Jeg glædede mig til, at jeg skulle have et barn. På et tidspunkt truede Tina med abort, fordi vi var oppe at skændes. Og der kunne jeg for første gang mærke det langt ned i maven.
»Du skal ikke dræbe mit barn. Du ødelægger mine geners mulighed for at formere sig«, skreg det inde i mig. Det var mit barn.
Hun gjorde heller ikke alvor af truslen, og i maj 2000 fødte hun mig en søn.
Det var tidligt om morgenen, da hun vækkede mig og sagde, at vandet var gået. Jeg var så snu, at jeg havde planlagt det hele, forudset at der kunne være trafikprop. Så det skulle gå stærkt. Jeg ringede efter en ambulance.
»Hjælp mig, hjælp mig, der er en gravid kvinde, der skal føde.«
»Vi sender en med det samme«, sagde de.
Vi skulle af sted på Hvidovre Hospital nu. Jeg var godt forberedt. Som med alt jeg gør. Havde pakket taske til os begge to og lagt kameraet frem. Vi havde aftalt, at jeg skulle fotografere det hele. De seneste par dage havde man godt kunne se det på hende. At det var nu. Hun havde også haft plukveer.
Det gik stærkt. En time måske. Jeg stod og tog billeder af det hele. Hun skreg helt vildt, og det kunne jeg virkelig godt forstå. Når jeg så, hvad der skete foran øjnene på mig, tænkte jeg, at det måtte være den sindssygeste smerte. Og da hovedet kom ud. Shit mand. Det måtte gøre så ondt. Man skal se det for at forstå det.
Han var på vej ud, lige da jeg var ved at skifte film på kameraet.
»Jeg kommer, jeg kommer«, råbte jeg, mens jeg fumlede med filmen, som jeg havde hentet i min taske.
Og så lige pludselig. Så glemte jeg alt andet. Jeg så ham komme ud. Glemte, hvor ondt det måtte have gjort. Glemte at trykke på knappen på kameraet. Var slået bagover af den helt fantastiske oplevelse. Han var ude, og han var min søn.
Han skreg helt vildt højt. De andre babyer på afdelingen skreg i en meget lavere tone, nærmest som lidt gråd. Ham her skreg højt og skingert. Sygeplejersken tog fat om hans testikler og sagde: »To sten.«
Og så mærkede jeg stoltheden. To sten. Sund og rask. Fejler ikke noget. En lille mand. Det var en vidunderlig oplevelse, det hele. En kæmpe glæde. Ikke glæde som i kærlighed. Det var mere glæden over at have nået en personlig ambition.
»Nu er jeg på vej. Det her er bare den første af mange«, tænkte jeg.
Jeg var stolt af mig selv og det, jeg havde præsteret.
Tina blev kørt ind på en stue med barnet for at hvile sig. Jeg havde købt noget rigtig godt skunk, helt specielt til lejligheden. Så tog jeg elevatoren ned og gik udenfor. Det var en smuk solskinsdag. Jeg stod helt alene og nød rusen. Røg skunken og tænkte, at det da var en helt fantastisk dag. Så gik jeg op i kantinen og købte mig noget god mad for at fejre det.
Vi kom hjem senere samme dag. Tina gad ikke ligge der, så vi kørte hjem om eftermiddagen.
»Jeg går lige ned til min far«, sagde jeg.
Han havde også været på hospitalet og set sit første barnebarn med det samme. Så jeg sagde, at jeg ville ned og dele oplevelsen med ham.
»Ja, okay, det forstår jeg godt«, sagde hun.
Det var ikke det eneste sted, jeg skulle hen. Men det behøvede jeg ikke sige.
Jeg tog noget coke på vej til min far. Var på et hurtigt visit, og så tog jeg ind til Store Kongensgade. Der lå det mest eksklusive bordel. Byens bedste. Pigerne var dyrere end andre steder, men de var også guddommeligt smukke, og i dag kunne jeg godt tillade mig at skeje lidt ekstra ud.
Min søn sov det meste af tiden. Der er ikke meget sjov ved en nyfødt baby. Og så skreg han stadig meget højere end andre babyer, syntes jeg.
