Tjente kassen på naive,
forelskede kvinder
Jeg havde store forventninger til min tv-debut i 1994. Men det blev klippet forkert, synes jeg. Der var ikke nok om, hvordan jeg trænede, hvordan jeg studerede, hvordan jeg spillede musik. Det var ikke nuanceret. Det var redigeret alt for meget, så helheden forsvandt. Nu var det mere bare mig, der sad og fremsagde et digt og malede mit ansigt. Det var kun i få sekunder, at man hørte min musik. Slet ikke nok til at blive berømt rockstjerne.
Jeg havde tilladelse til at ringe til min far i Danmark en gang om ugen, og da jeg ringede efter udsendelsen var blevet vist, sagde han bare:
»Er du blevet sindssyg?«
Jeg prøvede at forklare ham om underholdningsværdien. Om at chokere. Om det altafgørende i at blive husket. Det forstod han ikke. Han har aldrig haft evnen til at tænke stort.
Efter skuffelsen over redigeringen havde lagt sig, var jeg alligevel godt tilfreds selv. Det var bedre end ingenting. Og det bedste var, at der var danske kvinder, der begyndte at skrive til mig. Jeg tror, at jeg fik breve fra 30 forskellige efter den udsendelse. De skrev alle sammen og spurgte, hvordan jeg havde det, om jeg var okay, fordi de havde set mig i fjernsynet. Jeg tænkte, at det var en udmærket måde at tjene lidt penge på.
Jeg skrev tilbage til alle. Indholdet var forskelligt, men budskabet det samme hver gang: »Hjælp mig. Send penge. Jeg elsker dig.«
Fordi jeg var dansk statsborger, fik jeg gratis frimærker i fængslet, og de kunne lige så godt blive brugt til noget fornuftigt.
Min taktik var selvfølgelig ikke at være så direkte. De første breve handlede om alt mulig med, hvordan jeg havde det. Hvad jeg følte. Hvor hårdt det var at sidde i fængsel. Hvor meget jeg savnede at være på den anden side af muren. Hvor meget jeg længtes efter en smuk kvinde. Og så lod jeg undervejs som om, at jeg forelskede mig i dem. Og bad dem sende penge. Det var en ret god forretning.
Jeg bildte dem ind, at jeg havde brug for penge til mad, til advokatbistand, fordi jeg var blevet dårligt behandlet, til fængslet, hvad som helst. De kendte jo ikke forholdene og vidste ikke, hvad der var rigtigt og forkert.
Der var dog nogle, der var så grimme, at jeg ikke kunne holde ud at tænke på, at jeg skulle lyve om følelser og forelskelse. Og de fik med det samme et brev om, at jeg manglede penge. Det gav mig lidt dårlig samvittighed, for grundlæggende bryder jeg mig ikke om at lyve og bedrage. Men hvis det tjener et højere formål, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg tænker, at det er det samme, som hvis man er muslim, og Koranen siger, at man ikke må spise svinekød. Men hvis man er sulten nok, kan man jo blive nødt til det.
Der var en del kvinder, der med det samme meldte fra. De ville ikke sende penge, og så var der ikke nogen grund til at skrive tilbage til dem.
Jeg sparede meget op. Havde ikke rigtig noget at bruge penge på i fængslet. Lidt ekstra mad, pizza, bøfsandwiches. Men jeg arbejdede jo også i køkkenet, så jeg fik egentlig rigeligt. Da jeg nogle år senere kom til Danmark, var det med 27.000 dollars på lommen. Det var udelukkende penge fra kvinder. Som jeg havde knoklet for. Min hånd havde været i krampe af at skrive breve. Min iværksætterånd var i gang med at blomstre. Jeg var hundrede procent forretningsmand. Fik en masse ud af ingenting.
Jeg kunne bedst lide Tina. Hun var smuk og sendte mange penge. Jeg havde selvfølgelig en lille smule dårlig samvittighed over alle de penge, som hun sendte, og som bare røg ind på min konto. Men jeg tænkte, at hun måske kunne være min nye start på livet, når jeg blev løsladt. Et godt redskab til at komme i gang på.
