Det var mørkt. Jeg kunne ikke se deres ansigter.
Jeg havde begået en fejl. En kæmpe brøler. Og jeg havde stået og skældt mig selv ud for den mange gange. Men der var ikke noget at gøre ved det nu. Jeg kunne ikke ændre på det. Så jeg måtte bare handle. Jeg havde set forkert. Første fejl, Peter.
Der var ikke plads i fryseren til dem alle tre.
Jeg kunne høre min mobiltelefon, der ringede et sted. Jeg vidste, hvem det var. Tina. Forstod hun ikke, at hun skulle holde op med at ringe? Jeg tog den jo ikke. Hun var hysterisk, vidste jeg. Havde været sindssyg jaloux og rasende det sidste halve år, efter hun fandt ud af, at jeg gik på bordel, og det havde ikke gjort det bedre, da jeg mødte Marianne Pedersen og måtte bo lidt hos dem begge. Jeg sagde, at jeg arbejdede, når jeg ikke kom hjem til Tina.
Nu ringede hun, fordi jeg havde lovet at komme hjem og sove i nat. Hun tjekkede alt, hvad jeg lavede, og troede hele tiden, at jeg var hende utro. Men ikke nu. Lige nu handlede det om noget meget vigtigere. At jeg skulle overleve det her. Det forstod hun ikke.
Fryseren var ikke mere end halvanden meter gange en meter. Der var ikke engang plads til en. Jeg havde båret dem fra badekaret og ud i garagen.
Jeg havde ikke andre muligheder end det, jeg var i gang med nu. Jeg skilte blødt fra hårdt. Det bløde lagde jeg i affaldssække; dem kunne jeg smide i forskellige affaldscontainere. Det hårde var der plads til i fryseren. Jeg vidste ikke endnu, hvad jeg skulle gøre med det. Jeg bandede over fryseren. Situationen var hård nok i forvejen. Det føltes så urimeligt. Nu skulle jeg også igennem det her, og jeg ville bare hjem og sove. Hvis nu bare fryseren havde været større, så var jeg sluppet for det her.
Jeg tænkte på en scene fra »Pulp Fiction«. Hvor John Travolta og Samuel Jackson kørte bil, og John Travolta ved en fejl kom til at skyde Marvin, der sad på bagsædet. Blodet sprøjtede ud i hele bilen, og Samuel Jackson panikkede og råbte: »Vi skal væk herfra. Bilen er smurt ind i blod, og politiet opdager det.«
Jeg kunne mærke samme panikfølelse. Hvor gjorde man af ligene, når man ikke havde Harvey Keitel til at rydde op efter én?
Det var ved at blive lyst. Jeg ville hjem og sove. Tog Mariannes Ford Mondeo og kørte mod Måløv til Tina. Mit hoved var helt tomt. Tænkte kun på at sove. Var helt udmattet, og min krop var tung. Faldt om på sengen, så snart jeg trådte ind ad døren. Sov med det samme.
Da jeg vågnede næste morgen, ringede jeg til Marianne. Måske var det hele et mareridt. Jeg havde jo røget meget hash. Hun tog den ikke. Jeg kunne ikke overskue det. Måtte bare sove igen. Det var ikke sket. Kunne ikke tænke på det nu.
Kunne høre Tina og den lille i stuen. Jeg bad til, at hun bare ville lade mig være i fred. Holde kæft med alt hendes hysteri om utroskab. Det kunne jeg slet ikke magte lige nu. Jeg sov videre med det samme. Og hun lod mig være. Jeg ville bare sove hele tiden.
To dage efter stod jeg der igen. Kiggede ned i fryseren. Det var ikke en drøm. Havde begået fejl nummer 200. Sådan føltes det i hvert fald.
Jeg var her også i går. Det hårde i fryseren var frosset fuldstændig. Den sav, jeg havde tænkt mig at skære det i stykker med, knækkede. Jeg bandede. Der var intet ordentlig værktøj til opgaven i garagen. Hvorfor var der ingenting, der ville lykkes for mig? Jeg prøvede med en vinkelsliber, men det gik heller ikke. Svinede alt for meget. Så jeg tog ud for at finde en økse.
Det var umuligt at få en økse. Tog i Rødovre Centrum og alle de isenkræmmere, jeg kendte i nærheden. Der var ingen af de elendige butikker, der havde en økse. Det ville aldrig være sket i USA. Og så lavede jeg fejlen i den uendelige række af fejl. Jeg tog i Metro, for jeg skulle bare have den økse. Jeg brugte Mariannes afdøde mands kort. Nu kunne man se i deres system, hvad jeg havde købt.
Men jeg var ligeglad. Det her skulle bare overstås. Og jeg gik i gang.
Der tog flere timer. Fordi det var frossent, endte det i bitte små stykker, som jeg fejede sammen i de affaldssække, som jeg også havde købt flere af i Metro.
De ville blive umulige at finde. Selv hvis man ledte meget grundigt, var det, der før var tre menneskekroppe, nu nærmest krystaller. Jeg bad til, at de aldrig ville blive fundet. Det ville være min eneste redning.
Det var den 20. juni 2000 på Nørregårdsvej i Rødovre. Jeg var 28 år, og for tre dage siden var jeg skyld i en kvinde og hendes to børns død.