Jeg blev fanget mange gange i mit bedrag med prostituerede. Og jeg løj hver gang. Hun smed mig ud første gang i september, og det blev hun ved med. Og så tog hun mig som regel tilbage ugen efter. Og græd og sagde, at hun ikke havde ment det. Jeg flyttede ned til min far hver gang, men det var hæsligt, fordi jeg skulle sove på gulvet, og han snorkede så meget.
En dag, da jeg kom hjem, lå alle mine ting på fortovet. Jeg kunne se, at flere af dem var ødelagt; hun havde klippet mit tøj i stykker. Jeg gik op til lejligheden, men min nøgle virkede ikke. Hun måtte have planlagt det i nogle dage, for man får ikke bare skiftet lås fra den ene dag til den anden.
Jeg gik ned til viceværten. Men han havde fået en seddel fra Tina om, at jeg ikke boede der længere. Jeg var rasende. Jeg prøvede at bilde ham ind, at jeg havde hjertemedicin i lejligheden, så jeg måtte ind, og jeg var ved at få et angstanfald. Han sagde, at han slet ikke havde den nye nøgle. Jeg fik lov til at lade et par affaldsposer med mine ting stå hos viceværten, og så gik jeg hjem til min far. Ringede til Tina med det samme. Hun var gravid med vores søn på det tidspunkt.
»Jeg vil skilles, dit dumme svin. Skrid ad helvede til, eller jeg ringer til politiet«, skreg hun og smækkede på. Hun var hysterisk.
Jeg ringede til hendes far. Havde hjulpet ham lidt med noget arbejde. Han havde et isoleringsfirma. Møgbeskidt arbejde, ikke lige det jeg var født til at lave. Men han skyldte mig penge.
»Du får ingenting«, sagde han og smækkede også på.
Så blev jeg gal. Hold kæft, jeg blev sur. Jeg vidste godt, at jeg havde krænket hele den familie, der havde støttet mig i flere år. Besøgt mig i fængslet. Givet mig penge. Min oprindelige plan havde jo været at gå fra Tina, så snart jeg kom til Danmark. Men det havde jeg ændret mening om; de havde jo været søde ved mig, og jeg havde haft det godt.
Jeg syntes dog ikke, at jeg havde påført dem direkte skade. Jeg var egoistisk, og det var min egoisme, der havde forvoldt dem smerte.
Det viste sig senere, at Tina et par dage forinden havde taget fri fra arbejde, uden jeg vidste det. Og så var hun fulgt efter mig i toget og set mig gå ind på bordellet i Skovlunde.
Jeg var rasende. Hun havde ødelagt mine ting, og jeg skulle starte forfra. Havde haft planer om at begynde på noget hashsalg. Jeg så en mulighed i at sælge på internettet. Importere det fra Holland og sælge til hele Norden. Det var tolereret at sælge hash på Christiania, selv om det ikke var lovligt. Så helt galt var det ikke, hvis man gjorde det ordentligt. Uden Tinas penge var den mulighed nu også væk.
Jeg flyttede ind på et herberg i Hillerødgade på Nørrebro. Mest af alt havde jeg lyst til aldrig at se Tina igen. Ville ikke have noget med hende at gøre.
Herberget mindede mig om en fængselscelle. Nu havde jeg lige prøvet at bo i en ordentlig lejlighed, og så kom jeg til det her. Folk sagde til mig, at jeg skulle skrive mig op i en boligforening, men jeg ville ikke bo i lejlighed. Jeg ville have hus og bil. Det var det samme som at få økonomisk rådgivning af en hjemløs bums. Eller at bede en dansker om råd til at blive stor og succesfuld.
De 27.000 dollars var ved at være væk. Brugt på prostituerede. Jeg var en fattig mand. Havde kun min kontanthjælp og en lille smule fra isoleringsarbejdet. Det var jo ikke planen. Men de bedste rejser sig altid igen, tænkte jeg. En sand mester generobrer altid mesterskabet. Og han elsker udfordringen
Jeg kunne føle sulten i den tilstand af fattigdom, som jeg pludselig befandt mig i. Og jeg kunne allerede smage succesen, der var på vej. Jeg nåede også kun at bo på herberget i to uger. Så mødte jeg Marianne Pedersen.