En morders bekendelser

Jeg endte med at sidde i fængsel i USA i seks år, elleve måneder, tre uger og fem dage. Skulle løslades den 19. april 1999, havde jeg fået at vide. Først skulle jeg dog sidde i myndighedernes varetægt, inden jeg kunne sendes ud af landet. Det var ligesom, da Stein Bagger skulle udleveres til Danmark. Der skulle han også vente først. Man bliver ikke bare sådan lige sendt fra fængslet og ud af landet, men skal sidde i en slags detentionscelle først.

I mit tilfælde blev løsladelsen udskudt og udskudt, og ventetiden var hæslig. En del af udskydelsen var også min egen skyld. Jeg sad først i sådan en stor celle sammen med 40 andre, og de var frygtelige at sidde sammen med. De larmede og råbte, og det var ikke til at holde ud.

Da jeg havde siddet der fire uger, sagde jeg, at jeg overvejede at begå selvmord. Jeg vidste, at hvis man sagde det, så ville man få sin egen celle, og så slap jeg for at høre på dem hele tiden. Jeg vidste også, at der arbejdede nogle ret flotte kvinder oppe på den afdeling.

Bagsiden var dog, at jeg blev stemplet som ’selvmordstruet’, og det forsinkede min løsladelse endnu mere. Jeg prøvede at overbevise dem om, at det bare var noget, jeg havde sagt, men jeg sad der yderligere to uger, før jeg fik lov.

Og så skete det endelig. Den 4. juni 1999 klokken otte om morgenen stod jeg i Københavns Lufthavn, Kastrup.

Jeg blev modtaget af en dansk politikvinde.

»Velkommen til Danmark. Du er en fri mand«, sagde hun. Sådan en smuk kvinde kunne få mig til at respektere loven.

Jeg havde et midlertidigt pas, sådan et lille kort, jeg skulle vise. Der var lang kø ved kontrollen, men de tog mig hele vejen uden om køen, så jeg kunne komme ud til min far og Tina, der ventede i ankomsthallen. Det var helt VIP-agtigt, og jeg følte mig som en rockstjerne, der lige var kommet til i et nyt land og skulle give koncert. Fantastisk.

Friheden følte jeg allerede i flyet. Der var to agenter til at ledsage mig hele vejen. Det var normal procedure. Jeg var i håndjern i lufthavnen, og det var okay. Nogle ville måske synes, at det var ydmygende, men det kommer an på, hvordan man vælger at se det. Man kan være flov over det, eller også kan man tænke, som jeg gjorde:

»Se på mig; her kommer jeg.«

Om lidt ville det være mig, der kunne gå frit rundt i en lufthavn, hvis jeg ville det.

Men da vi kom ombord på SAS-flyet fra New York til København, tog de håndjernene af mig. Jeg spurgte, om jeg måtte gå på toilettet alene.

»Selvfølgelig«, sagde de, og jeg gik gennem hele flyet alene og følte mig fri.

Vi var kommet ombord først, for sådan er reglerne, når man flyver med straffefanger. Stewardesserne vidste derfor godt, at jeg var fængslet. Den ene kom hen og spurgte, om jeg ikke ville have noget ekstra mad. Det ville jeg gerne, og hun kom med et stort stykke laks.

Jeg følte mig som den største mand. Endelig fri. Der var smukke kvinder omkring mig og smukke stewardesser, der kom med laks. Nu skulle jeg bare leve livet. Tjene en masse penge, have opmærksomhed og score alle de lækre kvinder.

Tina ville ikke have min far med hjem. De stod der begge to, da jeg kom ud. Jeg fik et kæmpe knus af dem begge, og Tina trak mig til side.

»Han skal ikke med. Jeg vil have min mand med hjem«, sagde hun.

Jeg syntes ikke, at det var særlig fedt at skulle sige til min far, men jeg gik hen til ham og sagde, at jeg var træt, og at vi måske kunne ses dagen efter.

Han så skuffet ud, men smilede alligevel. Selvfølgelig kunne vi da det.

København så meget lille ud fra taxaens vinduer. Det skulle være en international by, tænkte jeg. Men vejene var så små, og husene lave. Jylland havde set meget større ud, end jeg havde forventet, da jeg så det oppe fra flyet. Og meget grønt. København var sådan en miniputstorby.

