageholdt, men ikke anholdt. De gennemsøgte vores campingvogn og afhørte os om min mors død. Vi holdt fast i, at vi ikke kendte noget til det. Hun var rejst til Tyskland, havde forladt os. Vi fik lov til at gå, men måtte ikke forlade staten.
Så meldte panikken sig hos os. Den samme sindssyge tilstand, som da min mor var død. Hvor man ikke tænker, bare handler. Vi ville ud af landet, var trætte af USA, sagde vi til hinanden. Vi kørte til Michigan og derefter til Toronto. Havde taget en masse penge med os.
Jeg kunne ikke se det rimelige i, at staten skulle blande sig i noget, som var privat. Så selvfølgelig gjorde jeg alt for at slippe. Jeg ville ikke i fængsel for noget, der var en ulykke. Noget, der var privat.
Jeg vågnede den 6. juni 1992 ved, at der blevet stukket et maskingevær i mit ansigt. »Don’t move, don’t move«, blev der råbt og skreget. Der stod mænd fra politiets specialenhed på hele værelset. Vi var på et lufthavnsmotel i Toronto. Havde købt flybillet til London. Planen var, at vi ville tage videre til Danmark. Og så måske Australien bagefter. Jeg kunne høre min fars stemme bag mig: »Oh no, oh no, oh no.«
Det kunne godt se ud som om, at vi ville flygte. »Men har man ikke også ret til det?«, tænkte jeg. Vi skulle gøre, hvad der var bedst for os, og jeg følte, at vi var cowboys i det gamle Vesten på vej ud af byen.
Min far og jeg blev sat i fængsel. Min fars søster betalte kaution for min far, så han var ude efter en uge. Mig ville hun ikke betale for, og det var en meget voldsom oplevelse for mig at være i fængsel for første gang. Betjentene tog mit tøj og alle mine ejendele. Og jeg skulle sove sammen med alle mulige mennesker, jeg ikke kendte. Der var mange, der snorkede, og jeg kunne ikke holde det ud. Det var jo ikke mennesker, jeg havde valgt at bo sammen med. Hele mit liv var taget fra mig.
Jeg sad tre måneder i Toronto, så blev både min far og jeg fløjet til North Carolina, og min far blev fængslet igen. Politiet hentede os i privatfly.
»Jeg slår jer ihjel, hvis I prøver på noget. Det har jeg ret til. Jeg er loven«, sagde den agent, der eskorterede os ombord.
Vi skulle sidde i fængsel, indtil retssagen gik i gang. Der blev sat kaution på 100.000 for hver af os. Det var for mange penge, så vi var i fængsel sammen i næsten et år, mens vi ventede.
Vi var cellekammerater, min far og jeg. På den måde at man sover en og en, og så om dagen bliver man lukket ud til de andre i et rum. Vi var nogle gange 15 mennesker sammen; andre gange 25. Det var forskelligt. Tre gange om dagen var der mad. Vi kunne spille skak eller kort. Og en halv time om dagen blev vi lukket udenfor i et bur, hvor vi kunne gå rundt.
Jeg var sur. Rasende over at have fået taget min frihed. Jeg drømte bare om alt det, der var på den anden side af muren. Om hvor mange penge jeg skulle tjene, og hvor mange piger jeg skulle score, når jeg kom ud.
Jeg lærte min far at kende. På en helt ny måde. Vi havde mange lange snakke, og jeg fandt ud af, at han slet ikke var den taber, som jeg havde troet. Han fortalte mig om sin opvækst, og hvordan han var tvunget til at arbejde som ti-årig. Hvordan han havde drømt om et stille og dejligt liv, og det var hans ambition med livet. Det var det, han havde knoklet for hele tiden. Det var hans mål, og han havde nået det. Da han fandt min mor, og da de fik mig. Han var i virkeligheden meget ambitiøs, men det havde jeg aldrig set, fordi hans mål var så langt fra mine. Men han var en god mand, opdagede jeg. Det var værd at respektere.
Det var på en måde mig, der havde fået ham i fængsel. Men det havde jeg ikke dårlig samvittighed over. Han vidste godt, at det var en ulykke. Og han havde samme indstilling som mig: Det skulle bare overstås. Vi kunne ikke ændre på, hvad der var sket.