Tina var 31 år og fraskilt. Hun boede i Måløv med sin datter. Det med datteren havde jeg ikke lige planlagt. Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som stedfar eller far. Men jo mere jeg alligevel tænkte over det, kunne jeg godt lide idéen, og den vækkede nye følelser i mig. Jeg fik lyst til at være familiefar, at få en ny rolle.
Når man er gift og har børn, så får man en ny status. Det er det rigtige at gøre, og folk taler til en på en anden måde, tænkte jeg. Med mere respekt. Jeg følte mig lige pludselig meget interesseret i at komme i gang med at få en familie; det var vel en del af min naturlige personlige udvikling fra teenagedreng til moden mand.
Brevene, som Tina sendte, virkede meget oprigtige. Hun skrev, at hun tænkte på mig hele tiden. At hun savnede mig. Og så skrev jeg tilbage, at jeg også tænkte på hende hele tiden, og at jeg også savnede hende. Det var ikke så svært at gøre hende vild med mig.
»Jeg er blevet forelsket i dig. Jeg elsker dig. Jeg kan ikke holde ud kun at høre din stemme længere. Jeg vil have mere«, skrev hun.
Jeg havde fået lov til at ringe til hende nogle gange, og i vores samtaler fortsatte jeg samme bedrag. Jeg sagde alt det, jeg vidste, at hun ville høre. Og jeg løj om, at det var meget hårdere, end det var. At jeg var ked af det hele tiden. Det vækker omsorg hos kvinder, og hvis de tror, at deres mand har det skidt og har brug for penge, jamen så skaffer de jo nogle penge. Og hun var helt besat af mig, af kærlighed, kunne jeg mærke.
Vi havde skrevet sammen i et år, da jeg mødte hende første gang. Der havde jeg allerede besluttet mig. Udsigten til at komme til Danmark uden at have et sted at starte virkede uoverskuelig. Jeg ville gerne have et økonomisk fundament, der kunne være et springbræt til et nyt liv. Det var derfor oplagt at fri til hende.
I gamle dage giftede man sig også af økonomiske årsager. Hvis pigen havde en god familie med en sund økonomi, så var hun et godt parti. Der handlede det heller ikke om kærlighed. Så jeg kunne ikke se noget galt i det. Jeg vidste ingenting om livet.
Jeg havde set billeder af hende og vidste, at hun var en meget smuk kvinde. Men da hun stod ved fængselsporten til Brown Creek-fængslet, kunne jeg alligevel mærke, at mit hjerte bankede hurtigere.
»Der er hun, og hun er min«, tænkte jeg.
Tina var taget med min far til USA. Han stod ved siden af hende. Jeg havde første fået besked om deres ankomst dagen før, fordi posten var forsinket, og jeg havde med det samme kontaktet fængselspræsten og fået brylluppet arrangeret. Vi havde skrevet om, at vi skulle gifte os, når jeg kom ud, så jeg vidste, at hun ville være indstillet på det.
Jeg var nervøs lige inden. Ikke over frieriet eller at skulle se hende første gang. Det er bare naturligt, når man sidder i fængsel, og hverdagen er ensformig. Det gør, at man bliver mere sensitiv over for impulser. Jeg har det stadig sådan i dag. Hver gang jeg får besøg, uanset hvem det er, så er det noget, der afviger fuldstændig fra resten af min dag, og jeg bliver spændt hver gang.
Jeg var meget tilfreds med hende. Hun havde det der lysebrune hår og kæmpestore blå øjne med lange øjenvipper. Den måde hendes cowboybukser sad på. Og flotte bryster. Jeg kunne have siddet og gloet på hende i evigheder. Hun var fantastisk smuk.
»Vi to skal giftes«, sagde jeg næsten med det samme.
Hun smilede til mig. Jeg kunne se, at hun var helt vild med mig. Hun sagde ja. Når først man gifter sig med en kvinde, så er de glade og føler sig trygge. Det skulle blive godt, når jeg kom til Danmark. Jeg tænkte, at jeg ville gøre det forbi med hende, så snart jeg havde fået gang i mit eget liv.