Hun var helt oppe at køre, Tina. Havde først fået at vide, at jeg kom hjem en time før, jeg landede. Måske skyldtes det tidsforskellen, og at de ikke ville vække hende midt om natten. Jeg ved det ikke. I hvert fald var hun helt fyr og flamme og snakkede løs: Hun havde ikke forberedt noget, og havde ingen planer om, hvad vi skulle lave. Kun at nu skulle jeg se mit nye hjem, og ih, hun var så glad.

Jeg var helt udmattet. Havde været syg med influenza de sidste uger i USA, så jeg var også afkræftet. Og træt efter flyveturen. Allerhelst ville jeg bare sove.

Lejligheden i Måløv var, som lejligheder er. To soveværelser, en stue, køkken og badeværelse. Det bedste var altanen, hvor morgensolen ramte. Man kunne godt se, at der boede to piger der. Tinas datter var teenager, og lejligheden var fuld af sådan noget, som kvinder godt kan lide. Lyse farver og pynt over det hele.

Jeg vidste, at jeg nok skulle få malet om og rykket rundt, når jeg først kom på plads. Og hvis vores planer om at få børn holdt stik, så ville vi alligevel flytte i et hus, som jeg selv kunne indrette, som jeg ville. Et hus er det rigtige at bo i, synes jeg. Man er sin egen herre.

»Den er meget god at starte på, men godt jeg ikke skal bo her resten af mine dage«, tænkte jeg.

Tinas datter var hjemme. Hun så helt skræmt ud, da hun så mig. Det var lang tid siden, at hun havde set mig sidst. Jeg havde tabt mig efter influenzaen, mit skæg var ved at blive langt, og min hud så bleg og usund ud.

»Giv mig lige et stykke tid, så skal jeg nok komme til at se normal ud. Jeg skal bare lige barberes, have lidt farve og noget nyt tøj. Jeg skal nok lade være med at genere dig«, sagde jeg til hende.

Det er vigtigt, at man ikke er til besvær, når man bor sammen med unge mennesker. Det vidste jeg jo fra mine egne forældre.

Jeg sad i lejligheden og kiggede rundt i den første times tid. Mit nye hjem. Tina ævlede om, hvad jeg ville have at spise, om vi skulle gå en tur, og hvad jeg syntes om lejligheden.

»Den er fin«, sagde jeg, »jeg vil faktisk bare gerne sove.«

Det var i orden, men jeg skulle først lige se noget tøj, som hun havde købt til mig. Jeg kunne ikke passe det. Sidst hun havde set mig, havde jeg været meget større, og det hang på mig. Jeg fik lov til at tage en lur, og så kunne vi gå tur senere.

Hun kunne godt lide at gå tur, fandt jeg ud af. Med sin mand. Og hun kunne også godt lide at køre i bus med mig. Offentlig transport. Hånd i hånd.

Jeg hader begge dele.

Jeg kunne ikke sove, selv om jeg var helt udmattet. Tog et bad i stedet. Jeg lagde mig tilbage i sengen og blundede. Da jeg vågnede om eftermiddagen, var det tid til Ballerup Centret. Jeg fik noget nyt tøj, og jeg tænkte kun på at sove hele tiden. Vi gik forbi en smørrebrødsforretning på vej hjem. Roastbeef med remoulade og ristede løg. Det blev mit første måltid i Danmark.

Jeg var stadig helt smadret og ikke rigtig til stede. Vi havde sex på et tidspunkt. Det var noget, vi havde talt meget om og havde glædet os helt sindssygt til. Men nu var jeg bare træt. Det var okay sex, men jeg havde ikke specielt meget lyst.

Tina arbejdede på et kontor sammen med nogle ældre, grimme damer, der alle sammen røg cigaretter. Hun tog fri i en uge, hvor hun viste mig Måløv og Ballerup Centret, og vi tog til København sammen. Efter den uge var jeg på egen hånd. Det hele var nyt. Jeg forstod ikke sproget. Sad og zappede på fjernsynet og så svenske, tyske og danske kanaler, men fattede ingenting.

Jeg havde lært at sige »tillykke med fødselsdagen«, fordi vi skulle til Tinas brors fødselsdag et par dage efter, jeg var kommet. Men det var det eneste, jeg kunne. Det var som om, at jeg var på en fremmed planet.

Det var et dyrt land. Jeg så priserne allerede i lufthavnen. Og bilerne var dyre. Det var det første, jeg tænkte på, at jeg ville have. Men jeg havde ikke dansk kørekort, og det skulle man åbenbart have for at købe en bil. Jeg forstod det ikke. Sådan var det ikke i USA.

