Jeg fandt ud af, at det ikke var Marianne, der ejede bordellet. Hun styrede det ligesom bare. Det var lidt en skuffelse, men huset i Rødovre var det hele værd. I garagen stod der vinduer, der skulle sættes i, og så fik jeg lige pludselig en genial tanke. Min far var jo gammel håndværker. Hvad med at han og jeg satte det hele i stand, så jeg kunne få endnu flere penge for det.
Marianne syntes også, at det var en god idé. Jeg kunne se på hende, at det eneste, hun ville have, var kærlighed, og det kunne jeg sagtens lade som om, at jeg ville give hende. Det var bare noget med at sige »jeg er så forelsket« nogle gange hen ad vejen. Ikke for hurtigt. Men jeg sagde en masse søde ord, og så var det ikke så svært.
Jeg tænker, at det er det samme med Bill Gates. Han er da ikke nogen stor personlighed, men folk vil gerne være i hans omgangskreds, fordi han har så mange penge. Det er en naturlig reaktion. At man lyver, når det handler om penge. Enten for at få nogle eller for at se bedre ud selv. Vi gør det alle på den ene eller anden måde; sådan er den menneskelige natur.
Jeg var flyttet ind med det samme. Det var fantastisk at slippe væk fra herberget. Med tiden begyndte jeg at sige til Marianne, at det var meget bedre at bo i Hellerup. Der var nogle klubværelser ledige, hvor min far boede. Det var et hyggeligt sted og billigt. Et godt område for drengene at vokse op i. Han blev også glad for dem og passede dem på et tidspunkt. Så det var god beskæftigelse for min far. Og så havde vi en babysitter.
Marianne ville have, at jeg mødte drengene allerede den første dag. De kom hjem fra skole med en kammerat. 10 og 12 år. Dennis og Brian. De var meget små, tænkte jeg; de burde være højere. Men Marianne var lav, og det havde deres far også været.
De var ikke mine børn. Ikke høje, stærke mandfolk. De spillede videospil og læste tegneserier. Var fuldstændig uambitiøse. Dyrkede ikke sport. De var opdraget til det der med, at børn har ret til hvad som helst. Demokratiets ånd. Jeg prøvede at læse lektier med dem nogle gange, men allerhelst ønskede jeg bare, at de flyttede et andet sted hen.
Jeg stak engang Brian en lussing, fordi jeg tog ham i at ryge. Så han forstod, at det skulle han ikke. Jeg ved godt, at nogen vil sige, at det ikke er en måde at opdrage børn på. Men det er nu en måde, så de forstår det.
Jeg følte også, at jeg måtte gøre et eller andet. Det var jo trods alt ikke drengenes skyld, at ingen havde lært dem noget ordentligt. De blev glade for mig, de to knægte. Og de manderollemodeller, som de hidtil havde kendt, havde drukket øl, røget og set tv. Ikke noget ambitiøst.
Så jeg tog dem til golf. Og i fitnesscentret. Nogle pædagoger siger, at det må man ikke, før de er ældre. Op i røven; det skal man da gøre, så de kan blive indført i sportens verden. Jeg prøvede også at lære dem at spille fodbold ude i haven. Jeg satte dem til at træne og øve sig. En mester bliver ikke mester, når han vinder kampen; det er i træningen, at det sker.
Jeg prøvede engang at forklare deres lærer, at han måtte tage sig sammen. De havde jo ikke lært noget. De sad bare derhjemme og så tv. Han måtte lære dem at udvikle sig. Han var fuldstændig afvisende over for kritikken. Han havde et herpessår på læben, som var mega klamt.
Imens var Tina kommet på andre tanker. Hun havde ringet til herberget en dag og fundet ud af, at jeg ikke boede der længere.
Da hun fandt ud af, at jeg boede hos en anden kvinde, var hun vendt tilbage til gråd og fortrydelse som så mange gange før. Jeg havde ikke brug for hende længere, opdagede hun, og så ringede hun og tiggede mig om at komme tilbage.
På et tidspunkt ringede hun også og sagde, at hun ville hoppe ud af vinduet.
Jeg ringede til hendes far og mor og sagde det. Måske de kunne tale med hende.