Jeg havde søgt fængselsinspektøren om udvidet besøg i forbindelse med vielsen. Vi blev gift den 20. marts 1996, og efterfølgende fik vi fem dages besøg i træk. Kun i arbejdstiden, og der skulle være en betjent til stede hele tiden. Vi måtte ikke røre hinanden. Lige da vi var blevet gift og sagt ja, fik vi lov til at give hinanden et kys. Ét kys.
»Kan du ikke bare vende ryggen til? Jeg skal bare have et minut«, havde jeg sagt.
Men det ville han ikke.
Jeg prøvede også flere gange at overtale de betjente, der overvågede vores besøg, til at kigge væk.
»Hun har penge. Du kan få penge, hvis du bare vender dig. Eller bare ikke siger noget.«
Jeg var ligeglad med, om de skulle sidde og kigge på. Bare de ikke sladrede.
Men ingen af dem var til at rokke. Og jeg hungrede efter at røre ved en kvinde. Én gang troede jeg, at vagten var uopmærksom, og på et splitsekund fik jeg rakt armen frem for at hive hendes nedringede bluse til siden. Jeg måtte bare sutte et bryst. Smage det.
Vagten var ikke uopmærksom, og jeg fik 20 dages isolation.
Tina besøgte mig fire gange, mens jeg var i USA. Hun havde sin datter og sine forældre med en af gangene. Hun var glad og glædede sig til, at jeg skulle komme hjem til hende i Måløv. Så skulle vi være sammen altid, have børn og et dejligt liv sammen. Hun var rolig over udsigten til et godt liv, og jeg var rolig ved tanken om, at jeg kunne bo hos hende uden at betale husleje og regninger, så jeg kunne spare mine egne penge op bag hendes ryg. Efter vi blev gift, sendte hun endnu flere.
Det gjorde Gitte også. Hun sendte næsten lige så mange. Hun var en anden, som jeg også lod som om, at jeg var forelsket i for at få penge.
Var det ikke blevet Tina, var det blevet Gitte. Jeg havde allerede luftet tanken om giftermål for hende i mine breve, og det ville hun gerne.
Gitte skrev også lige efter tv-udsendelsen. Og jeg kørte nøjagtig det samme forløb med hende som med Tina. Kvinder vil så gerne have kærlighed, og det var nemt for mig at spille forelsket i flere på en gang, når jeg sad i et fængsel langt væk.
Hun var 26 år og også enlig mor, Gitte. Hun sendte mig masser af penge. Mange, mange tusinde kroner. På et tidspunkt overførte hun et beløb på 30.000 kroner, fordi jeg havde bildt hende ind, at jeg skulle have ny advokat, og det var en dyr affære. Det forhold kunne ikke være mere falsk og manipulerende, men hun åd alle løgnene, og jeg var ligeglad
Gitte troede selvfølgelig, at vi var kærester, og man hjælper sin kæreste, der er i knibe og har brug for en ny advokat. Hun tog et banklån for at kunne give mig pengene, læste jeg senere i avisen, da hun havde opdaget bedraget og blev interviewet om, hvor rasende hun var.
De 30.000, som Gitte tog et lån for at give mig, gik direkte til nyt tøj og ludere, da jeg kom til Danmark med hele min hemmelige opsparing. Det har jeg det ikke skidt med. Hun valgte det jo selv.
På et tidspunkt havde hun også opsagt sin lejlighed for at flytte ned på et klubværelse ved siden af min fars i Hellerup. Så hun kunne komme tættere på mig på en måde og lære min far at kende. De var jo en slags familie, tænkte hun, når vi nu skulle giftes, når jeg kom til Danmark.
Min far sagde ingenting, men han syntes, at jeg opførte mig idiotisk. Han var dog god nok. Blandede sig udenom og stillede ikke spørgsmål. Han kom nogle gange med en bemærkning om, at det ikke var helt i orden, men sagde intet til kvinderne. Det har han altid været for loyal til. Da jeg blev gift med Tina, fortalte han det til Gitte. Jeg havde sagt, at det måtte han gerne. Hun blev rasende og afbrød forbindelsen. Flyttede sine ting med det samme og gav aldrig lyd fra sig.