Det var ikke fordi, jeg savnede USA. Jeg savnede at være en stor mand, en alfahan, og det kunne jeg ikke, når jeg ingenting vidste. Jeg skulle begynde forfra, og det irriterede mig. Men jeg havde ambition og motivation. Drømmen ville blive realiseret for enhver pris. Jeg lærte om dansk politik, og jeg remsede op: Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, Radikale, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten. Det fordybede mig i viden om det danske samfund.

Tina og hendes familie tog faktisk rigtig pænt imod mig, og jeg droppede planen om at skride fra hende med det samme. De var gode mod mig. Hendes mor og far boede i et hus i Ballerup, og der kunne vi komme så tit, vi ville, og jeg kunne låne deres bil. At jeg kun havde amerikansk kørekort, afholdte mig ikke fra at køre bil. Det eneste rigtige transportmiddel.

Tinas familie havde fået forklaret forskellen på mord og uagtsomt manddrab, så jeg hørte ingenting for, at jeg havde siddet i fængsel. Der var heller ikke nogen, der genkendte mig nogen steder. Det tv-program var glemt for længe siden.

Vi var oppe på kommunen på et tidspunkt. For at få lov til at beholde Tinas boligtilskud. Jeg havde lånt noget tøj af Tinas far, der sad alt for stramt. Tina havde bestemt, at jeg skulle se ordentlig ud og ikke sidde i træningstøj. Jeg syntes selvfølgelig, at vi skulle lyve og sige, at jeg ikke boede hos hende, så vi kunne få nogle flere penge, men det ville Tina ikke gå med til. Hun var meget ordentlig med den slags.

»Han sad i fængsel i USA i syv år«, sagde hun på et tidspunkt.

Jeg kiggede på hende. Hvad fanden havde hun gang i?

»Har du siddet i fængsel?«, spurgte damen på socialkontoret.

Hun løftede det ene øjenbryn og kneb derefter øjnene sammen. Jeg kunne se, at hendes syn på mig allerede var ændret.

»Nej, selvfølgelig ikke«, svarede jeg.

»Jo, han har siddet inde for uagtsomt manddrab«, sagde Tina.

Hun begyndte at forklare damen om forskellen på mord og uagtsomt manddrab. Jeg tænkte, at hun var idiot. Hvorfor skulle hun nu sige det, når vi kunne lyve og få flere penge?

Hun kunne selvfølgelig ikke få boligtilskud, og vi gik igen. Jeg var rasende. Var hun dum? Men Tina holdt fast i, at man skal overholde reglerne. Pia Kjærsgaard burde bruge hende som eksempel på en mønsterborger.

Den første tid i Danmark brugte jeg lang tid på at kigge på kvinder. Jeg elsker at kigge på kvinder. De behøver ikke lave noget seksuelt. Måske går de bare sammen på gaden eller står og venter på bussen. Jeg kigger på deres krop og drømmer mig væk.

Der var en tøjbutik i Ballerup Centret, hvor jeg altid sad og kiggede. Der arbejdede kun lækre unge piger. Når de begyndte at støvsuge og lukke ned, satte jeg mig på bænken overfor. De bøjede sig fremover, når de støvsugede.

Nogle gange sad jeg også på Valby Station. Der kommer tog hvert tredje minut. Masser af smukke kvinder. Jeg talte ikke med nogen af dem. Efter jeg kom til Danmark, fandt jeg ud af alt det, der også følger med danske kvinder. Deres brok og hysteri og forventninger. Så er det rarere bare at kigge på dem. En dansk kvinde kan ødelægge meget, når hun åbner munden.

Jeg fandt også ud af, at der er mange smukke kvinder, der arbejder på hospitaler. Så tog jeg på Rigshospitalet eller Hvidovre Hospital og fandt en rullestol på gangen. Satte mig med et tæppe over lårene, så jeg lignede en patient. Og så kiggede jeg bare på dem. Sygeplejersker har sådan nogle flotte, hvide uniformer, som man kan se igennem.

En dag kørte jeg rundt efter to af dem, og de opdagede mig, fordi de havde set mig før.

»Ej, hvor er han klam«, hørte jeg den ene sige.

De blev sure.

Jeg syntes, at det var mærkeligt. For jeg havde altid troet, at bare man så godt ud, havde pænt tøj på, duftede godt og var nybarberet, så gik det meste.

Det var svært at komme ud i friheden. Nyt land. Nye regler. Ny kvinde. Men jeg vidste, at jeg nok skulle få styr på det hele med tiden. Jeg troede på mig selv.