»Det er noget, som I må finde ud af«, sagde hendes mor.
Jeg sagde: »Hør her, jeg er ikke sammen med hende længere. Hun smed mig ud. Men hun er jeres datter, og hun er gravid. Hun siger, at hun vil springe ud af vinduet, siger jeg jo.«
»Det vil vi ikke blande os i. Det er noget, som I må finde ud af.«
Når man har med sådan nogle idioter at gøre, er det svært. Og hun sprang selvfølgelig ikke ud af vinduet.
Tina bar dog mit barn i maven, så jeg tænkte, at det var bedst, at hun fik det bedre. Jeg sagde til hende, at jeg ville flytte hjem igen. Hun blev så glad. Vi gik i banken, hvor hun hævede 5.000 kroner, som vi shoppede for. Køkkenting, babyting og tøj til mig.
I virkeligheden blev jeg boende hos Marianne. Og jeg sagde til Tina, at jeg arbejdede meget om natten som sikkerhedsvagt på bordellet, hvor jeg havde overtaget styringen fra Marianne. Til Marianne var jeg ærlig og sagde, at jeg blev nødt til at overnatte hos Tina nogle nætter, fordi hun gravid.
Mariannes job taget i betragtning tænkte jeg, at hun ville være mere forstående. Det var hun også. Men hun blev også tosset nogle gange, når hun blev jaloux og ikke havde fået opmærksomhed eller »tæsk« nok. Nogle gange skulle hun bare have tæsk. Jeg tænkte ved mig selv: Fucking syge luder. Det bliver nemt, det her. Og så bare en knytnæve i maven. Og så når hun får vejret igen, så én mere. Hun blev så glad; jeg kunne se tilfredsstillelsen i hendes øjne. Det fik mig til at miste al respekt for hende.
Der gik et halvt år, hvor jeg levede et dobbeltliv. Skiftevis Marianne og Tina. Jeg brød mig ikke om nogen af dem, men den ene var gravid med mit barn, og den anden var min vej til succes og dermed indtjeningen til mine prostitutionsbesøg.
I den optimale verden ville jeg ikke have løjet for nogen af dem. Jeg ville helst være ærlig, for jeg hadede at lyve og gøre folk kede af det. Men nogle gange var det nødvendigt. Hvis jeg ville opnå mine mål. Det er det samme som USA, der gik i krig mod Irak med argumentet om, at der var masseødelæggelsesvåben. Det var løgn. Eller Bill Clinton, der sagde: »I did not have sexual relations with that woman.« Det var også løgn. Men det var begge nødvendige løgne for at opnå et højere mål i situationen.
Efter nogle uger hos Marianne havde jeg opdaget, at hun ikke var særlig nem at bo sammen med. Hun var prostitueret og på job tre aftener om ugen. Jeg ville ikke være kæreste med en luder. Hvem vil det? Så skulle hun virkelig være helt unik fantastisk lækker, og det var Marianne absolut ikke.
Hun var heller ikke en lykkelig luder, og jeg tænkte, at jeg ville have hende ud af det. Hun var ikke særlig psykisk stærk, og det var hendes afdøde mand, der havde overtalt hende til det i første omgang for at forsørge familien. Egentlig var hun uddannet sygeplejerske, og det tror jeg, at hun ville have været meget bedre til. Hun var meget omsorgsfuld. Men hun fik også sine voldsomme raserianfald, som jeg ikke kunne holde ud.
I starten handlede det bare om hendes utilfredshed generelt. Hendes svigerfamilie for eksempel. Så smadrede hun en stol. Jeg satte den ud til storskrald og sagde, at vi måtte købe en ny. Efterhånden gik det op for mig, hvorfor huset var så rodet. Hun havde smadret alt. Drengene sov bare igennem det. De var vant til, at deres forældre havde haft nogle voldsomme slagsmål, da deres far levede.
Når hun drak sig fuld, så ville hun bare have en mand, der satte hende på plads igen. Så hun kunne føle sig som en kvinde. Hun ville slå på en stærk mand, så hun kunne få nogle tæsk. Det slukkede alt hos mig. Men jeg gjorde, som hun ønskede.
