Jeg havde sat en seddel på døren om, at de var taget på ferie. Det lød rarere, syntes jeg. Hvis nu man havde sagt, at alle de mennesker, der var i koncentrationslejr under 2. verdenskrig, blev behandlet for sygdomme, så ville det også være en rarere tanke. Eller hvis en person, man elsker, dør i trafikken, så vil man da hellere høre, at han eller hun er rejst til Kina. Det er jo i alles bedste interesse.
Jeg fik overbevist mig selv om, at jeg faktisk skånede en masse ved at sige, at de var på ferie. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, når de aldrig vendte tilbage. Jeg havde ryddet op i huset og fundet en masse køleskabet, mad fra fryseren, møbler. Havde stillet nogle af affaldssækkene ud til storskrald.
Sækkene med ligdelene havde jeg smidt i forskellige containere, som jeg senere hen pegede ud for politiet.
Min far og Gabriella kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke skulle i gang med at arbejde på huset. Det havde jeg sagt til dem, at de skulle hjælpe mig med. Det var jo planlagt længe.
Jeg var flyttet tilbage til Måløv til Tina og vores nyfødte søn. Eller hun troede jo, at jeg havde boet der hele tiden. Hun var rasende de første dage, efter det forfærdelige skete. Troede at jeg havde været utro igen. Jeg sov bare så meget som muligt. Gik i seng, når hun blev hysterisk.
Jeg sagde til min far, at jeg havde taget anabole steroider, røget lidt hash, taget coke. Det var derfor, at jeg var lidt mut. Min far stiller aldrig spørgsmålstegn ved det, jeg siger.
Jeg var også blevet impotent. Jeg tænkte i hvert fald slet ikke på sex. Havde slet ikke lyst. Alle andre tanker end at redde mig selv var væk. Tina brokkede sig hele tiden.
»Du skifter ham aldrig«, sagde hun, når den lille lå og skreg.
Jeg sad i sofaen det meste af dagen. Kiggede bare tomt ud i luften. Tina troede vel, at jeg havde røget for meget hash. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg lige havde begået drab.
Hun lagde babyen i sofaen ved siden af mig en dag. Han lå og tissede på sig selv. Jeg så det godt, men var bare lammet og orkede ikke at gøre noget ved det.
Tina råbte igen:
»Hvad fanden laver du? Han ligger jo og tisser. Han skal have ble på.«
Hun rev ham op af sofaen og løb ind for at skifte ham. Jeg blev bare siddende og kiggede efter dem. Ville bare sidde og sove. Jeg var som en zombie.
Jeg havde aftalt med min far og Gabriella, at de skulle hjælpe mig med at sætte huset i stand. Dagen efter jeg havde smidt de sidste affaldssække ud, kom Gabriella. Havde glemt at aflyse. Jeg blev nødt til at lukke hende ind. Min far kom også. Hun lagde an på mig ude inde køkkenet. Hun var varm og dejlig og rykkede sig tæt på mig. Jeg kunne ikke fokusere. Havde aldrig før mistet lysten til kvinder. Men det var bare ikke vigtigt nu.
Jeg aflyste dagene efter. Min far rykkede for materialer, som vi skulle bruge til at sætte huset i stand.
»Det er mærkeligt, at Marianne ikke har ringet. Det gør hun nok i morgen«, sagde jeg hver gang.
Min far er nem at narre.
Jeg var i en mærkelig tåge. Jeg sov meget. Røg en masse hash. For første gang i mit liv havde jeg ingen plan om, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte kun på at overleve. Et eller andet sted vidste jeg godt, at det blot var et spørgsmål om tid, før fælden klappede. Og den langsomme død begyndte.
Tina blev gladere efter den første uge. Fordi jeg var mere hjemme. Vi sad i bussen en dag. Hun elskede jo offentlig transport. Hun lagde sit hoved på min skulder. Vi skulle i Ballerup Center lørdag morgen; det kunne hun godt lide. Hun havde fået sin mand tilbage.
Jeg havde været nede på bordellet og sige, at Marianne var rejst på ferie. Havde givet nøglen til en af de prostituerede, en 70-årig dame, der tjente godt ved at give blowjobs uden tænder i munden. Overraskende nok havde hun hundredvis af faste kunder. Jeg sagde, at jeg også selv havde noget andet for, så de ville ikke se mig foreløbigt. Jeg skulle hjælpe familien.
Jeg havde stadig et spinkelt håb om huset. Pengene. Jeg vidste bare ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg var forvirret; jeg var i chok. Det var jo ikke meningen, at hun skulle dø. Vi havde lige været hos ejendomsmægleren. Så tæt på. Jeg havde heller ikke tænkt mig at gøre det forbi, så snart det gik i orden med huset, og vi kunne flytte. Der var stadig gode penge i hende jo. Rigtig mange penge.
Den dag jeg blev anholdt, var jeg hos min far om morgenen. Derfra gik jeg ned til »Asian Beauty« på Istedgade. Solen var kommet frem igen en uge forinden efter flere ugers fravær. Jeg havde fået min sexlyst tilbage.
Der var gået tre uger siden drabene, og jeg havde stadig ingen idé om, hvad jeg skulle gøre. Forsøgte bare at leve vide re. Og glemme hvad der var sket. Det var den 4. juli 2000. USA’s Uafhængighedsdag.
Jeg tog i Hard Work Studio i Valby og trænede. Derefter var jeg i Ballerup Centret og købe fisk. Jeg havde så meget lyst til frisk fisk. Masser af torsk. Det bedste af det bedste. Købte for 200 kroner og tog hjem til lejligheden. Jeg smed dem alle sammen på panden. Havde lige været i bad og stod i badekåbe. Tina og drengen var også hjemme. Han skreg stadig højt.
Klokken var omkring 20.00, da det bankede på døren. Jeg kiggede ud af dørspionen. Der stod otte mænd. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var bordelejeren, der havde sendt sit tæskehold, fordi jeg havde malet facaden lilla.
»Hvorfor åbner du ikke?«, spurgte Tina.
Jeg sagde, at hun skulle tage drengen og gå væk. De blev ved med at banke. Med knipler nu. Jeg ringede til politiet. De sendte en patruljevogn.
Lidt efter ringede de mig op og sagde, at det var politiet, der stod uden for min dør. De var civilklædte. Jeg åbnede, og den ene viste sit legitimationskort.
»Vi vil gerne tale med dig nede på stationen«, sagde han.
De kom ind i lejligheden. Tina stod med drengen på armen.
»Vi kan bare tale her. Hvad drejer det sig om?«, spurgte jeg.
»Paragraf 237«, svarede han.
»Hvad er det?«
»Drab.«
»Whatever«, sagde jeg. Jeg hidsede mig selvfølgelig også lidt op og spillede smart, men fulgte med dem. De tog også Tina og drengen med. Hun brokkede sig selvfølgelig.
»Hvad sker der? Hvad er det her?«, spurgte hun.
Jeg sagde, at hun skulle slappe af, og hun fulgte med. Blev løsladt dagen efter.
Det var først, da jeg stod i detentionscellen med min advokat, at jeg kunne mærke angsten. Min krop stivnede et øjeblik. Det her kunne gå rigtig galt, tænkte jeg. Men jeg slog den hen: »Ingen lig. Ingen vidner. De kan ikke bevise noget. Fire mennesker går ind i et hus. Én kommer ud. Det behøver ikke være ham, der er skyldig. Jeg har intet at være nervøs for. Det er kun tanker«, blev jeg ved med at sige til mig selv.