Jeg tænkte på dengang, jeg var dreng, og man skulle være sej og hænge i. Så sagde vi, at man bare måtte »Rambo it«. Der var Sylvester Stallone-filmene lige kommet i biografen. Jeg tænkte, at jeg bare måtte Rambo it, til hun satte sin underskrift hos ejendomsmægleren.
Jeg tog ned for at besøge sprogcentret en dag. Det var lang tid siden, at jeg havde været der, og jeg ville gerne vise, hvad jeg havde bedrevet, mens de havde siddet og lært dansk.
»Jeg skal videre med mit liv«, havde jeg sagt, da jeg gik i februar. Nu var det maj, og min søn var lige blevet født.
Jeg havde fået godt gang i bordellet, skiftet nogle piger ud og sat lokalerne i stand. Der blev tjent gode penge nu, og jeg vidste, at det var min forretningssans, der havde gjort det. Jeg havde været talt med ejeren, fordi jeg ville male facaden. Jeg drøftede idéen med ham om at ville male den lyserød, og det ville han absolut ikke.
»Det gør du bare ikke«, sagde han.
Jeg malede den lyslilla. Det havde han ikke sagt, at jeg ikke måtte. Men jeg vidste godt, at der ville blive konsekvenser. Marianne Pedersen havde fortalt en masse historier, om at ham skulle man ikke lege med. Han kunne være farlig. Jeg vidste ikke, om det var sandt, men jeg var alligevel en smule bange for ham.
Jeg kørte ned til sprogcentret. Kørte i Mariannes Ford Mondeo, som jeg altid gjorde. Havde solbriller på, var veltrænet. Jeg havde 20.000 i kontanter, som jeg viste dem. Der var kun piger i klassen. De var alle sammen udlændinge; 20.000 var rigtig mange penge for dem. De var meget imponerede.
»Hvad er der sket med dig?«, spurgte de alle sammen.
Jeg havde kage med og viste billeder af min søn. Fortalte om min blomstrende forretning. Jeg var meget stolt.
Jeg skulle aflevere bilen hos Marianne bagefter. Lade hende selv tage på arbejde; jeg gad ikke. Så jeg med toget hjem til Tina. På Ballerup Station kom der en pige hen til mig.
»Må jeg låne din mobiltelefon?«
Jeg så på hende. Hun var ret ung og meget smuk. Klart hun måtte.
Vi talte sammen, og jeg spurgte, om hun ville se billeder af min nyfødte søn. Det ville hun gerne, men det var en kæmpe fejltagelse. Fra det øjeblik kunne jeg ikke score hende, og det ærgrede jeg mig mange gange over efterfølgende.
Hun var fra Rumænien og hed Gabriella. Sindssygt smuk. 17 år og hendes bryster var fantastiske. Flotte ben, ansigt, hår. Naturligt smuk. Jeg blev nødt til at se hende igen, så jeg sagde, at jeg manglede en personlig assistent, der kunne følge med mig rundt. Det ville hun gerne, sagde hun.
Vi røg hash og tog coke sammen. Jeg var vild med at være i hendes selskab. Det var som om, at hun bare faldt ned fra himlen en dag. Jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre med hende. Det var ikke en del af planen. Jeg havde nok at se til med både Tina og Marianne, som lige havde indvilget i at gå med ned til ejendomsmægleren. Hvem skulle jeg nu sige, at Gabriella var? Men jeg kunne heller ikke give slip på hende. Til det var hun for smuk og dejlig. Gud, hvor ville jeg ønske, at det kunne have blomstret.
Jeg havde sagt noget en dag til hende om, at kvinder var så lækre i kjoler. Da jeg hentede hende dagen efter på stationen, og jeg sad i bilen, så jeg hende komme gående i en kjole. Det var blevet sommer, og solen skinnede. Et fantastisk syn. Og et klart signal fra hende om, at hun var interesseret. Nu vidste jeg, hvad hun ville.
Vi endte med at se hinanden hver dag. Det var egentlig meningen, at hun skulle arbejde, men jeg ville hellere være sammen med hende, så jeg stak hende 200 kroner, og spurgte, om vi ikke hellere skulle tage på Langelinie eller ryge noget hash et sted.
Dagene var så smukke, når jeg bare var sammen med hende.